Atuagagdliutit

Árgangur
Útgáva

Atuagagdliutit - 09.06.1994, Síða 11

Atuagagdliutit - 09.06.1994, Síða 11
Nr. 42 • 1994 Suli kaamjunneq Alliartuleramali kaarujut- tarpunga, kaarujunneq su- ngiusimavara Puiugas- saanngilarli taamani Toq- quttami ukeeqqaarluta uki- oraa kaakkatta, taamani qaammat ataaseq qatsussa- nani piterarmat. Uunnaqqi- sit ikummatissaarummata paap saniani orsukorujuit parngullutik mingummik akusimasut tuggarlugit pii- arlugit ikummatiginiarsaar- pavut, immikkallu (poorut- sit) puukui kiliorlugit imer- mut errortorlugit pujasima- neri piiarniarlugit perlerna- veeqqutigaavut. Taamani inummik nerin- ngiluaannarunarpugut, tas- sa iluanaarluni naggu in- nguara kingulleq Qarlippat- taalik, atasuinnarmik pite- rarnissaa sioqqullugu angulluartarsimariarmat, ilivitsuusiaasa sivisuumik nungunngisatta ikiorpaati- gut. Qimmillumi iluaqutigi- gatsigik, taakku nungulera- luarpavut. Ilungersorluta nungunnaveersaaginnarat- sigik, sinnimininngui pini- arfhilernissaanut sillimma- tiginiarlugit. Sanngiillinerinnarmit na- lasoqanngikkaluarpugut, tamatta makitagaluarpu- gut. Taamanilu ilungersu- naqimmat, Kunnak tusaa- masat tungaasigut ilisima- toortarput, piteraq qatsor- neq ajulermat saammarsari- artoraluarpaa, oqqutsinni nasiffimmut. Takunngin- nakku qanoriliorluni saam- marsaaniarsimanera nalua- ra, kingornalu qatsormat aamma naluara saammar- saanerata qatsortissimane- raa. Nunarput aamanna alia- naaqaaq-aa! Taamaakkalu- artoq nalunngilara ilaatigut tusaamasaapUuttoq, tassa ajorsamartarnermit. Uagut taamani kaaqisugut pinngi- lagut, allat pinerusarsimap- put, allat ajorsartarsima- qaat. Taamaalisarpoq nu- narput allanit allaagami. Tusaamanannguaqaat qa- ngatsiaq Inissalimmi (Isor- tup saninnguani) atugarli- ornerit. Tamanna ima oqa- luasaarisimavara, tassa utoqqaat an gumeris ama ilaata oqaluasaava: »Inissa- limmut ukiivisseriaratta angummappugut, piniartut amerlaqigatta. Taamaanne- ratigut ukiarsarluartoq pi- niartut ilaat toquvoq, sissa- mullu issinnerit akorninut nakkartipparput. Ukiassari- armat isumaqarnarpoq ne- risassaativut ukiomissaa- nut naammaatissasut. Uki- ulersorli apisortaaq, sikuf- fissaminut qanillisoq, in- ngiittartorsuanngorput qaaterraannalerlutik. In- ngiinniaraluarlutik periar- niarpaat tassa an galla viu- junnaartoq, sikoriarmat pif- fissaaruttoq. Piniassanatil- lu inngiitiinnaramik neri- sassaatitik tassa nungule- raat, senineq suli aterniar- tumi. Imaakkatta: Seqineq suli atertumi nerisassaap- put nungukkutigik aasaan- navianngikkaatigut, perle- rassasugut. Aarimmi, seqi- neq suli aterniaasaartoq ne- risassaativut nunguppavut, inngiinnermit misigeriarna- git nunguppavut, orsuutaa- rukkattalu ikissaarluta Ikissaariarattalu imissaar- pugut, aana imertarluni perlernissaq ungasinneru- sarmat. Ikissaarattalu illup ilua tam armi kanermik qaqortu- innanngorpoq, illup aaviisa ilaat ersialaaraluarlutilluu- kua Natermilu kaneq nak- kaasoq ima issutigilerpoq isikkalluunniit morsunga- jattalerlutik. Ilallugu aperiarpoq issin- GRØNLANDSPOSTEN nerit tamaasa matullugit, sissarmi nuisartillugu sissa- miittunillu nerisartilluni perlernissaq ungasittarpoq. Taama kaakkiartuinnar- luta ilaanni ar laat unitsiara- raat, kaannerup nappaataa- nik napparsimalerlutik, tas- sa isigaat ammarterlutik, pi- sussinnaajunnaarlutik, ta- mannalu toqulertuutigisa- raat. Toqusut paap sinaanut annittarpavut. Saperiartuinnartugut ilarput oqarpallappoq: »Im- maqaana iisillaraanni!