Atuagagdliutit - 13.03.1991, Page 6

6
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 30 1991
Tør de vælte Jonathan?
BÅDE LANDSSTYREFORMAND Jonathan
Motzfeldt og Siumuts partiformand Lars
Emil Johansen var på forsiden af AG fredag
den 22. februar. »Jonathan er ikke sikker«,
stod der, og inde i avisen forklarede Lars
Emil Johansen, at det ikke er givet, at Jonat-
han Motzfeldt fortsætter som landsstyrefor-
mand efter valget.
AG forsøgte at få en kommentar fra Jonat-
han Motzfeldt, men han var på valgturné i
Sydgrønland. Nogle dage senere var en af
AG’s mest rutinerede grønlandske reportere
i Qaqortoq, og om aftenen var der vælgermø-
de med blandt andet Jonathan Motzfeldt. For
at sikre, at Jonathan Motzfeldt ved først giv-
ne lejlighed fik mulighed for at kommentere
Lars Emil Johansens udtalelser, opsøgte hun
landsstyreformanden i pausen for at få en
kommentar. Hun fik en lodret skideballe.
Men der er ikke
plads til at
lurepasse
DET VAR IKKE PROFESSIONELT af
landsstyreformanden. Som om det var repor-
terens skyld, hvad Lars Emil Johansen havde
udtalt. Som om AG ikke skulle have trykt
hans udtalelser, fordi de generede landssty-
reformanden. I stedet for professionelt som
toppolitiker at kommentere, hvad der er sagt
og gå ind i debatten, så reagerede landsstyre-
formanden som et forkælet barn, der tillader
sig hvad som helst, når der sker noget, der
ikke passer ham.
AG’s reporter valgte at sluge skideballen,
betragte den som en omkostning for at udfø-
re sit arbejde og få Jonathan Motzfeldts kom-
mentar, som hun så skrev stille og roligt.
Episoden er karakteristisk for den kamp
om magten, som foregår i Siumut i dag. Den
handler om principper og politik, men den
handler sandelig også om gemytter.
DEN GRØNLANDSKE TOLERANCE er en
vigtig del af dagligdagen. Vi skal kunne
skændes og være uenige, men vi skal også
kunne mødes i butikken. Ellers bryder vores
dagligdag sammen. I store samfund kan folk
diskutere, skændes, kæmpe om magten
uden nødvendigvis at mødes personligt, uden
at det griber ind i både familieliv og omgangs-
kreds. Det kan man ikke i Grønland, og den
tid er forbi, hvor strid afgøres af trommedans
og tilskuernes dom (selv om det ville være
en fantastisk TV-udsendelse med Jonathan
Motzfeldts og Lars Emil Johansens bud på
gensidige smædeviser!).
I stedet tager man hensyn, og netop nu er
der mange i både Siumuts nye landstings-
gruppe og partiets hovedbestyrelse, der dis-
kuterer alle mulige hensyn - privat og i luk-
kede cirkler. Det er næsten ikke til at få
nogen af dem til at sige noget offentligt.
DET ER SYND FOR JONATHAN. Han har
gjort det godt som landsfader, da hjemmesty-
ret skulle på plads og befolkningen holdes
sammen. Hvad skal han dog lave, hvis han
ikke er landsstyreformand? Bør han ikke få
fire år til? Han har da ofret hele sit liv for
Grønland. Han har lavet et flot stykke arbej-
de. Kan man være bekendt bare at kassere
ham? Skal vi fra Sydgrønland ikke holde sam-
men?
Sådan lyder nogle af hensynene, og de
handler alle om personen Jonathan Motz-
feldt. Denne stærke, kraftfulde personlighed,
som mange er bange for. De ved, han vil slås
til det sidste. De ved, han kan slås. De ved,
han altid husker sine venner - og sine fen-
der. De er bange for, han hævner sig.
Den grønlandske tolerance er således også
blevet en glimrende skalkeskjul for fejhed.
Mange tænker givetvis: Hvad er konse-
kvensen, hvis jeg går imod Jonathan Motz-
feldt, og han ender med at vinde - igen? Så
hellere lurepasse og se, hvad der sker.
