Atuagagdliutit - 25.09.1991, Qupperneq 8

8
ATUAGAGDLI UTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 110 1991
FN’s første møde nord for
polarcirklen
Landsstyreformand Lars Emil Johansens åbningstale ved FN-konferencen om lokalt selvstyre til indfødte folk i Nuuk
FN’s Hag hang i Landstingssalen, da FN-konferencen blev
åbnet. (Foto: Knud Josefsen)
For os i Grønland er det en
meget afgørende begiven-
hed, at vi i dag er her som
værter for FN’s første møde
nord for polarcirklen. Og det
er en speciel glæde, at netop
det møde, hvor FN har sam-
menkaldt eksperter fra hele
verden til at diskutere selv-
styre for oprindelige folk,
bliver afholdt i vores land,
Kalaallit Nunaat, hvor
hjemmestyret nu har eksi-
steret i 12 gode år.
Men først og fremmest er
det en glæde for os, at FN
ved dette møde ikke kun pla-
cerer Grønland tydeligt på
FN’s politiske verdenskort,
men netop gør dette i forbin-
delse med bestræbelserne
på at skabe retfærdige og
værdige levevilkår for de
omkring 300 millioner op-
rindelige folk, der bebor
dennne klode. Det giver os
mulighed for både symbolsk
og i praksis at være med til
at arbejde for at disse mange
folk får lov til at indtage de-
res retmæssige plads i den
nye verdensorden.
Indenfor de sidste års me-
get kraftige forandringer i
hele verdensbilledet har FN
igen fået den samlende og
fredsbevarende rolle, som
var selve organisationens
grundidé. I talerne om den
nye verdensorden, er ingen i
tvivl om, at netop FN er til-
tænkt en placering som det
centrale organ, der skal ud-
stikke retningslinierne og
reglerne for netop verdens
orden.
Med befrielsen af Kuwait,
med de nye frigjorte repu-
blikkers optagelse i FN, med
den centrale forhandlings-
rolle i afviklingen af gidsler,
med den stadige udvikling af
standarder for menneske-
rettigheder, og med den
skærpede overvågning af
disse har FN-systemet vist
sin bæredygtighed. Og mere
end noget andet internatio-
nalt organ har FN forstået,
at netop beskyttelsen af de
svage i verdenssamfundet er
en målestok for ethvert in-
ternationalt samarbejdes
virkelige værdi.
Ligesådan var det i høj
grad FN’s fortjeneste, at en
række af fortidens kolonier
på en fredelig og værdig må-
de løste sig fra kolonimag-
tens bånd og blev selvstæn-
dige stater. Netop afkolonia-
liseringsprocessen og den
fulde sikring af såvel staters
som individers ret til at leve
frit og ligeværdigt er selve
arbejdsgrundlaget for FN.
Og det er FN’s kamp mod
undertrykkelse og racisme,
der har gjort, at så mange
små folk i verden placerer så
store håb i organisationen.
Det er netop i dette lys, at
dette møde må forståes. For
mens en række tidligere ko-
lonier nu er frigjorte og selv-
stændige stater, er der sta-
dig folkeslag, der lever un-
der forhold, hvor de føler de-
res retmæssige selvbestem-
melse ikke får plads og fri-
hed til udfoldelse. Folk, som
stadig føler sig undertrykte
og frarøvet ligeværdighed.
Folk hvis jord og levebrød,
kultur og egenart ikke end-
nu er sikret mod tvang fra
større og stærkere magter
end de selv. Folk for hvem
den koloniale struktur end-
nu ikke er ophævet.
Til disse folk, for hvem
menneskerettighederne
endnu ikke er kommet til
fuld udfoldelse, hører des-
værre endnu de fleste afjor-
dens oprindelige folk. For
mange af dem synes der ikke
at være udsigt til at kunne
danne selvstændige stater.
