Atuagagdliutit - 29.05.1985, Side 9

NR. 22 1985
ATUAGAGDLI UTIT/G RØNLANDSPOSTEN
9
Kikkut akilissavaat?
Isumaliutersuut- Kronik

Børne- og ungdomsforsorgen i Grønland — Hvad nu?
- Vi må løse opgaven lokalt
J-F. Ukiorpaalukasiit matuma siornagut nunatsinnut eqqunne-
parpoq sumik inunngorsimanermik taasaq, nunap inuviisa ag-
gersitanit akissaatikinnerunissaannik aaliangiisoq. Naapertuillu-
anngitsuliorneq taanna sivitsoqisoq akiorniarneqaraluarpoq ki-
hguneqanngitsumilli. Taamattorli akerliuneq iluameersunik pi-
lersitaqarpoq aallaqqaataagami nunatsinni parteeqalernermut
namminersornerulernermullu. Taamatut akiuuneqarsimanngik-
kaluarpat ullumikkut kalaallit massakkutut ilisimaaritigilersima-
navianngikkaluarput namminersornerulersimassanngikkaluar-
Pugullu.
Akerliunerup qalalianerinilusooq takkupput kalaallit politikerit
inuusuttut imminnut ilisimaarisut, taakkulu paasivaat sumi inun-
ngorsimaneq taamaallat atorunnaarsinneqarsinaasoq kalaallit
Periarfissarititait tunngavigalugit. Tamannalu taaneqareersutut
kinguneqarpoq namminersornerulernermik.
Kisiannili suli ullumikkut isumaqartoqarpoq aggersitat periar-
fissarititait tunngavigalugit naligiimmik akissaateqalernissaq eq-
gunneqarsinnaasoq matukkut tunorlikkullusooq. Pisoqalisumik
eqqarsartarneq tamanna pissutaavoq Kujataata Naqiteriviani
akissaatitigut isumaqatigiinnginnermut sapaatit akunneri mar-
luk aviiseqanngitsoornermik kinguneqartumut.
Sumi inunngorsimanermut akerliuneq peruttulermat taamani
statsministeriusoq Jens Otto Krag aperaarput assigiinngisitsi-
beq kalaallinut nikanarsaataasoq taanna peertariaqannginner-
soq. Jens Otto Kragili tuini kiviallariarlugit perpiarani oqamivoq:
»Uagullu tassa akilissavarput?«
Akilerneqartariaqarpormi aggersitat periarfissarititait tunnga-
yigalugit naligiimmik akissaateqarnissaq, akissaatillu taakku
hiarluiusut imminnut qanilleriarnerat isumaqatigiinnginnikkut
angusaasoq aamma pinngitsoorani akilerneqartussaavoq. Eq-
gugaasullu tassa Kujataata Naqiterivianut imittartut annerpaat
rnarluk, aviisit nuna tamakkerlugu saqqummersartut SermitsiaK
AG-ilu. Pinngitsaalisaallutik uninngasariaqarsimapput sapaatit
akunnerini akissajarfiusuni marlunni. Isumaqatigiinnginnerlu
taamaatimmat ulloq taanna aviisit Naqiterivimmit allagarsipput
baqiterinermut akiusut massakkorluinnaq qaffattut 6,5 procen-
tinoik. Tassalu akinik aappassaanik akitsuineqarpoq ukioq man-
na aprilip 1-iata kingornagut.
Kisiannili tassa taamaaliorneq ajornnanngilaq kisermaassil- f
luni ingerlatsisuugaanni. ■
Hvem skal nu betale?
^■F. Engang for mange år siden indførte man i Grønland et så-
kaldtfødestedskriterium, som betød, at de indfødte skulle have
hindre i løn end de tilkaldte. I mange år kæmpede man forgæves
at komme denne uretfærdighed til livs. Alligevel kom der noget
Positivt ud af modstanden, som gav direkte anledning til parti-
dannelser i Grønland og landsdelens nye status som et hjemme-
styret område. Uden denne kamp havde vi i dag ikke nået så
*ar>gt i den grønlandske bevidstgørelse, og vi havde ikke haft
hjemmestyre.
I kølvandet på protesten imod fødestedskriteriet dukkede un-
9e selvbevidste grønlandske politikere op, som erkendte, at fø-
destedskriteriet kun kunne afskaffes på grundlag af grønlandske
Præmisser, og det førte som sagt til indførelse af hjemmestyre.
Men i dag findes der stadig folk, som tror at ligeløn på danske
Præmisser kan listes ind ad bagdøren. En sådan antikveret tan-
kegang var årsag til en konflikt på Sydtryk, som resulterede i et
Par avisløse uger.
