Atuagagdliutit - 26.05.1994, Síða 10

70
Nr. 39 -1994
Taqqisima
Oqaatigaara Ikkatsimut pi-
leratta uannik tikiussisoq
tumartorsimarujuttoq,
Taqqisima. Taanna oqaati-
gilaarallarlara, sulimeeraal-
lunga assigiinngitsunik mis-
igisaqarfigisarsimagakku.
Taqqisima angakkuullu-
nilu ilisiitsuuvoq, sulilu
meeraallunga ilaanni toor-
nisorsiorpara. Taamani Ik-
katsimi Kunnakkullu illoqa-
tigiikkamik toornisarpoq.
Toorninialeraangami naat-
sukasiini (angutit uppatii-
mikkut atisaat ilorliit anger-
larsimassutit (isersimma-
tit)) atortuakkani peerlugit
naatsuni nutaajunerit, saqi-
gaangami atortakkani, ati-
sarpai. Taamaalluni atise-
reerami-aasiit iserissap ilua-
tungaanut issiavilerpoq,
amerlu taanna isuillugu
ingiffigaa. Taamaalinngitsi-
arnerani ammit allat mar-
luk, erisaamernit, iserissap
qulaanut peqillugit aalaja-
ngerneqarput, kisianni ise-
riaq matunagu. Taava Taq-
qisima qilersorpaat. Qiler-
sorneqareerlunilu taannaqa
supuulerpoq ammit taakku
marluk iserissap qulaaniit-
tut aalatileqalugit, tassalu
supoortuinnaallugit aala-
terlualeriarmatik immin-
neerlutik nakkarput, isuip-
put, taamaaligamillu iseriaq
matullugu. Taava aatsaat
qulliit qaminneqarput, taa-
valu aatsaat Taqqisima
toornilerpoq. Taannaqa
oqaluppalulerpoq »Hajj!
Hajj! Aj!« kisiisa oqaaseralu-
git utertuarlugit, taamaal-
larlunilu nipaarulluni. Ni-
paarussimalersorlu oqalup-
palunneq alla tusarsaan-
nguuppoq, sunaaffa taartai
(toornai), taakkuli inum-
mittut Hajj-aartunngillat,
taamaallaammi oqaluarpa-
lunniaramik ilaatigullu
oqaaserisaat allanarpalullu-
tik.
Taqqisimata toornaasa
ilaat makkuusut nalunngi-
lakka: Nipisajak, Ipuuttuaq,
Qaamaajaaqarteq, Utsuatsi-
aajik.
Arlaleriarlugu toornisor-
siortarakku taartaa taanna
Ipuuttuaq ilikkarluarsima-
vara. Taannami iserpallallu-
nilu tertaartimi (inummi)
nulia oqarfigisarpaa: »At-
tanngivaataalaa aggiunni-
arsiuk!« Taava nuliata tu-
paasivik ingerlattarpaa.
Tunniuterpallariaraangagu
tupatorpalugialillaaraaq
Ipuuttuaq taanna. Piareer-
sorlu nuliatalu tigoqqillugu.
Taartaqatai taamaanngil-
lat. Ipuuttuaq taanna tu-
panngersimaqaaq.
Eqqarsartarpunga toorni-
soq taanna tupagunnermit
qilerussaariarluni tupator-
tartoq. Taama toornisoq,
toornisoq, allartisimammer-
sorsimalerluni oqaluppalu-
leraraaq: »Oqqisaraluttuar-
porooq! Oqqisaraluttuarpo-
rooq!« Taamaaliorpalule-
raangallu angikkattammik
ersilersarpunga, tassalu qa-
jaminerpalulillarluni.
Taamaatsiartoq inukasia
oqarpallattaraaq: »Tassani
oqqisarsimallutit uunnaa-
vaarniarit!« Tassalu taa-
maalisorlu anernersua tu-
sarsaalersarpoq. Sivitsullar-
toq, sunaaffa toorninini ini-
ngajalerlugulu kingumut
qajaminerpaloqqerialera-
raaq, sunaaffagooq toornaa
anisoq. Aarimminakkaasar-
paluttoq, nakkaasarpalut-
toq, nipikilliartulersorlu
oqarpallattaraaq: »Tassa
ikitsiariaqalerpusi!«
Ikinnialeraangata eqqar-
sartarpunga Taqqisima qile-
russaarsimassasoq. Kisian-
ni naamik! Qilersorsima-
soq-una! Taava paasisarpa-
ra toornaa tupatortarsima-
soq.
