Atuagagdliutit - 22.09.1994, Blaðsíða 10

70
Nr. 73 • 1994

GRØNLANDSPOSTEN
Pittattaritseq
»Kiivakkit« - qjaataa kiillu-
gu ajagariarnermi paajati-
gut ersivatigulluunniit eq-
qoriarlugu.
»Qissakaatippakkit kiillu-
gu« - ajaataq kiillugu, ajaga-
riarnermilu ajagaq qissa-
kaatillugu paajatigut eqori-
aaneq.
Taamaaliortarnerit ilaan-
ni taamaaliutigiinnarlugit
atoraangatsigik, aammali
ilaanni unammissutinut as-
sigiinngitsunut ilanngus-
sortarpavut akunniliuteqat-
taartarlugit.
Ilaanni Inissalimmiitsiar-
sinnarluta taamaalluta Nar-
saarsummut manngunner-
sioriartorpugut (aasaanera-
ni uninngaariartorpugut).
Ujarlemiartuarama taa-
maallunga ullut arlaanni sa-
qinngeriarama iluatsillugu
nunamut timmuinaq pisua-
qivunga. Sumik suli isuma-
nanga ingerlaniarlunga mis-
igilerpara ingerlaviga soorlu
imuleraartoq, soorlu qaffiu-
misaartunga. Taamaaler-
mat aatsaat pasitsalerpunga
takusaqarnissannik ilima-
sulerlunga. Aarimmi! Tako-
riataarpara ingerlavimma
nalerpiaani siunerpianni,
inuk-una nikorfasoq. Takul-
lugulu tupamisaarlunga
uniinnaraluartunga sanini
pattalaarpaa, taamaalior-
mallu omippara. Tikikkin-
nilu pivaanga: »Qaamaqaa-
tit, kajungernaqaatit. Sooq
ornittagarinianngilakkit?
Taajiinngoruit itsaluartale-
ruvit (utoqqalillutit toorni-
saleruit) sooq ornittagarini-
anngilakkit?«
»Ii, ornittagariniaringa!«
»Isaqqajannik (assannik)
isattorniannga,« pilerpoq.
Taava saaminnik puaasa
nalaatigut attorpara, atto-
rinnilu oqarfigaanga: »Qa-
noq ateqarpit?«
»Qipinngimik ateqarpu-
nga. Illimmi?«
»Uanga Pittattaritseq!«
Taamaalitsiaannarlugulu
qimappara allamik oqaqqe-
rianngimmat, taassumali
angissusiata uanga angissu-
sera missiliorunarpaa. Ta-
matuma kingorna takoqqin-
nagu, ukiormat Toqquttami
ukeeriaratta, ukiisinnarluta
aas araa Inissalimmut aalla-
ngajalerluta Tasermiunu-
karpunga Ikerasaarsum-
mut, allamik ilaqarnanga
qajartorlunga. Sila alianaa-
qigaa puisimik qiniutigalu-
nga ingerlarujoorlunga in-
ngerpalummik tusaamaler-
punga, kinaanissaanillu na-
lullugu, allamik taamaan-
ngarsimasumik aallarsima-
sumilluunniit ilisimasaqan-
nginnama. Tusamaarluar-
nialeriarpara asuuna erina-
gippaluttoq, asulu anerneq-
qortorpaloqaluni. Tungaan-
naa ornillugu pileriarpara
sunaaffaana Pittattaritseq.
Tikeriarinnilu pilerpoq:
»Takunnateriarakkit man-
ngaluarlunga (inngerlunga)
tusarlerniarsaarpakkit qaa-
mallutit ersarinnernit. Taa-
jiinngoruit itsaluartassa-
maaravit maanna utaqqiin-
nalernarpoq.«
»Ujatakka naammassi-
gukkit inuillu akornanni pi-
sinnaalerpata taamaalioru-
maarunga.«
»Taamaaliorumaartutit,
ornittagarissavakkit, taa-
maattumik manna misigisi-
massavat: Tappavani nuna-
mi angalaarujullutit taarsi-
samerata tungaanut sam-
millutit sumik takunnater-
niarsaassanngilatit. Taar-
nerup tungaanut sammisu-
mik takunnatikkaluaruit
inuunerpit kipissutigissa-
vaa. Qavunga sammisumik
(qaammartarfiata tungaa-
nut) takunnaterniarsaassa-
vutit. Taamaakkuit inuune-
rit naammatikkumaarpat
ersarissigaluttuinnarlutit
tassa qaamanernit!«
Ajoqersuummanga quja-
galugu oqaluasaartareersor-
lu qimappara, tassami angu-
niarniassagama, oqarfigalu-
gu: »Uangaalaa qajuan-
nguujummik (puisimik) qi-
nimisaaqqinniassaanga!«
»Ii, taava ingerlaniarit qa-
juannguujummik qinimi-
saaqqinniarlutit,« taama
akigaangalu qimallugu aal-
larpunga, paasigakku oqaa-
tigisaminik taakkuninnga
ajoqersuukkumaannarlu-
nga naapinniarsimagaanga.
