Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 08.05.1985, Blaðsíða 9

Atuagagdliutit - 08.05.1985, Blaðsíða 9
NR. 19 1985 ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN 9 G RØN LANDS POSTEN Isumaliutersuut- Kronik Akissallit annermik akileraartamerat Majip aailaqqaataa nalliusseqqipparpunaasit, pissusissamisuu- ginnarporlu ulloq taanna sammeqqinneqarmat akissaqarnerit annermik akileraartalernissaat. Pissusissamisuuginnarpoq eqqarsaat tamanna saqqummiun- neqarmat SIK-imit. Pissusissamisuuginnarunarporlu inooqati- giinni nukittunerusutannerusumiknammagassinneqassappata. Taamali oqaraanni aamma puigortariaqanngilaq akissallit an- nerusumik akileraartarnerata sukkut iluaqutaanissaanut apeq- qutaassammat taamatut akileraartarnerup qanoq aaqqissuun- neqarnissaa. Danmarkimi pissutsit eqqaassagaanni akissallit akissaqan- ngitsunit annerungaatsiaqisumik akileraartinneqartarput, akile- raartarnermili inatsisit ima paasissaajunnaartigisimapput ikittu- innarnit sukumerneqarsinnalerlutik. Taamatut akileraartarnerup ingerlanneqarnera aamma ima akisutigilersinnaavoq isertitat amerlissutigigaluat ingerlatsiner- mit pisariusumit neriorneqassalluni, taamatummi akileraarute- qarnerup ingerlanneqarnera imaannaasanngeqimmat. Tamanna pillugu qularisariaqanngilaq akissallit annerusumik akileraartalernissaannik eqqarsaat ajunngitsoq tamatumalu ki- ngunilimmik ingerlanniarnissaa qunnermillusooq avissaarute- qarmata. Akissallit annerusumik akileraartalernissaat majip aallaqqaa- taani oqaasiusunit nutaarsiassatut isigineqarsinnaanngilaq. Ta- mannami siornagut arlaleriaqaluni tutsiuttarsimavoq tupinna- porlumi manna tikillugu piviusunngortinneqarsimanngimmat. Tamanna uppernarsaataagunarpoq politikeritta akileraartar- nermik taamaattumik akuersoraluartut nalusimanngikkaat i- ngerlanniarnissaa qanoq pisariutigalunilu akisutigissasoq. Qulamanngilarlu akissallit annermik akileraartalernis- _ saannik eqqarsaat isummatut allatut ajungitsutulli isigisa- riaqassasoq: Tassa qanoq pilersaarusiornissaa ajornan- m ngeqaluni, ajornartorsiutilli aatsaat saqqumertussaallutik ® eqqarsaatit tamakku piviusunngortinniarneqalerpata. Den progressive skat Så har det igen været den 1. maj, og helt naturligt har dagen væ- ret brugt til igen at lufte tanken om en progressiv beskatning her i landet. Det er helt naturligt, at tanken om en progressiv beskatning — altså en skatteform, hvor høje indtægter beskattes hårdere end lave indtægter — kommer fra en organisation som S.I.K. Og i det hele taget er det vel ganske naturligt, at et samfund baserer sin økonomi på, at de stærkeste skuldre også bærer det tungeste læs. Når det er sagt, skal det imidlertid også siges, at værdien af en progressiv beskatning står og falder med den form, som beskat- ningen til sin tid får. Skeler man en anelse til Danmark, er der her ganske vist tale om, at højere indtægter beskattes væsentligt hårdere end lave, men skattelovgivningen har efterhånden udviklet sig til en jung- le, som det kun er beskåret ganske få at finde rundt i. Og administrationen af et progressivt skattesystem kan let gå hen og blive en så dyr affære, at det mer-provenue, der hentes hjem i kraft af højere procenter på de sidst tjente kroner, ædes op af det bureaukrati, der er nødvendigt for at få ordningerne til at fungere. Derfor er der ingen tvivl om, at der gaber et stort svælg mellem de gode hensigter og de praktiske muligheder i forbindelse med indføringen af en progressiv beskatning. Det var ikke den store nyhed, der blev åbenbaret, da det på 1. maj-dagen hed, at nu skal den progressive skat indføres. Tvært- imod har tanken været fremført så mange gange tidligere, at man allerede nu kan undre sig over, at det hidtil blot er blevet ved tanken. Dette er i sig selv nok et bevis for, at også de af vore