Atuagagdliutit - 17.04.1997, Side 14

14
Nr. 29 • 1997
a^a^c/é/'u £/£
GRØNLANDSPOSTEN
HUN GREB MIG
- og der hang jeg og dinglede
Vi sidder og kigger på bille-
der fra familiealbummet hos
Agnethe Davidsen og Aqqa-
luartaaq. De bor i et usædvan-
lig hyggeligt hus i den gamle
bydel i Nuuk. Det er nyt, men
på en måde også gammelt.
For nogle år siden rev de en
faldefærdig rønne ned på
samme sted og byggede et nyt
hus i gammel stil. Det falder
helt ind i miljøet. Den gamle
bydel er intakt.
Billederne er lagt frem på et
lille spisebord i køkkenet. Det
er den slags hjørner i et hus,
som let bliver samlingssted
for de aller fleste aktiviteter.
Her drøftes dagligdagens
hændelser, og gennem vin-
duet følger man med i kvarte-
rets stilfærdige trafik.
Et af billederne forestiller
tre småtøser. Det er Agnethe,
hendes kusine Pauline, som
hun er vokset op sammen
med, og den amerikanske gu-
vernørs datter Monica. Også
Monica er i nationaldragt, og
alle tre holder hinanden fast i
hånden.
Og det havde de god grund
til. Noget knyttede dem tæt til
hinanden.
- Monica reddede mit liv,
fortæller Agnethe, mens min-
derne kommer over hende. -
Vi legede på loftet i den ame-
rikanske guvemørbolig, der
stadig ligger på hjørnet lige
overfor hjemmestyret admini-
strationen. Huset var importe-
ret fra Amerika, og vinduerne
kunne åbnes ved at skyde
dem opad. Under legen faldt
jeg ud af vinduet, men Moni-
ca, der må have været en
stærkt pige, greb fat i mit hår
og holdt godt fast i de lange
totter. Der hang jeg så og
dinglede for enden af den lille
Monica. Lidt derfra stod
Claus Møller, der var kreds-
dommer i mange år. Det var
før, han fik børnelammelse og
blev invalid - og heldigvis -
for han sprang til og greb mig,
idet Monica måtte slippe.
Der er mange andre bille-
der, men dem kommer vi til
senere.
Agnethe er årgang 1947.
Hun er født den 29. august på
Nuuk’s fødselsdag, dog ikke
sådan, at de to fejrer rundt år
sammen, man alligevel. Hun
blev 31 år til Nuuks 250 års
jubilæum. Det er allerede
nogle år siden. Nu er hun 49
og bedstemor og runder til
august det halve sekel.
Og det at være bedstemor
er ikke det værste i den fami-
lie. Hun er selv vokset op hos
sin mormor, fordi denne ville
have det sådan. Det var også
hende, der bestemte, at Ag-
nethe skulle fødes i Nuuk,
fordi hendes skæbne ellers
virkede alt for uoverskuelig
for den gamle.
Nu var mormoderen ikke
særlig gammel dengang i
1947, men hun var af den
gamle skole, og da hun hørte,
at Agnethes mor i Ivittuut
levede sammen med en dan-
sker og tillige blev gravid
med ham, så ringede alarm-
klokkerne. Hun var nemlig
sikker på, at hvis moderen og
danskeren stiftede egentlig
familie, så dampede de nok af
til Danmark, og så var det løb
kørt.
Forældrene bestemte
Forældregenerationen havde
dengang stor magt, og da
Agnethes Mormor beordrede
datteren hjem for at føde i
Nuuk, ja så blev det sådan.
Og da det var overstået, fik
moderen lov at rejse tilbage
til sit liv i Ivittuut, men Ag-
nethe blev hos bedsteforæl-
drene, og det føler hun sig
langt fra snydt med.
Her voksede hun op under
trygge og kærlige, men også
noget strenge forhold med
mange pligter og opgaver,
som altid kom før alt andet.
Først pligt, så fornøjelse, sag-
de Agnethes mormor, og det
er en lærdom, Nuuks borg-
mester har haft glæde og ud-
bytte af livet igennem.
I en tid, hvor det heftigt
diskuteres, om halvgamle for-
ældre dur til noget, og hvor
det etiske råd i Danmark
anbefaler en aldersgrænse for
kunstigt befrugtede forældre
på 45 år, er det befriende at
høre Agnethe Davidsen for-
tælle om sin opvækst hos
bedsteforældrene i Nuuk.
- Det var et godt og trygt
hjem, og selvom jeg naturlig-
vis var klar over, at de andres
forældre var yngre, så var der
ikke noget forkert ved det.
Jeg har jo altid kendt min
baggrund, og forholdet til
mine forældre og bedstefor-
ældre var logisk nok for mig.
