Atuagagdliutit

Ukioqatigiit
Ataaseq assigiiaat ilaat

Atuagagdliutit - 18.06.1998, Qupperneq 10

Atuagagdliutit - 18.06.1998, Qupperneq 10
10 -TORSDAG 18. JUNI 1998 ATU AGAG DLI UTIT Ikiuutisiat inuunermi pisariaqartitanut, soorlu nerisassanut, atorneqarnatik aningaasaneerutinut atorneqartuartarput. Mange gange er socialhjælpen gået til spilleautomater og ikke til de daglige fornødenheder som mad. SPILLEDJÆVLEN STYRER LUDOMANERS LIV Af Pouline Møller Selv socialhjælpen ædes op af spilleautomaterne NUUK(PM) - »Sommetider dagdrømmer jeg om en til- værelse, der er helt anderle- des end den, jeg har i dag. Et trygt liv med daglige faste måltider, med mad nok i køle- skabet, en fast kæreste, et fast job, som giver mig råd til at købe nye møbler, så jeg kan skabe mig et hyggeligt hjem, som raske mennesker.« Men virkeligheden står i hård kontrast til disse dag- drømme hos en 39-årig ludo- man, der for nylig sendte AG et brev om sit liv. Men det var en »halvkvædet vise«, og vor medarbejder kørte derfor en formiddag ud til adressen og bankede på. Han bød velkom- men og ville gerne snakke. Fra den lille entré træder man direkte ind i køkkenet, der næppe er mere end ni kva- dratmeter. Badeværelset er placeret til højre for køkkenet, her ligger snavsetøjet i en stor bunke lige indenfor døren. Fortsætter man lige ud fra køkkenet, kommer man ind i stuen, der også fungerer som soveværelse. Det vil sige, en dobbeltmadras på gulvet ud- gør mandens seng. Lejlighe- den kan ikke være meget over 40 kvadratmeter. Mørkt og indelukket Det lille køkkenvindue er dækket til med noget stof, så der ikke slipper meget lys ind. Pladsen, hvor køleskabet stod tidligere, er gabende tomt. Han solgte det for 300 kroner, så han havde mere at spille og drikke for. I stedet står der en enkelt pakke margarine og et halv- tomt glas rødkål på, gulvet under køkkenbordet. Det er alt, hvad han har af madvarer frem til den 23. i denne måned. Den dag får han kon- tanthjælp fra kommunen på 850 kroner. - Jeg spiste sidste gang i går eftermiddag. Da tilberedte jeg gnaveben, som jeg købte for en rekvisition, jeg fik på soci- alkontoret før week-enden. Inde i stuen er der også halvmørkt. De røde persien- ner dæmper dagslyset så det giver en dunkel belysning. I det hele taget hviler der en dyster atmosfære i den lille lejlighed, som svarer meget godt til den stemning indeha- veren kommer i, når han føler sig overflødig og til ingen nytte på grund af sin lidelse - ludomani. Spillelidenskab, som ikke lader sig styre. Han er tidligere behandlet for alkoholisme. Slidte kort Han har været i gang med at lægge kabale, da AG’s med- arbejder bankede på, så han tager sig lige tid til at lægge de sidste kort, før han vender sin fulde opmærksomhed mod den nye gæst. Kortene er slidte af megen brug, så figurerne næsten er forsvundet. Lige så slidte som den sofa, han sidder i, og som det bord, han lægger kabale på. I askebægeret på bordet er cigaretstumpeme så korte, at han må have brændt sig på fingrene, da han tog det sidste sug. Det er en kummerlig til- værelse, ludomanen beskriver for AG’s medarbejder. Han har i sin voksne tilværelse haft op til ti jobs. To gange er han blevet fyret, og resten af gangene er han selv gået fra jobbet, fordi han vidste, en fyreseddel var på vej. Spiller til han er blanket af - Jeg har været på socialhjælp siden februar, hvor jeg selv sagde op fra mit sidste job. Jeg ville have udbetalt mine optjente feriepenge fra sidste år. , - Jeg fik i alt lige omkring 8.000 kroner, og dem spillede jeg op i løbet af to dage. Så var jeg tilbage, hvor jeg var startet, nemlig helt blank for penge og uden mad. Den 39-årige fortæller, at han blev klar over sin lidelse som teen-ager. Han boede i en mindre by, hvor pølseman- den var indehaver af byens eneste énarmede tyveknægt. Her kunne den 12-årige stå i flere timer, og betragte folk, der spillede. - Min spillelidenskab kom først rigtig til udtryk, da jeg kom på skole i Danmark. Her var det værtshusene, der lok- kede med deres forskellige automater. Efterlyser problemets kerne Siden den tid er det gået støt ned af bakke for den 39-årige mand. Han erkender selv at han har et alvorligt problem, men ved ikke, hvad det bun- der i. Han har misbrugt hash