Atuagagdliutit - 21.11.1996, Qupperneq 12

12
Nr. 91 • 1996
FØRSTE PRIVATE
FISKERIANLÆG
AF JENS BRØNDEN
Jeg glemmer aldrig Johan
Abeisen. Foreløbig er det hel-
ler ikke så let, for han lever i
bedste velgående, er rask og i
strålende humør. Der gik el-
lers rygter om, at det ikke gik
alt for godt med Johan, og
angsten for, at nok en af de
»gamle« kæmper var ved at
segne under arbejde og syg-
dom begyndte at nage hans
gamle venner og arbejdskam-
merater. Et halvt år var han
væk fra radioen, og to gange
blev han »lukket op« - først
på Sana og siden på Rigshos-
pitalet - og hver gang fik at
vide, at der ikke var noget at
stille op. Den unævnelige
sygdom have fået tag i ham,
og han havde kun få uger til-
bage at leve i.
Men hver gang fortrød læ-
gerne, og da han endelig på
Rigshospitalet blev »fri-
kendt«, forstod de godt hans
forvirring. Men den er »god
nok«. Det er ikke kræft. Han
bliver igen rask og frisk som
en havørn.
Og det er han allerede.
- Nu mangler jeg bare at få
lagt indvoldene på plads igen
til januar, siger han med et
grin og sætter stokken i et
hjørne. Det er ikke sådan at
stavre rundt med en sæk bun-
det tæt ind til kroppen. Men
det får heldigvis ende.
I Rold skov
Forleden havde Johan nogle
folk i studiet, og snakken
handlede blandt andet om
deres tidlige ungdom. Deres
tanker gik til Rold Skov, hvor
de i 1957 sammen med et par
tusinde andre spejdere fra
hele verden var til stenalder-
jamborette, klædt i skindtøj,
og hvor de med primitive
våben og redskaber måtte de
klare sig igennem årtiets
værste regnskyld, spise hel-
stegte grise i troldeskoven og
skrive autografer i alverdens
spejdersangboge, fordi de var
lejrens mest eksotiske gæster.
Mens jeg hørte udsendel-
sen, tog jeg min gamle, gule
sangbog ned fra reolen og
fandt frem til den side, hvor
Johan med sin sirlige autograf
havde markeret »1 skovens
dybe, stille ro«. På de følgen-
de sider var brødrene Steffen,
Azar og Aqqaluk Heilmann,
og nogle sider længere frem-
me fandt jeg Karale Andreas-
sen fra Tasiilaq. Det var første
gang, jeg mødte Johan.
Siden blev vi kolleger, og
det har aldrig nogensinde væ-
ret kedeligt. Selv når han er
alvorlig, er det med en følelse
og en menneskelig indsigt,
som får én til at vende vrangen
ud af sig selv og blotlægge det
aller inderste. Hjælp får man
nu ikke, for problemer er
noget, man selv må klare. Men
det er altid rart at snakke.
været på fiskerihøjskole, fik
sin lærereksamen i 1954 og
rejste til Aasiaat som lærer og
kateket. Her fik han boligstøt-
telån til et hus - i alt 15.000
kroner - og han opførte det
mutters alene midt under
mæslingeepidemien, hvor
byen var lukket for omverde-
nen, og ingen var raske nok til
at hjælpe.
- Da huset stod færdigt, var
der 1.500 kroner tilbage, for-
tæller Johan. - Og jeg spurgte
kæmneren, om jeg skulle
betale dem tilbage. Næ, dem
kunne jeg godt bruge, og så
besluttede jeg mig til at bygge
et fiskehus på øen Aappa-
laartoq, der ligger to timers
rotur fra byen.
- Det blev et fint fiskehus
med plads til syv palletter, og
her blev min far og mor sat til
at salte fisk, som jeg fangede
på langline. Vi klarede 100
kilo om dagen, og processen
tog en uge. Så hver dag roede
jeg til Aasiaat med en dagpro-
duktion - to timer frem og to
tilbage samtidig med, at jeg
røgtede langliner og passede
min lærergerning.
Efter 10 år som lærer i
Aasiaat stod det klart for
Johan, at hvis han ville være
end end kateket og lærer i
Aasiaat, så måtte han søge
væk. De danske lærere sad
dengang på de bedste jobs, og
der blev de siddende, og da
han så blev opmærksom på et
opslag om en programsekre-
tær i Grønlands Radio, søgte
han stillingen. Det var i 1964,
og han fik svar om at komme
til mikrofon- og adgangs-
prøve.
Privat fiskehus
Johan Abeisen, der også har
33 år i KNR
Det tog nøjagtigt en måned.
Sammenlagt havde han flere
ugers ventetid i Kangerlus-
suaq, og rejsen foregik med
en lille Twin Otter og en Ca-
talina. Frederik Nielsen var
radiofonichef, Christian Ber-
thelsen oplysningskonsulent
og Peter K. S. Heilmann var
radiostyrelsesformand - alle
sammen Johans gamle lærere,
såå det tegnede meget godt.