Toornat isumaqarfigigati-
gik sumi tamaaneerujuttut
angerlarsimaffeqaratik, taa-
maattumillu inumminnut
ujarlersunut oqquisimaari-
artortartut.
Aamma iliseeqaaq. Ilisiit-
suunermini ileqqorigaa tu-
pilliumaneq, taamaattumil-
lu nunaqqammi toqqisa eq-
qaat ujarlerfigisarpaa tupil-
liassaminik, sooruna inut-
taat nalusuni. Taamaagin-
narmallu kiisa nunaqqataa-
sa ajorilersimavaat erloqis-
sutigilerlugu. Imami sualut-
sigilermat Qamutilluunniit
najungariarnerisa ilaannik
peersisarsimavoq tupillias-
saminik, inoqammi qamute-
qartup ajoqutissaanik aju-
naarutissaanilluunniit. Kii-
sali taamaalluni uterfigine-
qarpoq.
Ammaammiilluta-aasiit,
taakkua Sapanngakkut Ta-
siilamukariarmata nano-
raarniarlutik, taamaaliorni-
arsimavoq, taassuma aalla-
lerami tupini inuerullugu
qimappaa, iseriartarfia
unger torlugu milillugu,
ataa tamaat peroorluarlugu,
sukkulluunniit iseriarfis-
saarullugu. Aallariarmatali
sunaaffa-aasiit taassuma
Taqqisimap inuup niulia
(qungasiup saarnisa niaq-
qumut atanerat) ilivermit
tigoriarlugu tupiat unger-
laataajariarlugu tupiup ilu-
anut ilisimagaa, tassa iseq-
qaartussap tummaruniuk
ajoqutissaa. Uterlutik tikik-
kamik ukuarigalua Itsiik-
kaat siulliulluni iseriartor-
luni, taanna takoriaramiuk
ilimatsassimariarami iser-
nanilu sakini utaqqisima-
vaa. Mulunani tikiuteriar-
mat pisimavaa: »Una aneq-
qaleratta tassaniinniaralu-
arpa inuup saarna?« Sakiata
pivaa: »Eqqi, anileratta tas-
saniittoqanngitsoq, aat-
saat-una nutaamik ilisima-
soq.« N ipaatsiariarlunilu
nangippoq: »Qanoriliorias-
saanga? Anniseriarnissaa
uanga naluara, kisiat-aasiit
serrallugu annisitassaq.
Sanna oqariartorfigeriarsi-
uk!« Taama oqarami Kun-
nak (siusinnerusukkut
Eqeeqqumik taaneqarneru-

GRØNLANDSPOSTEN
sartoq) pivaa, taamani Am-
maaliup saavani tupeqartut.
Kunnak erngerluni tiki-
uppoq, pivaalu: »Inuup niu-
lia anileratta peqanngitsoq
aatsaat ilisimasoq-aa, allagi-
galuariga, aallaratta tassa-
niinngitsoq!«
»Iimilaa! Aana-aasiit pi-
aarisaq!« Kunnallu taama
oqarsinnarluni nangippoq:
»Anninniaruk!«
»Kingumut utissanngit-
soq. Takananngaaniit eq-
qussaq pikuuna kilukkut
anissasoq!« Asuuna Kun-
nak pilersoq.
Taava tappinnga kilu pe-
ruiarteriarmat, illisaatip ki-
lumut tullia ataaseq peeria-
ramiuk - tupit pukkikkaa-
junnik illisaatillit - piikka-
minik taassuminnga illisit
allat akkerniarsaarlugit ak-
keriaramigit, tamaana ataa-
sigut, ataasigut, taassuma
illisip peernerata nalaagut
aatsaat nuisillugu kilukkut
annippaa, tassa niuleq taan-
na tigunagu illisaammulli
tigummisaminut ilisimallu-
gu - aamma nammineq tigu-
neq uloriagisimagaa. Anni-
seriaramiuk annoraaminik
(amermik) nasarpoq, taa-
maaleriarlunilu asuuna tu-
piat kaavileraa inngeqqii-
sarluni: Ja, hjaa«rtorluni.
