Atuagagdliutit - 16.12.1997, Page 4

4
Nr. 97 • 1997
GRØNLANDSPOSTEN
En omtale af et kulturhistorisk værk
Henrik Wilhjelm: »De store opdragere«
I AG nr. 84 bragte vi Chri-
stian Berthelsens bogan-
meldelse »En omtale af et
kulturhisorisk værk«, som
nu genoptrykkes på denne
side. Værket er Henrik Wil-
lijelms »De store opdrage-
re«, men læseren må have
undret sig, idet der havde
indsneget sig en menings-
forstyrrende fejl - eller sna-
rere to. Den ene var en hel
manuskriptlinie, der var
gledet ud, og den anden el
manglende »og«. Først var
det vor hensigt at rette fej-
len i »prosa« ved at bekla-
ge den og vedføje de mang-
lende ord, men ved nærme-
re eftertanke blev det klart,
at næppe nogen læsere vil-
le finde den gamle avis
frem og »brodere« sig frem
til den rigtige betydning.
Derfor besluttede vi at
bringe hele artiklen, og
denne gang uden fejl. På
grund af forskellige oms-
tændigheder har vi været
nødt til at udskyde genop-
trykket gang på gang. Nu
skal det imidlertid være. Vi
beklager fejlen.
Redaktionen.
Af Christian Berthelsen
Bogen »De store opdragere«
er en beretning om de grøn-
landske kateketers uddannel-
se i 1800-tallet og om de
mennesker, der påtog sig den
vigtige opgave at være lærere
for de vordende kateketer.
Henrik Wilhjelm har skabt
dette monumentale værk ved
at studere et omfattende kil-
demateriale med videnskabe-
lig grundighed og stort enga-
gement. De mange noter bag i
bogen er nyttige for dem, der
ønsker at fordybe sig i emnet.
Efter hvad forfatteren oplyser
i indledningen, er nærværen-
de bog kun det første bind i en
trilogi. Det andet bind kom-
mer til at handle om en af de
kendte lærere på seminraiet i
Godthåb, Samuel Klei-
schmidt, og det tredie bind
om de elever, der har gået på
seminarierne. Det kan vi alle-
rede begynde at glæde os til.
Lige siden missionens tid-
ligste år benyttede de danske
missionærer sig af den praksis
at oplære unge indfødte grøn-
lændere, med tiden også børn
af blandede ægteskaber, til
medhjælpere i missionsarbej-
det. En sif disse såkaldte nati-
onalkateketer, Frederik Ber-
thelsen (Naparutaq), blev som
den første grønlænder ordine-
ret til præst i 1816 af den ene-
ste danske missionær, der var
blevet tilbage i Grønland un-
der den dansk-engelske krig.
Mange års bestræbelser på
at få uddannelsen af de vor-
dende kateketer centraliseret
kunne endelig bære frugt ved
oprettelsen af to seminarier,
nemlig i 1845 Godthåb Semi-
narium, Ilinniarfissuaq, og i
1846 Jakobshavn Seminari-
um, Ajoqersuivissuaq, Ilinni-
arfissuaq eksisterer fortsat og
har i dag betegnelsen Grøn-
lands Seminarium, mens Ajo-
qersuivissuaq måtte opgives i
1875, da kræfterne ikke slog
til to uddannelsesinstitutioner
på det niveau.
1 forbindelse med oprettel-
sen af seminarierne blev der
fra missionens ledelse i Dan-
mark opsendt »Foreløbig
Instrux for Seminarieforstan-
derne i Grønland«. Ifølge
instruksen var formålet at
»danne unge Mennesker til at
kunne virke med Held som
Katecheter i Grønland«.
Antallet af elever var fastsat
til otte og varigheden af ud-
dannelsen til seks år, herun-
der naturligvis i modersmålet.
Desuden skulle eleverne så
vidt muligt gøres bekendte
med det danske sprog. For-
standeren skulle påse, at ele-
verne i deres fritid flittigt øve-
de sig i Grønlandske erhverv.
