Atuagagdliutit - 09.12.1993, Síða 11

Nr. 114- 1993

77
GRØNLANDSPOSTEN
Grønland som et selvstændigt bispedømme
Af Ricard Petersen, domprovst
Som bekendt vedtog det
danske folketing »Lov om
kirken i Grønland« den 6.
maj 1993. Lad os lige tage
citater af de første par para-
graffer i loven: Paragraf 1:
»Grønland udgør et selv-
stændigt stift inden for den
danske folkekirke«.
Paragraf 2: »Med virk-
ning fra den 1. november
1993 oprettes et nyt bispe-
embede med Vor Frelser kir-
ke som domkirke«.
Disse nye tiltag gør, at vi
tænker tilbage til et par
hundrede år før Hans Ege-
des ankomst til Grønland.
Grønland har jo engang væ-
ret et selvstændigt bispe-
dømme. Men vi skal dog un-
derstrege, at dette gamle bi-
spedømme ikke har nogen
relation til vor fornylig etab-
lerede ordning.
Fra historien ved vi, at
nordboere kom til Grønland
for at bosætte sig for 1000 år
siden.
På grund af drab rejste
Erik den Røde fra Norge til
Island for at bosætte sig på
øen. Men endnu et drab var
årsag til, at han igen blev
fredløs og rejste for at finde
et nyt land. Han kom såle-
des til Qassiarsuk i år 982.1
løbet af 3 år, som sandsyn-
ligvis var hans afsoningstid,
havde han undersøgt Grøn-
land nøje, og rejste tilbage til
Island finde andre, der ville
være med til at kolonisere
landet. Måske var landet
dengang frodigere end i dag
- så han kaldte landet Grøn-
land for at vække interesse
hos eventuelle tilflyttere. Si-
den dengang kom flere nord-
boere for slå sig ned i Grøn-
land. På daværende tids-
punkt var landet beboet af
hedninge. Men i år 999 rej-
ste Erik’s søn, Leif, til Nor-
ge, hvor han formodentlig
kom med skattepenge til
kongen. Leif blev behandlet
formidabelt godt under op-
holdet i Norge. Dengang var
Olav Tryggvasson konge i
Norge. Det vides, at han gik
meget op i kristendommen.
Under opholdet i Norge blev
Leif kristen og blev døbt, og
da han tog hjem til Grøn-
land, tog han en præst med
på rejsen.
Da sønnen kom tilbage
med præsten, var Erik ikke
videre begejstret for ved-
kommende, men det var til
gengæld konen, Tjodhilde.
Hun lod sig døbe.
Tjodhilde havde været så
begejstret for den fremmede
religion, at hun fik opført en
ny kirke i Qassiarsuk. Det
var altså den første kirke i
Grønland, og man kaldte
den for Tjodhilde kirken.
Det var en lille kirke på 6
meter i længden og 3 meter
i bredden. Dog var den som
sagt den første kirke i Grøn-
land.
I de efterfølgende år - ja de
første hundrede år - admini-
strerede præsterne selv de-
res arbejde. De blev uddan-
net i Norge. Dengang hørte
Norden under biskoppen af
Hamborg og Bremen, og
Norden blev godkendt som
et stift i 1053.1 år 1104 blev
Nidaros Katedralen opført i
Trondheim i Norge, som så
blev lavet om til en domkir-
ke, hvor bispedømmets ho-
vedsæde befandt sig. Præ-
sterne i Grønland havde for-
skellige problemer i deres
arbejde igennem årene på
grund af den store afstand
mellem Grønland og Norge!
Selv om kristendommen
trivedes fint og efterhånden
markerede sig stærkere, var
et af problemerne, at præ-
sterne ikke kunne begynde
at arbejde før de var indsat i
embedet af biskoppen.
Der blev også efterhånden
opført flere kirker i landet,
men de kunne ikke komme i
brug før biskoppens velsig-
nelse. Disse opgaver skulle
klares »udefra«. Dog fort-
satte man med at opføre kir-
ker rundt omkring i landet,
også fordi det efterhånden
var moderne at de større
landmænd havde en kirke
på deres ejendom. Der var
mangel på præster, og der-
for var det almindeligt, at
landmændene selv prædike-
de for menigheden, selv om
det ikke var almindeligt an-
erkendt.
Der var meget at bekymre
sig om på det tidspunkt.
Man bekymrede sig blandt
andet om, at man var nødt
til at begrave kristne men-
nesker i jord, der ikke var
velsignet af biskoppen.
Hvad ville der ske med de
stakkels kristne, der blev be-
gravet i uvelsignet jord? Vil-
le himlens porte også blive
åbnet for dem?
Menighederne i Grønland
manglede deres øverste,
som de var vant til hjemme-
fra. I løbet af årene blev de-
res ønske om en selvstændig
biskop tydeligere. Menighe-
derne holdt et møde, hvor
Sokke Thoreson fremlagde
et forslag om, at de burde
bede kongen om at skaffe en
biskop til Grønland. Alle var
enige om forslaget, og Sokke
blev valgt til at varetage ar-
bejdet til det blev fuldført.
