Atuagagdliutit - 09.06.1994, Blaðsíða 11

Nr. 42 • 1994
Suli kaamjunneq
Alliartuleramali kaarujut-
tarpunga, kaarujunneq su-
ngiusimavara Puiugas-
saanngilarli taamani Toq-
quttami ukeeqqaarluta uki-
oraa kaakkatta, taamani
qaammat ataaseq qatsussa-
nani piterarmat. Uunnaqqi-
sit ikummatissaarummata
paap saniani orsukorujuit
parngullutik mingummik
akusimasut tuggarlugit pii-
arlugit ikummatiginiarsaar-
pavut, immikkallu (poorut-
sit) puukui kiliorlugit imer-
mut errortorlugit pujasima-
neri piiarniarlugit perlerna-
veeqqutigaavut.
Taamani inummik nerin-
ngiluaannarunarpugut, tas-
sa iluanaarluni naggu in-
nguara kingulleq Qarlippat-
taalik, atasuinnarmik pite-
rarnissaa sioqqullugu
angulluartarsimariarmat,
ilivitsuusiaasa sivisuumik
nungunngisatta ikiorpaati-
gut.
Qimmillumi iluaqutigi-
gatsigik, taakku nungulera-
luarpavut. Ilungersorluta
nungunnaveersaaginnarat-
sigik, sinnimininngui pini-
arfhilernissaanut sillimma-
tiginiarlugit.
Sanngiillinerinnarmit na-
lasoqanngikkaluarpugut,
tamatta makitagaluarpu-
gut. Taamanilu ilungersu-
naqimmat, Kunnak tusaa-
masat tungaasigut ilisima-
toortarput, piteraq qatsor-
neq ajulermat saammarsari-
artoraluarpaa, oqqutsinni
nasiffimmut. Takunngin-
nakku qanoriliorluni saam-
marsaaniarsimanera nalua-
ra, kingornalu qatsormat
aamma naluara saammar-
saanerata qatsortissimane-
raa.
Nunarput aamanna alia-
naaqaaq-aa! Taamaakkalu-
artoq nalunngilara ilaatigut
tusaamasaapUuttoq, tassa
ajorsamartarnermit. Uagut
taamani kaaqisugut pinngi-
lagut, allat pinerusarsimap-
put, allat ajorsartarsima-
qaat. Taamaalisarpoq nu-
narput allanit allaagami.
Tusaamanannguaqaat qa-
ngatsiaq Inissalimmi (Isor-
tup saninnguani) atugarli-
ornerit. Tamanna ima oqa-
luasaarisimavara, tassa
utoqqaat an gumeris ama
ilaata oqaluasaava: »Inissa-
limmut ukiivisseriaratta
angummappugut, piniartut
amerlaqigatta. Taamaanne-
ratigut ukiarsarluartoq pi-
niartut ilaat toquvoq, sissa-
mullu issinnerit akorninut
nakkartipparput. Ukiassari-
armat isumaqarnarpoq ne-
risassaativut ukiomissaa-
nut naammaatissasut. Uki-
ulersorli apisortaaq, sikuf-
fissaminut qanillisoq, in-
ngiittartorsuanngorput
qaaterraannalerlutik. In-
ngiinniaraluarlutik periar-
niarpaat tassa an galla viu-
junnaartoq, sikoriarmat pif-
fissaaruttoq. Piniassanatil-
lu inngiitiinnaramik neri-
sassaatitik tassa nungule-
raat, senineq suli aterniar-
tumi. Imaakkatta: Seqineq
suli atertumi nerisassaap-
put nungukkutigik aasaan-
navianngikkaatigut, perle-
rassasugut. Aarimmi, seqi-
neq suli aterniaasaartoq ne-
risassaativut nunguppavut,
inngiinnermit misigeriarna-
git nunguppavut, orsuutaa-
rukkattalu ikissaarluta
Ikissaariarattalu imissaar-
pugut, aana imertarluni
perlernissaq ungasinneru-
sarmat.
Ikissaarattalu illup ilua
tam armi kanermik qaqortu-
innanngorpoq, illup aaviisa
ilaat ersialaaraluarlutilluu-
kua Natermilu kaneq nak-
kaasoq ima issutigilerpoq
isikkalluunniit morsunga-
jattalerlutik.
Ilallugu aperiarpoq issin-

GRØNLANDSPOSTEN
nerit tamaasa matullugit,
sissarmi nuisartillugu sissa-
miittunillu nerisartilluni
perlernissaq ungasittarpoq.