Kaavillugu ineriaramiuk,
tassa suh taassuminnga illi-
saajimmik akkersimallugu,
aatsaat tappikunga iliver-
mut iliartorpaa. Ateqqillu-
nilu Sinngertaani pivaa:
»Tassa aana iluamik pisi-
mappat sivitsunngitsoq si-
laaruttoqarumaartoq.«
Sivitsunngitsoq, taakku
Taqqisimakkut (nulia Aki-
jittarmat) Sioralimmiunii-
lersimasut, asuuna oqarto-
qartalersoq: Taqqisimata-
gooq niulini anniarileqaa!
Aamma kingunitsianngua
suli taamatut oqaatigeqqip-
paat: Anniarileqaagooq!
Tutsiuteqqipporlu: Qangali-
gooq silaaruppoq, tassa niu-
lini taanna anniariniinnaq.
Sunaaffa aaviaavata utertit-
sivigigaa!
Takuarami! Taamani sial-
lersorsuaq, asulu tupeqarfi-
at taanna sioraqarnermit,
siallerneranillu tupiup ilua-
nut allaat maratsuneriar-
mat, tassalu nuliata tuper-
mik illuatungaani qaaqan-
ngitsumi ineqartikkaa, su-
milluunniit oqoruteqarani,
Aanalu atisaqanngitsoq, si-
laqannginnerani nuliata
isumakkeersimagaa, imma-
qami silattortinniaraluarlu-
gu.
Tamanna illisaajik pukke-
qisoq-aa, tamaana pulaniar-
saartoq, pulaniarsaartoq,
pulaniarsaarniarluni napa-
sakajeqiinnaaraaq, ilallugu
una tumartorsimasoq. Taa-
maakkaluartoq iserterfigi-
sarparput, ilaasalu assigiin-
ngitsunik oqaluasaarfiniar-
taraluarpaat, unalu paasisa-
qassanngitsoq.
Aamma taamaalluni Kuu-
ittikkut nukarlerpaartaata
iserfigivaa, pujortataarluni,
qequmik qaqortumik pujor-
taateqarluni. Iseriarluni pi-
lerpoq: »Uunartoq-una atto-
runiuk ilisimmaasassagalu-
arnersoq!« Taamaalillunilu
pujortaatini uunnaruttorsi-
masoq qingaanut attuutsip-
paa, nalunarani uunnallar-
toq. Unali attugaa sumik qi-
suariaallanngilarluunniit.
Taamaakkaangat imminii-
ginnartarpaat.
Aamma ilaanni aaviaava-
ta (Kunnaap) iserfigaa oqa-
loqatiginiaraluarlugu, aana-
li ulloq taanna kingumut ili-
simanngeqqissartoq. Piga-
luarlugu ajornarmat kiisa
tupatorterusulerpaa:
»Unaana oqummeruniuk
ilisimmaamissagaluarner-
soq!« Taamaalillunilu suku-
luussamik oqummersivaa.
Qanoriliallanngimmat-aasit
Kunnak oqaluasaarujuler-
poq. Sumik isumajunnaar-
luni apperuttortoq tassan-
ngaannaq Taqqisimap ilisi-
mananilu nuani avammut
quisillagiarmagu (soorlu qa-
nga sukuloortut qisertar-
tut), asulu Kunnaap anno-
raavata atsipaava eqqoqqis-
sarlugu. Kunnak oqalua-
saarniaqisoq aUamilluuna
oqarani: »Tivakajik!« (Tupi-
gutsalluni oqaaserisarta-
gaq).
Tassa Taqqisima taamaa-
Taqqisima
Igen lagde jeg riflen til
rette på det samme sted,
men bøsseløbet direkte mod
bjørnen og skød igen! Der
lød et smæld. Bjørnen rejste
sig op på sine bagben for
straks atter at falde omkuld.
Den var død.
Med mit andet skud fik
jeg da en bjørn.
Ungerne begyndte at
brumme, da deres mor faldt
om. Derefter gik de til kan-
ten af flagen og sprang i van-
det og svømmede, og vi roe-
de igen efter dem, nøsten li-
ge bag ved dem. Nu havde vi
kun to kugler. Men inden
længe så vi pludselig en ka-
jak, som viste sig at vær Na-
taaq.
Men lige før vi så kajak-
ken skete der noget andet.
Det lykkedes nemlig for Ka-
katsaq og Qimmaajik at
ramme de to svæmmende
unger med et stykke is, så at
de derved fik ret til at få un-
gernes skind som ders
fangstparter.
