Atuagagdliutit - 08.05.1985, Page 9

NR. 19 1985
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
9
G RØN LANDS POSTEN
Isumaliutersuut- Kronik
Akissallit annermik
akileraartamerat
Majip aailaqqaataa nalliusseqqipparpunaasit, pissusissamisuu-
ginnarporlu ulloq taanna sammeqqinneqarmat akissaqarnerit
annermik akileraartalernissaat.
Pissusissamisuuginnarpoq eqqarsaat tamanna saqqummiun-
neqarmat SIK-imit. Pissusissamisuuginnarunarporlu inooqati-
giinni nukittunerusutannerusumiknammagassinneqassappata.
Taamali oqaraanni aamma puigortariaqanngilaq akissallit an-
nerusumik akileraartarnerata sukkut iluaqutaanissaanut apeq-
qutaassammat taamatut akileraartarnerup qanoq aaqqissuun-
neqarnissaa.
Danmarkimi pissutsit eqqaassagaanni akissallit akissaqan-
ngitsunit annerungaatsiaqisumik akileraartinneqartarput, akile-
raartarnermili inatsisit ima paasissaajunnaartigisimapput ikittu-
innarnit sukumerneqarsinnalerlutik.
Taamatut akileraartarnerup ingerlanneqarnera aamma ima
akisutigilersinnaavoq isertitat amerlissutigigaluat ingerlatsiner-
mit pisariusumit neriorneqassalluni, taamatummi akileraarute-
qarnerup ingerlanneqarnera imaannaasanngeqimmat.
Tamanna pillugu qularisariaqanngilaq akissallit annerusumik
akileraartalernissaannik eqqarsaat ajunngitsoq tamatumalu ki-
ngunilimmik ingerlanniarnissaa qunnermillusooq avissaarute-
qarmata.
Akissallit annerusumik akileraartalernissaat majip aallaqqaa-
taani oqaasiusunit nutaarsiassatut isigineqarsinnaanngilaq. Ta-
mannami siornagut arlaleriaqaluni tutsiuttarsimavoq tupinna-
porlumi manna tikillugu piviusunngortinneqarsimanngimmat.
Tamanna uppernarsaataagunarpoq politikeritta akileraartar-
nermik taamaattumik akuersoraluartut nalusimanngikkaat i-
ngerlanniarnissaa qanoq pisariutigalunilu akisutigissasoq.
Qulamanngilarlu akissallit annermik akileraartalernis- _
saannik eqqarsaat isummatut allatut ajungitsutulli isigisa-
riaqassasoq: Tassa qanoq pilersaarusiornissaa ajornan- m
ngeqaluni, ajornartorsiutilli aatsaat saqqumertussaallutik ®
eqqarsaatit tamakku piviusunngortinniarneqalerpata.
Den progressive skat
Så har det igen været den 1. maj, og helt naturligt har dagen væ-
ret brugt til igen at lufte tanken om en progressiv beskatning her
i landet.
Det er helt naturligt, at tanken om en progressiv beskatning —
altså en skatteform, hvor høje indtægter beskattes hårdere end
lave indtægter — kommer fra en organisation som S.I.K. Og i
det hele taget er det vel ganske naturligt, at et samfund baserer
sin økonomi på, at de stærkeste skuldre også bærer det tungeste
læs.
Når det er sagt, skal det imidlertid også siges, at værdien af en
progressiv beskatning står og falder med den form, som beskat-
ningen til sin tid får.
Skeler man en anelse til Danmark, er der her ganske vist tale
om, at højere indtægter beskattes væsentligt hårdere end lave,
men skattelovgivningen har efterhånden udviklet sig til en jung-
le, som det kun er beskåret ganske få at finde rundt i.
Og administrationen af et progressivt skattesystem kan let gå
hen og blive en så dyr affære, at det mer-provenue, der hentes
hjem i kraft af højere procenter på de sidst tjente kroner, ædes op
af det bureaukrati, der er nødvendigt for at få ordningerne til at
fungere.
Derfor er der ingen tvivl om, at der gaber et stort svælg mellem
de gode hensigter og de praktiske muligheder i forbindelse med
indføringen af en progressiv beskatning.
Det var ikke den store nyhed, der blev åbenbaret, da det på 1.
maj-dagen hed, at nu skal den progressive skat indføres. Tvært-
imod har tanken været fremført så mange gange tidligere, at
man allerede nu kan undre sig over, at det hidtil blot er blevet ved
tanken.