Taama kaakkiartuinnar-
luta ilaanni ar laat unitsiara-
raat, kaannerup nappaataa-
nik napparsimalerlutik, tas-
sa isigaat ammarterlutik, pi-
sussinnaajunnaarlutik, ta-
mannalu toqulertuutigisa-
raat. Toqusut paap sinaanut
annittarpavut.
Saperiartuinnartugut
ilarput oqarpallappoq: »Im-
maqaana iisillaraanni!«
Ilat ta akerpallappaa»In-
na ukiarmi toqusoq nerini-
assagipput!«
Taannalu nerisaqattaar-
parput.«
Aamma tamatuma nalaa-
ni nunaqarfinni allani taa-
ma kaannersuaqartarsima-
voq, taakkuli silap qanoris-
susianit pissuteqarlutik.
Soorlu oqaluasaarsinnaava-
ra taamani sikorsuit Am-
massallup kangerluanut pu-
lajaarsimaqisut akunneqan-
ngiusarlutillu uniinnarsi-
masut, avatiminnit tatine-
qartuamerminnit aammalu
taamani sarfaqarluarsiman-
nginnermit, taamalu qerru-
tiinnarsimapput. Tassalu
ajorsarnersuaqalerpoq. Pili-
aminnik nunguutsigamik
qimmitillu nunguttarlugit
suut nerisassaanngikkalu-
artut kiisa saattalerpaat,
soorlu atisat allallu amimer-
nit. Pisaqassaarluinnarsi-
mapput, nunaqqatigiit taak-
ku 20-nik inuttallit tallima-
nik piniartortaqaraluartut.
Tassa samungarsuaq sikul-
laraangat piniarfissaarut-
tarpoq periarfissaaruttarlu-
nilu, puisillumi akuttorlu-
tik. Kiisa tassa toqusortatik
nerisalerpaat, qitornatil-
luunniit aappatilluunniit
eqqarlitilluunnit. Inulior-
tarpullu illumik killinga ta
pujaqarnera pilafliusartul-
luunniit mingorujoqarnera
kiliorlugu ikummatigalugu.
Ilaanni nunatsinni allan-
ngorneqartarsimagami.
Akominnaq nalunngilat-
aa? Oqaluasaatoqaavoq
Akominnarmiu, taassuma
pigunarpoq Innartuarmiut
ilaat ilaanni taningerpaa.
Taassuma oqaluasaassar-
taata ilaani imaappoq: Taa-
manigooq ukiaq tam aat
imaq tam armi sarfaqanngi-
laq, taamaakkamilu sikuffi-
gisartakkani suli ungaseqa-
lugu sikuvoq. Sikulertoqim-
mat tamarmik uisakajaaler-
put. Peqarnerinngooq iluit-
suutaat ilaasa pingasut ilaa-
sa marluk. Tassalu taama-
tut sikoriarmat allassaan-
ngitsoq perlerartussat-aa-
siit...
Tassali ajoqutaanerpaa-
sarpoq nunarput ukiumi
anginerusumik silarlukka-
jukkami, taakku m arluk
»nerrajaaq« »piterarlu«
annoraaginnaleriaraangata
assut ilungersunarsisarami.
Taakkuninnga anorlileraa-
ngat sakkortusarnermit
ajornartarami! Nerrajaarlu
ilaanni nittaalartalissuusa-
rami appussaannaarnermit,
ilaannUu sialuttalissuusara-
mi masannamermit. Pite-
rarli issittaqaaq, sakkortu-
samermillu suna persissaa-
sinnaasoq tam aat persori-
s arp aa. Ilisimmarninnilli pi-
teqqap innuttai (inuit toqu-
tai) ildkkunaarput. Uangalu
arlaleriarlunga piteqqamit
naammattoortinnikuuvu-
nga, kisianni qajaqqissisa-
reerama
Tusaamavigit anorit ta-
makku pillugit oqariaasiu-
s ars im asut? Nerrajaaq
angutaatittarparput sialut-
taqartarmat, nerrajaarlu ti-
kiuttarpoq inini qavaniittoq
qimakkaangamiuk. Taa-
maattumik ilaanni sivisu-
naarpallaaleraangat oqarfi-
gisarparput: »Tassa qatsor-
niannguujugit, tarpiluttaa-
jiip jjangissaajeqaatit!« (Te-
rianniap init pulaaqqaarta-
qaa). - Taamtut kanannaq
angutaatipparput, kannale-
raangat putsertarmat isu-
gutserlunilu. Taamatut ka-
nannaq oqaatigisar parpu t
piteqqap emerigaa, tassa pi-
teraq arnaalluni. Kanaa-
niinnaleraangat oqartarpu-
gut: »Anaanaminik piariaa-
soq!« Taamani allnnik isu-
malluuteqarnartannginne-
ranit! AlUsimalerlunga tu-
sarpara qallunaanik tikitto-
qarsimanngikkaluarpat
maanimiugut nungukkiar-
tuaaginnarsimassagaluar-
tugut kaattarnermillu alla-
niUu atugarliuuteqarner-
mit.
