Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 22.09.1994, Blaðsíða 10

Atuagagdliutit - 22.09.1994, Blaðsíða 10
70 Nr. 73 • 1994 GRØNLANDSPOSTEN Pittattaritseq »Kiivakkit« - qjaataa kiillu- gu ajagariarnermi paajati- gut ersivatigulluunniit eq- qoriarlugu. »Qissakaatippakkit kiillu- gu« - ajaataq kiillugu, ajaga- riarnermilu ajagaq qissa- kaatillugu paajatigut eqori- aaneq. Taamaaliortarnerit ilaan- ni taamaaliutigiinnarlugit atoraangatsigik, aammali ilaanni unammissutinut as- sigiinngitsunut ilanngus- sortarpavut akunniliuteqat- taartarlugit. Ilaanni Inissalimmiitsiar- sinnarluta taamaalluta Nar- saarsummut manngunner- sioriartorpugut (aasaanera- ni uninngaariartorpugut). Ujarlemiartuarama taa- maallunga ullut arlaanni sa- qinngeriarama iluatsillugu nunamut timmuinaq pisua- qivunga. Sumik suli isuma- nanga ingerlaniarlunga mis- igilerpara ingerlaviga soorlu imuleraartoq, soorlu qaffiu- misaartunga. Taamaaler- mat aatsaat pasitsalerpunga takusaqarnissannik ilima- sulerlunga. Aarimmi! Tako- riataarpara ingerlavimma nalerpiaani siunerpianni, inuk-una nikorfasoq. Takul- lugulu tupamisaarlunga uniinnaraluartunga sanini pattalaarpaa, taamaalior- mallu omippara. Tikikkin- nilu pivaanga: »Qaamaqaa- tit, kajungernaqaatit. Sooq ornittagarinianngilakkit? Taajiinngoruit itsaluartale- ruvit (utoqqalillutit toorni- saleruit) sooq ornittagarini- anngilakkit?« »Ii, ornittagariniaringa!« »Isaqqajannik (assannik) isattorniannga,« pilerpoq. Taava saaminnik puaasa nalaatigut attorpara, atto- rinnilu oqarfigaanga: »Qa- noq ateqarpit?« »Qipinngimik ateqarpu- nga. Illimmi?« »Uanga Pittattaritseq!« Taamaalitsiaannarlugulu qimappara allamik oqaqqe- rianngimmat, taassumali angissusiata uanga angissu- sera missiliorunarpaa. Ta- matuma kingorna takoqqin- nagu, ukiormat Toqquttami ukeeriaratta, ukiisinnarluta aas araa Inissalimmut aalla- ngajalerluta Tasermiunu- karpunga Ikerasaarsum- mut, allamik ilaqarnanga qajartorlunga. Sila alianaa- qigaa puisimik qiniutigalu- nga ingerlarujoorlunga in- ngerpalummik tusaamaler- punga, kinaanissaanillu na- lullugu, allamik taamaan- ngarsimasumik aallarsima- sumilluunniit ilisimasaqan- nginnama. Tusamaarluar- nialeriarpara asuuna erina- gippaluttoq, asulu anerneq- qortorpaloqaluni. Tungaan- naa ornillugu pileriarpara sunaaffaana Pittattaritseq. Tikeriarinnilu pilerpoq: »Takunnateriarakkit man- ngaluarlunga (inngerlunga) tusarlerniarsaarpakkit qaa- mallutit ersarinnernit. Taa- jiinngoruit itsaluartassa- maaravit maanna utaqqiin- nalernarpoq.« »Ujatakka naammassi- gukkit inuillu akornanni pi- sinnaalerpata taamaalioru- maarunga.« »Taamaaliorumaartutit, ornittagarissavakkit, taa- maattumik manna misigisi- massavat: Tappavani nuna- mi angalaarujullutit taarsi- samerata tungaanut sam- millutit sumik takunnater- niarsaassanngilatit. Taar- nerup tungaanut sammisu- mik takunnatikkaluaruit inuunerpit kipissutigissa- vaa. Qavunga sammisumik (qaammartarfiata tungaa- nut) takunnaterniarsaassa- vutit. Taamaakkuit inuune- rit naammatikkumaarpat ersarissigaluttuinnarlutit tassa qaamanernit!« Ajoqersuummanga quja- galugu oqaluasaartareersor- lu qimappara, tassami angu- niarniassagama, oqarfigalu- gu: »Uangaalaa qajuan- nguujummik (puisimik) qi- nimisaaqqinniassaanga!