politikere, der er varme på ideen, kender risikoen for at komme til at skabe et uoverskueligt og enormt omkostningskrævende bureaukrati. Derfor er det sikkert med den progressive skat som med _ så mange andre gode ideer: Det er meget nemt at formule- te, hvordan tingene gerne skulle være. Det rigtigt vanske- W Uge kommer først i det øjeblik, ideerne skal omsættes til virkelighed. Bøme- og ungdomsforsorgen i Grønland — Hvad nu? — Jeg tror, vi kan klare en del mere »Jeg mener, at der nu skal sættes aktivt ind i kampen imod et system, der skaber sociale tabere Et system, der uafbrudt arbejder med at skubbe tingene fra sig, i stedet for at løse dem«, skriver forstander Janus Westh, Ilulissat Børnehjem, i en kronik, som vi her bringer første del af Pædagogisk set har Grønlands børne- og ungdomsforsorg, lige- som resten af landets aktivite- ter, været i en stadig raskere ud- vikling. En udvikling, der på mange måder kan få en til at væ- re nervøs for, om samfundet som sådan kan bære det. Vi ved, at et samfunds økono- miske forhold spiller meget ind på, i hvor høj grad, det er i stand til at udvikle det sociale sikker- hedsnet, og i hvor høj grad det kan sikre en rimelig forebyggen- de socialforsorg. Vi ved også, gennem talmateri- ale, gennem daglige eksempler og ikke mindst gennem oplevel- ser af tragedier — lykkelige hi- storier, hvor vigtigt det er med forebyggelse og ligeledes med en stærk indsats i det sociale sikker- hedssystem. Men vi ved også, at lige så snart samfundet rammes på de økonomiske midler, stagnerer de sociale programmer i bedste fald og i værste fald bliver de forrin- get. Alle ved, at der netop i ned- gangstider er allermest brug for hjælp til dem, der er mest udsat, og alle ved, at det er i nedgangsti- den, vi skaber den store regning til samfundet senere hen. Og alligevel må det sociale sy- stem være det, der bærer den største byrde af besparelserne, set i forhold til, hvor nødvendig den er. Vi ved at de kroner, der skal bruges i Grønlands fremtid in- denfor det sociale område, bliver dyre kroner, der måske intet hjælper, fordi vi står stille, uden at udvikle socialsystemet i takt med behovet. Vi ved, at der måske er politi- kere der vil sige, at det åbenbart ikke hjælper noget, og vi derfor ligeså godt kan begrænse forsor- gen til det allernødvendigste. Når vi nu ved alt det, er det vo- res pligt, som socialpædagoger, at udnytte vores begrænsede res- sourcer optimalt, åt tænke nye veje og dermed være med til at hjælpe samfundet i kampen for menneskeværd. Vi er en del af de sociale kompleks. Den del vi må bruge vil rimeligvis ikke blive ret meget større, hvis den i det hele taget bliver det, og derfor kan vi ikke bare læne os tilbage og sige »skidt med det, det går nok, det må de andre klare«. Vi må tage skridt til at ændre vores forsorgstilbud fra at være rene opbevaringstilbud, hvor in- tet sker, til at skabe grobund for rimelige menneskeværdige løs- ninger. Som eksempel kan nævnes, at vi har en dreng her på institutio- nen, der indtil nu har kostet sam- fundet over to millioner kroner og vil nærme sig de tre inden ud- skrivningen om to år. Og så kern jeg endda stærkt tvivle om, hvor- vidt han kan klare sig. Det mener jeg, er et utilfreds- stillende resultat, et ringe udbyt- te af millioner, der i stedet havde kunnet arbejde i en aktiv børne- og ungdomsforsorg. Sådan set vi mange eksempler på løsninger, der på længere sigt viser sig at blive meget dyre, sta- dig seti forhold til resultatet. J eg mener, at der nu skal sættes ak- tivt ind i kampen mod et system, der skaber sociale tabere. Et sy- stem, der uafbrudt arbejder med at skubbe tingene fra sig, i stedet for at løse dem. Vi ser mange eksempler på, hvordan en familie bliver split- tet, fordi man ikke i tide satte de ressourcer ind, der var brug