GEORG QUPPERSIMAAN
Tulliani sisamnngornermi
AG-mi nangissaaq
Mere sult
Under min opvækst havde
jeg i perioder sultet, og jeg
var faktisk vant til sult. Jeg
vil specielt nævne en af de
længste suiteperioder jeg
har oplevet, og som jeg al-
drig kan glemme. Det var,
da vi bosatte os i Toqqutaq.
Den første vinter blæste pi-
teraq (en frygtet storm fra
indlandsisen) en hel måned.
Da vi gik ud for spæk til lam-
perne, prøvede vi at løsne de
gamle indtørrede spækre-
ster fra de gamle flænseste-
der og som var fyldt med al-
skens snavs og brugte det til
lamperne. Da de gamle
spækposer var tømt for ind-
hold, holdt vi hungersnøden
stangen ved at spise selve
spækposerne, efter at vi
havde skrabet den indvendi-
ge side.
I denne periode var det ik-
ke langtfra, vi spiste menne-
skekød. Hvis min »lille far«
Qarlippattaalik ikke havde
fanget en del sæler lige før
den konstante stormtid og
hvis de hengemte hele sæler
havde været færre, så var
det sikker gået galt.
At vi undgik at skulle spi-
se menneskekød skyldtes
også, at vi spiste næsten alle
hundene. Men vi anstrengte
os for ikke at spise dem alle,
så vi havde nogle tilbage,
når det blev fangstvejr, el-
lers havde vi været prisgi-
vet.
Ganske vist blev vi ikke
liggende på briksen af ud-
mattelse. Vi var alle oppe-
T7
gående. Men situationen
blev så alvorlig, at Kunnak,
vores vise mand - hvad angik
gamle heksekunstner eller
traditioner - gik op på ud-
kigspunktet for at mildne
stormen, så jeg ved det ikke,
og da det senere hen blev
stille vejr, ved jeg heller ik-
ke, om det var hans trylleri,
der havde gjort det.
Vort land er smukt, så
skønt, men jeg ved, at vort
land også er barskt, nemlig
derved, at der gennem tider-
ne er forekommet meget
hungersnød. Det vi oplevede
af sult dengang, var ikke no-
get i sammenligning med,
hvad andre havde oplevet.
Der var familier, der havde
oplevet noget meget værre.
Vort land er anderledes end
andre lande, derfor kunne
der ske sådanne ting. Vi ved,
hvad der skete i Inissalik
ved Isortoq, ikke så lang tid
før jeg blev født. En af de
gamle, som havde oplevet
det, fortalte mig selv, hvad
der skete dengang. Nu skal
jeg gentage beretningen,
som han fortalte mig den:
»Da vi kom til Inissalik for
at overvintre dér, fangede vi
mange sæler, for vi var man-
ge fangere. Efteråret var
rigtigt begyndt, da en fanger
døde, og vedkommende blev
lagt ned i en rende i isfoden.
Vi fangede så meget, at vore
depoter ville strække sig
langt ind i vinteren. Vinte-
ren kom med sne og islægget
kom snart, og så begyndte
trommesangsaftenerne,
som strakte hele natten
igennem. Alle nætter samle-
des vi til trommesang og op-
dagede pludseligt, at isen
havde lagt sig så meget, at
der ikke var flere mulighe-
der for fangst af nogen art.
Vi havde holdt trommesan-
ge uden at tage på fangsrt af
nogen art. Vi havde holdt
trommesange uden at tage
på fangst og tilsidst va holdt
trommesange uden at tage
på fangst og tilsidst var der
snart ikke mere tilbage af
køddepoterne. Dette skete
mens solen endnu var på vej
ned, så vidste man, at man
ikke kunne nå sommeren,
man ville dø af sult. Det var
det, der var ved at ske den-
gang. Vi havde spist vore
køddepoter op, mens solen
endnu var på vej ned. Vi op-
dagede det ikke, fordivi var
så optaget af trommesange-
ne. Lamperne slukkedes,
fordi vi ikke havde mere
spæk til dem. Og da vi ikke
længere kunne tænde lam-
perne, kunne vi ikke få no-
get at drikke. Man dør ikke
så hurtigt af sult, når man
blot har noget at drikke.
