Atuagagdliutit - 13.01.1994, Blaðsíða 16

Nr. 3-1994
GRØNLANDSPOSTEN
•»
%
i
1994
Atuagaq v
pinngitsoorneqar-
sinnaanngitsoq
Kalaallit Nunaanni aalisartunut, piniartunut nuan-
nariinnarlugulu, AALISARTUNliT QUPPERSACAQ
1994 niuertarfinni pisiassanngorpoq.
Angallatit atortulersugaaneranniit ajomartorsior-
nermi inatsisit nalunaarutillu malillugit qanoq ikior-
neqarsinnaanerlutit atuaruk.
Aalisariutini mikinerusuni Danske Fiskerihåndbog-
imut taarsiullugu atorneqarsinnaavoq.
AALISARTUNUT
QUPPERSACAQ
Quppemerit 226 Æ ffe
Saqqummerpoq I M 3fe M
1/1 1994 1
Den uundværlige
bog for fiskere, fangere og de mange lystsejlere i
Grønland, GRØNLANDS FISKERIHÅNDBOG 1994
er på gaden.
Læs de sidste nye oplysninger om alt fra udrustning
af fartøjer til de relevante love og bekendtgørelser.
Og om hvordan du får hjælp i nødsituationer.
Kan bruges istedet for Den Danske Fiskerihåndbog
i mindre erhvervsfartøjer.
FISKERIHÅNDBOGEN-
226 sider.
Udkommet
1/1 1994
128,
Ataatigut atsiortup matumuuna inniminnerpaa
stk. Aalisartunut Quppersagaq a kr. 128,-
Undertegnede bestiller hermed
stk. Fiskerihåndbogen a kr. 128,-
Ateq/Navn:_________________________________
Sumiiffik/Adresse:-
!lloqarfik/By:_
Kuponi nassiunneqassaaq uunga:
Kuponen sendes til:
Atuagkat, Postbox 1009, 3900 Nuuk,
Tlf.: 2 13 37 • Fax: 2 33 78
ATUAGASSIIVIK
ATUAGKAT
Fortsat fra side 14
igen og igen: »Luk lige mun-
den, Katrine!« Det gjorde
jeg, og så lo vi.
Men jeg ingen tænder
havde, holdt jeg mig hjem-
me. I den tid var jeg meget
bange for, at man ville sende
lille Emilie på besøg hos
mig. Jeg var så bange for, at
hun ikkke ville kunne kende
mig uden tænder. Jeg kunne
blive ganske forfærdeligt
plaget af sådanne tanker, og
for at dulme plagen blev det
for det meste nødvendigt for
mig at tage noget at drikke.
Når jeg var lidt beruset, blev
jeg altid mere ligeglad, og jeg
kunne bedre skubbe tanker-
ne væk. »Når jeg får mine
tænder, vil jeg købe mig en
ny kjole, og så vil jeg gå til
POOQ og bede dem om at
hjælpe mig med at få besøg
af min datter,« tænkte jeg.
Jeg prøvede på at regne ud,
hvor lang tid der måtte være
gået, siden jeg sidst hanvde
set Emilie. Jeg havde svært
ved at holde rede på tiden.
Men det måtte være mere
end et halvt år siden. Nej, nu
skulle det være! Jeg ville ik-
ke længere holdes for nar!
Undertiden troede jeg virke-
lig på, at det ville lykkes mig
at få hende at se ganske
snart.
Jeg var meget spændt, da
jeg gik til tandlæge for at få
mine nye tænder. »De er alt
for store!« sagde jeg, da
tandlægen hanvde sat dem
på.
»Nej, de passer godt nok.
Det er kun, fordi De ikke er
vant til en protese, at De sy-
nes, de er for store. De skal
nok vænne Dem til det,«
sagde tandlægen og rakt mig
et spejl. »Nu skal De se Dem
selv i spejlet, så tror jeg nok,
at De vil indrømme, at de
kklæder Dem,« ogjeg så mig
selv i spejlet. Jeg syntes, jeg
var kommet til at se helt an-
derledes ud en fær, og jeg
sagde igen:
»De er altså alt for store!«
Jeg kom til at smile, da jeg
kikkede på mig selv i spejlet
igen.
»Nu skal jeg sige Dem,
hvorfor De synes, at tænder-
ne er for store. Det er fordi,
Deres gamle tænder var så
slidte og rådne, at de var ble-
vet for små i munden. Men
det har De ikke kunnet
mærke, fordi det er sket
ganske langsomt. Men nu
har De fået tænder, der pas-
ser til munden. De skal se,
inden ret længe har De væn-
net Dem til dem. Se Dem
igen i spejlet. Og se, hvor de
klæder Dem,« sagde han
igen.
