Atuagagdliutit - 21.05.1986, Qupperneq 12

Atuisoq
Fra et besøg hos
canadiske Inuit
Af Tida Ravn
man venter, sidder man som lille bitte på
ryggen af sin mor i amaat og må bare føl-
sværet håndledsbevægelser skæres de1'1
fisken og mattakken.
Men som en bybo fra Grønland er dej
sjældent at bruge ulu til at spise med'
Ubehjælpeligt må jag bede om en kniVi
og de andre kvinder nikker bekræftende
da jeg må konstatere, at udviklingen 1
Grønland har ført til, at det faktisk ku11
er fangerkonerne, som i dag kan håndte-
re universalredskabet, kvindekniven.
Hele festmiddagen indtages under
snakken og grinen, gumlen og undren
over hvor let det egentlig er at tale sa®'
men på Inuit-sproget, trods forskellig®
dialekter. Vi slutter af med en skålftd
orange-bær, som er plukket sidste sen-
sommer. Alt, hvad vi har spist er hentet
fra forrådskammeret, og det er bestemt
ikke penge, som har gjort det muligt J
skaffe så meget mad frem. For i Can&
er det forbudt at handle med fødevare0
som ikke er kontrolleret af sund!®0
myndighederne. Til gengæld har ®a
tradition for at hjælpe hinanden, og nv
familie-medlemmer i en anden by er I00
tør for kød, får man en tilfældig rejsen
til at transportere maden til stedet. V
er nemlig heller ikke muligt at sen
frostpakker. .
Udover The Bay-handelen er der ogs $
en co-op butik, som kan sammenlig116'
l hei
med vore brugsforeninger. Hylderne
er fyldt op med langtidsholdbare fødeva
rer og dåsemad. Co-op er samtidig afs®
ningssted for lokalbefolkningens
has'
flidsarbejde af forskellige art. De fineS ,
håndsyede kamikker sælges her til i0
der i alle størrelser, de velkendte cana
ske parkaer til kvinder, mænd og børn o
et udvalg af uluer. Dermed er lokaln
folkningen med til at producere kl®0
og brugsgenstande til brug for daglig0
gen. Alle de hjemmelavede varer er
hver
især behæftet med med navn og adress®
på vedkommende, som har udført arbeJ
det. Og det gælder selvfølgelig °£s
kunstfigurer, tegninger og hjemmepr°
ducerede smykker.
Kuujjuaq har mange andre facilitet0
som andre byer ikke har i denne regi00
Sidste efterår blev en helt ny skole åbne .
så de 2000 skolesøgende i Nordquebec 0
har mulighed for at tage en længere sk0
leuddanelse. Samtidig er der nu flere t
bud på aftenskolebasis til voksne, der g®^
rne vil udvide deres kundskaber. Det
også her det største sygehus findes 1
regionens 6000 indbyggere.
Noget kan tyde på, at Kuujjuaq i
tiden måske bliver hovedby for hele 0
store egn, som beboes af Taqramiut-
Canada ga
Udviklingen af arktisk
oksør
stærkere og stærkere og med den von ^
Inuit’s behov for større medbesternm
se for at få en chance til at være rne
beslutningen og styringen af samfund®
den nære fremtid.
Lige på kanten af skovgrænsen i det nor-
døstlige Canada ligger byen Kuujjuaq
langs bredden af en stor elv, som løber
flere hundrede kilometer inde fra landet.
En snes kilometer mod nord har denne
hovedudløber fra en af de enorme søer på
Quebec-halvøen sin udmunding i Unga-
vabugten.
Storelven har givet byen navnet Kuuj-
juaq, selv om den på officielt canadisk
hedder Fort Chimo.
Igennem århundreder har elven tjent
som færdselsåre for familier, som tager
ind i landet for at gå på jagt og samle
bær, og endelig byder Kuujjuaq på rige
ørredfangster i sæsonerne. Store flokke
af rensdyr krydser landområdet flere
gange om året på deres vandringer efter
lav. Ræve er også sammen med harer et
sikkert jagtbytte, ligesom fuglejagt hø-
rer til de traditionelle erhverv.
Kommunen Kuujjuaq er bare en lille
del af det enorme landområde, som udgør
knap halvdelen af provinsen Quebec. En
stor halvø, som strækker sig fra 55. til 65.
nordlig breddegrad, dækket af skov,
tundra og tusindvis af ferskvandssøer.