Efter historien skulle bi-
skoppen i Island, Eirik Upp-
si, have ansvaret for menig-
hederne i Grønland, men om
dette er sandt, har man ind-
til nu ikke kunnet blive eni-
ge.
Man er dog enige om, at
han har været i Grønland,
fordi man ved, at han tog til
Vinland i år 1121. Man siger
også, at det står skrevet, at
Eirik Uppsi foretog en rejse
i år 1112, og at han formo-
dentlig tog til Grønland på
det tidspunkt.
I år 1124 tog Einar Thore-
son til Norge, og blev vel
modtaget af konge Sigurd
Jorsalafar. Einar Thoreson
bad kongen om at hjælpe,
fordi Grønland havde behov
for en biskop. Kongen var
ikke alene imødekommende,
men havde også et emne,
han mente var egnet til job-
bet som biskop, og det var
broder og præst Arnald. Ar-
nald var tilbageholdende,
fordi han ikke selv mente, at
han var egnet til stillingen,
men også fordi han ikke var
så meget for at forlade sine
venner. Han gav sig til sidst
og accepterede jobbet, men
krævede Einar Thoresons
beskyttelse og vilje til at
straffe folk, hvis nogen ville
ham ondt.
Efter denne aftale sendte
kongen Einar Thoreson og
Island-imi palasip nuliata
Margarit-ip Kalaallit Nu-
naanni biskop-ip ajaappiaa-
ta nooqutaa qiperugaraa.
Taanna biskop Smyrrill-ip
islandimi biskopeqatiminik
Paul-imik tunissutisiaraa.
Margarit hedder kunstner-
en til dette kunstværk, som
biskop Smyrrill fik foræret
af den islandske biskop
Paul.
Arnald til hele Nordens
øverste biskop. Derved blev
Grønlands første biskop ind-
sat i år 1125 i Lund. Erik gav
kongen en levende isbjørn
som gave for at vise sin tak-
nemmelighed for opfyldel-
sen af deres ønske. Denne
gave anså man for at være
den mest attraktive og dyre-
ste gave dengang.
De tog afsted fra Norge
det år, men måtte overvin-
tre på Island på grund af
dårligt vejr, og kom først til
Grønland året efter. Det før-
ste grønlandske bispedøm-
me blev oprettet i Gardar -
Igaliku.
Fordi Igaliku blev hoved-
sædet for bispedømmet,
skulle der opføres en dom-
kirke. Kirken blev bygget og
stod færdig i 1180, den var
27 meter i længen og 16 me-
ter i bredden. For at anskue-
liggøre den gamle domkir-
kes størrelse, kan vi sam-
menligne med Vor Frelser
Kirke. Den gamle domkirke
i Igaliku var 4 meter længe-
re og bredere, og da den var
bygget af typiske Igaliku-
sten, har det været både tid-
krævende og besværligt at
bygge.
Det nye bispedømme var
det mindste i hele Norden,
fordi den kun havde 16 kir-
ker, mens det næstmindste
bispedømme var Danmark
med 190 kirker.
Der var ikke kun præster,
en biskop og en domkirke i
Grønland, men der har også
været mere end ét kloster. I
Uunartoq-fjorden blev der
opført et Benediktiner-klo-
ster. Der var både et nonne-
kloster og et munkekloster,
og i Tasermiut-fjorden blev
der bygget et Augustiner-
kloster. Klostrene er i opført
i løbet af 1100- og 1200-tal-
let, og man er sikker på, at
de også er brugt til uddan-
nelse af præster.
Som nævnt fik Grønland
en biskop i 1126, som var
indsat i Lund året før. Ar-
nald fungerede som biskop i
Igaliku indtil år 1150, hvor
han tog til Norge, og i år
1152 blev han biskop i Har-
mar (Norge).
Efter Arnald blev Jon
Knutr biskop i Grønland i
perioden 1150-1186. Han tog
til Island i 1186, hvor han
døede året efter. Efter hans
død beordrede den øverste
biskop, præsten Ingimurd
Thorgeirsson om at blive bi-
skop for Grønland, men han
afslog. Det siges, at han se-
nere omkom under en rejse i
Østgrønland.
Det har været svært at be-
sætte stillingen som biskop,
fordi Grønland ligger afsi-
des, og de trafikale forhold
var vanskelige. Til tider hør-
te man først om en biskops
død flere år efter, og det var
vanskeligt at finde en afløs-
er. Det skete engang, at man
skaffede en afløser for en bi-
skop, der havde været ansat
i adskillige år i den tro, at
han var død, men det viste
sig, at han stadig levede i
bedste velgående.
Den tredje biskop i Grøn-
land hed Jon Arnason, med
tilnavnet »Smyrill« (Fal-
ken). Han blev indsat som
biskop af Eystein i 1188.