Jeg kom sådan til at grine,
da jeg så mig selv igen med
de nye tænder. Men gad ikke
sige mere. Tandlægen måtte
le med. »Er det så mor-
somt?« sagde han, »men
hvis der skulle være et eller
andet med protesen, må De
endelig komme. Det skal
nok gå, skal De se.«
På vejen hjem spejlede jeg
mig, hvor jeg kunne komme
til det for at vænne mig til
mit nye udseende. »Det var
rigtigt nok, jeg er kommet til
at se yngre ud,« tænkte jeg
efterhånden, og så fik helt
lyst til at købe mig en ny
sommerkjole. Det var meget
varmt, jeg havde lige fået
penge, og der var udsalg.
Der var jo også noget at fej-
re: nye tænder! Jeg smilede
ved tanken. Fra idag ville jeg
være ny kvinde!
Karoline var ikke særlig
lattermild. Derfor lo hun
heller ikke, da jeg kom hjem
og muntert sagde: »Her
kommer en ny og yngre
kvinde! Men hun smilede og
så længe på mig.
»Ja, du er kommet til at se
yngre ud, sagde hun. Jeg
blev ved med at se smilende
på hende. Til sidst brast vi
begge i latter.
Jeg havde lagt mærke til,
at Karoline var blevet noget
uligevægtig i den seneste
tid. Hun havde ikke været
rigtig glad. Sidst hun skulle
have besøg af en mand, var
hun meget sur, ogjeg speku-
lerede på, om hun snart ville
bede mig om at finde et an-
det sted at bo. Men det gik
heldigvis over. Nu ville jeg
benytte de nye tænder som
anledning til at give hende
en glad aften. Jeg ville invi-
tere hende ud!
»Jeg havde tænkt mig at
fejre mine nye tænder. Jeg
giver!« sagde jeg.
»Hvordan?« spurgte Ka-
roline.
»Vi skal ud. Jeg betaler!«
sagde jeg. »Jeg går lige til
købmanden efter nogle øl-
ler, som vi kan starte med,
inden vi går.«
Da jeg var kommet ned på
gaden besluttede jeg, at jeg
ville tage hen til Daells Vare-
hus og købe den ny sommer-
kjole, som jeg havde tænkt
på, da jeg var på vej hjem fra
tandlægen. I Daells Varehus
fandt jeg en storblomstret
sommerkjole, meget nedrin-
get og med meget vid neder-
del. »Det er jo så varmt,«
sagde jeg til ekspeditricen.
Det gav hun mig ret i, og
hun syntes, kjolen klædte
mig, og så var den oven i kø-
bet billig.
Da jeg gik fra Daells Vare-
hus med min nye kjole i ta-
sken, kikkede jeg på de vin-
duer, jeg kom forbi, og jeg
standsede ved en forretning
med parykker, der var ud-
stillet på smukke damehove-
der. Der var parykker i man-
ge forskellige farver. Hvor-
for ikke også købe en paryk
til i aften? Tænkte jeg og var
straks inde i forretningen.
Jeg skulle fo føle mig som en
ny kvinde fra idag. Jeg prø-
vede forskellige og valgte til
sidst en rødlig, som ikke var
så dyr.
jeg fortalte ikke Karoline,
at jeg havde købt både kjole
og paryk. Det skulle være en
overraskelse! Derimod sag-
de jeg senere, da vi sad og fik
os et par øller, at jeg var
træt, og at jeg ville hvile mig,
inden vi gik i byen. »Jeg har
lidt ondt i munden, det er de
nye tænder«, løj jeg.
I virkeligheden ville jeg
bare være alene, når jeg
skulle pynte mig til min sto-
re aften, og vi blev så enige
om, at Karoline gik hen til
Amalie og Jen for at hente
dem, og jeg skulle så møde
dem senere i Nyhavn 17.
Karoline troede på, at jeg
virkelig havde ondt i mun-
den. Da hun var gået, gik jeg
i gang med at forvandl mig
til den nye kvinde. Jeg va-
skede mig grundigt, malede
mit ansigt kraftigt og hæld-
te noget af Karolines parfu-
me på mig, blandet med min
egen, for at hun ikke skulle
genkende duften. Mine høj-
hælede støvler var heldigvis
gode nok, selv om hælene
nok kunne trænge til en sko-
mager. Men hvad, hvem kik-
ker på hæle om natten?
tænkte jeg, og desuden bli-
ver vi såmænd nok fulde al-
lesammen. Jeg tog en ekstra
øl, inden jeg trak i den nye
kjole. Mit humør var strå-
lende. Kjolen passede fint,
ogjeg glattede omhyggeligt i
hofte og talje, mens jeg dre-
jede mig foran spejlet. Da jeg
havde fået kjolen på, kom
jeg lidt mere make-up i an-
sigtet. Mere grønt på øjenlå-
gene, mere rødt på kinderne
og meget rødt på læberne.
Det stod godt til mine hvide
tænder! Til slut tog jeg no-
get af Karolines pudder og
pudrede mig. Hendes pud-
der var bedre end mit. Nu
var jeg færdig med mit an-
sigt, så kom det store øje-
blik, da jeg skulle tage pa-
rykken på. Den sad! Og den
pyntede. Mit hår var blevet
lidt kedeligt på det sidste.