Ullorli taanna angunngi-
langa. Qinertarniaraluarlu-
nga takunngitsiarpunga,
immaqaluunniimmi oqaase-
risaanik eqqarsaateqamer-
mit iluamik qinerluartarsi-
manngeriarama.
Sumi tamaani pilerinartuni
sungiusimasatsinnilu aasi-
gaangatta, sumi tamaani
ukiisaraagut, taamani pi-
ngaartumik Toqqutammi.
Ukiortaraangat ilaatigut eq-
qissiallannararaaq ujarle-
runnaaraangama, aasaan-
nakkummi ujarlertaratta.
Soorlulu paasereerit, ujar-
lertarpugut akiniarnissar-
put ersigineqalernissarpul-
lu pillugu, uangalu toornas-
sakka pissarsiariniarpakka
taamaalerniarnissanni iki-
ortissariniarlugit. Aalaja-
ngeriartorsimavungali ka-
mallunga akiniarumana-
nga, kisianrri saamallunga
akiniarumallunga, tassa
ima: Kilimii iverlugu taanna
inngerneq nalummat, ajor-
mat. Ernerisa pilerisaartar-
simagaluarpaat inngertaq-
qullugu, taamaaliorumanis-
saanut sumilluunniit akile-
rumallugu, kisianni Kili-
miip akissarsiassarluunniit
soqutigineq ajorsimavaa in-
SOCIALRÅDGIVER
En stilling som socialrådgiver ved Qaqortup Kommunia, socialforvaltningen, er
ledig til besættelse snarest.
Forvaltningen er opdelt i et fagligt og et administrativt afsnit med 17 medarbej-
dere; socialchef, afdelingsleder, fuldmægtig, arbejdsmarkedskonsulent, leder
af hjemmehjælp, 5 socialrådgivere, overassistent, 5 assistenter, og halvdags
forebyggelseskonsulent.
Socialrådgiverens primære opgaver vil i tæt samarbejde med øvrige social-
rådgivere være pensions- og handicapområdet.
Stillingen indeholder meget varierende arbejdsopgaver, der indebærer faglige
og personlige udviklingsmuligheder samt selvstændigt ansvar.
Kvalificeret dobbeltsproget ansøger, der kan arbejde selvstændigt, er åben og
engageret, og har gode samarbedsevner, vil blive foretrukket.
Der stilles bolig til rådighed, for hvilken der betales efter gældende regler.
Stillingen er en tjenestemandslignende stilling efter den grønlandske tjene-
stemandslov, og er klassificeret i lønramme 14/18/19.
Nærmere oplysninger kan indhentes hos fungerende socialchef Kim Dahl, tlf.
3 82 77, lok. 311.
Ansøgning med relevante oplysninger om uddannelse og tidligere beskæfti-
gelse skal være kommunen i hænde senest 7. oktober 1994 og sendes til:
Qaqortup Kommunia
Sekretariatet
Box 514.3920 Qaqortoq
ngemeq merseriniinnarmi-
nik.
Taamaattumik uanga
toornartaarissakka oqarfigi-
sarpakka, taakkulumi taa-
matut kissaateqarfigisar-
paannga: »Inngileruma
ingiaqatigiumaarpassi!«
Åndemanerne
Da jeg begyndte at forberede
mig på hævn, og jeg havde
lært en del, opnået en del,
var det blevet mit mål at bli-
ve åndemaner, for det var
kun åndemanerne, der søgte
efter hjælpeånder, og først
med disses hjælp kunne
man fuldbyrde hævnen. -
Jeg havde hørt om forskelli-
ge åndemanere, f.eks. de,
som offentliggjorde deres
»stilling« ved hidkaldelse af
deres hjælpe ånder. Jeg skul-
le være en sådan. Så var der
de såkaldte »ukendte« ånde-
manere, altså de som hem-
meligholdt deres åndema-
nerskab, og som aldrig kom
frem offentligt. En sådan
havde Kunnak været, ved si-
den af at være en heks. De
som aldrig kom frem, har
også haft hjælpeånder, men
i fleste tilfælde dog kun én.