tidligere, og fik hashpsykose som ung. Han har været mis- bruger af nerveberoligende piller, og har været alkoholi- ker igennem mange år. - Jeg kom på afvænning i »Qaqiffik« sidste år, men faldt i igen i februar. Efter et par måneder holdt jeg dog op igen med drikkeriet, og går næsten dagligt til møder i AA-gruppen. - Jeg har under min afvæn- ning i »Qaqiffik« også talt om min ludomani, og har siden foreningen »Anynomic Gam- blers« gået til tre møder. Der finder bare ingen behandling sted. Der kommer en gruppe mennesker, der lider af ludo- mani. Man taler om proble- merne under møderne, men det kan ikke hjælpe mig over mit problem, siger den 39-åri- ge- Trækker som en magnet At det er et alvorligt problem, den 39-årige slås med kom- mer meget tydeligt til udtryk, nar han fortæller om sit voks- ne liv. - Når lønningsdagen nær- mer sig har jeg mange gange tænkt, at nu skal jeg først handle, så jeg har tilstrække- ligt med mad, kaffe og tobak. Alligevel sker det den ene gang efter den anden, at jeg styrer direkte til spillesteder- ne. Det er som en magnet der trækker. Hver gang tror jeg, at jeg kan mangedoble min løn, men i sidste ende, er det spil- leautomaterne der vinder. For jeg holder aldrig op med at spille, før jeg har brugt alle pengene. - Når jeg vinder et lidt stort beløb, føles det som en rus. Lidt ligesom at være behage- ligt fuld, men når jeg til sidst står som taberen, føler jeg mig ussel og bliver deprime- ret. Man ærger sig frygteligt. Så kommer følelsen af min- dreværd, og mange gange kommer tankerne om selv- mord snigende. Der skal være penge nok Den 39-årige har aldrig stiftet familie. Det har hans liden- skab ikke skabt plads til. Det længste forhold han har haft varede knap tre måneder. Han har heller ikke noget tæt for- hold til sin nærmeste familie. I det hele taget er hans til- værelse skrumpet ind til kun at omfatte henvendelser til socialkontoret, møderne i AA og selvfølgelig spillestederne i byen. - Jeg kan vågne en morgen, og være fuldstændig ude af stand til at tænke på andet andet end at komme til at spil- le. Det kommer i bølger. Men jeg kan ikke klare mig med mindre end 500 kroner. Jeg spiller aldrig, når jeg kun har få penge. Det er ligesom ikke nok, der er ingen tilfredsstil- lelse i at spille for 250 kroner for eksempel. Det varer ikke længe nok. Før den 39-årige kom på afvænning i »Qaqiffik« var han så desperat en aften, for at komme til at drikke og spille noget mere, at han tømte pen- geskabet i det firma, hvor han havde et overordnet job. Der lå 3.900 kroner. - Jeg fik det ordnet på den måde, at firmaet trak mig i løn, ved næste lønudbetaling, så jeg var gældfri, da jeg blev fyret fra jobbet. Vil behandles for sin sygdom I dag har den 39-årige sendt ansøgninger om flere jobs. Siden februar har han gennem kommunen fået 850 kroner hver fjortende dag til de for- skellige fornødenheder, men mange gange havner også de LUDOMANI penge i lommen på ejerne til spilleautomaterne. - Jeg går jo og sulter, både efter mad og tobak og tænker at jeg skal være så fornuftig, at købe ind, før spilleautoma- terne får deres del. Det er bare yderst sjældent, det går så godt. Sidst jeg fik min under- støttelse, spillede jeg dem op i løbet af fire timer. Så jeg må enten sulte eller låne mig frem, de næste dage. - Jeg kan ikke holde dette liv ud længere. Jeg må have hjælp. Jeg ved, at jeg har be- hov for at blive behandlet for min sygdom. Jeg har også talt med min sagsbehandler i kommunen om at komme i behandling i Danmark. Hun vil lige se tiden an, og siden har hun ikke nævnt noget om det. Vi er blevet enige om, at jeg får udbetalt min under- støttelse hver uge. Så er der større chance for, at jeg ikke spiller pengene op med det samme. Det er jo under 500 kroner, så jeg regner med, at kunne holde mig fra spilleau- tomaterne. - Når jeg bliver ekstremt sulten, går jeg gerne til et af stederne med spilleautomater. Der sidder gerne nogle »ama- tører« og spiller. Jeg kan red- de mig lidt penge til at købe mad for ved at give dem gode råd omkring spillet, siger den 39-årige ludoman, hvis til- værelse dag for dag skrumper mere og mere ind. ASS./ FOTO: LOUISE-INGER KORDON

x

Atuagagdliutit

Direct Links

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.