for. Tit, når jeg fremførere syns- punkter, får jeg at vide, at der ik- ke er midler til at omdanne social- væsnets muligheder fra lappe- ordninger til reel bistand og fore- byggende arbejde. Vend den om og spørg, om samfundet har råd til at lade væ- re? Hvordan kan vi tage os af de nye ramte familier, når vi aldrig får løst de gamle? Det er som al- tid at spise gammelt franskbrød, fordi man skal spise det gamle op, inden man begynder på det nye. I Ilulissat, vil vi gerne tage del i en ændring af denne holdning. Jeg tror ikke, at vi kan ændre he- le socialforsorgen Uge på en gang, men jeg tror at allerede nu vi kan klare en hel del mere, end vi gør, og det for de samme kro- ner i slutresultatet. Før var holdningen, at når bar- net/den unge var kommet til bør- nehjemmet, var det vel anbragt, kommunen havde løst sit presse- rende problem, og børnehjem- met kunne opvise fine statistik- ker i årsrapporten, der hvert år viste en 100% belægning. Nogle af børnene var så heldige, at de havde mennesker ude i det øvrige samfund, der kæmpede for at få dem ud fra børnehjemmet igen. Andre sank ned, affandt sig og blev der i 5-10-15 år, mærket og institutionsskadet for resten af livet. — Og vel at mærke til mil- lioner af kroner. Nu skal det ikke forstås på den måde, at pengene altid er givet skidt ud på børnehjemmene. Igennem tiderne har børnehjem- mene givetvis gjort masser af godt arbejde, men mange børn er blevet glemt, når de først var an- bragt. På børnehjemmet her i Ilulis- sat har vi vendt holdningen 180% om, således at vi ligeså snart et barn/ung er anbragt di- skuterer på hvilke muligheder der findes? Er familien noget at bygge på? I så fald, hvor meget familiear- bejde er muligt? Hvor lang tid skal vi regne med som udgangspunkt? Hvis familien ikke dur, kan vi bygge en ny op? Er han/hun egnet til at være på en døgninstitution? Og hvis ikke, kan vi finde en al- ternativ anbringelse? Jeg er af den holdning, at jeg ikke vil rette mig efter, hvad der før har været gængs. I et tidssva- rende behandlingsarbejde, må det være en socialpædagogs for- nemmeste opgave, til alle tider, hvor han/hun end er, at søge den bedste løsning for det enkelte barn og ung, uanset hvor uover- stigelige problemer, der end sy- nes at være. Det er klart, at denne holdning kræver meget arbejde fra pæda- gogernes side, og derfor foreslår jeg andre pædagogiske norme- ringer. Det er meget vigtigt med net- op de pædagogiske rammer, der kan leve op til at kunne arbejde intensivt med det enkelte barn/ ung. Det være sig små grupper, at kunne fastholde børnene og de unge i en udviklende struktueret pædagogik, at børnehjemmets rammer og krav ikke er væsent- lig forskellige samfundets fami- lie hverdag. Det er klart, at vi aldrig kan skabe de almindelige familie- mæssige rammer, hvad vi da hel- ler ikke skal, der er immervæk en årsag til at børnene/de unge kom- mer på vores institution. Denne årsag er mindre og mindre af forsørgelsesmæssige grunde, selvom de stadig findes, men i langt højere grad anbrin- ges børn/unge, fordi både famili- en og børnene/de unge, har behov for en professionel behandling. Afstandene er store og forhin- drer et forældresamarbejde. Det er en bemærkning jeg hører tit. Det er rigtigt, men j eg har den er- faring efter snart 1 års arbejde her i landet, at hvis vi er åbne, og hvis vi tilrettelægger en langsig- tet plan for et arbejde, er der også vilje fra den enkelte kommune til at yde de ressourcer, der skal bruges. Syvende sangkonkurrence Lørdag den 11. maj afholdes den syvende grønlandske sangkon- kurrence i Danmark. Det er fæl- lesforeningen INUIT, der byder velkommen til konkurrencen, hvor orkesteret er Karl Lynge fra Holstebro. Konkurrencen foregår i Kon- greshallen i Herning.

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.