Atuagagdliutit - 25.11.1987, Síða 16

16
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
AG-DEBAT
NR. 48 1987
Rettens vej
Det må snart være på tide at få en afgørelse på, hvem der skal
have nøglerne til SIKs låse. Jo længere tid.der går, desto mere
koster det SIKs totalt uskyldige medlemmer. Der løber i tusindvis
af kroner på SIKs store gæld i form af renter hver eneste dag,
hvor der ikke bliver gjort noget, og dem skal de meninge med-
lemmer til syvende og sidst betale. Selvom det burde være den
selvbestaltede såkaldte hovedbestyrelse fra SIKs alternative
kongres, der skulle hæfte. For de blokere idag for et lovligt SIK.
Der er ingen tvivl om, at SIK-kongressen blev lovligt aflyst
den 29. oktober — og uanset om nogen fortrød lige efter afstem-
ningen, så kan man ikke bare fortsætte, fordi man synes, man
er meget bedre end dem, der faktisk blev valgt.
Måske hjemmestyret fiffigt får en juridisk afklaring ved at
sende landsdommeren et skøde, hvor den lovlige hovedbesty-
relse sælger SIKs ejendom i Nuuk. Det er i hvert fald nødven-
digt, at landsdommeren kommer hurtigt ind i sagen. Der er na-
turligvis meget politik i den konfrontation, som har fundet sted.
Men der er politik i alle foreninger, og dommeren skal blot se
på om spillereglerne og vedtægterne for SIK er overholdt — og
af hvem.

Alle leder efter AGs bingo-nisse. Den norske tegner Terje Strømmen, som pt spiller op til dans på Hotel Grøn-
land, har fanget dette motiv på blokken.
AG-ip bingo nissiaraa kikkut tamarmik ujaaraat. Nor- Grønlandimi nipilersortuusoq uuminnga titartaasuu-
skeq titartaasartoq Terje Strømmen maanna Hotel voq.
Go’morgen Grønland
Af Niels Kold Olesen, København
Politiet
En stationsleder er blevet interviewet i AG, og »han spurgte...«,
sagde Radioavisen forleden. Det var nu en af vore kvindelige
journalister, der i en artikel satte fokus på de elendige lønnin-
ger i politiet. Det er utroligt, at nogen virkelig påtager sig det
ofte utaknemlige og ikke sjældent farlige arbejde, at rydde lidt
op i kaos på livets skyggesider her i landet.
I Danmark foregår denne debat helt åbent med store annon-
cer fra politifolkenes fagforening i pressen, og Justitsministe-
riet har givetvis ikke noget imod det. Også i danmark er det svært
at få tilstrækkelig kvalificerede unge ind i politiet, netop fordi
lønningerne også dernede i bund.
En stationsleder fortalte i AG om politiets dårlige løn og ar-
bejdsforhold, og det måtte han — med hans egne ord — »stå
skoleret for politimesteren i Grønland for«.
Han har naturligt rejst spørgsmålet: har politifolk ikke
ytringsfrihed om deres egne løn- og arbejdsforhold?
Selvfølgelig har de det, og det er lidt ironisk, at samme poli-
timester faktisk har gjort meget for at forbedre sine politifolks
forhold. Men det var en fejl, at han ikke kunne acceptere, at der
bliver talt åbent.
Monopolet
Den skrevne presse får ikke megen hjælp af Landstinget. Me-
diebetænkningen samler støv, og der er trods alt ikke annon-
cer-nok til at financiere en presse med rimelige ressourcer til at
informere befolkningen. Måske er det også hele ideen.
Historisk var Sydgrønlands Bogtrykkeri til for at udgive in-
formation og oplysning. Idag er aviserne kun kunder i forret-
ningen, og med monopol på avisernes produktionsmiddel har
trykkeriet fået alle kortene på hånden.
Aviserne er derfor meget glade for, at Landstinget har givet
den håndsrækning at udpege en repræsentant for pressen til
trykkeriets bestyrelse, hvis flertal udpeges af Landstinget.
Trykkeriledelsen har været imod, netop fordi vi er »kunder«.
Men hendigvis har Landstinget fastholdt sin beslutning, så avi-
serne får en chance for selv at vurdere trykkeriets prispolitik.
Og sikre mod misbrug af monopolet.
Skriv DIN mening til AG — Debat — hurtigt og kort.
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte, sa all
kan blive trykt. Du kan godt være anonym i avisen, men
debat-redaktøren skal kende dit navn og din adresse.
Hele verden taler i disse dage mere om
penge end nogensinde, og ingen tør
med sikkerhed sige noget om hvad
uroen på de internationale finansielle
markeder vil ende med.
Det må vel nærmest betegnes som
skæbnens ironi, at Grønlands debut
som låntager på de internationale
markeder falder sammen med denne
meget anspændte situation, og det er
bestemt ikke blevet hverken nem-
mere eller mere favorabelt at låne, li-
gesom jeg eksempelvis ville have
svært ved at udpege hvilke valutaer
det vil være mindst risikabelt at op-
tage lån 1.
Dette sammenfald mellem Grøn-
lands efterhånden akutte finansie-
ringsbehov og den nuværende inter-
nationale situation, kunne og burde
være undgået hvis eller de berørte em-
bedsmænd ikke havde snorksovet
igennem længere tid. Mig bekendt
ligger der en principbeslutning fra
Landstinget, som er hen ved et par år
gammel, om at optage et udlandslån
på dengang et par hundrede millio-
ner. Hvad blev der egentlig af den
sag?
Med hensyn til den danske rege-
rings holdning er det ligeledes meget
længe siden, at Landsstyret rettede en
uformel forespørgsel om mulighe-
derne for at opnå statslån eller stats-
garanti for lån hos andre långivere.
