Atuagagdliutit - 18.06.1998, Side 10

10 -TORSDAG 18. JUNI 1998
ATU AGAG DLI UTIT
Ikiuutisiat inuunermi pisariaqartitanut, soorlu nerisassanut, atorneqarnatik aningaasaneerutinut atorneqartuartarput.
Mange gange er socialhjælpen gået til spilleautomater og ikke til de daglige fornødenheder som mad.
SPILLEDJÆVLEN STYRER
LUDOMANERS LIV
Af Pouline Møller
Selv socialhjælpen ædes op af spilleautomaterne
NUUK(PM) - »Sommetider
dagdrømmer jeg om en til-
værelse, der er helt anderle-
des end den, jeg har i dag. Et
trygt liv med daglige faste
måltider, med mad nok i køle-
skabet, en fast kæreste, et fast
job, som giver mig råd til at
købe nye møbler, så jeg kan
skabe mig et hyggeligt hjem,
som raske mennesker.«
Men virkeligheden står i
hård kontrast til disse dag-
drømme hos en 39-årig ludo-
man, der for nylig sendte AG
et brev om sit liv. Men det var
en »halvkvædet vise«, og vor
medarbejder kørte derfor en
formiddag ud til adressen og
bankede på. Han bød velkom-
men og ville gerne snakke.
Fra den lille entré træder man
direkte ind i køkkenet, der
næppe er mere end ni kva-
dratmeter. Badeværelset er
placeret til højre for køkkenet,
her ligger snavsetøjet i en stor
bunke lige indenfor døren.
Fortsætter man lige ud fra
køkkenet, kommer man ind i
stuen, der også fungerer som
soveværelse. Det vil sige, en
dobbeltmadras på gulvet ud-
gør mandens seng. Lejlighe-
den kan ikke være meget over
40 kvadratmeter.
Mørkt og indelukket
Det lille køkkenvindue er
dækket til med noget stof, så
der ikke slipper meget lys ind.
Pladsen, hvor køleskabet stod
tidligere, er gabende tomt.
Han solgte det for 300 kroner,
så han havde mere at spille og
drikke for.
I stedet står der en enkelt
pakke margarine og et halv-
tomt glas rødkål på, gulvet
under køkkenbordet. Det er
alt, hvad han har af madvarer
frem til den 23. i denne
måned. Den dag får han kon-
tanthjælp fra kommunen på
850 kroner.
- Jeg spiste sidste gang i går
eftermiddag. Da tilberedte jeg
gnaveben, som jeg købte for
en rekvisition, jeg fik på soci-
alkontoret før week-enden.
Inde i stuen er der også
halvmørkt. De røde persien-
ner dæmper dagslyset så det
giver en dunkel belysning. I
det hele taget hviler der en
dyster atmosfære i den lille
lejlighed, som svarer meget
godt til den stemning indeha-
veren kommer i, når han føler
sig overflødig og til ingen
nytte på grund af sin lidelse -
ludomani. Spillelidenskab,
som ikke lader sig styre. Han
er tidligere behandlet for
alkoholisme.
Slidte kort
Han har været i gang med at
lægge kabale, da AG’s med-
arbejder bankede på, så han
tager sig lige tid til at lægge
de sidste kort, før han vender
sin fulde opmærksomhed
mod den nye gæst.
Kortene er slidte af megen
brug, så figurerne næsten er
forsvundet. Lige så slidte som
den sofa, han sidder i, og som
det bord, han lægger kabale
på. I askebægeret på bordet er
cigaretstumpeme så korte, at
han må have brændt sig på
fingrene, da han tog det sidste
sug.
Det er en kummerlig til-
værelse, ludomanen beskriver
for AG’s medarbejder. Han
har i sin voksne tilværelse
haft op til ti jobs. To gange er
han blevet fyret, og resten af
gangene er han selv gået fra
jobbet, fordi han vidste, en
fyreseddel var på vej.
Spiller til han er blanket af
- Jeg har været på socialhjælp
siden februar, hvor jeg selv
sagde op fra mit sidste job.
Jeg ville have udbetalt mine
optjente feriepenge fra sidste
år. ,
- Jeg fik i alt lige omkring
8.000 kroner, og dem spillede
jeg op i løbet af to dage. Så
var jeg tilbage, hvor jeg var
startet, nemlig helt blank for
penge og uden mad.
Den 39-årige fortæller, at
han blev klar over sin lidelse
som teen-ager. Han boede i
en mindre by, hvor pølseman-
den var indehaver af byens
eneste énarmede tyveknægt.
Her kunne den 12-årige stå i
flere timer, og betragte folk,
der spillede.
- Min spillelidenskab kom
først rigtig til udtryk, da jeg
kom på skole i Danmark. Her
var det værtshusene, der lok-
kede med deres forskellige
automater.
Efterlyser problemets
kerne
Siden den tid er det gået støt
ned af bakke for den 39-årige
mand. Han erkender selv at
han har et alvorligt problem,
men ved ikke, hvad det bun-
der i. Han har misbrugt hash
tidligere, og fik hashpsykose
som ung. Han har været mis-
bruger af nerveberoligende
piller, og har været alkoholi-
ker igennem mange år.