Dette er i sig selv nok et bevis for, at også de af vore politikere,
der er varme på ideen, kender risikoen for at komme til at skabe
et uoverskueligt og enormt omkostningskrævende bureaukrati.
Derfor er det sikkert med den progressive skat som med _
så mange andre gode ideer: Det er meget nemt at formule-
te, hvordan tingene gerne skulle være. Det rigtigt vanske- W
Uge kommer først i det øjeblik, ideerne skal omsættes til
virkelighed.
Bøme- og ungdomsforsorgen i Grønland — Hvad nu?
— Jeg tror, vi kan
klare en del mere
»Jeg mener, at der nu skal sættes aktivt ind i kampen imod et system, der skaber
sociale tabere Et system, der uafbrudt arbejder med at skubbe tingene fra sig, i
stedet for at løse dem«, skriver forstander Janus Westh, Ilulissat Børnehjem, i en
kronik, som vi her bringer første del af
Pædagogisk set har Grønlands
børne- og ungdomsforsorg, lige-
som resten af landets aktivite-
ter, været i en stadig raskere ud-
vikling. En udvikling, der på
mange måder kan få en til at væ-
re nervøs for, om samfundet som
sådan kan bære det.
Vi ved, at et samfunds økono-
miske forhold spiller meget ind
på, i hvor høj grad, det er i stand
til at udvikle det sociale sikker-
hedsnet, og i hvor høj grad det
kan sikre en rimelig forebyggen-
de socialforsorg.
Vi ved også, gennem talmateri-
ale, gennem daglige eksempler
og ikke mindst gennem oplevel-
ser af tragedier — lykkelige hi-
storier, hvor vigtigt det er med
forebyggelse og ligeledes med en
stærk indsats i det sociale sikker-
hedssystem.
Men vi ved også, at lige så
snart samfundet rammes på de
økonomiske midler, stagnerer de
sociale programmer i bedste fald
og i værste fald bliver de forrin-
get.
Alle ved, at der netop i ned-
gangstider er allermest brug for
hjælp til dem, der er mest udsat,
og alle ved, at det er i nedgangsti-
den, vi skaber den store regning
til samfundet senere hen.
Og alligevel må det sociale sy-
stem være det, der bærer den
største byrde af besparelserne,
set i forhold til, hvor nødvendig
den er.
Vi ved at de kroner, der skal
bruges i Grønlands fremtid in-
denfor det sociale område, bliver
dyre kroner, der måske intet
hjælper, fordi vi står stille, uden
at udvikle socialsystemet i takt
med behovet.
Vi ved, at der måske er politi-
kere der vil sige, at det åbenbart
ikke hjælper noget, og vi derfor
ligeså godt kan begrænse forsor-
gen til det allernødvendigste.
Når vi nu ved alt det, er det vo-
res pligt, som socialpædagoger,
at udnytte vores begrænsede res-
sourcer optimalt, åt tænke nye
veje og dermed være med til at
hjælpe samfundet i kampen for
menneskeværd. Vi er en del af de
sociale kompleks. Den del vi må
bruge vil rimeligvis ikke blive ret
meget større, hvis den i det hele
taget bliver det, og derfor kan vi
ikke bare læne os tilbage og sige
»skidt med det, det går nok, det
må de andre klare«.
Vi må tage skridt til at ændre
vores forsorgstilbud fra at være
rene opbevaringstilbud, hvor in-
tet sker, til at skabe grobund for
rimelige menneskeværdige løs-
ninger.
Som eksempel kan nævnes, at
vi har en dreng her på institutio-
nen, der indtil nu har kostet sam-
fundet over to millioner kroner
og vil nærme sig de tre inden ud-
skrivningen om to år. Og så kern
jeg endda stærkt tvivle om, hvor-
vidt han kan klare sig.
Det mener jeg, er et utilfreds-
stillende resultat, et ringe udbyt-
te af millioner, der i stedet havde
kunnet arbejde i en aktiv børne-
og ungdomsforsorg.
Sådan set vi mange eksempler
på løsninger, der på længere sigt
viser sig at blive meget dyre, sta-
dig seti forhold til resultatet. J eg
mener, at der nu skal sættes ak-
tivt ind i kampen mod et system,
der skaber sociale tabere. Et sy-
stem, der uafbrudt arbejder med
at skubbe tingene fra sig, i stedet
for at løse dem.
Vi ser mange eksempler på,
hvordan en familie bliver split-
tet, fordi man ikke i tide satte de
ressourcer ind, der var brug for.