Han tiltrådte sit embede i
1189 efter at have overvin-
tret i Island. Jon Arnason
overvintrede igen i Island i
1202-1203, hvorefter han
tog til Rom for at besøge pa-
ven. Da han tog tilbage til
Grønland genoptog han sit
embede, og arbejdede til
1209, hvor han døede og blev
begravet i Igaliku. Jon Ar-
nason er kendt for noget
specielt, da man har fundet
en bispestav, pyntet med
hvalrostand i hans grav. Det
vender vi tilbage til.
Der gik atter nogen år
uden biskop, men da nyhe-
den om Jon Smyrill’s død
nåede til Norge, blev Helgi
udnævnt som efterfølger af
den øverste biskop, Thor.
Helgi kom først til Grønland
i 1212 og døede der i 1230.
Af ukendte årsager blev
den næste først indsat i
1234.1 følge de islandske sa-
gaer kom denne først til
Grønland fem år efter i år
1239. Han hed Nicholas og
døede i 1242.
Fire år efter Nicholas’
død, blev Olaf indsat som bi-
skop i år 1242, og tog til
Grønland i 1247. I år 1264
overvintrede han i Island, da
han forliste under en rejse
til Norge. Han må have ta-
get den med ro, fordi han
først fortsatte sin rejse i
1271, da han hørte om kong
Håkon Håkonsons død. Han
vendte tilbage til Grønland i
1280, og arbejdede der til sin
UNOIR HOFDA
KlAUSTR KETILSFJORO GARDAR
HERJOLFSNES
Ukiut ingerlanerini kristumiussutsip siaruariartornera ilu-
tigalugu oqaluiliit sananeqartut amerliartorput kisiannili
aamma biskoppimit atoqqaartinneqarlutik tangeqartinne-
qartariqartarmata tamanna ajornartorsiutaasimavoq. Tak-
usinnaasasi tassaapput qallunaatsiat oqaluffigisimasaasa
tunngavii.
Der blev efterhånden opført flere kirker i landet, men de
kunne ikke komme i brug før biskoppens velsignelse. Her
udgravninger af nordboernes seks kirkeruiner.
død.
To paver har overfor den
øverste biskop i Norge be-
klaget det mangelfulde ar-
bejde i forbindelse med den
grønlandske menighed. Til
tider har det taget op til fem
år at få en meddelelse frem
til Grønland. Det er første
gang nævnt af pave Johan-
nes XXI overfor biskoppen i
Tronheim i et brev af 1276.
Næste gang var det efterføl-
geren Nicolaus, der tre år se-
nere beklagede forholdene.
I år 1280 blev Thor Bokki
bispeviet, men kom først til
Grønland i 1289, hvor han
blev til år 1309. Han blev
indsat som biskop af Jorund
10. oktober i 1288. Thor
Bokki tog tilbage til Norge i
1309, og døede der i 1314.
Næste grønlandske bi-
skop hed Arne, der kom her-
til i 1315 og arbejdede i 32 år.
Man var ikke vant til, at bi-
skopperne varetog deres
embede i så mange år i et
land, hvor levevilkårene var
barske. Man troede, at han
var død, og derfor skaffede
man en afløser for ham i
1343. Han hed Jon Skalk.
Overraskelsen var stor, da
man fandt ud af, at Arne le-
vede i bedste velgående, så
overvejede man at flytte
ham i 1348 til Island, men på
det tidspunkt var han lige
død. Afløseren Jon Skalk
havde ingen planer om at ta-
ge til Grønland, derfor gik
der adskilhge år uden bi-
skop. Det blev en munk fra
Benediktiner-ordenen, der
blev indsat som den næste
grønlandske biskop i 1365.
Biskop Alf tog først til Grøn-
land i 1368. Det siges, at han
døde mellem 1376 og 1378.
Han var den sidste katolske
biskop, der arbejdede for
menighederne i Grønland.
Jeg vil til sidst fortæke
kdt om Jon SmyriU’s bispe-
stav.
Smyrrik var særlig glad
for den islandske biskop
Paul, som han besøgte i vin-
teren 1202-1203. På bispe-
dømmet boede der dengang
en præstekone, der hed
Margarit. Hun var kunst-
ner. Hendes arbejder var så
flotte, at de kaldte hende
Margari hin haga - kunst-
håndværkeren Margarit.
Hun var blandt andet dygtig
til at lave kunstværker af
hvalrostænder, og biskop-
pen benyttede hende tit til
at lave figurer til sig selv. Da
biskoppen ville forære sin
ven noget flot, fik han Mar-
garit til at skære en spids til
bispestaven af hvalrostand.
Bispestaven blev begravet
sammen med ejeren SmyriU
i Igaliku, og den blev fundet
ved udgravningerne af nor-
boruinerne. Man kan se den
afbildet i arkæologen Poul
Nørlunds bog, der handler
om nordboerne.
Senere har præsten Otto
Rosing, der også er kendt for
sine malerier og arbejder i
ben lavet en kopi af denne
spids af hvalrostand. En af
Otto’s sønner fandt sin fars
arbejde hos en antikvitets-
handler i Danmark og købte
den for at tage den med til-
bage til Grønland. Stavspid-
sen blev foræret til det nye
bispedømme i Grønland af
hjemmestyret som klenodie.