« »Ii, taava ingerlaniarit qa- juannguujummik qinimi- saaqqinniarlutit,« taama akigaangalu qimallugu aal- larpunga, paasigakku oqaa- tigisaminik taakkuninnga ajoqersuukkumaannarlu- nga naapinniarsimagaanga. Ullorli taanna angunngi- langa. Qinertarniaraluarlu- nga takunngitsiarpunga, immaqaluunniimmi oqaase- risaanik eqqarsaateqamer- mit iluamik qinerluartarsi- manngeriarama. Sumi tamaani pilerinartuni sungiusimasatsinnilu aasi- gaangatta, sumi tamaani ukiisaraagut, taamani pi- ngaartumik Toqqutammi. Ukiortaraangat ilaatigut eq- qissiallannararaaq ujarle- runnaaraangama, aasaan- nakkummi ujarlertaratta. Soorlulu paasereerit, ujar- lertarpugut akiniarnissar- put ersigineqalernissarpul- lu pillugu, uangalu toornas- sakka pissarsiariniarpakka taamaalerniarnissanni iki- ortissariniarlugit. Aalaja- ngeriartorsimavungali ka- mallunga akiniarumana- nga, kisianrri saamallunga akiniarumallunga, tassa ima: Kilimii iverlugu taanna inngerneq nalummat, ajor- mat. Ernerisa pilerisaartar- simagaluarpaat inngertaq- qullugu, taamaaliorumanis- saanut sumilluunniit akile- rumallugu, kisianni Kili- miip akissarsiassarluunniit soqutigineq ajorsimavaa in- SOCIALRÅDGIVER En stilling som socialrådgiver ved Qaqortup Kommunia, socialforvaltningen, er ledig til besættelse snarest. Forvaltningen er opdelt i et fagligt og et administrativt afsnit med 17 medarbej- dere; socialchef, afdelingsleder, fuldmægtig, arbejdsmarkedskonsulent, leder af hjemmehjælp, 5 socialrådgivere, overassistent, 5 assistenter, og halvdags forebyggelseskonsulent. Socialrådgiverens primære opgaver vil i tæt samarbejde med øvrige social- rådgivere være pensions- og handicapområdet. Stillingen indeholder meget varierende arbejdsopgaver, der indebærer faglige og personlige udviklingsmuligheder samt selvstændigt ansvar. Kvalificeret dobbeltsproget ansøger, der kan arbejde selvstændigt, er åben og engageret, og har gode samarbedsevner, vil blive foretrukket. Der stilles bolig til rådighed, for hvilken der betales efter gældende regler. Stillingen er en tjenestemandslignende stilling efter den grønlandske tjene- stemandslov, og er klassificeret i lønramme 14/18/19. Nærmere oplysninger kan indhentes hos fungerende socialchef Kim Dahl, tlf. 3 82 77, lok. 311. Ansøgning med relevante oplysninger om uddannelse og tidligere beskæfti- gelse skal være kommunen i hænde senest 7. oktober 1994 og sendes til: Qaqortup Kommunia Sekretariatet Box 514.3920 Qaqortoq ngemeq merseriniinnarmi- nik. Taamaattumik uanga toornartaarissakka oqarfigi- sarpakka, taakkulumi taa- matut kissaateqarfigisar- paannga: »Inngileruma ingiaqatigiumaarpassi!« Åndemanerne Da jeg begyndte at forberede mig på hævn, og jeg havde lært en del, opnået en del, var det blevet mit mål at bli- ve åndemaner, for det var kun åndemanerne, der søgte efter hjælpeånder, og først med disses hjælp kunne man fuldbyrde hævnen. - Jeg havde hørt om forskelli- ge åndemanere, f.eks. de, som offentliggjorde deres »stilling« ved hidkaldelse af deres hjælpe ånder. Jeg skul- le være en sådan. Så var der de såkaldte »ukendte« ånde- manere, altså de som hem- meligholdt deres åndema- nerskab, og som aldrig kom frem offentligt. En sådan havde Kunnak været, ved si- den af at være en heks. De som aldrig kom frem, har også haft hjælpeånder, men i fleste tilfælde dog kun én. Tidligere - længe før min tid, havde der også været ån- demanere, nogle mere be- rømte end andre. Enkelte var virkelige åndemanere, og de blev benævnt med et ord som muligvis betyder : »den der bruger kæleviser«. Men der var ingen af disse store på min tid. Men jeg har hørt om dem, og før jeg for- tæller om en af dem, skal jeg lige slå fast, at åndemanerne hidkalder hjælpeåndeme, medens det var heksene, der frembragte tupilakkker. Så var