Dels af den simple grund, at
de ikke er mange nok. Men
også fordi det fælles for de
oprindelige folk gælder, at
deres landområder er blevet
indelukket i større statsdan-
nelser. For de oprindelige
folk er de løsninger, der bli-
ver brugt i afkolonialise-
ringsprocessen i FN ikke
umiddelbar brugbare.
Det er FN’s fortjeneste, at
man forlængst har indset og
erkendt denne problemstil-
ling. Allerede i 1982, har
man i menneskerettigheds-
organisationens regi nedsat
en særlig arbejdsgruppe,
hvis formål er at udarbejde
et særligt rettighedscharter
for oprindelige folk.
Netop i den situation,
hvor et folk ikke har mulig-
hed for at danne en selv-
stændig stat må det gælde,
at staten, der omslutter
dem, har så meget mere an-
svar for at sørge for at disse
folk sikres den størst mulige
frihed og værdighed inden-
for statens rammer.
Det har siden 1982 været
FN’s mål, at søge at skabe et
rettighedsgrundlag, der
kunne sætte verdenssam-
fundets minimumsnormer
for, hvordan dette gøres.
Det er et af dette mødes for-
mål at søge at hjælpe denne
proces.
Det altovervejende formål
med et sådant rettighedsar-
bejde må være at sikre, at
uanset, hvordan staterne
udfylder disse normer, så
sker det på en sådan måde,
at de oprindelige folk sikres
den størst mulige selvbe-
stemmelse.
Det er på den baggrund,
at FN’s arbejdsgruppe for
oprindelige folk har fore-
slået, at netop dette ekspert-
møde blev en del af FN’s an-
det tiår til bekæmpelse af ra-
cisme og racistiske tenden-
ser. Bekæmpelse af racisme
betyder kamp for ligevær-
dighed mellem forskellige
folk indenfor det samme le-
veområde. Ligeværdigheds-
følelse er den bedste modgift
mod al form for racisme.
Det er på baggrund af de
positive erfaringer på netop
dette område, som etable-
ringen af ly'emmestyre i det
danske rige har medført, at
vi sammen med Danmark
har ønsket, at dette møde
blev afholdt her i Grønland.
Det bliver vores opgave
indenfor de næste dage, at
søge at vurdere, hvor de po-
sitive sider ligger i etablerin-
gen af stadig stigende selv-
styre for oprindelige folk.
Det er vigtigt, at vi alle for-
står, at disse positive erfa-
ringer ikke kun er positive
for de oprindelige folk, men
også for nationalstaten.
Naturligvis vil alt ikke
være enighed og politisk
harmoni. Men følelsen af at
kunne arbejde med uenighe-
derne i et værdigt samarbej-
de vil fjerne de negative
spændinger, der ofte forgif-
ter forholdet mellem de to
parter.
Jeg vil gerne lade dette
være den første erfaring,
som jeg kan anbefale mødet
at tage imod fra Grønland,
og jeg vil gerne samtidig på-
pege, at selstyreordningerne
bør være baseret på mulig-
heden for dynamisk udvik-
ling.
Således har vi her i Grøn-
land - i fuld forståelse med
den danske regering - etab-
leret et udenrigs- og sikker-
hedspolitisk udvalg, uagtet
disse spørgsmål hører under
den danske stat og ikke er
inddraget i hjemmestyrelo-
ven.
Forudsætningen for at
etablere netop dette forhold,
er naturligvis, at de forskel-
lige orpindelige folk inden-
for nationalstaten tildeles
retten til at bestemme over
det landområde, de bebor.
Der må være en materiel ba-
sis for de politiske rettighe-
der. Det er klart, at netop
denne afgrænsning af land-
rettigheder, er et af de svæ-
reste problemer at løse i for-
holdet til de nye selvstyren-
de dele af nationalstatene,
men løsningen er samtidig
en uomgængelig forudsæt-
ning for videre positivt sam-
arbejde.