- Jeg kom på afvænning i
»Qaqiffik« sidste år, men
faldt i igen i februar. Efter et
par måneder holdt jeg dog op
igen med drikkeriet, og går
næsten dagligt til møder i
AA-gruppen.
- Jeg har under min afvæn-
ning i »Qaqiffik« også talt om
min ludomani, og har siden
foreningen »Anynomic Gam-
blers« gået til tre møder. Der
finder bare ingen behandling
sted. Der kommer en gruppe
mennesker, der lider af ludo-
mani. Man taler om proble-
merne under møderne, men
det kan ikke hjælpe mig over
mit problem, siger den 39-åri-
ge-
Trækker som en magnet
At det er et alvorligt problem,
den 39-årige slås med kom-
mer meget tydeligt til udtryk,
nar han fortæller om sit voks-
ne liv.
- Når lønningsdagen nær-
mer sig har jeg mange gange
tænkt, at nu skal jeg først
handle, så jeg har tilstrække-
ligt med mad, kaffe og tobak.
Alligevel sker det den ene
gang efter den anden, at jeg
styrer direkte til spillesteder-
ne. Det er som en magnet der
trækker. Hver gang tror jeg, at
jeg kan mangedoble min løn,
men i sidste ende, er det spil-
leautomaterne der vinder. For
jeg holder aldrig op med at
spille, før jeg har brugt alle
pengene.
- Når jeg vinder et lidt stort
beløb, føles det som en rus.
Lidt ligesom at være behage-
ligt fuld, men når jeg til sidst
står som taberen, føler jeg
mig ussel og bliver deprime-
ret. Man ærger sig frygteligt.
Så kommer følelsen af min-
dreværd, og mange gange
kommer tankerne om selv-
mord snigende.
Der skal være penge nok
Den 39-årige har aldrig stiftet
familie. Det har hans liden-
skab ikke skabt plads til. Det
længste forhold han har haft
varede knap tre måneder. Han
har heller ikke noget tæt for-
hold til sin nærmeste familie.
I det hele taget er hans til-
værelse skrumpet ind til kun
at omfatte henvendelser til
socialkontoret, møderne i AA
og selvfølgelig spillestederne
i byen.
- Jeg kan vågne en morgen,
og være fuldstændig ude af
stand til at tænke på andet
andet end at komme til at spil-
le. Det kommer i bølger. Men
jeg kan ikke klare mig med
mindre end 500 kroner. Jeg
spiller aldrig, når jeg kun har
få penge. Det er ligesom ikke
nok, der er ingen tilfredsstil-
lelse i at spille for 250 kroner
for eksempel. Det varer ikke
længe nok.
Før den 39-årige kom på
afvænning i »Qaqiffik« var
han så desperat en aften, for at
komme til at drikke og spille
noget mere, at han tømte pen-
geskabet i det firma, hvor han
havde et overordnet job. Der
lå 3.900 kroner.
- Jeg fik det ordnet på den
måde, at firmaet trak mig i
løn, ved næste lønudbetaling,
så jeg var gældfri, da jeg blev
fyret fra jobbet.
Vil behandles for
sin sygdom
I dag har den 39-årige sendt
ansøgninger om flere jobs.
Siden februar har han gennem
kommunen fået 850 kroner
hver fjortende dag til de for-
skellige fornødenheder, men
mange gange havner også de
LUDOMANI
penge i lommen på ejerne til
spilleautomaterne.
- Jeg går jo og sulter, både
efter mad og tobak og tænker
at jeg skal være så fornuftig,
at købe ind, før spilleautoma-
terne får deres del. Det er bare
yderst sjældent, det går så
godt. Sidst jeg fik min under-
støttelse, spillede jeg dem op i
løbet af fire timer. Så jeg må
enten sulte eller låne mig
frem, de næste dage.
- Jeg kan ikke holde dette
liv ud længere. Jeg må have
hjælp. Jeg ved, at jeg har be-
hov for at blive behandlet for
min sygdom. Jeg har også talt
med min sagsbehandler i
kommunen om at komme i
behandling i Danmark. Hun
vil lige se tiden an, og siden
har hun ikke nævnt noget om
det. Vi er blevet enige om, at
jeg får udbetalt min under-
støttelse hver uge. Så er der
større chance for, at jeg ikke
spiller pengene op med det
samme. Det er jo under 500
kroner, så jeg regner med, at
kunne holde mig fra spilleau-
tomaterne.
- Når jeg bliver ekstremt
sulten, går jeg gerne til et af
stederne med spilleautomater.
Der sidder gerne nogle »ama-
tører« og spiller. Jeg kan red-
de mig lidt penge til at købe
mad for ved at give dem gode
råd omkring spillet, siger den
39-årige ludoman, hvis til-
værelse dag for dag skrumper
mere og mere ind.
ASS./ FOTO: LOUISE-INGER KORDON