Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 16.12.1997, Blaðsíða 4

Atuagagdliutit - 16.12.1997, Blaðsíða 4
4 Nr. 97 • 1997 GRØNLANDSPOSTEN En omtale af et kulturhistorisk værk Henrik Wilhjelm: »De store opdragere« I AG nr. 84 bragte vi Chri- stian Berthelsens bogan- meldelse »En omtale af et kulturhisorisk værk«, som nu genoptrykkes på denne side. Værket er Henrik Wil- lijelms »De store opdrage- re«, men læseren må have undret sig, idet der havde indsneget sig en menings- forstyrrende fejl - eller sna- rere to. Den ene var en hel manuskriptlinie, der var gledet ud, og den anden el manglende »og«. Først var det vor hensigt at rette fej- len i »prosa« ved at bekla- ge den og vedføje de mang- lende ord, men ved nærme- re eftertanke blev det klart, at næppe nogen læsere vil- le finde den gamle avis frem og »brodere« sig frem til den rigtige betydning. Derfor besluttede vi at bringe hele artiklen, og denne gang uden fejl. På grund af forskellige oms- tændigheder har vi været nødt til at udskyde genop- trykket gang på gang. Nu skal det imidlertid være. Vi beklager fejlen. Redaktionen. Af Christian Berthelsen Bogen »De store opdragere« er en beretning om de grøn- landske kateketers uddannel- se i 1800-tallet og om de mennesker, der påtog sig den vigtige opgave at være lærere for de vordende kateketer. Henrik Wilhjelm har skabt dette monumentale værk ved at studere et omfattende kil- demateriale med videnskabe- lig grundighed og stort enga- gement. De mange noter bag i bogen er nyttige for dem, der ønsker at fordybe sig i emnet. Efter hvad forfatteren oplyser i indledningen, er nærværen- de bog kun det første bind i en trilogi. Det andet bind kom- mer til at handle om en af de kendte lærere på seminraiet i Godthåb, Samuel Klei- schmidt, og det tredie bind om de elever, der har gået på seminarierne. Det kan vi alle- rede begynde at glæde os til. Lige siden missionens tid- ligste år benyttede de danske missionærer sig af den praksis at oplære unge indfødte grøn- lændere, med tiden også børn af blandede ægteskaber, til medhjælpere i missionsarbej- det. En sif disse såkaldte nati- onalkateketer, Frederik Ber- thelsen (Naparutaq), blev som den første grønlænder ordine- ret til præst i 1816 af den ene- ste danske missionær, der var blevet tilbage i Grønland un- der den dansk-engelske krig. Mange års bestræbelser på at få uddannelsen af de vor- dende kateketer centraliseret kunne endelig bære frugt ved oprettelsen af to seminarier, nemlig i 1845 Godthåb Semi- narium, Ilinniarfissuaq, og i 1846 Jakobshavn Seminari- um, Ajoqersuivissuaq, Ilinni- arfissuaq eksisterer fortsat og har i dag betegnelsen Grøn- lands Seminarium, mens Ajo- qersuivissuaq måtte opgives i 1875, da kræfterne ikke slog til to uddannelsesinstitutioner på det niveau. 1 forbindelse med oprettel- sen af seminarierne blev der fra missionens ledelse i Dan- mark opsendt »Foreløbig Instrux for Seminarieforstan- derne i Grønland«. Ifølge instruksen var formålet at »danne unge Mennesker til at kunne virke med Held som Katecheter i Grønland«. Antallet af elever var fastsat til otte og varigheden af ud- dannelsen til seks år, herun- der naturligvis i modersmålet. Desuden skulle eleverne så vidt muligt gøres bekendte med det danske sprog. For- standeren skulle påse, at ele- verne i deres fritid flittigt øve- de sig i Grønlandske erhverv. Det lå naturligvis i sagens natur, uden at det var nævnt direkte i instruksen, at uddan- nelsen