Alligevel lod svaret vente
længe på sig, fordi han var
blevet forvekslet med en
anden Johan. Men misfor-
ståelserne var blevet rettet, og
han endelig nåede frem til det
nye job efter sommerferien,
var han ikke sådan at slippe af
med igen. 33 år er det fore-
løbig blevet, og det har været
33 fantastiske år.
- Radioen var mere spæn-
dende dengang. Der var mere
radioteater, montager, revyer
og sang og musik, der blev
produceret i radiostudierne.
Hvordan kan det være?
- En af grundene var jo, at
vi havde gode folk dengang -
Frederik Nielsen, Hans Han-
sen og mange andre, men
fremfor alt havde vi et godt
publikum. Der skete jo ikke så
meget dengang. Der var ingen
TV og i det hele taget ikke
særlig meget at give sig til.
- Men var det ikke også en
anden type journalister end i
dag?
- Det kan godt være, men
forholdene var også så meget
anderledes dengang. Gad vist,
hvad vi ville have gjort, hvis
vi dengang pludselig blev
bedt om at lave TV. Det er de
jo uddannet til i dag, og så
kan det godt være, de i stedet
mangler noget, vi fra dengang
har.
Fantasien
- Men i virkeligheden handler
det mest om at have fantasi.
Både før og nu. Det handler
om at kunne se billeder for
sig, fortælle om dem og vide-
regive de oplevelser, man
selv har. Det går ikke at være
en kedelig tørvetriller, når
man skal lave reportage fra
virkeligheden. Man skal kun-
ne iagttage og fortælle.
Og er det noget, Johan
Abeisen kan, så er det at for-
tælle. For en del år siden sad
vi begge to oppe i Finmarken
i en lille by, der hedder Ivalo,
på gennemrejse til samekon-
ference ved Ishavet. Under-
vejs havde vi nogle gange
været tæt på at køre ind i rens-
dyr, der passerede vejen, og
Johan, der altid først og frem-
mest har været jæger og
fisker, havde svært ved at be-
herske sig.
Derfor tog han båndoptage-
ren frem og satte sig på en
sten ved elven bag hotellet i
Ivalo. En gang imellem sop-
pede et af de små, kompakte
skandinaviske rensdyr over
elven, men Johans reportage
fra stedet blev ikke så meget
en beskrivelse af Ivalo og den
lokale fauna. Hans tanker gik
nemlig til Nuuk, hvor jagtfæl-
lerne Jørgen Chemnitz og Kaj
Sivertsen netop var taget af-
sted på den årlige jagttur. Det
kom udsendelsen til at handle
om - denne mærkelige, næs-
ten groteske oplevelse af at
sidde i alle tides rensdyrland
uden riffel og uden andet end
hjemlængslen efter de jagt-
bare vildrener i fjorden.
Til mine børnebørn
Johan Abeisens fantasi blom-
strer stadig. Han har lige an-
skaffet sig en computer og er
begyndt på en bog til sine
børnebørn. Den handler om et
hagl og et snefnug, der lander
på indlandsisen og bliver en
del af det kæmpemæssige
fællesskab, som gennem tu-
sinde af år oplever tidernes
skiften, indtil de langt om
længe en dag ser mennesker
på ski over indlandsisen. Se-
nere bliver der en larm og
brummen, fordi nogle store
flyvende maskiner lander på
isen, og menneskene reddes.
Haglet og snefnugget følges
afsted mod kysten, hvor de en
dag styrter i havet og lang-
somt driver ud gennem fjor-
den. De fryser fast med vin-
terisen, og mennesker fisker
ved kanten af dem, og de ser
byer med lys i natten for til
sidst at drive ind i havnen i
Aasiaat, hvor en lille dreng,
der hedder Johan, springer ud
på skossen og hakker is i en
spand til sine forældre.
»Til mine børnebørn« hed-
der den. Men også børnene og
alle vi andre glæder vi os til at
læse.
NAMMINERSC
AALISAKKERH
ALL JENS BRØNDEN
Johan Abeisen eqqaamajuar-
para. Manna tikillugu ajoma-
quteqanngilaq ajornani i-
nuummat, peqqilluni qiima-
qalunilu. Tusatsialeraluarpar-
put Juaat peqqiilliortoq, inut-
sialaallu ilaat sulerulunnerup
nappaatillu kinguneranik pee-
rutiinnalersoralugu ikinnguti-
toqai suleqatitoqaalu anni-
laangaleraluarput. Ukiup af-
faani radio qimaqqavaa, mar-
loriarlunilu »ammarneqar-
poq« - siullermik Sanami ki-
ngomalu Rigshospitalimi - ta-
matigullu paasitinneqarpoq
ikioriaqqiffissaaruttoq. Nap-
paatip taassaanngitsup pisari-
vaa, sapaatillu akunnialuin-
nannguini inuuffissaqalerluni.