Tidligere - længe før min
tid, havde der også været ån-
demanere, nogle mere be-
rømte end andre. Enkelte
var virkelige åndemanere,
og de blev benævnt med et
ord som muligvis betyder :
»den der bruger kæleviser«.
Men der var ingen af disse
store på min tid. Men jeg har
hørt om dem, og før jeg for-
tæller om en af dem, skal jeg
lige slå fast, at åndemanerne
hidkalder hjælpeåndeme,
medens det var heksene, der
frembragte tupilakkker. Så
var der en gruppe, som vi
kaldte »tusaamasoq«. De er
hverken åndemanere eller
hekse, men har kendskab til
overnaturlige ting, som de
er alene om denne specielle
viden.
Angående disse »kælevi-
se-besiddende« åndemanere
har jeg hørt følgende, at
selvom de var åndemanere,
benyttede de ikke den gæng-
se fremgangsmåde ved ån-
demaning (ved at sætte sig
på gulvet osv.). De begyndte
derimod med almindelig
trommedans, og dehavde
kun én hjælpeånd.
De begyndte deres trom-
medans mens lamperne
endnu var tændt. De vugge-
de deres krop frem og tilba-
ge, fra side til side. Denne
vuggen kunne være så in-
derlig, så intensivt, at det så
ud som om de ville falde, for-
di de næsten nåede ned til
gulvet under kroppens vrid-
ninger. Sådan blev de ved
indtil forhænget til indgan-
gen begyndte at blafre, uden
at nogen rørte ved det. Først
når det skete, bød de at sluk-
ke lamperne, og derefter sat-
te de sig ned på gulvet, uden
at blive bundet.
En sådan åndemaner har
jeg hørt om, men jeg ved ik-
ke hvad han hed; derimod
kender jeg hans hjælpeånds
navn, nemi Uttaki. Denne
hjælpeånd havde haft store
evner, og der fortælles føl-
gende:
Engang var der én, som
havde skabt en tupilak, en
forfærdelig tupilak, i skik-
kelse som en frygtelig bjørn.
På et bestemt tidspunkt op-
dagede man, at et stort hus
med mange familier i var
ved at blive ødelagt, var på
vej til intetgørelse på grund
af, at der var nogen, der gra-
vede grunden væk under
huset. Det viste sig at være
rigtigt. En af åndemanerne
så i et syn, at det var en
bjørn, der gravede under hu-
set, således at det faktisk
kun var hjørnestedene, der
var tilbage, og når en af dis-
se også blev gravet væk, ville
huset styrte sammen og be-
boerne komme ulykkeligt af
dage. Åndemanerne prøvede
at hindre bjørnen i sit fore-
havende eller fange den,
men den undslap hele tiden.
De kunne se den og gå den til
at komme, de så den komme
svømmende ude fra havet.
De fulgte alle dens bevægel-
ser med øjnene, så den kom-
me til land, så dens gang op
til huset og hørte dens tunge
skridt, som rystede deres
hus i sit grundvold. Men når
det kom så vidt, blev den
væk for deres øjne, den blev
borte for dem. Deres hus var
hele tiden på vej til ødelæg-
gelse.
Da de andre åndemanere
ikke kunne klare den, hen-
vendte man sig til »kælevi-
semanden«: »Nu er det din
tur at finde den«.
»Hvordan skal jeg kunne
klare den, jeg som ikke er
åndemaner?« Sådan sagde
han for at vise sin ringhed,
sådan som man plejede at
gøre.
Opfordrerne forstod hans
tilbageholdenhed, men viste
deres tillid og bad ham: »Ja,
ja, men bare prøve!«
Han indvilligede og be-
gyndte sin trommedans.
Han vuggede og vuggede
og så ud som om, han skulle
falde om på gulvet, og lidt
efter begyndte forhænget til
indgangen at blafre ganske
af sig selv. Da dette vedblev,
bød han: »Sluk lamperne!«
Som sagt, så gjort. Og lige så
snart lamperne slukkedes,
satte han sig ned på gulvet.
Med det samme hørtes
hans stemme: »Nu kommer
den, nu kommer bjørnen i al
sin vælde!« Tilhørerne ven-
tede spændt på, at et »ah«
skulle lyde fra ham, som
tegn på, at bjørnen nåede til
stranden. De ventede og
ventede, og langt om længe
lød et »ah« fra ham. I det
samme kunne beboerne hø-
re, at der blev kastet med en
stor sten lige i nærheden af
åndemanerens siddeplads.
