Atuagagdliutit

Årgang
Eksemplar

Atuagagdliutit - 17.04.1997, Side 14

Atuagagdliutit - 17.04.1997, Side 14
14 Nr. 29 • 1997 a^a^c/é/'u £/£ GRØNLANDSPOSTEN HUN GREB MIG - og der hang jeg og dinglede Vi sidder og kigger på bille- der fra familiealbummet hos Agnethe Davidsen og Aqqa- luartaaq. De bor i et usædvan- lig hyggeligt hus i den gamle bydel i Nuuk. Det er nyt, men på en måde også gammelt. For nogle år siden rev de en faldefærdig rønne ned på samme sted og byggede et nyt hus i gammel stil. Det falder helt ind i miljøet. Den gamle bydel er intakt. Billederne er lagt frem på et lille spisebord i køkkenet. Det er den slags hjørner i et hus, som let bliver samlingssted for de aller fleste aktiviteter. Her drøftes dagligdagens hændelser, og gennem vin- duet følger man med i kvarte- rets stilfærdige trafik. Et af billederne forestiller tre småtøser. Det er Agnethe, hendes kusine Pauline, som hun er vokset op sammen med, og den amerikanske gu- vernørs datter Monica. Også Monica er i nationaldragt, og alle tre holder hinanden fast i hånden. Og det havde de god grund til. Noget knyttede dem tæt til hinanden. - Monica reddede mit liv, fortæller Agnethe, mens min- derne kommer over hende. - Vi legede på loftet i den ame- rikanske guvemørbolig, der stadig ligger på hjørnet lige overfor hjemmestyret admini- strationen. Huset var importe- ret fra Amerika, og vinduerne kunne åbnes ved at skyde dem opad. Under legen faldt jeg ud af vinduet, men Moni- ca, der må have været en stærkt pige, greb fat i mit hår og holdt godt fast i de lange totter. Der hang jeg så og dinglede for enden af den lille Monica. Lidt derfra stod Claus Møller, der var kreds- dommer i mange år. Det var før, han fik børnelammelse og blev invalid - og heldigvis - for han sprang til og greb mig, idet Monica måtte slippe. Der er mange andre bille- der, men dem kommer vi til senere. Agnethe er årgang 1947. Hun er født den 29. august på Nuuk’s fødselsdag, dog ikke sådan, at de to fejrer rundt år sammen, man alligevel. Hun blev 31 år til Nuuks 250 års jubilæum. Det er allerede nogle år siden. Nu er hun 49 og bedstemor og runder til august det halve sekel. Og det at være bedstemor er ikke det værste i den fami- lie. Hun er selv vokset op hos sin mormor, fordi denne ville have det sådan. Det var også hende, der bestemte, at Ag- nethe skulle fødes i Nuuk, fordi hendes skæbne ellers virkede alt for uoverskuelig for den gamle. Nu var mormoderen ikke særlig gammel dengang i 1947, men hun var af den gamle skole, og da hun hørte, at Agnethes mor i Ivittuut levede sammen med en dan- sker og tillige blev gravid med ham, så ringede alarm- klokkerne. Hun var nemlig sikker på, at hvis moderen og danskeren stiftede egentlig familie, så dampede de nok af til Danmark, og så var det løb kørt. Forældrene bestemte Forældregenerationen havde dengang stor magt, og da Agnethes Mormor beordrede datteren hjem for at føde i Nuuk, ja så blev det sådan. Og da det var overstået, fik moderen lov at rejse tilbage til sit liv i Ivittuut, men Ag- nethe blev hos bedsteforæl- drene, og det føler hun sig langt fra snydt med. Her voksede hun op under trygge og kærlige, men også noget strenge forhold med mange pligter og opgaver, som altid kom før alt andet. Først pligt, så fornøjelse, sag- de Agnethes mormor, og det er en lærdom, Nuuks borg- mester har haft glæde og ud- bytte af livet igennem. I en tid, hvor det heftigt diskuteres, om halvgamle for- ældre dur til noget, og hvor det etiske råd i Danmark anbefaler en aldersgrænse for kunstigt befrugtede forældre på 45 år, er det befriende at høre Agnethe Davidsen for- tælle om sin opvækst hos bedsteforældrene i Nuuk. - Det var et godt og trygt hjem, og selvom jeg naturlig- vis var klar over, at de andres forældre var yngre, så var der ikke noget forkert ved det. Jeg har jo altid kendt min baggrund, og forholdet til mine forældre og bedstefor- ældre var logisk nok for mig. - Jeg var ikke engang ene- barn. Min