Så kom kajakken og på
lang afstand råbte han:
»Hvis bjørne er disse?«
Hans datter Kakatsaq
svarede: »Qataaqs broder-
søns bjørne! Derhenne på
den store isflage ligger deres
mor skudt!«
Næppe var hun færdig
med at fortælle det, før svi-
gerdatteren udbrød: »Min
fangstpart skal du have. Du
har jo allerede rørt ved den.«
Men svigerdatteren ved-
blev: »Ah, det var kun for
sjov jeg rørte ved dem, fordi
det var Piitsinngiikajiks
bjørne. Jeg gjorde det bare
af glæde.«
Det afgjorde sagen. Hun
gav sin fangstpart til Na-
taaq.
Nataaq klargjorde nu sin
lanse. Derefter lagde han
den på sin kajak og roede
hen til bjørnene. Afstanden
var efterhånden ikke ret
stor, og så tog han sin lanse
og ville lige til at støde den i
den ene bjørneunge, da han
stoppede og langsomt lagde
lansen igen. Han havde løf-
tet sin arm så pludselig - må-
ske for at vise sin kunnen -
at skulderen var lige ved at
gå af led, og det gjorde så
ondt, at han blev nødt til at
lægge lansen fra sig, uden at
bruge den. I samme øjeblik
nåede den anden unge en
mindre isflage og ville til at
kravle op på den. Jeg forstod
at Nataaq ikke mere kunne
og lagde derfor riflen i
skudstilling. Ungernes for-
krop var allerede oppe på is-
flagen, da jeg trak i aftræk-
keren - og ungen faldt sam-
men! Den sidste kugle blev
meget hurtigt sat i. Moster
var meget hurtig. Der var en
der råbte: »Nu er den anden
næsten oppe, skynd dig nu
lidt!«
rusaartuarsimavoq.
Kingorna tusarpara aasiit
pulaniarsaarluni napas ar-
tarnerminit saneraasa ilaat
navissimasut.
Kisianni tamanna sioqqu-
tingaarluguli tumartorsi-
malersimavoq, tassa qitera-
lii qitermik missaatigut na-
junganeqarlutik, taamaat-
tumillu qatigaqaqaluni.
Taamaalluni angakkutsigia-
rami toomisarlerluni, eq-
qarsalersimavoq: »Aserorte-
rumavaa!« Tassa imminut
sapiutinnginnerinnarmit.
Taamaalisinnarluni pissu-
tissarsiorujulluni mattarte-
riarluni silamut anilluni pi-
lattulerpoq. Piiattortorooq,
taamaatsiartoq torlulaar-
pallanneqarpoq, sunaaffa
toornaata Ipuuttuup: »Su-
sutit?«
»Aa, aserortequsillunga
ujoqqaliliillunga (napparsi-
masoq) ussertunga!«
Taamaalimmat taartaata
tumartuusersimavaa, tassa-
lu taamanngarnit taamaa-
lerluni.
-N
GEORG QUPPERSIMAAN
Tulliani sisamnngornermi
AG-mi nangissaaq
V J
Jeg var parat, lagde riflen
igen som før, og da ungen
var lige ved at løfte bagdelen
op, skød jeg igen med bøsse-
løbet rettet direkte mod
midten af ungens ryg - og
den faldt sammen. Det var
som om jeg slog dem med en
kølle i hovedet. Det viste sig
senere, at jeg have ramt dem
begge i hjertet.
Så bandt vi ungerne til ko-
nebåden og tog dem på slæb
til den isflage, hvor moderen
lå død, og da vi langt om
længe fik den bakset i van-
det tog vi også den på slæb.
Det eneste kedelige var, at vi
næsten ingen fart havde på,
for der var kun tre roersker,
og vi havde tre bjørne på
slæb. Vi nåede først hjem ef-
ter, at solen var gået ned.
Med Quninngi og de an-
dre var ikke kommet hjem
endnu. Derfor bandt vi bjør-
nene på det sted, hvor vi lag-
de til stranden, fordi vi alene
ikke magtede at få dem op.
Først da fangerne kom
lyem, tog vi bjørnene op - og
spiste kogt bjømekød.
Da de var flænset færdig,
rullede man bare skindene
sammen uden at gøre noget
ved dem. Det viste sig, at det
var fordi vi skulle afsted. Så
lagde vi os til at sove, og da-
gen efter tog vi afsted til øen
Ammaaq. Ankommet dertil
behandlede min mor først
bjørneskindene.