Det lå naturligvis i sagens
natur, uden at det var nævnt
direkte i instruksen, at uddan-
nelsen skulle ske i harmoni
med de grønlandske traditio-
ner, socialt og kulturelt. Dette
har forstanderne altid været
meget vågne for. Samtidig
har man lagt vægt på, at ele-
verne vænnes til renlighed og
god levevis. Det har været
magtpåliggende for opdrager-
ne at drage omsorg for, at ele-
verne ikke fjernede sig fra
deres grønlandske identitet.
Inden for rammerne af den
ovenfor omtalte kortfattede
instruks havde forstanderne
frie hænder til at tilrettelægge
undervisningen. Der har ikke
været nogen undervisnings-
plan fælles for de to seminari-
er. Forskelligt syn på vægt-
ning af de enkelte fag gjorde
sig da også gældende, måske
især til at begynde med. På
Ilinniarfissuaq betragtede
man for meget europæisk på-
virkning som et onde, hvorfor
man ikke var indstillet på at
bruge så meget tid til ind-
læringen af det danske sprog,
mens man på Ajoqersuivissu-
aq gjorde meget ud af dette
fag og brugte det indlærte
som redskab til oversættelse
af lærebøger og bibeltekster.
En overgang var dansk under-
visningssprog - af nød, fordi
forstanderen ikke kunne til-
strækkeligt grønlandsk. Det
kan også nævnes som noget
usædvanligt, at en danskspro-
get elev frekventerede semi-
nariet i to år. I modsætning til
Ilinniarfissuaq var man på
Ajoqersuivissuaq meget posi-
tivt indstillet på eventuel
videre uddannelse i Danmark
for de dygtigste seminarieud-
dannede kateketer. - Ind-
læring af fangst lagde man
meget vægt på, især på Ilinni-
arfissuaq. At kunne drive
fangst fra kajak var virkelig
en nødvendighed for datidens
kateketer, som var meget dår-
ligt lønnede.
Spørgsmålet om ordinering
af grønlandske kateketer til
præster var med mellemrum
genstand for meningsudvek-
slinger i Grønland på sermi-
narieme og i Danmark i Det
danske Missionsselskab og i
kultusministeriet, hvorunder
kirken sorterede. Missionssel-
skabets indstilling gik ud på,
at de dygtigste seminarieud-
dannede kateketer efter nogle
års virke skulle gives mulig-
hed for supplerende uddan-
nelse på serminarieme og i
Danmark med henblik på
ordinering til præster. Forsla-
get om eventuel overbygning
på seminarierne mødte mod-
stand blandt andet med den
begrundelase, at seminarierne
manglede lærermæssig kapa-
citet. Hvad angik Danmarks-
ophold, var der fortsat stor be-
tænkelighed (undtaget på
Ajoqersuivissuaq) med hen-
syn til for meget europæisk
påvirkning. Blandt de frem-
førte synspunkter i forbindel-
se med eventuel ordinering af
grønlandske kateketer var, at
den grønlandske præst i så
fald skulle ansættes på grøn-
landske vilkår uden embeds-
bolig, blot med udstyrsløn (til
rejser). Fortalerne for dan-
marksophold fastholdt imid-
lertid deres standpunkt og
henviste blandt andet til vær-
dien af almenuddannelse, der
kunne give den vordende
præst »den fornødne Myndig-
hed i Menigheden«. - Ordine-
ring af grønlandske kateketer
til præster blev aktuel i slut-
ningen af 1800-tallet på grund
af svigtende tilgang af danske
missionærer. I alt fem blev
ordineret.
Hvem er så de mennesker,
der har gjort sig fortjent til at
blive kaldt »De store opdra-
gere«? Det var seminariefor-
standerne, der mange gange
udførte deres arbejde under
meget vanskelige vilkår. Det
var de skiftende missionærer,
der virkede som lærere. Og
det var de skiftende seminari-
euddannede kateketer, der
virkede som medhjælpere.