- Jeg var ikke engang ene-
barn. Min kusine Pauline, der
var datter af byens daværende
fotograf, min morbror Jørgen
Lund, flyttede ind hos os med
sin mor og søskende, da fade-
ren døde af tuberkulose.
Senere rejste min tante til
Aasiaat og efterlod kun Pauli-
ne hos os.
- Hun og jeg har været som
søskende, og vi er begge to
med på mange af billederne
her. Her er vi for eksempel
sammen som små. H. J.
Rinksvej er det slet ikke, og vi
står faktisk der, hvor hjemme-
styrets flagbatteri er i dag.
Morfars død
- Jeg vil godt have lov til at
rose Mormor, fordi hun har
haft mod til at opdrage os to
helt alene. Morfar døde i
1952, da jeg var omkring fem
år. Det er mit første minde om
døden. Det var første gang,
jeg havde den helt inde på
livet, og det var en uforståelig
og forfærdende oplevelse.
- Det gik sådan til, at Mor-
far havde været på jagt med
Kilaasi, Klaus Lund, Peer-
staat’s mand, og de plejede al-
tid at komme hjem klokken
fem. Så jeg gik tit ned til hav-
nen og hentede ham. En dag,
da jeg var på vej derned, mød-
te jeg et par piger, der sagde:
- Din bedstefar ligger på en
båre og bliver bragt hen på
sygehuset. Det var Christians-
minde her ved siden af. Men
jeg troede dem ikke. Det kun-
ne ikke passe. Morfar havde
aldrig været syg. Jeg husker
det i alt fald ikke. Han var en
stærk og rask mand, og at han
skulle være nødt til at blive
båret af nogle andre, det kun-
ne ikke have sin rigtighed. Så
jeg gik videre ned til havnen
for at hente ham.
- Dér stod der som sædvan-
lig en gruppe mænd og snak-
kede om vejr og vind og livets
fortrædeligheder, og da jeg
havde ventet lidt, kom en af
dem hen til mig og sagde for-
sigtigt, at min bedstefar var
blevet bragt op på sygehuset.
- Så måtte jeg tro det. Jeg
styrtede hjem, hvor en del
mennesker var forsamlet,
blandt andre min mor og hen-
des søskende, og lidt over
halvsyv kom der én med
besked om, at han var død
efter en hjerneblødning.
- Det kan en lille bamehjer-
ne ikke rumme, og der gik
mange måneder, før jeg for-
stod, at min morfar var død.
Det skete en dag, jeg spurgte
Mormor, hvornår han kom til-
bage, og hun forklarede mig,
at vi aldrig mere ville se ham.
Da gik det op for mig, og jeg
græd utrøsteligt i lang tid.
Pligter
- Vi var godt klar over, at vi
blev opdraget lidt anderledes
end de fleste af vore jævn-
aldrende, dem der havde
deres egne forældre. Vi syn-
tes, de fik lov til noget mere
end vi. De var længere ude og
legede noget mere. Vi havde
flere pligter end de.
- Vi skulle tidligt op for at
hente kul, kløve brænde og
hente vand, inden vi gik i sko-
le, og det samme om aftenen.
Også om eftermiddagen var
der nok at tage sig til.
- Min mormor har aldrig
været fangerkone, men har
aldrig manglet noget, for hun
havde mange venner, der
respekterede hende for hen-
des liv og for den opgave, hun
Saamerlerniit Agnethe, amerikarmioq Monica, Agnethemik annaassisoq, aamma
»qatanngutaa« Pauline, Agnethep illua.
Fra venstre den små Agnethe, den amerikanske Monica, der reddede Agnethe, og
»søsteren« Pauline, der i virkeligheden er Agnethes kusine.
[HÅRET
havde sat sig for at løse med
os unger. Så når en af disse
storfangere kom i land, send-
te de bud efter Mormor, for at
hun kunne se, om der var
noget, hun kunne bruge. Hun
har altid haft mange skind, og
det betød samtidig, at også vi
havde en masse at lave.
Forstående mormor
- Hvad så, da du blev teen-
ager? Var det noget, din mor-
morforstod sig på ?
- Ja, det må jeg sige, at hun
gjorde. Selvfølgelig synes vi
som alle andre, at vi ikke måt-
te noget. Vi skulle hjem til en
bestemt tid, og gjorde vi det
ikke, var hun ikke bleg for at
gå ud og lede efter os. Det var
pinligt, når mormor mødte op
for at hente os, og vi fandt
hurtigt ud af at overholde af-
talerne.
- Men hun har aldrig blan-
det sig i det der med drenge-
ne. Jeg mødte Aqqaluartaaq,
da jeg var 16 år. Vi blev gift
lidt før, jeg fyldte 19 og har
som bekendt holdt sammen
siden. Det har været en god
tid, hvor vi har truffet de al-
vorlige beslutninger sammen
og i forståelse og i respekt for
hinanden.