Da vi ikke mere kunne
tænde lamperne, blev hu-
sets indre dækket helt af
rim, tagbjælkene kunne kun
lige skimtes. Den rim der
faldt på gulvet blev så tyk, at
fødderne blev væk i denne,
når man gik på gulvet.
Endvidere faldt der så me-
gen sne udenfor, at denne
dækkende alt, også revner-
ne i isfoden. For ellers kun-
ne man have hungeren
stangen, så længe man kun-
ne samle noget spiseligt
nede i strandkanten.
Sulten tiltog, og een efter
een blev på briksen, syge af
hungerens sygdom, nemlig
åbne sår på fødderne, så de
ikke mere kunne bruge de-
res fødder. Sygdommen
hjalp dem hrutigt over i dø-
den. De døde smed vi uden-
for ved siden af husgangen.
Vi var efterhånden langt
nede, da nogen sagde: »Ih,
hvor det ville være dejligt at
få noget i maven.«
En anden svarede: »Lad
os spise ham, der døde i efe-
råret.«
Som sagt, så gjort, og den
døde fanger blev spist.«
Ved samme tid havde der og-
så været hungersnød på an-
dre bopladser, men det var
på grund af vejrliget. Den-
gang - som idag - hænder
det, at storisen kommer me-
get tidligt og fryser fast til
tætpakket is og bliver lig-
gende. Så er der ikke mere at
tage ud på fangst efter, så
kommer hungersnøden.
Når det skete, spiste de de-
res køddepoter op, spiste al-
le hundene og begyndte at
spise andet som næsten var
uspiseligt, f.eks. deres
skindtøj. Der var ingen som
hekt fangst, skønt disse 20
mennesker havde 5 fangere
blandt sig. Når isen lagde sig
langt, langt ud på havet, var
der ingen fangstmuligheder,
og sælerne blev meget sjæld-
ne. Så begyndte de at spise
deres døde, deres børn, æg-
tefæller eller andre familie-
medlemmer. Og de kogte
menneskekød med gammelt
jordslået spæk som brænd-
sel, som altid fandtes om-
kring husene.
Det er sket forandringer
her i vort land. Du kender
Akominnaq«, siger min for-
tæller direkte til mig - og
fortsætter: »det efterår var
der ikke en eneste bevægelse
i havet hele efteråret og in-
gen strøm, og af den grund
lagde isen sig meget tidlige-
re end ellers. Alle blev ner-
væse på grund af den tidlige
is. De, som havde mest, hav-
de 3 hele sæler i depot, an-
dre 2. Folk vidste, at når det
er sådan, var der stærk ud-
sigt til hungersnød.
Den største ulempe her i
vort land er, at det er så dår-
ligt vejr om vinteren. Og når
de mest fremherskende vin-
de »nerrajaaq«ken (nordøst)
og »piteraq«ken vedbliver at
blæse, blev det meget van-
skeligt. Disse to vinde har
stor styrke. Nerrajaaqken
kom med sne, så blev man
indesneet, og når den kom
med regn, blev man så våd.
Men piteraqken er meget
kold og grundet umådelig
styrke tager den alting med
sig. Siden jeg begyndte at
sanse er mange forulykkede
under piteraqken. Jeg selv
har været ude i piteraq, men
først efter, at jeg var blevet
dygtig i kajak.
Ved du, at vi har bestemte
talemåder om disse vinde?
Om nerrqjaaqken siger vi, at
den er en mand, fordi den
har regn med, og den kom-
mer, når den har forladt sin
leje. Og når den vedvarer
længe, siger vi: »Hør, bliv nu
stille og tag tilbage, eller
kommer en ræv og overta-
ger din leje!« Også østenvin-
den kalder vi for en mand,
fordi den kommer med tåge
og dis. Om østenvinden si-
ger vi, at den er en søn af
piteraqken og piteraq er en
kvinde. Når østenvinden
vedvarer, siger vi: »Han går
sin mor i møde.«
Dengang havde vi ingen
andre muligheder, ingen vi
kunne henvende os til. Og
da jeg blev stor, erfarede jeg,
at hvis der ikke var kommet
danske, så havde vi gået vo-
res undergang i møde, af
hunger og andre problemer.
GEORG QUPPERSIMAAN
fortsætter næste torsdag
i AG.
V______________________J