Det var symptomatisk for
kolonitidens indstilling til de
indfødte kateketer, at de øko-
nomisk var meget dårligt stil-
lede, og at de hele tiden hav-
de underordnet status. Ras-
mus Berthelsen, der var lærer
på Ilinniarfissuaq over 50 år,
havde betegnelsen og status
som hjælpelærer i alle de år. -
Biografierne af de store op-
dragere er en interessant læs-
ning. Og lad mig nævne, at
enkelte, der havde et livslangt
virke i Grønland, er blevet
omtalt særlig udførligt. Det
gælder for eksempel følgen-
de: Vittus Steenholdt, der
under sit virke som kateket i
Egedesminde og senere som
lærer på Ajoqersuivissuaq,
har arbejdet intenst med det
grønlandske sprog, og havde
mange andre gode kvaliteter;
den ovenfor nævnte hjælpe-
lærer, overkateket og salme-
digter Rasmus Berthelsen, der
kom til at præge tiden på en
række områder, og som havde
mennskelige problemer at
kæmpe med; Samuel Klei-
schmidt, der efter at være
kommet i konflik med sine
hernnhutiske brødre, overgik
til Ilinniarfissuaq som lærer,
og som skabte en ny grøn-
landske retskrivning; grundt-
vigianeren N. E. Balle, for-
stander på Ilinniarfissuaq i
knap 30 år, som var særdeles
principfast i sin opfattelse af
den kristne moral og i formu-
leringer af bibelske begreber
på grønlandsk, og som var
nævnt i forbindelse med
eventuelt bispeembede i
Grønland.
Afsnittet med titlen »Kata-
strofevinteren 1900-1901«,
der handler om de kaotiske
■
Henrik Wilhjelm
forhold i Godthåb efter N. E.
Balles og Rasmus Berthel-
sens død i 1900 og i 1901,
danner en dramatisk afslut-
ning på skildringen. - Moder-
niseringen af kateketuddan-
nelsen ved C. W. Schultz-
Lorentzens ansættelse som
forstander på Ilinniarfissuaq
omtales ganske kort aller sidst
i bogen.
Hvorvidt dette vigtige bi-
drag til Grønlands kulturhi-
storie ikke også bør foreligge
på grønlandsk, er i høj grad en
overvejelse værd. Det er bare
ærgerligt, at den grønlandske
udgave i så fald vil komme
haltende bagefter. Nu er der
mulighed for at undersøge,
om der kan laves en grøn-
landsk udgave af bind 2 og
bind 3, som så i det mindste
kan komme på dansk og på
grønlandsk samtidig.
Santa Lucia nalliussivaat - arfininngomermi 13. december Katuami, peqa-
taallutik ullaakkut itiaallusuut ullaakkut qulingiluanut. Kangillinnguit Atuar-
fianni 4. klassemi atuartut 25-t Santa Lucia-tut ingerlaarput. Ullaakkut inor-
tuisimasunut aamma ualikkut ingerlaaqatigiittoqarpoq. Tassani meeqqat 45-
t peqataapput, tassa Kangillinnguit Atuarfianni atuartut meeqqerivimmit
Sikkersoq-meersunit meeeqqanit 20-nit ingiallomeqarmata. Ingerlaaqatigiit-
toqareermat Juullip Inua pulaarpoq, aaqqissuussinerlu nuannersoq qaangi-
ummat meeqqat filmeriarpaat Pippi Langstrømpe. Meeqqat 290-it siulliit
filmemissamut bilitsissaminnik tunisittut aamma plakatimik filmimut tun-
ngatinneqartumik tunineqarput.
Santa Lucia-dag blev fejret - lørdag den 13. december i Katuaq med optog
for de morgenfriske klokken halv ni om morgenen. Her gik 25 skolebørn fra
Kangillinnguits 4. klasser Santa Lucia-optog for mange fremmødte. For de,
der ikke stod tidligt nok op, var der igen om eftermiddagen Santa Lucia-
optog. Denne gang deltog 45 børn, idet de 25 skolebørn fra Kangillinnguit
fik hjælp fra 20 børn fra børnehaven Sikkersoq. Efter santalucia-optoget
kom julemanden på besøg, og børnene kunne slutte det hyggelige arrange-
ment af med en tur i biografen, hvor Pippi Langstrømpe var på lærredet. De
første 290 børn, der fik billetter til Pippi Langstrømpe, var så heldige at gå
hjem med en plakat fra filmen.
ASS./ FOTO-ARKIV: KNUD JOSEFSEN