Da reaktionen imod fødestedskriteriet var på sit højeste,
spurgte vi den daværende statsminister Jens Otto Krag, om
[pan ikke skulle afskaffe den for grønlænderen ydmygende dis-
krimination. Jens Otto Krags svar var en sålydende let henkastet
bemærkning:
»Og det er os, der skal betale?«
Nogen skal nemlig betale ligeløn på udsendte betingelser, og
ee tilnærmelse mellem de to lønsystemer, som kom ud af kon-
hikten, skal også betales på en eller anden måde. Og det er gået
ud over Sydtryks to største kunder, de to landsdækkende blade
SermitsiaK og AG. De var tvunget til at ligge stille i et par økono-
misk udmarvende uger. Og samme dag som konflikten var slut,
kom der et venligt brev fra Sydtryk om, at trykningspriserne pr.
bags dato var steget med 6,5 pct. Og det var prisstigning num-
mer to siden den 1. april i år.
Men det kan man også tillade sig, når man har en monopol- §
stilling! ■
»Hvis et barn eller ung ikke kan klare et institutionsmiljø, er det ikke løsningen
igennem en sej kamp at knække ham/hende psykisk, så de indordner sig. Det er heller
ikke løsningen at sende barnet/den unge til en anden institution. Vi giver dem dermed
en oplevelse af mindre værd, at de blot er en flok dyr, vi kan flytte rundt med, som vi
vil og har lyst til. Vi giver dem nye nederlag«, fortsætter forstander Janus Westh,
Ilulissat Børnehjem, i den anden del af hans kronik
Her i Ilulissat har vi arbejdet meget
på, at den enkelte kommune bør an-
bringe lokalt, idet omfang det kan
lade sig gøre.
Hertil er der både praktiske, øko-
nomiske, kulturelle og familiemæs-
sige hensyn at tage.
I alt for høj grad, har løsningen
på problemet været at sende bar-
net/den unge ud af byen, eller hvis
børnehjemmet stod med en elev det
ikke kunne magte; at sende ved-
kommende til den anden ende af
landet på en anden døgninstitution.
Hertil kan man som socialpæda-
gog stille en række spørgsmål. Har
de ansvarlige for anbringelserne,
det være sig socialpædagogerne,
Socialdirektoratet, socialforvalt-
ninger, socialudvalg m.m. egentlig
gjort sig helt klart, hvad det betyder
for et barn eller ung, at blive revet
op i et kulturelt og familiemæssigt
samfund, i f.eks. Uummannaq og
blive anbragt i f.eks. Qaqortoq eller
Nuuk — for ikke at sige omvendt.
Er der nogle af de omtalte institu-
tioner, der helt har sat sig ind i,
hvad det vil sige pludselig at stå i
Ilulissat, når man kommer fra Am-
massalik, når man modtages af et
personale, man ikke forstår, og
blandt elever der også er uforståeli-
ge, da de måske alle er fra vestky-
sten?
Hvordan kan forældrearbejdet
kunne komme til at virke på de af-
stande?
Hvordan kan vi, som socialpæ-
dagoger, sørge for at barnet/ den
unge kan bibeholde sin kulturelle
baggrund, så det ikke bliver rod-
løst, fordi vedkommende hverken
hører hjemme, der hvor hun/han er
anbragt, eller der hvor hun/han
kommer fra.
Det er meget vigtigt, når vi skal
forme en fremtidig struktur for
børne/ungdomsforsorgen i Grøn-
land, at vi grundigt diskuterer disse
forhold.
Som udgangspunkt, mener jeg,
at problemerne skal og bør løses der
hvor det er opstået.
Har jeg et barn eller ung på min
institution, og vedkommende ikke
»falder til« er løsningen for
ham/hende ikke at blive sendt til
den anden ende af landet, til nye
nederlag måske, til fremmede hold-
ninger osv.
Vi må i stedet sætte ind med løs-
ninger på stedet, således at vi beva-
rer den kulturelle sammenhæng.
Her kan der peges på en lang række
foranstaltninger.
Hvis et barn eller ung ikke kan
klare et institutionsmiljø, hvad de
færreste kan over en længere perio-
de, er det ikke løsningen igennem en
sej kamp at knække ham/hende
psykisk, så de indordner sig. Det er
heller ikke løsningen at sende bar-
net/den unge til en anden institu-
tion. Vi giver dem dermed en ople-
velse af mindre værd, at de blot er
en flok dyr, vi kan flytte rundt med,
som vi vil og har lyst til.
Vi giver dem nye nederlag. De
positive kontakter de måske har
været heldige at opnå bliver brudt
og giver dem derved endnu større
tro på, at man ikke kan tro på noget
som helst, og da slet ikke andre
mennesker.
Ergo må Vi løse opgaven lokalt.
Her i Ilulissat havde vi en dreng, der
igennem en årrække, havde været
anbragt på børnehjemmet. Han
kom fra Nuuk, og hvor utroligt det
end lyder, ville han ikke bøje sig ind
under institutionsmiljøet/syste-
met.
Det medførte naturligvis daglige
voldelige episoder, ødelagde hans
skolegang, de andre børn blev ban-
ge for ham, de voksne blev bange
for ham osv.
Hvilke muligheder havde han?