Selv om Grønland er en ø
og Inuit i Grønland altid har
udgjort et flertal på vores ø,
så måtte vi løse vores land-
rettighedskrav overfor Dan-
mark via et kompromis. Un-
der forhandlingerne om
hjemmestyreloven, var det-
te det sværeste punkt at
overkomme.
Vi accepterede, at natio-
nalstatens konstitution ikke
skulle brydes, og at dens ter-
ritorie derfor i princippet ik-
ke kunne opdeles. Til gen-
gæld accepterede Danmark
det princip, at det grøn-
landske fok har de grundlig-
gende rettigheder til Grøn-
lands naturlige ressourcer.
Det faktuelle resultat er,
at vi herfra i dag selv be-
stemmer over den aktivivtet
i Grønland, der ikke er for-
bundet med råstofudvik-
ling. Alle beslutnigner om
råstofudvinding i Grønland
træffes af Grønland og Dan-
mark i fællesskab, således at
begge parter har veto-ret
ved projekters iværksættel-
se og udførelse. Ligeledes
har vi nu en fordelingsnøgle
for overskud, således udbyt-
tet fordeles efter en mellem
parterne aftalt fordelings-
nøgle.
Jeg skal ikke gå mere i
dybden med dette, men blot
fastslå, at ordningen har
medført, at vi i Grønland
principielt blev tildelt den
kollektive ejendomsret til
vores eget land. Samtidig
har vi fået en samarbejds-
partners ret til på lige fod at
sikre, at hvad der sker i na-
tionals tatnes interesse i vort
landområde ikke kan ske
uden vores samtykke.
Jeg vil gerne lade det være
min anden anbefaling - at
man sikrer de oprindelige
folk grundliggende rettighe-
der til egne landområder og
samtidig sikrer dem afgø-
rende indflydelse på natio-
nalstatens ønsker om ud-
nyttelse af naturressourcer-
ne i undergrunden.
Jeg vil gerne i den forbin-
delse påpege, at dette også er
en helt nødvendig forudsæt-
ning for den sikring af miljø-
et, som vi alle kæmper for.
Det er afgørende vigtigt at
de folk, som lever i et land-
område har bestemmende
indflydelse på, hvordan ud-
viklingen indenfor området
gribes an, hvis dette skal ske
på en ansvarlig og bæredyg-
tig måde.
I forbindelse med de oven-
stående betragtninger vil jeg
gerne slå fast, at forudsæt-
ningen for at de første anbe-
falinger kan komme til ud-
foldelse, naturligvis er at na-
tionalstaterne anerkender
de oprindelige folk som folk,
samt anerkender deres an-
svar overfor nationalstatens
forskellighed og velfærd.
Tidligere tiders assimila-
tions-politik bør i dagens
verden være et overstået ka-
pitel. Udviklingen i verden
netop i disse dage viser med
al tydelighed, at det ikke er
noget folks ønske at blive as-
simileret ind i store stats-
dannelser med ensretning af
kulturer, sprog og levevis.
Den nationale identitet kan
aldrig erstattes af en ideolo-
gisk eller økonomisk identi-
tet.
Dette har alle dage været
gældende for de oprindelige
folk, men vinder først i disse
år praktisk gehør. Det har
således været grundlaget for
revisionen af ILOJ’s kon-
vention om oprindelige folks
rettigheder netop at bevæge
sig væk fra dette princip og
ind i en kulturelle mangfol-
digheds ret.
Tiden er kommet, hvor al-
le bør nå til den erkendelse,
at nationalstaten blomstrer
ved sit indhold af forskellig-
hed istedet for ved sin uni-
formitet. Det er ganske
åbenlyst, at det stigende in-
ternationale økonomiske
samabejde binder national-
staterne sammen i stadig
tættere regionale sammen-
føjninger. Men det er lige så
åbenlyst, at dette i dag føl-
ges af krav fra de mindre en-
heder indenfor de enkelte
nationalstater om anerken-
delse og sikring af deres sær-
egenhed.