DET ER NOK TYPISK for de mange interne
diskussioner, at det kun er meget få, der
mener, at Jonathan Motzfeldt givetvis er den
bedste til at gennemføre den omlægning af
det grønlandske samfund, den offentlige ad-
ministration og erhvervslivet, som er nød-
vendig for at få styr på økonomien, eller at
han er manden med det store, strategiske
overblik, den kloge forhandler og manden,
der skal skabe fornyet tillid til et Grønland
med styr på sig selv. Men på den anden side:
Man ved, hvad man har. Man ved ikke, hvad
man får. Og i hjemmestyrets administration
er der mange, der overlever i slipvinden efter
Jonathan Motzfeldts vidtfavnende, farverige
faderskikkelse. Vil en Lars Emil Johansen
ikke kræve for meget? Vil han ikke gennem-
føre for meget effektivitet? Vil han ikke blive
alt for stærk? For usårlig? For farlig (for
mig)?
MANGE ANERKENDER, at Lars Emil Jo-
hansen gennem de sidste år har dokumente-
ret, at han ikke blot har kunnet få styr på sig
selv, men også på en lang række centrale
politiske og samfundsmæssige områder. Ik-
ke blot har han været en dymanisk leder af sit
parti og været en markant politisk ordfører i
tinget. Men han har også - som noget ganske
nyt blandt politikere - involveret sig direkte
i det erhvervsliv, vi lever af. Fra Pro-Eks’
gigantunderskud har han været primus mo-
tor i et Royal Greenland A/S, som i år kom-
mer til at give overskud for første gang. Nog-
le vil måske påstå, at han blot har været
politisk galionsfigur, men det er faktisk ham,
der har været i stand til knytte den nødvendi-
ge ekspertise og ledelse til det firma, der altid
har været Grønlands største, men som nu er
blevet et af branchens fem største i Europa.
Her på AG kender vi ham også i denne
rolle. Sermitsiaq skriver indimellem ironisk
om AG som »Lars Emil Johansens blad«. Det
er det ikke, og disse linier er lige så lidt som
nogen som helst andre linier i avisen dikteret
af bladets bestyrelsesformand. Men han har
dygtigt styret bladet ud af dets økonomiske
krise i midten af 80’eme, så forretningen AG
nu også giver overskud. Derfor ved vi på
første hånd, at han kan sit kram. Det bør ikke
komme ham til skade i en tid, hvor alle medi-
er - også AG - naturligvis beskæftiger sig
med det historiske opgør i Siumuts top, og
selvom han nødvendigvis må forlade bladets
bestyrelse, hvis han bliver landsstyrefor-
mand.
Grønlandsfly - hans tredje bestyrelsesfor-
mandsskab - er ganske vist i krise, men ka-
rakteristisk for hans vilje til positiv foran-
dring, så er en ny ledelse nu også på plads.
LARS EMIL JOHANSENS indsats i grøn-
landsk erhvervliv de senere år har skabt re-
spekt omkring ham langt ind i det private
erhvervsliv. Hvor han før var socialisten og
centralisten, en rød klud i hovedet på private,
så har han taget konsekvensen af de faktiske
problemer med grønlandsk erhvervsudvik-
ling og åbnet sig mod privat initiativ.
Efter han i 1986 forlod landsstyret har han
gjort sig en række nye erfaringer, som er
vigtige netop i den krise, den grønlandske
samfundsøkonomi befinder sig i nu. I dag har
Grønland ikke så meget brug for en vidtfav-
nende landsfader som for en effektiv og ar-
bejdssom strategisk planlægger, der kan få
hjulene i gang og samtidig holde sammen på
landet administrativt og ikke mindst økono-
misk. Det vil givetvis gøre ondt, og derfor er
det menneskeligt, at mange er nervøse for, at
han bliver ny landsstyreformand. Men det
kan vise sig at være utrolig kortsigtet ikke at
se problemerne i øjnene og få formuleret og
gennemført de nødvendige krav til admini-
stration, erhvervsliv og den enkelte borger.

DET ER, SOM AQQALUK LYNGE diploma-
tisk sagde før valget, to store personligheder,
der hver på deres facon har store kvaliteter,
som nu er på valg til posten som landsstyre-
formand, hvis Siumut altså danner landssty-
re.
Men det er håbløst, hvis angst for åben
debat forhindrer en klar stillingtagen. Og det
er håbløst, hvis personlige hensyn kommer
til at spille en rolle hos dem, der skal træffe
valget. Der skal kun tages hensyn til det
grønlandske samfund og løsningen af dets
alvorlige problemer.