Efter behandlingen ud-
spilede hun skindene til tør-
re og da de blev tørre, tog
hun dem ned; så lagde hun
det største skind helt fladt
på jorden og skar det lige
midt over i to lige store dele.
Den ene halvdel skar hun i
mindre stykker, som passe-
de til at have som sæde i en
kajak. Hun solgte så disse
stykker, og hun købte noget
dansk stof til anoraq. Indtil
da havde jeg kun gået i sæl-
skindstøj, så jeg blev glad for
at få en anoraq af stof.
Og den ene halvdel af
skindet tog hun med til Am-
massalik, da Kunnaks skul-
le dertil med deres konebåd,
og solgte det til kolonibesty-
rer Johan Petersen (han
grundlagde byen i 1894) og
købte for pengene noget stof
til tøj. Jeg husker at Johan
sagde til hende: »Hvis du ik-
ke havde skåret skindet,
havde du fået mere for det.«
Mor svarede: »Jeg har
skåret det således, fordi jeg
ville have det sådan.«
Johan svarede igen: »Det,
som jeg købte nu, fik du
større betaling for end al-
mindelig.« Han betalte med
en undertrøje, en trøje og en
meget stor skjorte. Da var
jeg vel nok glad for disse dej-
lige sager til mig.
Jeg har nævnt den slæde-
kusk, som kørte mig den sid-
ste del af ruten i Ikkatseq,
Taqqisima. Jeg vil fortælle
lidt mere om ham, for han
var medvirkende til en hel
del oplevelser for mig, mens
jeg endnu var barn.
Taqqisima var både ånde-
maner og heksekunstner, og
endnu mens jeg var barn, så
jeg ham hidkalde sine hjæl-
peånder, noget han plejede
at gøre hos Kunnaks. Når
han skulle gøre det, tog han
sine gamle udslidte trusser
af (mændenes korte inder-
ste sælskindsbukser til
hjemmebrug) og tog andre
nyere på, som han ellers kun
brugte under fangst. Deref-
ter lagde han et skind Uge
inden for indgangen til hu-
set og satte sig på det. Umid-
delbart inden blev to afhåre-
de sælskind fastgjort sam-
men over indgangen. De
måtte dog ikke dække selve
indgangen. Derefter blev
Taqqisima bundet. Og han
begyndte at ånde tungt,
nærmest brustende. De to
ophængte sælskind bevæge-
de sig efterhånden så meget,
at det ene skind faldt ned og
først derved dækkede ind-
gangen. Så blev lamperne
slukket ot Taqqisima be-
gyndte at hidkalde sine
hjælpeånder. Jeg kunne he-
le tiden høre hans omkvæd:
»Hajj, Hajj, ajj«, og dette
gentog han atter og atter,
for derefter at blive helt
tavs. Nogen tid efteer hørte
man så nogen tale. Det var
hans hjælpeånder, men de
sagde ikke »Hajj« som deres
ejermand, de sagde kun for-
skellige ord og nogle af disse
ord var uforståelige.
Nogle af Taqqisimas hjæl-
peånder kender jeg, nemlig
disse: Nipisajak, Ipuuttuaq,
Qaamaajaaqarteq og Utsu-
atsiaajik.
Jeg har set ham hidkalde
sine hjælpeånder flere gan-
ge og jeg kender hans Ipuut-
tuaq ret godt. For når denne
hjælpeånd kom ind, hen-
vendte den sig altid til sin
ejermands kone: »Kom hid
med hans fremmede ting!«
Så kom konen med sin
mands tobakspung. Og så
kunne man høre denne
Ipuuttuaq nyde tobakken.
Efter brug fik konen tobaks-
pungen igen. Hans andre
hjælpeånder var ikke sådan-
ne. Ipuuttuaq må have haft
smag for tobak.
Jeg troede, at Taqqisima
selv fik sin tobak efter at ha-
ve gjort sig fri af sine bånd.
Men hans kalden efter ån-
derne vedvarede, og det va-
rede ikkke længe, før man
kunne høre ham sige: »Han
sagde, at han gerne ville ha-
ve lidt varme her. Jo, han
ville gerne have lidt varme
her!« Når dette skete blev
jeg altid meget bange, fordi
man samtidig kkunne høre
lyde som at tørt og stigt ka-
jakskind.
GEORG QUPPERSIMAAN
fortsætter næste torsdag
i AG.
V_________________J