skulle ske i harmoni med de grønlandske traditio- ner, socialt og kulturelt. Dette har forstanderne altid været meget vågne for. Samtidig har man lagt vægt på, at ele- verne vænnes til renlighed og god levevis. Det har været magtpåliggende for opdrager- ne at drage omsorg for, at ele- verne ikke fjernede sig fra deres grønlandske identitet. Inden for rammerne af den ovenfor omtalte kortfattede instruks havde forstanderne frie hænder til at tilrettelægge undervisningen. Der har ikke været nogen undervisnings- plan fælles for de to seminari- er. Forskelligt syn på vægt- ning af de enkelte fag gjorde sig da også gældende, måske især til at begynde med. På Ilinniarfissuaq betragtede man for meget europæisk på- virkning som et onde, hvorfor man ikke var indstillet på at bruge så meget tid til ind- læringen af det danske sprog, mens man på Ajoqersuivissu- aq gjorde meget ud af dette fag og brugte det indlærte som redskab til oversættelse af lærebøger og bibeltekster. En overgang var dansk under- visningssprog - af nød, fordi forstanderen ikke kunne til- strækkeligt grønlandsk. Det kan også nævnes som noget usædvanligt, at en danskspro- get elev frekventerede semi- nariet i to år. I modsætning til Ilinniarfissuaq var man på Ajoqersuivissuaq meget posi- tivt indstillet på eventuel videre uddannelse i Danmark for de dygtigste seminarieud- dannede kateketer. - Ind- læring af fangst lagde man meget vægt på, især på Ilinni- arfissuaq. At kunne drive fangst fra kajak var virkelig en nødvendighed for datidens kateketer, som var meget dår- ligt lønnede. Spørgsmålet om ordinering af grønlandske kateketer til præster var med mellemrum genstand for meningsudvek- slinger i Grønland på sermi- narieme og i Danmark i Det danske Missionsselskab og i kultusministeriet, hvorunder kirken sorterede. Missionssel- skabets indstilling gik ud på, at de dygtigste seminarieud- dannede kateketer efter nogle års virke skulle gives mulig- hed for supplerende uddan- nelse på serminarieme og i Danmark med henblik på ordinering til præster. Forsla- get om eventuel overbygning på seminarierne mødte mod- stand blandt andet med den begrundelase, at seminarierne manglede lærermæssig kapa- citet. Hvad angik Danmarks- ophold, var der fortsat stor be- tænkelighed (undtaget på Ajoqersuivissuaq) med hen- syn til for meget europæisk påvirkning. Blandt de frem- førte synspunkter i forbindel- se med eventuel ordinering af grønlandske kateketer var, at den grønlandske præst i så fald skulle ansættes på grøn- landske vilkår uden embeds- bolig, blot med udstyrsløn (til rejser). Fortalerne for dan- marksophold fastholdt imid- lertid deres standpunkt og henviste blandt andet til vær- dien af almenuddannelse, der kunne give den vordende præst »den fornødne Myndig- hed i Menigheden«. - Ordine- ring af grønlandske kateketer til præster blev aktuel i slut- ningen af 1800-tallet på grund af svigtende tilgang af danske missionærer. I alt fem blev ordineret. Hvem er så de mennesker, der har gjort sig fortjent til at blive kaldt »De store opdra- gere«? Det var seminariefor- standerne, der mange gange udførte deres arbejde under meget vanskelige vilkår. Det var de skiftende missionærer, der virkede som lærere. Og det var de skiftende seminari- euddannede kateketer, der virkede som medhjælpere. Det var symptomatisk for kolonitidens indstilling til de indfødte kateketer, at de øko- nomisk var meget dårligt stil- lede, og at de hele tiden