Men det var ikke en sten, det
var et ekko, da bjørnen tråd-
te op på landjorden. Så hørte
de åndemaneren sige ajaa-
ajaa-ajaajaajaa hele tiden
med kraftig røst. Det gjorde
han for at beholde sit klare
syn, som dog efterhånden
mindskedes og bjørnen blev
mere og mere synlig for
ham. Pludselig tav han, men
det varede ikke længe før de
igen kunne høre hans ajaa-
jaa, men dennegang med en
mildere og mildere røst, for-
di hans klare syn langsomt
vendte tilbage. Det så ud
som det skulle lykkeds for
åndemaneren.
Derefter begyndte han at
fortælle om dyrets bevægel-
ser: »den træder op på land,
den begynder at gå op, gå op
og nærme sig. Hvilken
bjørn!« Husets beboere, de
mange familier fyldtes med
spænding.
Han berettede om alt,
men mens han gjorde det,
kunne de høre en anden
stemme udefra, som sagde:
»Jeg har intet brugeligt vå-
ben!« Det var hans hjæl-
peånd, som råbte ind gen-
nem tarmruden, fordi han
/ N
GEORG QUPPERSIMAAN
Tulliani sisamnngornermi
AG-mi nangissaaq
V J
ikke havde fundet noget vå-
ben, som han kunne bruge.
Det var »kælevisemænde-
nes« hjælpeånders forskel-
lighed fra andre hjælpeån-
der, at deres tale var den
samme som almindelige
menneskers. Åndemaneren
svarede: »I forstavnen af ko-
nebåden findes der lanser,
prøv at se efter dem.«
Det varede kun kort, mu-
ligvis opholdt hjælpeånden
sig live ved siden af konebå-
den, for umiddelbart efter
begyndte ejermanden at ta-
le: »Han nærmer sig den!«
Han tav, men begyndte
straks igen: »Han hæver sin
arm til stød, nu støder han
lansen lige i bjørnen.« Han
havde knapt udtalt dette,
før man hørte bjørnebrøl,
som gav ekko overalt. Brølet
hørte op, og man hørte ån-
demaneren sige: »Nu kan
man ellers bare gå ud os se!«
Husets beboere blev så
glade og skulle netop til at
skynde sig ud, da man plud-
selig hørte nye mærkelige
lyde udefra, som viste sig at
komme fra bjørnen, der ef-
ter en kort bevidstløshed
som følge af stikket med lan-
sen pludselig var sprunget
op igen brummende. Den
var kun såret. Med forfær-
det stemme begyndte ånde-
maneren at tale: »Den er li-
ge ved at slå den stakkels
Uttaki ned! Den er lige ved
at slå den stakkels Uttaki
ned! Lige ved at slå den
ned!« Uttaki havde stillet
lansen tilbage, hvor han tog
den fra. Da bjørnen sprang
op, gjorde Uttaki det samme
og begyndte at flygte af alle
kræfter. Han ejermand fulg-
te ham i sit syn og fortalte:
»Den løber efter ham, løber
efter ham, nærmer sig ham,
er lige ved at nå ham, meget
nær ved ham, er lige til at
falde over ham, er ved at slå
ham med sin pote!« I dette
øjeblik hørtes pludselig gråd
udefra, som viste sig at være
hjælpeånden, der blev klar
over, at han ikke kunne slip-
pe fra sin forfølger og i en
blanding af angst og træt-
hed brast han i gråd.
Ejermanden blev tavs, an-
tagelig på grund af sin æng-
stelse. Men det varede ikke
længe, så lød hans kraftige
stemme: »Den faldt om! Den
faldt om!« Det var tupilak-
bjørnen, der var faldet om,
endelig død af det store sår,
den fik.
De styrtede ud af huset og
gik hen til den. Hvilken ko-
lossal bjørn! De kunne for-
stå, at den var tæt ved at
tilintetgøre deres hus. Men
man var ikke klar over,
hvem der havde skabt tupi-
lakken.«
»Hvordan mon sådanne ån-
demanere har øvet sig og ud-
dannet sig? Jeg ved det ikke,
har ikke hørt om det,« sagde
Georg. »Men de har været
meget mere evnerige end
andre åndemanere. Jeg har
hørt meget om mange andre
åndemanere. I min ung-
domstid var der en del ånde-
manere, som viste deres
kunnen til alle ved åndema-
ning. Jeg ved også, at andre
manede i hemmelighed. Om
disse sidste ved jeg også, at
de har uddannet sig for at
kunne hævne sig.
GEORG QUPPERSIMAAN
fortsætter næste torsdag
•i AG.
V________________J