« Ilat ta akerpallappaa»In- na ukiarmi toqusoq nerini- assagipput!« Taannalu nerisaqattaar- parput.« Aamma tamatuma nalaa- ni nunaqarfinni allani taa- ma kaannersuaqartarsima- voq, taakkuli silap qanoris- susianit pissuteqarlutik. Soorlu oqaluasaarsinnaava- ra taamani sikorsuit Am- massallup kangerluanut pu- lajaarsimaqisut akunneqan- ngiusarlutillu uniinnarsi- masut, avatiminnit tatine- qartuamerminnit aammalu taamani sarfaqarluarsiman- nginnermit, taamalu qerru- tiinnarsimapput. Tassalu ajorsarnersuaqalerpoq. Pili- aminnik nunguutsigamik qimmitillu nunguttarlugit suut nerisassaanngikkalu- artut kiisa saattalerpaat, soorlu atisat allallu amimer- nit. Pisaqassaarluinnarsi- mapput, nunaqqatigiit taak- ku 20-nik inuttallit tallima- nik piniartortaqaraluartut. Tassa samungarsuaq sikul- laraangat piniarfissaarut- tarpoq periarfissaaruttarlu- nilu, puisillumi akuttorlu- tik. Kiisa tassa toqusortatik nerisalerpaat, qitornatil- luunniit aappatilluunniit eqqarlitilluunnit. Inulior- tarpullu illumik killinga ta pujaqarnera pilafliusartul- luunniit mingorujoqarnera kiliorlugu ikummatigalugu. Ilaanni nunatsinni allan- ngorneqartarsimagami. Akominnaq nalunngilat- aa? Oqaluasaatoqaavoq Akominnarmiu, taassuma pigunarpoq Innartuarmiut ilaat ilaanni taningerpaa. Taassuma oqaluasaassar- taata ilaani imaappoq: Taa- manigooq ukiaq tam aat imaq tam armi sarfaqanngi- laq, taamaakkamilu sikuffi- gisartakkani suli ungaseqa- lugu sikuvoq. Sikulertoqim- mat tamarmik uisakajaaler- put. Peqarnerinngooq iluit- suutaat ilaasa pingasut ilaa- sa marluk. Tassalu taama- tut sikoriarmat allassaan- ngitsoq perlerartussat-aa- siit... Tassali ajoqutaanerpaa- sarpoq nunarput ukiumi anginerusumik silarlukka- jukkami, taakku m arluk »nerrajaaq« »piterarlu« annoraaginnaleriaraangata assut ilungersunarsisarami. Taakkuninnga anorlileraa- ngat sakkortusarnermit ajornartarami! Nerrajaarlu ilaanni nittaalartalissuusa- rami appussaannaarnermit, ilaannUu sialuttalissuusara- mi masannamermit. Pite- rarli issittaqaaq, sakkortu- samermillu suna persissaa- sinnaasoq tam aat persori- s arp aa. Ilisimmarninnilli pi- teqqap innuttai (inuit toqu- tai) ildkkunaarput. Uangalu arlaleriarlunga piteqqamit naammattoortinnikuuvu- nga, kisianni qajaqqissisa- reerama Tusaamavigit anorit ta- makku pillugit oqariaasiu- s ars im asut? Nerrajaaq angutaatittarparput sialut- taqartarmat, nerrajaarlu ti- kiuttarpoq inini qavaniittoq qimakkaangamiuk. Taa- maattumik ilaanni sivisu- naarpallaaleraangat oqarfi- gisarparput: »Tassa qatsor- niannguujugit, tarpiluttaa- jiip jjangissaajeqaatit!« (Te- rianniap init pulaaqqaarta- qaa). - Taamtut kanannaq angutaatipparput, kannale- raangat putsertarmat isu- gutserlunilu. Taamatut ka- nannaq oqaatigisar parpu t piteqqap emerigaa, tassa pi- teraq arnaalluni. Kanaa- niinnaleraangat oqartarpu- gut: »Anaanaminik piariaa- soq!« Taamani allnnik isu- malluuteqarnartannginne- ranit! AlUsimalerlunga tu- sarpara qallunaanik tikitto- qarsimanngikkaluarpat maanimiugut nungukkiar- tuaaginnarsimassagaluar- tugut kaattarnermillu alla- niUu atugarliuuteqarner- mit. GEORG QUPPERSIMAAN Tulliani sisamnngornermi AG-mi nangissaaq Mere sult Under min opvækst havde jeg i perioder sultet, og jeg var faktisk vant til sult. Jeg vil specielt nævne en af de længste suiteperioder jeg har oplevet, og som jeg al- drig kan glemme. Det var, da vi bosatte os i