Det er intet nederlag for Jonathan Motz-
feldt, hvis han taber. Sådan er politik, og
ingen i for eksempel Danmark har mistet
respekt for Anker Jørgensen, da han trak sig
tilbage til sin lejlighed og et dygtigt arbejde i
den socialdemokratiske folketingsgruppe.
Tværtimod, det er den stærke politiker, der
accepterer, at på et tidspunkt skal nye kræf-
ter til, og at man kan yde en central politisk
indsats mange andre steder end på statsmini-
sterposten.
Der er masser af muligheder for Jonathan
Motzfeldt, selv om han ophører efter 12 flotte
år som landsstyreformand. Det bliver kun
pinligt, hvis man klæber til taburetten - med
støtte fra alle rygklapperne, der lurepasser.
LAANNGUAQ LYNGE, medlem af Siumuts
hovedbestyrelsen, sagde forleden i AG, at nu
må Jonathan Motzfeldt og Lars Emil Johan-
sen til valgkamp internt i partiet. Men hvis
det ikke skal ende som et perspektivløs per-
sonopgør mellem gamle forbundsfæller, så
må de enkelte medlemmer af både hovedbe-
styrelse og landstingsgruppe åbent vedgå,
hvilke problemer, der skal løses, og hvem
der kan.
Både Jonathan Motzfeldts og Lars Emil
Johansens personlige evner og gemytter er
velkendte. De har hver på deres måde domi-
neret Grønlands politiske udvikling lige si-
den efteråret 1971, da de til manges overra-
skelse slog kendte og respekterede grøn-
landske politikere som Erling Høegh og Pe-
ter K. S. Heilmann ud af Landsrådet. De har
altid haft deres indbyrdes uenigheder, de har
hver for sig udviklet sig, men de har sammen
trukket hjemmestyret ind i Grønland. At de
nu begge stiller sig til rådighed som landssty-
reformand er ikke mærkeligt. Det skulle ske.
De kan ikke gøre andet, og kampen står ikke
mellem dem som personer. Men de og Siu-
muts vælgere har krav på at se, at de enkelte
medlememr af Siumuts hovedbestyrelse og
landstingsgruppe har modet til åbent og ær-
ligt at træffe det nødvendige politiske valg
mellem dem. Det kan de leve med. Siumut
kan derimod ikke leve med lurepassere, der
ikke tør argumentere for valget af ny lands-
styreformand.
I FØRSTE OMGANG er det Siumuts hoved-
bestyrelse, der i weekenden skal gøre sin
stilling op. Nogle få har allerede tonet rent
flag. Mikael Petersen fra Uummannaq, Ove
Rosing Olsen fra Sisimiut, Johanne Olsen fra
Ilulissat og Peter Grønvold Samuelsen fra
Qasigiannguit vil givetvis støtte Lars Emil
Johansen. Måske også Agnethe Davidsen og
Hans Pavia Rosing fra Nuuk. Finn Heilmann
fra Nuuk går nok med Jonathan Motzfeldt,
som måske også kan samle alle sydgrønlæn-
derne i hovedbestyrelsen: Kaj Egede, Emil
Abeisen, Kaj Kleist og Laannguaq Lynge. I så
fald bliver det syv-seks til Lars Emil Johan-
sen.
DET SAMME MEGET snævre valg kan og-
så præge Siumuts nye landstingsgruppe. Ove
Rosing Olsen og Peter Grønvold Samuelsen
vil fortsat gå ind for Lars Emil Johansen. Det
samme vil sandsynligvis Ane Sofie Hamme-
ken fra Ulorqortormiut og Hans Iversen fra
Ilulissat. Hvis både Kaj Egede og Emil Abei-
sen støtter Jonathan Motzfeldt bliver der
Bendt Frederiksen fra Upemavik, Pavia
Nielsen fra Uummannaq og Uusaqqak Quja-
kitsoq fra Qaanaaq tilbage på vægtskålen.
Det kan give stemmerne seks-fem til Jo-
nathan Motzfeldt.
Der er ganske enkelt ikke plads til at lure-
passe, hvis der skal træffes en professionel
beslutning om en professionel landsstyrefor-
mand.