Børnehjemmet kunne ikke klare
ham mere. Han var kommet på af-
stand af familien, kammeraterne
og bylivet i Nuuk. Skulle vi give
ham en enkeltebillet til Nuuk eller
sende ham en tur på østkysten? Nej
— det vil kun forværre hans situati-
on. I Nuuk vil han rimeligvis gå i
hundene på grund af den fremmede
situation og ingen kendte menne-
sker til at tage sig af ham, på grund
af de mange år her på børnehjem-
met, og en anbringelse på børne-
hjem på østkysten vil helt sikkert
føre til nye nederlag både for dren-
gen og for børnehjemmet.
Vi måtte finde en løsning til ham
her i byen. Det blev en professionel
plejefamilie, der blev ansat i forbin-
delse med børnehjemmet, til en
støttepædagogløn, men som arbej-
der med drengen i eget hjem.
Intet er sikkert i vores arbejde,
men det ser ud til at gå godt. Han
klarer sine pligter og omgang med
andre på en rimelig måde, og vi me-
ner at vi her har fundet den rigtige
løsning lige netop for ham, ved at
tænke utraditionelt.
Nu er det ikke sådan at vi tror at
vi kan klare alle problemer, men vi
har den holdning, at hvis vi ikke
forsøger, opnår vi ikke noget.
Det er klart, at vi ind imellem kan
få elever vi ikke kan magte i det tids-
rum det tager at komme ind på livet
af dem eller finde ud af løsningen
for dem. Vi har lige haft en ung
mand på 18 år, som på ingen måde
var til at arbejde med, og efter 3 til
4 uger måtte vi finde en haste- nød-
løsning. Den sag var vi meget ked af
især for drengens skyld og for vores
egen skyld, men også fordi vi har
måttet modtage en del kritik af vor
»udsmidning« af knægten. Det er
klart, at uanset vi har den holdning
til det pædagogiske arbejde vi har,
vil det være urealitisk at tro, at vi ik-
ke en gang imellem må sige at der
var en sag vi ikke kunne klare. Men
i sådanne tilfælde, mener vi, at vi
skal bruge vores regionale mulighe-
der, så den kulturelle baggrund be-
vares.
Nu er det jo ikke sådan, at hvis en
sag går skidt, ja så ligger fejlene
nødvendigvis på institutionen. Den
anbringende myndighed har et stort
medansvar. Her tænker jeg på at
man skal tage hensyn til personale-
sammensætningen og ligeledes in-
stitutionens klienttype, hvilket Ilu-
lissat kommune har fået god forstå-
else for.
Ind imellem oplever vi ude på in-
stitutionerne, at vi bliver presset til
at modtage bestemte elever, der må-
ske ikke passer sammen med de ele-
ver vi har i forvejen. Det er uhel-
digt, da man øger risikoen for at ar-
bejdet omkring vedkommende mis-
lykkes. Når vi så nogle gange går
med til at forsøge, selvom vi mener
og har givet udtryk for vores betæn-
keligheder ved forsøget, er det fordi
vi godt er klare over, at vi har en
gruppe elever, institutionerne nø-
digt vil modtage, elever med en lang
række institutionsophold bag sig,
med masser af nederlag og ingen tro
på deres medmennesker.
Vi har ikke noget imod, en gang
imellem at tage en svært belastet
elev ind, men så mener vi nok at vi
skal være fri for en dømmende og
missionsk altvidende kritik, hvis
det mislykkes.
Til slut vil jeg opfordre de øvrige
døgninstitutioner og socialforvalt-
ninger til også at arbejde på, at få
problemerne løst der hvor de opstår
og hvis det er umuligt, da regionalt.
Ligeledes skal der lyde en opfor-
dring til politikerne om at være med
til at hæve den pædagogiske nor-
mering og derigennem standarden
på døgninstitutionerne i takt med
uddannelsesgraden S.P.S. i Nuuk.
Det kan selvfølgelig lyde som en
ekstra udgift pædagogerne vil på-
føre samfundets anstrengte økono-
mi.
Det er det rent faktisk ikke. Ved
en effektiv pædagogisk behand-
lingsindsats, vil anbringelsestiden
for børn og unge, blive bragt væ-
sentlig ned.
Janus Westh,
forstander/Ilulissat Børnehjem
Fugle, dyr og fisk
udstoppes naturligt og hold-
bart. Billige priser. Medsend an-
noncen, 5% rabat. Salg af fær-
digvarer.
Konservator Hans Novrup
Strandvejen 52, 7120 Vejle 0
Tlf. 05 81 47 27

Grænseplade biler
Vi leverer alle fabrikater — og
køber gerne tilbage efter endt
brug — eller opbevarer bilen for
Dem på toldlager.
Vi udlejer også nye biler i alle
prisklasser og størrelser.
CHR. BUKKEHAVE
& SØN AUTOMOBILER
Lerchesvej 11, P.O. BOX 140
DK-5700 Svendborg
Tlf. 09-21 14 57
Telex 58164 Buear DK
Mere end 60 år i bilbranchen