kusine Pauline, der var datter af byens daværende fotograf, min morbror Jørgen Lund, flyttede ind hos os med sin mor og søskende, da fade- ren døde af tuberkulose. Senere rejste min tante til Aasiaat og efterlod kun Pauli- ne hos os. - Hun og jeg har været som søskende, og vi er begge to med på mange af billederne her. Her er vi for eksempel sammen som små. H. J. Rinksvej er det slet ikke, og vi står faktisk der, hvor hjemme- styrets flagbatteri er i dag. Morfars død - Jeg vil godt have lov til at rose Mormor, fordi hun har haft mod til at opdrage os to helt alene. Morfar døde i 1952, da jeg var omkring fem år. Det er mit første minde om døden. Det var første gang, jeg havde den helt inde på livet, og det var en uforståelig og forfærdende oplevelse. - Det gik sådan til, at Mor- far havde været på jagt med Kilaasi, Klaus Lund, Peer- staat’s mand, og de plejede al- tid at komme hjem klokken fem. Så jeg gik tit ned til hav- nen og hentede ham. En dag, da jeg var på vej derned, mød- te jeg et par piger, der sagde: - Din bedstefar ligger på en båre og bliver bragt hen på sygehuset. Det var Christians- minde her ved siden af. Men jeg troede dem ikke. Det kun- ne ikke passe. Morfar havde aldrig været syg. Jeg husker det i alt fald ikke. Han var en stærk og rask mand, og at han skulle være nødt til at blive båret af nogle andre, det kun- ne ikke have sin rigtighed. Så jeg gik videre ned til havnen for at hente ham. - Dér stod der som sædvan- lig en gruppe mænd og snak- kede om vejr og vind og livets fortrædeligheder, og da jeg havde ventet lidt, kom en af dem hen til mig og sagde for- sigtigt, at min bedstefar var blevet bragt op på sygehuset. - Så måtte jeg tro det. Jeg styrtede hjem, hvor en del mennesker var forsamlet, blandt andre min mor og hen- des søskende, og lidt over halvsyv kom der én med besked om, at han var død efter en hjerneblødning. - Det kan en lille bamehjer- ne ikke rumme, og der gik mange måneder, før jeg for- stod, at min morfar var død. Det skete en dag, jeg spurgte Mormor, hvornår han kom til- bage, og hun forklarede mig, at vi aldrig mere ville se ham. Da gik det op for mig, og jeg græd utrøsteligt i lang tid. Pligter - Vi var godt klar over, at vi blev opdraget lidt anderledes end de fleste af vore jævn- aldrende, dem der havde deres egne forældre. Vi syn- tes, de fik lov til noget mere end vi. De var længere ude og legede noget mere. Vi havde flere pligter end de. - Vi skulle tidligt op for at hente kul, kløve brænde og hente vand, inden vi gik i sko- le, og det samme om aftenen. Også om eftermiddagen var der nok at tage sig til. - Min mormor har aldrig været fangerkone, men har aldrig manglet noget, for hun havde mange venner, der respekterede hende for hen- des liv og for den opgave, hun Saamerlerniit Agnethe, amerikarmioq Monica, Agnethemik annaassisoq, aamma »qatanngutaa« Pauline, Agnethep illua. Fra venstre den små Agnethe, den amerikanske Monica, der reddede Agnethe, og »søsteren« Pauline, der i virkeligheden er Agnethes kusine. [HÅRET havde sat sig for at løse med os unger. Så når en af disse storfangere kom i land, send- te de bud efter Mormor, for at hun kunne se, om der var noget, hun kunne bruge. Hun har altid haft mange skind, og det betød samtidig, at også vi havde en masse at lave. Forstående mormor - Hvad så, da du blev teen- ager? Var det noget, din mor- morforstod sig på ? - Ja, det må jeg sige, at hun gjorde. Selvfølgelig synes vi som alle andre, at vi ikke måt- te noget. Vi skulle hjem til en bestemt tid, og gjorde vi det ikke, var hun ikke bleg for at gå ud og lede efter os. Det var pinligt, når mormor mødte op for at hente os, og vi fandt hurtigt ud af at overholde af- talerne. - Men hun har aldrig blan- det sig i det der med drenge- ne. Jeg mødte Aqqaluartaaq, da jeg var 16 år. Vi blev gift lidt før, jeg fyldte 19 og har som bekendt holdt sammen siden. Det har været en god tid, hvor vi har truffet de al- vorlige beslutninger