Regeringens holdning var et meget
klart hverken eller, og beskeden til
Grønland var, at man selv måtte gå
på det internationale lånemarked.
Kan det virkelig undre økonomidi-
rektoratet, at regeringen fortsat har
samme holdning?
Tilsyneladende er det kommet no-
get bag på Økonomidirektoratet, at
de grønlandske banker ikke i en
snæver vending står parat med lån på
et pænt rundt trecifret millionbeløb.
I den forbindelse erindrer jeg, at der
i det tidlige forår blev bragt et dobbel-
tinterview med de to bankdirektører
i avisen, og en af de ting man ret nemt
kunne uddrage var, at der for Grøn-
land som helhed ville opstå et likvidi-
tetsbehov, som skulle finansieres.
For få år siden var indskuddene i ban-
kerne langt større end hvad man
kunne låne ud igen i Grønland, så
man anbragte store beløb i danske
værdipapirer. Det er ikke situationen
længere, hvilket hjemmestyrets likvi-
ditetssituation helt klart er en medvir-
kende årsagt til, så der er kort sagt
grænser for hvor meget man over-
hovedet har at låne af. Imidlertid er
dette kun den ene side af sagen, for
banklovgivningen sætter i sig selv
visse grænser for hvor store engage-
menter en bank må have med en en-
kelt kunde. Grænsen er på 50 pct. af
egenkapitalen, medmindre Tilsynet
med Banker og Sparekasser konkret
dispenserer fra denne regel, og det vil
tilsynet sikkert være meget forsigtige
med, eftersom ikke mindre end tre
bankkrak her på det seneste i høj grad
kan relateres til brud på denne regel.
De grønlandske banker har, såvidt
jeg umiddelbart husker, omkring 300
millioner tilsammen i egenkapital,
hvilket igen vil sige, at økonomidirek-
toratet da på intet tidspunkt har kun-
net påregne at låne mere end maksi-
malt 150millioner, altså under forud-
sætning af, at man ikke iøvrigt har lån
hos pengeinstitutterne. Hvor kom-
mer overraskelsen for embedsmæn-
dene i økonomidirektoratet ind i bil-
ledet?
Som undskyldning for reelt intet at
have foretaget sig, fremfører økono-
midirektoratet, at man har overvejet
mulighederne. Det vil her føre for
vidt med en tilbundsgående analyse
af dette spørgsmål, men jeg vil kort
kommentere hovedtrækkene. Lad
mig starte med emnet lån med pant i
hjemmestyrets aktiver. En långiver
vil her vurdere aktivets værdi i fri
handel, bl.a. under hensyn til aktiv-
ets indtjeningsevne. Der tages altså
alene hensyn til hvad genstanden kan
sælges for, ikke hvad den har kostet.
Realkredit hører hjemme i denne ka-
tegori, dog begrænset af at man alene
må tage pant i fast ejendom. Lad os
forestille os, at man som långiver skal
vurdere handelsværdien på blok P.
Hvor meget tjenes der hjem i husleje
i forhold til de løbende driftsog ved-
ligeholdelsesudgifter, — det kan
næppe være store beløb. Derfor har
den faktisk ingen handelsværdi som
udlejningsejendom, og eftersom re-
alkreditbelåninger af ejerlejligheder
netop er blevet forbudt, er der reelt in-
tet alternativ. Lad mig være brutal og
hævde, at større udlejningsejen-
domme i Grønland faktisk ikke har
større værdi som pantobjekter. Til-
bage er i en snæver vending stort set
kun landsstyremedlemmernes og to-
pembedsmændenes tjenesteboliger,
og det rækker jo ikke særligt langt.
Med hensyn til hjemmestyrets
øvrige aktiver i form af faste anlæg,
det være sig fabrikker, butikker, el-
værker og meget mere, så vil jeg ud-
fra en panthaverbetragtning mene, at
indtjeningsevnen på længere sigt er så
snævert relateret til den generelle po-
litiske og økonomiske udvikling i
Grønland, at man ikke kan foretage
selvstændige værdiansættelser af de
enkelte aktiver. Det eneste som klart
og utvetydigt har værdi som pantob-
jekter er hjemmestyrets flåde af at-
lantskibe og fiskefartøjer, for dem er
der et internationalt marked for, og
de kan flyttes.
Jeg skal for ordens skyld gøre op-
mærksom på, at disse betragtninger
gælder den nuværende situation.
Såfremt aktiverne overføres til sel-
skaber, som samtidig får koncessio-
nér, fiskerirettigheder og lignende, så
må man forvente, at finansieringen
kan foregå på almindelige kommer-
cielle vilkår.
Som generel konklusion på disse
ting vil jeg hævde, at det Grønland
står overfor, er at skulle ud på det in-
ternationale lånemarked og mar-
kedsføre sig selv som et ansvarligt og
økonomisk set stabilt samfund. Øko-
nomidirektoratets seneste optræden
har næppe bedraget særligt positivt
i denne sammenhæng, og man kan
med rette spørge om, hvor langt man
mon er i arbejdet med det materiale,
som skal dannne grundlag for långiv-
ernes vurdering af Grønlands økono-
miske udvikling i de kommende år,
herunder ikke mindst det samlede lå-
nebehov?
Når en sådan plan foreligger, så vil
jeg da heller ikke udelukke, at den vil
interessere såvel politikere som den
øvrige befolkning.
Tak
Af Mogens Gjerlev,
Ilulissat
Jeg vil hermed gerne rette en tak til
AG’s redaktion for den samfundsk-
ritiske journalistik, der i stigende
grad kommer til udtryk i bladet. Den
er både sober og saglig, og er som så-
dan et vigtigt redskab til at holde en
sund dialog i gang mellem politikerne
og borgerne. Det har vi savnet længe
— så god arbejdslyst.