Atuagagdliutit - 22.07.1999, Blaðsíða 16

16 -TORSDAG 22. JULI 1999
ATUAGAGDLIUTIT
KVINDE MED SOCIALT SIND
Det kan være problematisk at tale med mennesker, man ikke kender, men med Loritha's sympatiske væsen
giver det ingen problemer
Af Lis Brandt
Vi mennesker er ikke ens og
har derfor forskellige interes-
ser. Nogle går så meget op i
deres interesser, at de bruger
en del tid på det, og vel end-
da bruger resten af livet på
det. Arbejdet med mennesker
er en del af Loritha Henrik-
sens liv. Hun har haft ind-
flydelse på mennesker med
problemer, såvel i andre lan-
de som i Grønland.
- Arbejde med mennesker
er nok en medfødt evne jeg
har, siger 57-årige Loritha.
Loritha Henriksen blev
født den 9. december 1941 i
bygden Ilimanaq, der den-
gang hørte under Qasigian-
nguit, forældrene var Peter
og Annike Christensen. Mo-
deren var fra Ilimanaq og
faderen fra Ataa nord for Ilu-
lissat.
Fra Ilimanaq til Kapisillit
- Jeg husker ikke så meget
fra min tidlige barndom, men
jeg husker tydeligt afslutnin-
gen af Den Anden Verdens-
krig, og jeg glemmer aldrig,
da alle i Ilimanaq hejste
flagene, og der blev holdt
stor fest. Der var dans om
aftenen til stor glæde for os
børn, erindrer Loritha.
I 1948 flyttede Loritha fra
sin fødebygd. Da havde fade-
ren hørt om de mange fisk
ved Kapisillit og besluttede
derfor at flytte dertil. De tog
fra Ilimanaq til Qasigian-
nguit, hvorfra de sejlede med
Sværdfisken sydpå. Uden
bekendte i Nuuk, måtte de
overnatte i telt i to dage, da
de nåede dertil.
| Kapisillit havde dengang
£ hverken skole eller kirke, og
1 derfor blev Loritha undervist
3 af sin mor, i regning og andre
| fag. Dengang var det almin-
| deligt, at man kendte sin kri-
| stendomskundskab, hvorfor
| hun også blev undervist i
z Bibelen. Loritha ærgrer sig
over, at hun aldrig har gået i
folkeskolen, og derfor ikke
har nogle eksamenspapirer at
fremvise i dag.
- Hvis en person dengang
kunne passe et arbejde og
være sin arbejdsplads hen-
given, kunne man nå resul-
tater, men i dag er det ander-
ledes, hvor eksamenspapirer
er meget vigtige, sige hun.
Tog ellers på
husholdningsskole
Stabilitet og vilje har en stor
plads i Loritha's liv. Efter at
have arbejdet som kiffaq i
Nuuk, rejste hun i 1960 til
Qaqortoq for at gå på hus-
holdningsskole i et år. Pla-
nerne blev dog spoleret, da
hun blev gravid en måned før
afslutningen. I begyndelsen
af 1960-erne var livssynet en
helt anden end i dag, og på
grund af sin graviditet blev
hun ekskluderet, bortvist fra
skolen med øjeblikkelig
virkning. Efter at have holdt
ferie med sin forlovede i
Danmark, begyndte hun at
arbejde på gæstehjemmet i
Nuuk.
Under mine børns
opvækst var jeg hjemme-
gående i seks år, siger
Loritha. I dag har de fem
voksne børn og fem børne-
børn, som de er meget glade
for.
Sympatisk
Da børnene var blevet lidt
større, begyndte Loritha at
arbejde som tolk på Skods-
borgklinikken.
- Jeg virkede som tolk for
patienter fra Sana, der var
blevet henvist til fysiotera-
peuten. Efter at have virket
som tolk i flere år, fik jeg
opgaver inden for fysio-
terapi, hvilket jeg også var
meget glad for. Og det synes
hun også passede godt til
hendes lyst til at arbejde med
mennesker.
- Nogle gange var det
meget hårdt, da klikken ikke
kun havde med fysioterapi at
gøre, men hvor folk med pro-
blemer kom for at tale om
dem. For dengang var der
ingen tilbud for folk med
psykiske problemer, ej heller
havde man et sted at anbrin-
ge dem, i modsætning til i
dag, hvor der er en psykia-
trisk afdeling på Sana.
Forstander på Allu
Tilliden på arbejdspladsen
fik et positivt resultat. Folk,
der kendte Loritha foreslog
hende, at hun blev forstander
på rekreationscenteret for
familier, Allu, i Sydgrøn-
land. I 1982 flyttede hun
sammen med sin mand og
det yngste barn til Alluitsoq
ved Qaqortoq. Begrundelsen
for at ansætte Loritha og hen-
des mand var, at man havde
brug for en erfaren og tillids-
fuld person, hvis Allu fortsat
skulle fungere. Allu er et
rekreationscenter for familier
med problemer, eller for
familier, der havde behov af
den ene eller anden art.
- Dengang var Allu helt
kuldsejlet, og det var hårdt
arbejde, da alt skulle startes
fra bunden af, for det hele
var ødelagt af hærværk, byg-
ningerne også. Det var en
LORITHA HENRIKSEN
stor lettelse, da det hele blev
normaliseret, og vi var der i
alt i tre år.
Loritha tilføjer, at hun i sin
tid i Allu aldrig havde en fri-
dag, for man kunne ikke lade
folk med problemer i stikken,
uanset om det var dag eller
nat, for de havde ingen andre
steder at henvende sig til.
- Når folk vil tale åbent
eller havde noget på hjertet
skal man benytte sig af det,
og det var en stor lettelse for
både os og vores klientel.
Tilliden til én og tillid til
andre medmennesker er en af
de vigtigste redskaber i ar-
bejde med folk, og det var
noget Loritha opnåede i sin
tid på Allu - en tid hun har
lært meget af. Dengang var
der 20-21 familier i Allu, og
de skulle naturligvis beskæf-
tiges. Efter tre lærerige år,
vendte Loritha tilbage til
Nuuk i 1985.
Loritha Henriksen uinilu Poul panitsik angajulleq 1974-imi
apersortimmat.
Loritha Henriksen med sin mand Poul, til deres ældste
datters konfirmation i 1974.
Aasallaraangat pinngortitarlu atoruminarsilluni, aalisarneq Lorithap nuannarilluartarpaa. Når sommeren kommer og naturen er til det, elsker Loritha at fiske.