sammen og i forståelse og i respekt for hinanden. Blev ikke børnehavelærerinde - Jeg ville gerne være børne- havelærerinde, og for at blive det, skulle jeg først et år i huset. Det var hos Tuutu og Poul Brandt. Derefter var jeg et år i Red Barnets børnehave og til sidst et år på Røde Kors Børnehjem. Men i mellemti- den havde jeg i 1965 fået Søren, og det var ikke sådan at rejse til børnehavesemina- rium i Århus. Så det opgav jeg og fik i stedet arbejde på socialkontoret i Nuuk. Her vidste kæmneren, at jeg var glad for børn, så det med at udbetale børnepenge måtte lige være noget for mig. - Senere fik jeg også med udbetalingerne til de gamle at gøre, og det var et herligt job. Hver gang, der var udbetaling stod de i kø, og jeg delte ud til højre og venstre. Det skabte glæde og stemning. Det var et pragtfuldt job. - Ved juletid i 1966 skulle vi også hjælpe de særlig dårligt stillede, så jeg tog dem under armen, og med en rekvisition i lommen gik vi på indkøb og ekviperede dem efter alle kunstens regler. Også det var alle tiders. Det var en dejlig måde at sprede glæde på. - Men allerede til februar året efter havde de ikke mere brug for mig på kæmnerkon- toret. Det havde de til gen- gæld i landsretten. Endelig uddannelse - Mens jeg arbejdede her, besluttede jeg mig for at få en uddannelse. Og Aqqaluartaaq og jeg var enige om, at det nok var bedst at tage den, mens ungerne var små. Men jeg valgte ikke den uddannel- se, jeg nødvendigvis var mest interesseret i. Jeg så alene på, hvilken uddannelse, der betød kortest mulig adskillelse fra familien. Det var handel og kontor, som kun gav et fravær på et halvt år. - Men jeg glemmer aldrig afrejsen til Ikast, fortæller Agnethe. - Aqqaluartaaq og jeg havde aftalt, at jeg lige så stille skulle forsvinde ud til helikopteren, for at Søren ikke skulle blive alt for ked af det. Men mens jeg gik ud over pladsen, hørte jeg Søren råbe: - Anaanaa, anaanaa. - Jeg måtte holde mig for ørerne, for jeg var helt sikker på, at hvis jeg gik tilbage, så kunne jeg ikke bære at tage afsted. Det er den værste oplevelse i mit liv, og det var et langt halvt år, inden jeg kunne vende hjem efter sko- len. Søren var fire år dengang. - Efter uddannelsen fortsat- te jeg i landsretten, og da kredsdommer Rita Heilmann i 1979 rejste til Danmark, blev jeg udnævnt til kreds- dommer og fortsatte med det, til jeg blev borgmester i 1993. - Det var et spændende ar- bejde, og det har ikke kun været tragedier og kriminal- sager det hele. Der kommer også mange civilsager, ægte- skabssager og skiftesager for kredsretten, og det har givet et dybt og indgående kendskab til samfundet og til byen. Ingen fjender - Har du fået fjender som kredsdommer? - Nej, heldigvis ikke. Det kan da godt være, at en og anden i tidens løb er blevet sur på mig, men det har som regel fortaget sig på få dage. Generelt kan jeg sige, at de dømte har stor forståelse for dommene. Vi straffer jo ikke i det grønlandske retsvæsen. Det hele går ud på, at den dømte gennem foranstaltnin- ger skal bringes tilbage i sam- fundet, og det er et forsonen- de element for alle. - Det kan måske godt være svært at forstå, hvis man har en dansk baggrund. Dansker- ne er jo opdraget til at nægte alt i retssalen. Det står de sig bedst med i det danske rets- system, men grønlænderne lægger kortene på bordet og fortæller alt. Politik Agnethe Davidsens politiske karriere startede med, at hun blev suppleant for Hans Pavia Rosing. Det var i 1983, og da hun lige efter valget mødte Hans Pavia ud for hjemme- styret, spurgte hun, om de snart havde fundet ud af, hvem der skulle være med i landsstyret. Han svarede, at det skulle hun da, nemlig som landstyremedlem for sociale anliggender. Men oppe i vin- duerne havde Jonathan Motz- feldt og landstingsgruppen stået og iagttaget samtalen med Hans Pavia, og aldrig så snart hun var tilbage på sit

x

Atuagagdliutit

Direkte link

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.