Toqqutaq. Den første vinter blæste pi- teraq (en frygtet storm fra indlandsisen) en hel måned. Da vi gik ud for spæk til lam- perne, prøvede vi at løsne de gamle indtørrede spækre- ster fra de gamle flænseste- der og som var fyldt med al- skens snavs og brugte det til lamperne. Da de gamle spækposer var tømt for ind- hold, holdt vi hungersnøden stangen ved at spise selve spækposerne, efter at vi havde skrabet den indvendi- ge side. I denne periode var det ik- ke langtfra, vi spiste menne- skekød. Hvis min »lille far« Qarlippattaalik ikke havde fanget en del sæler lige før den konstante stormtid og hvis de hengemte hele sæler havde været færre, så var det sikker gået galt. At vi undgik at skulle spi- se menneskekød skyldtes også, at vi spiste næsten alle hundene. Men vi anstrengte os for ikke at spise dem alle, så vi havde nogle tilbage, når det blev fangstvejr, el- lers havde vi været prisgi- vet. Ganske vist blev vi ikke liggende på briksen af ud- mattelse. Vi var alle oppe- T7 gående. Men situationen blev så alvorlig, at Kunnak, vores vise mand - hvad angik gamle heksekunstner eller traditioner - gik op på ud- kigspunktet for at mildne stormen, så jeg ved det ikke, og da det senere hen blev stille vejr, ved jeg heller ik- ke, om det var hans trylleri, der havde gjort det. Vort land er smukt, så skønt, men jeg ved, at vort land også er barskt, nemlig derved, at der gennem tider- ne er forekommet meget hungersnød. Det vi oplevede af sult dengang, var ikke no- get i sammenligning med, hvad andre havde oplevet. Der var familier, der havde oplevet noget meget værre. Vort land er anderledes end andre lande, derfor kunne der ske sådanne ting. Vi ved, hvad der skete i Inissalik ved Isortoq, ikke så lang tid før jeg blev født. En af de gamle, som havde oplevet det, fortalte mig selv, hvad der skete dengang. Nu skal jeg gentage beretningen, som han fortalte mig den: »Da vi kom til Inissalik for at overvintre dér, fangede vi mange sæler, for vi var man- ge fangere. Efteråret var rigtigt begyndt, da en fanger døde, og vedkommende blev lagt ned i en rende i isfoden. Vi fangede så meget, at vore depoter ville strække sig langt ind i vinteren. Vinte- ren kom med sne og islægget kom snart, og så begyndte trommesangsaftenerne, som strakte hele natten igennem. Alle nætter samle- des vi til trommesang og op- dagede pludseligt, at isen havde lagt sig så meget, at der ikke var flere mulighe- der for fangst af nogen art. Vi havde holdt trommesan- ge uden at tage på fangsrt af nogen art. Vi havde holdt trommesange uden at tage på fangst og tilsidst va holdt trommesange uden at tage på fangst og tilsidst var der snart ikke mere tilbage af køddepoterne. Dette skete mens solen endnu var på vej ned, så vidste man, at man ikke kunne nå sommeren, man ville dø af sult. Det var det, der var ved at ske den- gang. Vi havde spist vore køddepoter op, mens solen endnu var på vej ned. Vi op- dagede det ikke, fordivi var så optaget af trommesange- ne. Lamperne slukkedes, fordi vi ikke havde mere spæk til dem. Og da vi ikke længere kunne tænde lam- perne, kunne vi ikke få no- get at drikke. Man dør ikke så hurtigt af sult, når man blot har noget at drikke. Da vi ikke mere kunne tænde lamperne, blev hu- sets indre dækket helt af rim, tagbjælkene kunne kun lige skimtes. Den rim der faldt på gulvet blev så tyk, at fødderne blev væk i denne, når man gik på gulvet. Endvidere