Jeg tror netop denne kom-
bination af et styrket inter-
nationalt samarbejde sam-
men med en forstærket fol-
kelig selvstændighed er
morgendagens styrke og nye
verdensbillede. Det er af for-
skellene, det inspirerende
samarbejde henter sin næ-
ring og inspiration. Respekt
for forskellene og forpligten-
de samarbejde er selve de-
mokratiets væsen.
Dette aspekt er uhyre vig-
tigt for netop de oprindelige
folk. For os er det mere vig-
tigt at blive anerkendt og re-
spekteret som folk med egen
historie, kultur og identitet,
end det er at søge nationer-
ne splittet op i småstater
uden reelt indhold. Der er
områder, hvor nationalsta-
ten er os alle til gavn, og de
skal beholdes samtidig med
at vi sikres selvstyre inden-
for vores eget område.
Det må også erkendes
klart, at der ofte ikke er mu-
lighed for oprindelige folk til
alene at skabe en bæredyg-
tig selvstændig økonomi. Vi
må erkende vores samhørig-
hed med og afhængighed af
større økonomiske og sik-
kerhedspolitiske enheder på
ganske samme måde, som
de fleste nationalstater også
må det i dag.
Positivt set er det samti-
dig netop disse enheder, der
via sikringen af vores land-
rettigheder, vor egenart og
vore selvstyrende institutio-
ner kan give os mulighed for
at skabe os selv en plads på
det internationale verdenk-
sort, så vi både bliver set,
hørt og forstået.
Jeg vil gerne gøre det til
min sidste indlednede anbe-
faling, at man sikrer aner-
kendelse af de oprindelige
folk som selvstændige folk.
FN’s generalforsamling
har i december sidste år ved-
taget at gøre 1993 til de op-
rindelige folks år. Det er en
beslutning, der giver os en
enestående lejlighed for at
sætte fokus på de oprindeli-
ge folks placering i den nye
verdensorden.
Jeg vil gerne i den forbin-
delse påpege, at vi har et øn-
ske om, at det ikke kun bli-
ver 1993, hvor FN sætter fo-
kus på oprindelige folk, men
at man fra dette møde posi-
tivt overvejer, hvordan vi i
de selvstyrende dele af na-
tionalstaterne kan sikres
selvstændig deltagelse i FN
systemet i fremtiden.
Vi mener selv, vi har me-
get at bidrage med i en ver-
den, der i stigende grad har
brug for ny kulturel identi-
tet og forståelse for den na-
tur, den skal leve af. Vi tror,
at netop fordi så mange af os
har bevaret den samme
grundliggende levevis på de
samme steder og i stor grad
harmoni med naturen, ja, så
har vi noget at bidrage med
i den moderne verden af i
dag, som mange steder er
ved at gå tabt.
Forudsætningen er na-
turlivis, at vi sikres retten til
at fastholde vores landom-
råder, vor kultur, vor identi-
tet og historie på vores egne
betingelser. Samt at dette
forståes dynamisk og ikke
som et forsøg på at skrue ti-
den baglæns. Vore forslag til
tema for FN-året er derfor
også »Retten til økonomisk
og demokratisk udvikling
for oprindelige folk«.
Vi ønsker lige så meget
som alle andre at være med-
borgere i den moderne ver-
den og udvikle vores kultur-
er og samfund i et dynamisk
samspil med resten af ver-
den.
Derfor har vi nu ønsket,
at I kom netop her, for ved
selvsyn at se de positive ef-
fekter af selvstyre for oprin-
delige folk, og derfor er vi
specielt glade og stolte over
at være værter for netop
dette FN-møde.
Det er mit håb, at vi med
dette møde kan sende en
række positive anbefalinger
til FN, om etablering af ret-
tigheder for oprindelige
folk, der både i FN og inden-
for vores forskellige natio-
nalstater kan være med til
at sikre os vores retmæssige
plads i den nye verdensor-
den.