Tit, når jeg fremførere syns-
punkter, får jeg at vide, at der ik-
ke er midler til at omdanne social-
væsnets muligheder fra lappe-
ordninger til reel bistand og fore-
byggende arbejde.
Vend den om og spørg, om
samfundet har råd til at lade væ-
re? Hvordan kan vi tage os af de
nye ramte familier, når vi aldrig
får løst de gamle? Det er som al-
tid at spise gammelt franskbrød,
fordi man skal spise det gamle
op, inden man begynder på det
nye.
I Ilulissat, vil vi gerne tage del
i en ændring af denne holdning.
Jeg tror ikke, at vi kan ændre he-
le socialforsorgen Uge på en
gang, men jeg tror at allerede nu
vi kan klare en hel del mere, end
vi gør, og det for de samme kro-
ner i slutresultatet.
Før var holdningen, at når bar-
net/den unge var kommet til bør-
nehjemmet, var det vel anbragt,
kommunen havde løst sit presse-
rende problem, og børnehjem-
met kunne opvise fine statistik-
ker i årsrapporten, der hvert år
viste en 100% belægning. Nogle
af børnene var så heldige, at de
havde mennesker ude i det øvrige
samfund, der kæmpede for at få
dem ud fra børnehjemmet igen.
Andre sank ned, affandt sig og
blev der i 5-10-15 år, mærket og
institutionsskadet for resten af
livet. — Og vel at mærke til mil-
lioner af kroner.
Nu skal det ikke forstås på den
måde, at pengene altid er givet
skidt ud på børnehjemmene.
Igennem tiderne har børnehjem-
mene givetvis gjort masser af
godt arbejde, men mange børn er
blevet glemt, når de først var an-
bragt.
På børnehjemmet her i Ilulis-
sat har vi vendt holdningen
180% om, således at vi ligeså
snart et barn/ung er anbragt di-
skuterer på hvilke muligheder
der findes?
Er familien noget at bygge på?
I så fald, hvor meget familiear-
bejde er muligt?
Hvor lang tid skal vi regne med
som udgangspunkt?
Hvis familien ikke dur, kan vi
bygge en ny op?
Er han/hun egnet til at være på
en døgninstitution?
Og hvis ikke, kan vi finde en al-
ternativ anbringelse?
Jeg er af den holdning, at jeg
ikke vil rette mig efter, hvad der
før har været gængs. I et tidssva-
rende behandlingsarbejde, må
det være en socialpædagogs for-
nemmeste opgave, til alle tider,
hvor han/hun end er, at søge den
bedste løsning for det enkelte
barn og ung, uanset hvor uover-
stigelige problemer, der end sy-
nes at være.
Det er klart, at denne holdning
kræver meget arbejde fra pæda-
gogernes side, og derfor foreslår
jeg andre pædagogiske norme-
ringer.
Det er meget vigtigt med net-
op de pædagogiske rammer, der
kan leve op til at kunne arbejde
intensivt med det enkelte barn/
ung. Det være sig små grupper,
at kunne fastholde børnene og de
unge i en udviklende struktueret
pædagogik, at børnehjemmets
rammer og krav ikke er væsent-
lig forskellige samfundets fami-
lie hverdag.
Det er klart, at vi aldrig kan
skabe de almindelige familie-
mæssige rammer, hvad vi da hel-
ler ikke skal, der er immervæk en
årsag til at børnene/de unge kom-
mer på vores institution.
Denne årsag er mindre og
mindre af forsørgelsesmæssige
grunde, selvom de stadig findes,
men i langt højere grad anbrin-
ges børn/unge, fordi både famili-
en og børnene/de unge, har behov
for en professionel behandling.
Afstandene er store og forhin-
drer et forældresamarbejde. Det
er en bemærkning jeg hører tit.
Det er rigtigt, men j eg har den er-
faring efter snart 1 års arbejde
her i landet, at hvis vi er åbne, og
hvis vi tilrettelægger en langsig-
tet plan for et arbejde, er der også
vilje fra den enkelte kommune til
at yde de ressourcer, der skal
bruges.
Syvende
sangkonkurrence
Lørdag den 11. maj afholdes den
syvende grønlandske sangkon-
kurrence i Danmark. Det er fæl-
lesforeningen INUIT, der byder
velkommen til konkurrencen,
hvor orkesteret er Karl Lynge fra
Holstebro.
Konkurrencen foregår i Kon-
greshallen i Herning.