Det var tyndt og blev hurtigt
fedtet og var ikke til at sætte
ordentligt mere.
»Er det virkelig mig?«
tænkte jeg, da jeg kastede
det sidste blik i spejlet. Jo,
det var mig! Jeg var bare
pludselig blevet så flot.
Tænk, at der skulle så lidt
til!
Ude i gangen havde der al-
tid hængt en langskaftet pa-
raply. Den var muligvis Ka-
rolines, men jeg havde aldrig
set den blive brugt. Jeg tog
den ned. Den kunne jeg bru-
ge som stok. Med skulderta-
sken over den ene skulder og
paraply i den anden hånd,
spadserede jeg ud i den lune
sensommeraften på vej til
Nyhavn. Aftenen var så lun,
at man ikke behøvede at ha-
ve frakke på, ikke engang en
trøje. Det var nærmest
varmt. Min ophidsede til-
stand gjorde mig vel også ek-
stra varm. Jeg tog en bus til
Rådhuspladsen. Derfra ville
jeg gå til Nyhavn igennem
Strøget. Jeg mødte to grøn-
landske kvinder på Rådhus-
pladsen. Jeg kendte den ene
af dem, men de genkendte
ikke mig. Det var morsomt.
Klokken var ret mange,
da jeg gik ind i det røgfyldte
lokale i Nyhavn 17. Musik-
ken larmede, så folk måtte
råbe til hinanden. »Hvemæ
fanden er det?« råbte de fra
mine venners nord, da jeg
sejlede imod dem.
»Det er sgu Katrine?«
»Gu’ er det ej,« blev der
svaret.
Jeg nød situationen. »Det
er sgu da hende for hel-
vede,« sagdeJens, og så kom
jeg til at grine, og alle grine-
de med og skålede, så det var
umuligt at høre, hvad der
blev sagt.
»Vi danser, skønne kvin-
de!« var der én, som sagde til
mig, og vi dansede. Alle her-
rerne ville danse med mig.
Og mellem dansene blev der
sørget for, at jeg fik noget at
drikke. Til sidst huskede jeg
ikke mere.
*** Jeg vågnede ved tjeners
banden. Jeg lå på gulvet un-
der et bord. Tjeneren spar-
kede til mig. »Nu kan det
være nok! Op med dig, kæl-
ling. Ud!« råbte han.
Det var mærkeligt. Jeg
kom til at tænke på Tage.
Men hvor var jeg nu? Jeg
mærkede, at jeg havde en
hue på. Huen var gledet næ-
sten helt ned til øjnene. Og
jeg førte hånden op for at
rette den, men kom i tanke
om, at jeg jo havde paryk på
og rettede med besvær på
den. Så for jeg sammen, da
jeg mærkede, at jeg ingen
tænder havde, for jeg tænk-
te straks, at jeg nok havde
tabt mine nye tænder, og de
var nok i stukker. Væk! Ah,
gud, jeg greb fat i stolebenet,
og med stor anstrengelse
kom jeg op og satte mig på
stolen. Min skulertaske lå
på en anden stol ved siden
af, og jeg greb den i en fart
og åbnede den for at se efter
mine tænder. Dér lå tænder-
ne. Gudskelov! Jeg tog dem
på og råbte til tjeneren: »En
øl!«
»Nix. Der bliver ikke ser-
veret flere øller. Vi er ved at
lukke. Du har fanerne også
fået nok!«
Jeg råbte noget til ham
om, at han var en dårlig tje-
ner, og at han bare var så
doven, at han ikke gad ser-
vere. Så åbnede jeg tasken
igen for at se efter min pung.
Den var tom. Jeg blev helt
tosset. »Hør, du! Du har ta-
get mine penge!«
»Hvad faen! Hvad bilder
du dig ind? Jeg ville ikke rø-
re ved din taske med en ild-
tang,« sagde tjeneren, mens
han ryddede op i det lille
halvmørke rum.
»Hvem skulle det ellers
være?« råbte jeg til ham,
men han forsvandt bag et
forhæng.
»Spørg dine venner,« sag-
de han, da han kom frem
igen.
Jeg kikkede mig omkring i
lokalet. Det var ikke det
samme sted, som tidligere
på aftenen. Vi måtte være
gået herhen efter at have
været i nr. 17. Jeg kendte
godt stedet her. Jeg havde
været her før, endda flere
gange, en lille mørk bevært-
ning, nærmest i en kælder.
To fulde mænd sad og hang
ved et andet bord. De svaje-
de frem og tilbage på deres
stole hen over bordet.
Jeg rejste mig med besvær
for at gå og fik pludselig en
voldsom kvalme. Jeg vakle-
de op ad trinene til gaden og
begyndte at brække mig ud
over fortovet. En fuld mand
vaklede forbi og sagde:
»Svin!« Efter at have bræk-
ket mig, havde jeg det lidt
bedre, men helt godt var det
bestemt ikke.
»Historien om Katrine«
Fortsættes næste tors-
dag i AG