hav- de underordnet status. Ras- mus Berthelsen, der var lærer på Ilinniarfissuaq over 50 år, havde betegnelsen og status som hjælpelærer i alle de år. - Biografierne af de store op- dragere er en interessant læs- ning. Og lad mig nævne, at enkelte, der havde et livslangt virke i Grønland, er blevet omtalt særlig udførligt. Det gælder for eksempel følgen- de: Vittus Steenholdt, der under sit virke som kateket i Egedesminde og senere som lærer på Ajoqersuivissuaq, har arbejdet intenst med det grønlandske sprog, og havde mange andre gode kvaliteter; den ovenfor nævnte hjælpe- lærer, overkateket og salme- digter Rasmus Berthelsen, der kom til at præge tiden på en række områder, og som havde mennskelige problemer at kæmpe med; Samuel Klei- schmidt, der efter at være kommet i konflik med sine hernnhutiske brødre, overgik til Ilinniarfissuaq som lærer, og som skabte en ny grøn- landske retskrivning; grundt- vigianeren N. E. Balle, for- stander på Ilinniarfissuaq i knap 30 år, som var særdeles principfast i sin opfattelse af den kristne moral og i formu- leringer af bibelske begreber på grønlandsk, og som var nævnt i forbindelse med eventuelt bispeembede i Grønland. Afsnittet med titlen »Kata- strofevinteren 1900-1901«, der handler om de kaotiske ■ Henrik Wilhjelm forhold i Godthåb efter N. E. Balles og Rasmus Berthel- sens død i 1900 og i 1901, danner en dramatisk afslut- ning på skildringen. - Moder- niseringen af kateketuddan- nelsen ved C. W. Schultz- Lorentzens ansættelse som forstander på Ilinniarfissuaq omtales ganske kort aller sidst i bogen. Hvorvidt dette vigtige bi- drag til Grønlands kulturhi- storie ikke også bør foreligge på grønlandsk, er i høj grad en overvejelse værd. Det er bare ærgerligt, at den grønlandske udgave i så fald vil komme haltende bagefter. Nu er der mulighed for at undersøge, om der kan laves en grøn- landsk udgave af bind 2 og bind 3, som så i det mindste kan komme på dansk og på grønlandsk samtidig. Santa Lucia nalliussivaat - arfininngomermi 13. december Katuami, peqa- taallutik ullaakkut itiaallusuut ullaakkut qulingiluanut. Kangillinnguit Atuar- fianni 4. klassemi atuartut 25-t Santa Lucia-tut ingerlaarput. Ullaakkut inor- tuisimasunut aamma ualikkut ingerlaaqatigiittoqarpoq. Tassani meeqqat 45- t peqataapput, tassa Kangillinnguit Atuarfianni atuartut meeqqerivimmit Sikkersoq-meersunit meeeqqanit 20-nit ingiallomeqarmata. Ingerlaaqatigiit- toqareermat Juullip Inua pulaarpoq, aaqqissuussinerlu nuannersoq qaangi- ummat meeqqat filmeriarpaat Pippi Langstrømpe. Meeqqat 290-it siulliit filmemissamut bilitsissaminnik tunisittut aamma plakatimik filmimut tun- ngatinneqartumik tunineqarput. Santa Lucia-dag blev fejret - lørdag den 13. december i Katuaq med optog for de morgenfriske klokken halv ni om morgenen. Her gik 25 skolebørn fra Kangillinnguits 4. klasser Santa Lucia-optog for mange fremmødte. For de, der ikke stod tidligt nok op, var der igen om eftermiddagen Santa Lucia- optog. Denne gang deltog 45 børn, idet de 25 skolebørn fra Kangillinnguit fik hjælp fra 20 børn fra børnehaven Sikkersoq. Efter santalucia-optoget kom julemanden på besøg, og børnene kunne slutte det hyggelige arrange- ment af med en tur i biografen, hvor Pippi Langstrømpe var på lærredet. De første 290 børn, der fik billetter til Pippi Langstrømpe, var så heldige at gå hjem med en plakat fra filmen. ASS./ FOTO-ARKIV: KNUD JOSEFSEN

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.