der en gruppe, som vi kaldte »tusaamasoq«. De er hverken åndemanere eller hekse, men har kendskab til overnaturlige ting, som de er alene om denne specielle viden. Angående disse »kælevi- se-besiddende« åndemanere har jeg hørt følgende, at selvom de var åndemanere, benyttede de ikke den gæng- se fremgangsmåde ved ån- demaning (ved at sætte sig på gulvet osv.). De begyndte derimod med almindelig trommedans, og dehavde kun én hjælpeånd. De begyndte deres trom- medans mens lamperne endnu var tændt. De vugge- de deres krop frem og tilba- ge, fra side til side. Denne vuggen kunne være så in- derlig, så intensivt, at det så ud som om de ville falde, for- di de næsten nåede ned til gulvet under kroppens vrid- ninger. Sådan blev de ved indtil forhænget til indgan- gen begyndte at blafre, uden at nogen rørte ved det. Først når det skete, bød de at sluk- ke lamperne, og derefter sat- te de sig ned på gulvet, uden at blive bundet. En sådan åndemaner har jeg hørt om, men jeg ved ik- ke hvad han hed; derimod kender jeg hans hjælpeånds navn, nemi Uttaki. Denne hjælpeånd havde haft store evner, og der fortælles føl- gende: Engang var der én, som havde skabt en tupilak, en forfærdelig tupilak, i skik- kelse som en frygtelig bjørn. På et bestemt tidspunkt op- dagede man, at et stort hus med mange familier i var ved at blive ødelagt, var på vej til intetgørelse på grund af, at der var nogen, der gra- vede grunden væk under huset. Det viste sig at være rigtigt. En af åndemanerne så i et syn, at det var en bjørn, der gravede under hu- set, således at det faktisk kun var hjørnestedene, der var tilbage, og når en af dis- se også blev gravet væk, ville huset styrte sammen og be- boerne komme ulykkeligt af dage. Åndemanerne prøvede at hindre bjørnen i sit fore- havende eller fange den, men den undslap hele tiden. De kunne se den og gå den til at komme, de så den komme svømmende ude fra havet. De fulgte alle dens bevægel- ser med øjnene, så den kom- me til land, så dens gang op til huset og hørte dens tunge skridt, som rystede deres hus i sit grundvold. Men når det kom så vidt, blev den væk for deres øjne, den blev borte for dem. Deres hus var hele tiden på vej til ødelæg- gelse. Da de andre åndemanere ikke kunne klare den, hen- vendte man sig til »kælevi- semanden«: »Nu er det din tur at finde den«. »Hvordan skal jeg kunne klare den, jeg som ikke er åndemaner?« Sådan sagde han for at vise sin ringhed, sådan som man plejede at gøre. Opfordrerne forstod hans tilbageholdenhed, men viste deres tillid og bad ham: »Ja, ja, men bare prøve!« Han indvilligede og be- gyndte sin trommedans. Han vuggede og vuggede og så ud som om, han skulle falde om på gulvet, og lidt efter begyndte forhænget til indgangen at blafre ganske af sig selv. Da dette vedblev, bød han: »Sluk lamperne!« Som sagt, så gjort. Og lige så snart lamperne slukkedes, satte han sig ned på gulvet. Med det samme hørtes hans stemme: »Nu kommer den, nu kommer bjørnen i al sin vælde!« Tilhørerne ven- tede spændt på, at et »ah« skulle lyde fra ham, som tegn på, at bjørnen nåede til stranden. De ventede og ventede, og langt om længe lød et »ah« fra ham. I det samme kunne beboerne hø- re, at der blev kastet med en stor sten lige i nærheden af åndemanerens siddeplads. Men det var ikke en sten, det var et ekko, da bjørnen tråd- te op på landjorden. Så hørte de åndemaneren sige ajaa- ajaa-ajaajaajaa hele tiden med kraftig røst. Det gjorde han for at beholde sit klare syn, som dog efterhånden mindskedes og bjørnen blev mere og mere synlig for ham. Pludselig tav han, men det varede ikke længe før de igen kunne høre hans ajaa- jaa, men dennegang med en mildere og mildere røst, for- di hans klare syn langsomt vendte tilbage. Det så ud som det skulle lykkeds for åndemaneren. Derefter begyndte han at fortælle om dyrets bevægel- ser: »den træder op på land, den begynder at gå op, gå op og nærme sig. Hvilken bjørn!