Tamatigut nakorsat peqqis-
simisarput, naggataagullu
Rigshospitalimi »iperagaaga-
mi« paatsiveerunnera paasi-
vaat. Sunaaffalumi ajunngi-
laq. Kræftiunngilarooq. Peq-
qisseqqissaaq inuummaris-
seqqissallunilu.
Maannangaaq taamaale-
nartumilli qaangiutissaaq.
reerpoq.
- Taamaallaat erlaffikka ja-
nuarimi inissitseqqissavakka,
illarluni oqarpoq ajaappissilu
teqeqqumut itoqqillugu. Pooq
timimut qilerullugu angalaar-
neq imaannaanngilaq. Quja-
Rold Skov-imi
Ippassaanikkunni Juaap inuit
arlallit immiussisarfimmee-
qatigai, eqqartorneqartullu i-
lagaat inuusunnermi pisima-
sut. Rold Skov eqqartorpaat,
1957-imi spejderit nunarsuar-
mit tamaneersut tusintit mar-
lussuit ilagalugit ujaraannar-
nik sakkoqarallarnerup nalaa-
nisut tammaarsimaaqatigalu-
git, amemik atisalersorlutik,
sakkut atortullu pitsaaval-
laanngitsut atorlugit sialussi-
oqalutik imminnut inuutinni-
arsarinertik eqqartorpaat, to-
rullit orpippassuini puuluki
ilivitsoq siallugu, kiisalu nu-
narsuaq tamakkerlugu spejde-
rit erinarsuutaannut atsiorta-
qattaarlutik, tamaarsimaqati-
nit alutomamersaagamik.
Aallakaatitaq tusarnaajuti-
galugu erinarsuutitoqanngua-
ra sungaartoq nassaaraara
quppemerlu Juaap atsiorfigi-
simasaa qupperlugu, atsiorfi-
gisavaalu »I skovens dybe,
stille ro«. Quppemerit tulliini
atsiorsimapput qatanngutigiit
Steffen, Azar aamma Aqqa-
luk Heilmann, quppememilu
kingulliunerusuni nassaaraara
Karale Andreassen-ip Tasii-
lameersup atsiomera. Taama-
ni Juaat naapeqqaarpara.
Kingoma suleqatigiilerpu-
gut, nuanniitsuusimanngi-
saannarporlu. Allaat ilumoor-
saaraangamt, misigissuseqar-
luni inuttullu nalunngissuse-
qarluni oqaloqatigisani am-
martittarpaa, misigissutsillu
ilumiittut tamaasa saqqummi-
utsittarlugit. Ikiomeqamissar-
li naatsorsuutigineqassanngi-
laq, ajomartorsiutimmi inuup
nammineq iluarsiniartussaa-
vai. Oqalutsinneqarlunili ilor-
raallannartaqaaq.
Namminersortut
aalisakkeriviat
Johan Abeisen aalisakkeri-
nermut ilinniarfimmi atuar-
nikoq, 1954-imi ilinniartitsi-
sunngorpoq, Aasiannullu
nuulluni ilinniartitsisutut ajo-
qitullu suliartorluni. Taamani
boligstøtte-mit taarsigassarsi-
voq - katillugit 15.000 kroner
- mæslingileruttortullu kiser-
rammi illuliorpoq, illoqarfik
avammut matoqqammat, peq-
qittoqanngimmallu ikiortissa-
qannginnami.
- Illu naammassimmat
1.500 kronit sinnerupput, Ju-
aat oqaluttuarpoq. - Kæmneri
aperiartorpara aningaasat u-
tertissanerikka. Naagga, man-
ninerooq atorsinnaavakka, aa-
lajangerpungalu qeqertami
Aappalaartumi aalisakkerivi-
liomiarlunga, illoqarfimmit i-
puinnaq nalunaaquttap akun-
rieri marluk ornittarialimmi.
- Aalisakkerivik pitsassuu-
voq, palitsinut arfineq mar-
lunnut inissalik, ataataga a-
naanagalu aalisakkanik ni-
ngittakkersorlunga pisarisan-
nik tarajorterisuliuppakka.
Ullormut 100 kiilu naammas-
sisarpagut, sapaatit akunne-
ranni ataatsimi suliarisarluti-
gik. Ullut tamaasa ullormut
naammassisat Aasiannukaat-
tarpakka - siumut akunnerit
marluk utimullu taamannak,
ningittakkanillu amuarniar-
tarlunga ilinniartitsisutullu
sulinerå saniatigut ingerlanni-
arlugu.
Ukiut qulit Aasianni ilinni-
artitsisooreerluni Juaap paasi-
lerpaa Aasianni ajoqiullunilu
ilinniartitsisuujuaannassan-
ngikkuni allamukartariaqaler-
luni. Taamani ilinniartitsisut
qallunaat atorfiit pitsaanerit
atorfigaat atorfigiuartarlugil-
lu, Grønlands Radio-milu
aallakaatitassiortussarsiortut
paasigamigit atorfimmut qin-
nuteqarpoq. Ukioq 1964-iu-
voq, qinnuigineqarporlu mi-
krofonimut atorfinissinnaa-
nermullu misilitsikkiartussa-