Et naturrigt land i arktisk Canada med
varieret plantevækst og dyreliv, som er
gode betingelser for de omkring 6000
Inuit, der i dag lever rundt om i 13 små
kommuner.
Inuit-kulturen her er tidligere beteg-
net som indlandseskimoer. Selv kalder
de sig »Taqramiut«, menneskene, som le-
ver der hvor man kaster lange skygger ef-
ter sig.
hvor den tørre luft står stille mens solen
endnu hænger et par timer over landet.
Derinde fra kanten af skoven dukker to
sorte prikker op med kurs mod byen. det
viser sig at være unge mænd, som har
været på fuglejagt på deres uundværlige
snescooter. For nogle år siden blev det
helt almindeligt at benytte dette motor-
køretøj frem for hundespand. Frygten
for at der skulle udbryde ukontrollabel
rabies blandt hundene, sammenholdt
med alt for få dyrlæger og andre til at
ge med. Typisk er det også at se storsø-
ster bære på en mindre bror eller søster. I
Kuujjuaq er der nemlig ingen offentlige
børneinstitutioner, og hvis det ikke lyk-
kes at få en ung pige i huset må kvinden
selv tage sig af pasningen. Det medfører
blandt andet, at kvinden er meget bun-
det til hjemmet og må i mange tilfælde
holde op med at arbejde i flere år. Som no-
get nyt har byen dog fået en børnepas-
ningsordning, der er begrænset med
pladser til de mange børn i byen.
Midt på køkkengulvet ligger et stort
stykke frossent rensdyrkød, en kæmpe-
ørred og mattak på et stykke pap. Sid-
dende på gulvet med hver sin ulu er vi en
flok kvinder fra forskellige steder i Ark-
tis, parate til et godt og solidt festmåltid.
En efter en hakker man et stykke af det
dybfrosne kød med uluen. Og med ube-
— Kinaavit?, spørger de nysgerrige
unge mennesker, som med det samme
lægger mærke til et nyt ansigt i byen,
hvor der ofter er fremmede på besøg eller
gennemrejse.
Kuujjuaq ligger nemlig meget centralt
på flyruten, der forbinder dele af arktisk
Canada til de sydlige storbyer, hvor man-
ge forskellige folkeslag lever i milliontal.
De unge Inuit ser meget familiære ud,
men da jag svarer: — Kalaaliuvunga, må
jeg tilføje: — Akukitsumioq, før de har
forstået hvor jeg kommer fra. Folk i
Kuujjuaq kender en smule til grønlænde-
re, efter at flere hold studerende har væ-
ret på udvekslingsbesøg for nogle år si-
den.
Alligevel vil de fleste gerne høre hvor-
dan Akukitsumiut lever, hvilke proble-
mer man slås med i dagligdagen og ikke
mindst er det interessant med kulturelle
ligheder, som Inuit fra vidt forskellige
regioner i Arktis har tilfælles.
Det er midt om vinteren, og udenfor
fryser det omkring 30 grader. Kuujjuaq
ligger i det superarktiske område, hvor
det kan blive ekstremt koldt om vinteren
og tilsvarende maget varmt i den korte
sommerperiode. Husene i byen er bygget
spredt fra hinanden for at give plads til
de flokke af rensdyr, som vandrer gen-
nem land og by et par gange i løbet af
året. Samtidig har familierne god uden-
omsplads og børnene har gode udfoldel-
sesmuligheder.
Landskabet, der omgiver byen er dæk-
ket af en blød dyne af sne og på grund af
det noget flade terræn helt uden fjelde
kan man se så langt øjet rækker på dage,
foretage vaccinationerne, har de sidste
år gjort det helt af med det traditionelle
transportmiddel, hundeslæden.
De to unge jægere er sluppet nemt over
jagten efter «aqissit«, canadiske ryper.
Først har motorstøjen selvfølgelig
skræmt alle levende dyr langt væk, men
efter en lille halv times tid med slukket
motor spankulerer den ene fugl efter den
anden ud fra gemmestederne mellem
træerne.
Dagslyset er ved at forsvinde og det
karakteristiske blålige skær kommer
frem i de hvide omgivelser. De mange
folk på gaden viser, at det er omkring fyr-
aften og henne ved »The Bay« (Hudson
Bay Company — det canadiske KGH-
butik) er der livligt med husmodre, som
går på indkøb. Der er virkelig mange
børn, og render man ikke omkring mens