Blev ikke
børnehavelærerinde
- Jeg ville gerne være børne-
havelærerinde, og for at blive
det, skulle jeg først et år i
huset. Det var hos Tuutu og
Poul Brandt. Derefter var jeg
et år i Red Barnets børnehave
og til sidst et år på Røde Kors
Børnehjem. Men i mellemti-
den havde jeg i 1965 fået
Søren, og det var ikke sådan
at rejse til børnehavesemina-
rium i Århus. Så det opgav
jeg og fik i stedet arbejde på
socialkontoret i Nuuk. Her
vidste kæmneren, at jeg var
glad for børn, så det med at
udbetale børnepenge måtte
lige være noget for mig.
- Senere fik jeg også med
udbetalingerne til de gamle at
gøre, og det var et herligt job.
Hver gang, der var udbetaling
stod de i kø, og jeg delte ud til
højre og venstre. Det skabte
glæde og stemning. Det var et
pragtfuldt job.
- Ved juletid i 1966 skulle
vi også hjælpe de særlig
dårligt stillede, så jeg tog dem
under armen, og med en
rekvisition i lommen gik vi på
indkøb og ekviperede dem
efter alle kunstens regler.
Også det var alle tiders. Det
var en dejlig måde at sprede
glæde på.
- Men allerede til februar
året efter havde de ikke mere
brug for mig på kæmnerkon-
toret. Det havde de til gen-
gæld i landsretten.
Endelig uddannelse
- Mens jeg arbejdede her,
besluttede jeg mig for at få en
uddannelse. Og Aqqaluartaaq
og jeg var enige om, at det
nok var bedst at tage den,
mens ungerne var små. Men
jeg valgte ikke den uddannel-
se, jeg nødvendigvis var mest
interesseret i. Jeg så alene på,
hvilken uddannelse, der betød
kortest mulig adskillelse fra
familien. Det var handel og
kontor, som kun gav et fravær
på et halvt år.
- Men jeg glemmer aldrig
afrejsen til Ikast, fortæller
Agnethe. - Aqqaluartaaq og
jeg havde aftalt, at jeg lige så
stille skulle forsvinde ud til
helikopteren, for at Søren
ikke skulle blive alt for ked af
det. Men mens jeg gik ud
over pladsen, hørte jeg Søren
råbe: - Anaanaa, anaanaa.
- Jeg måtte holde mig for
ørerne, for jeg var helt sikker
på, at hvis jeg gik tilbage, så
kunne jeg ikke bære at tage
afsted. Det er den værste
oplevelse i mit liv, og det var
et langt halvt år, inden jeg
kunne vende hjem efter sko-
len. Søren var fire år dengang.
- Efter uddannelsen fortsat-
te jeg i landsretten, og da
kredsdommer Rita Heilmann
i 1979 rejste til Danmark,
blev jeg udnævnt til kreds-
dommer og fortsatte med det,
til jeg blev borgmester i 1993.
- Det var et spændende ar-
bejde, og det har ikke kun
været tragedier og kriminal-
sager det hele. Der kommer
også mange civilsager, ægte-
skabssager og skiftesager for
kredsretten, og det har givet et
dybt og indgående kendskab
til samfundet og til byen.
Ingen fjender
- Har du fået fjender som
kredsdommer?
- Nej, heldigvis ikke. Det
kan da godt være, at en og
anden i tidens løb er blevet
sur på mig, men det har som
regel fortaget sig på få dage.
Generelt kan jeg sige, at de
dømte har stor forståelse for
dommene. Vi straffer jo ikke i
det grønlandske retsvæsen.
Det hele går ud på, at den
dømte gennem foranstaltnin-
ger skal bringes tilbage i sam-
fundet, og det er et forsonen-
de element for alle.
- Det kan måske godt være
svært at forstå, hvis man har
en dansk baggrund. Dansker-
ne er jo opdraget til at nægte
alt i retssalen. Det står de sig
bedst med i det danske rets-
system, men grønlænderne
lægger kortene på bordet og
fortæller alt.
Politik
Agnethe Davidsens politiske
karriere startede med, at hun
blev suppleant for Hans Pavia
Rosing. Det var i 1983, og da
hun lige efter valget mødte
Hans Pavia ud for hjemme-
styret, spurgte hun, om de
snart havde fundet ud af,
hvem der skulle være med i
landsstyret. Han svarede, at
det skulle hun da, nemlig som
landstyremedlem for sociale
anliggender. Men oppe i vin-
duerne havde Jonathan Motz-
feldt og landstingsgruppen
stået og iagttaget samtalen
med Hans Pavia, og aldrig så
snart hun var tilbage på sit