« Husets beboere, de mange familier fyldtes med spænding. Han berettede om alt, men mens han gjorde det, kunne de høre en anden stemme udefra, som sagde: »Jeg har intet brugeligt vå- ben!« Det var hans hjæl- peånd, som råbte ind gen- nem tarmruden, fordi han / N GEORG QUPPERSIMAAN Tulliani sisamnngornermi AG-mi nangissaaq V J ikke havde fundet noget vå- ben, som han kunne bruge. Det var »kælevisemænde- nes« hjælpeånders forskel- lighed fra andre hjælpeån- der, at deres tale var den samme som almindelige menneskers. Åndemaneren svarede: »I forstavnen af ko- nebåden findes der lanser, prøv at se efter dem.« Det varede kun kort, mu- ligvis opholdt hjælpeånden sig live ved siden af konebå- den, for umiddelbart efter begyndte ejermanden at ta- le: »Han nærmer sig den!« Han tav, men begyndte straks igen: »Han hæver sin arm til stød, nu støder han lansen lige i bjørnen.« Han havde knapt udtalt dette, før man hørte bjørnebrøl, som gav ekko overalt. Brølet hørte op, og man hørte ån- demaneren sige: »Nu kan man ellers bare gå ud os se!« Husets beboere blev så glade og skulle netop til at skynde sig ud, da man plud- selig hørte nye mærkelige lyde udefra, som viste sig at komme fra bjørnen, der ef- ter en kort bevidstløshed som følge af stikket med lan- sen pludselig var sprunget op igen brummende. Den var kun såret. Med forfær- det stemme begyndte ånde- maneren at tale: »Den er li- ge ved at slå den stakkels Uttaki ned! Den er lige ved at slå den stakkels Uttaki ned! Lige ved at slå den ned!« Uttaki havde stillet lansen tilbage, hvor han tog den fra. Da bjørnen sprang op, gjorde Uttaki det samme og begyndte at flygte af alle kræfter. Han ejermand fulg- te ham i sit syn og fortalte: »Den løber efter ham, løber efter ham, nærmer sig ham, er lige ved at nå ham, meget nær ved ham, er lige til at falde over ham, er ved at slå ham med sin pote!« I dette øjeblik hørtes pludselig gråd udefra, som viste sig at være hjælpeånden, der blev klar over, at han ikke kunne slip- pe fra sin forfølger og i en blanding af angst og træt- hed brast han i gråd. Ejermanden blev tavs, an- tagelig på grund af sin æng- stelse. Men det varede ikke længe, så lød hans kraftige stemme: »Den faldt om! Den faldt om!« Det var tupilak- bjørnen, der var faldet om, endelig død af det store sår, den fik. De styrtede ud af huset og gik hen til den. Hvilken ko- lossal bjørn! De kunne for- stå, at den var tæt ved at tilintetgøre deres hus. Men man var ikke klar over, hvem der havde skabt tupi- lakken.« »Hvordan mon sådanne ån- demanere har øvet sig og ud- dannet sig? Jeg ved det ikke, har ikke hørt om det,« sagde Georg. »Men de har været meget mere evnerige end andre åndemanere. Jeg har hørt meget om mange andre åndemanere. I min ung- domstid var der en del ånde- manere, som viste deres kunnen til alle ved åndema- ning. Jeg ved også, at andre manede i hemmelighed. Om disse sidste ved jeg også, at de har uddannet sig for at kunne hævne sig. GEORG QUPPERSIMAAN fortsætter næste torsdag •i AG. V________________J

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.