faldt der så me- gen sne udenfor, at denne dækkende alt, også revner- ne i isfoden. For ellers kun- ne man have hungeren stangen, så længe man kun- ne samle noget spiseligt nede i strandkanten. Sulten tiltog, og een efter een blev på briksen, syge af hungerens sygdom, nemlig åbne sår på fødderne, så de ikke mere kunne bruge de- res fødder. Sygdommen hjalp dem hrutigt over i dø- den. De døde smed vi uden- for ved siden af husgangen. Vi var efterhånden langt nede, da nogen sagde: »Ih, hvor det ville være dejligt at få noget i maven.« En anden svarede: »Lad os spise ham, der døde i efe- råret.« Som sagt, så gjort, og den døde fanger blev spist.« Ved samme tid havde der og- så været hungersnød på an- dre bopladser, men det var på grund af vejrliget. Den- gang - som idag - hænder det, at storisen kommer me- get tidligt og fryser fast til tætpakket is og bliver lig- gende. Så er der ikke mere at tage ud på fangst efter, så kommer hungersnøden. Når det skete, spiste de de- res køddepoter op, spiste al- le hundene og begyndte at spise andet som næsten var uspiseligt, f.eks. deres skindtøj. Der var ingen som hekt fangst, skønt disse 20 mennesker havde 5 fangere blandt sig. Når isen lagde sig langt, langt ud på havet, var der ingen fangstmuligheder, og sælerne blev meget sjæld- ne. Så begyndte de at spise deres døde, deres børn, æg- tefæller eller andre familie- medlemmer. Og de kogte menneskekød med gammelt jordslået spæk som brænd- sel, som altid fandtes om- kring husene. Det er sket forandringer her i vort land. Du kender Akominnaq«, siger min for- tæller direkte til mig - og fortsætter: »det efterår var der ikke en eneste bevægelse i havet hele efteråret og in- gen strøm, og af den grund lagde isen sig meget tidlige- re end ellers. Alle blev ner- væse på grund af den tidlige is. De, som havde mest, hav- de 3 hele sæler i depot, an- dre 2. Folk vidste, at når det er sådan, var der stærk ud- sigt til hungersnød. Den største ulempe her i vort land er, at det er så dår- ligt vejr om vinteren. Og når de mest fremherskende vin- de »nerrajaaq«ken (nordøst) og »piteraq«ken vedbliver at blæse, blev det meget van- skeligt. Disse to vinde har stor styrke. Nerrajaaqken kom med sne, så blev man indesneet, og når den kom med regn, blev man så våd. Men piteraqken er meget kold og grundet umådelig styrke tager den alting med sig. Siden jeg begyndte at sanse er mange forulykkede under piteraqken. Jeg selv har været ude i piteraq, men først efter, at jeg var blevet dygtig i kajak. Ved du, at vi har bestemte talemåder om disse vinde? Om nerrqjaaqken siger vi, at den er en mand, fordi den har regn med, og den kom- mer, når den har forladt sin leje. Og når den vedvarer længe, siger vi: »Hør, bliv nu stille og tag tilbage, eller kommer en ræv og overta- ger din leje!« Også østenvin- den kalder vi for en mand, fordi den kommer med tåge og dis. Om østenvinden si- ger vi, at den er en søn af piteraqken og piteraq er en kvinde. Når østenvinden vedvarer, siger vi: »Han går sin mor i møde.« Dengang havde vi ingen andre muligheder, ingen vi kunne henvende os til. Og da jeg blev stor, erfarede jeg, at hvis der ikke var kommet danske, så havde vi gået vo- res undergang i møde, af hunger og andre problemer. GEORG QUPPERSIMAAN fortsætter næste torsdag i AG. V______________________J

x

Atuagagdliutit

Beinleiðis leinki

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.