Atuagagdliutit - 09.12.1993, Page 13

Nr. 114- 1993
73
?rf€ct.a^a^G&/U€'/£'
GRØNLANDSPOSTEN
I
igen, men kunne ikke. Jeg
var jo så nervøs for at skulle
være alene med Eriks mor.
Ved otte-tiden hørte jeg no-
gen komme op ad trappen.
Langsomme, tunge trin. Det
måtte være moren. Jeg kun-
ne næsten høre mit eget
hjerte banke, mens jeg lytte-
de til trinene, som nærmede
sig. Så vidt jeg huskede, boe-
de de på 3. sal. Jeg lod døren
fra stuen ud til gangen stå
åben og stillede mig op ved
den og ventede med samlede
hænder foran mig. Jeg stod
helt stille.
Hun så mig, da hun kom
ind, men hun så ikke direkte
på mig. »Vi skal ha’ kaffe, nu
skal jeg lave den,« sagde
hun, mens hun gik ind i køk-
kenet og stillede sin taske og
pose med brød på køkken-
bordet. Så kom hun ud i
gangen igen og hængte sin
frakke på en knage. For før-
ste gang så jeg hende rigtigt:
en ældre træt kvinde. Hun
fryser, tænkte jeg, da jeg så
hende gnide sine hænder
imod hinanden, mens hun
gik tilbage til køkkenet.
Imod min vilje fik jeg ondt af
hende. Jeg tænkte på den
store æske chokolade, der lå
på bordet inde i stuen. ’Hun
skal have den, men hvordan
skal jeg give hende den? Og
mon hun bliver glad for
den?’ tænkte jeg, mens jeg
blev stående. Jeg var lige-
som bange for at røre mig, så
bare på hende, der var i gang
med at lave kaffe. Hun fyld-
te kedlen med koldt vand,
tændte under den og satte
den over. Nå sådan, tænkte
jeg og var glad for, at komfu-
ret ikke var gået i stykker.
Så gik hun ind i sin stue.
Først nu, da jeg ikke kunne
se hende mere, kunne jeg
flytte mig, og listede ind i
stuen. Jeg stillede mig ved
bordet, blev stående og så på
den fine æske chokolade,
indtil jeg hørte hende gå ud
i køkkenet igen. Så gik jeg
ud til hende, rakte hende
æsken og sagde: »Værsgo’.«
»Er den tU mig?« spurgte
hun forbavset, og jeg nikke-
de. »Du godeste. Tak! Jeg
har aldrig haft så stor en
æske chokolade før.« Hun
gik ind i sin egen stue med
æsken, og da hun war kom-
met ud i køkkenet igen, rak-
te hun mig nogle kopper og
sagde: »Vil du tage dem ind
i stuen?«
Jeg tog kopperne og satte
dem på bordet i stuen, gik
ud i køkkenet igen og spurg-
te, om der var andet, jeg
skulle. Det var der ikke.
Hun skulle nok selv tage
kaffen og kagerne.
Da vi havde sat os til
bords med kaffen, kunne jeg
næsten ikke få den ned, og
wienerbrød blev klægt og
stort i min mund. Men Eriks
mor nød kaffen og kagerne,
kunne jeg se. »Hvad var det,
du hed?« spurgte hun.
»Kathrine,« svarede jeg og
tænkte på, om jeg skulle sige
mit efternavn også. Men lod
være. Jeg havde også lyst til
at spørge hende, hvad hun
hed, men kunne ikke få mig
til det.
***
Jeg var inde i lejligheden he-
le dagen. Da Eriks mor skul-
le ud og købe ind, ville jeg
meget gerne have været
med. Men hun spurgte ikke,
ogjeg turde ikke spørge. Det
var rart for mig, da Erik
kom hjem ved fire-tiden om
eftermiddagen. Men han var
ikke glad. Alligevel følte jeg
mig meget bedre tilpas. Da-
gen havde været så lang ale-
ne med hans mor. Der var
ikke blevet sagt ret mange
ord imellem os.
Da vi havde spist, sagde
Erik, at han gik en lille tur
over til sine kammerater.
Jeg sagde, jeg ville med. Men
han svarede, at det ikke var
noget for mig. Det var bedre
for mig at være hjemme og
se fjer syn sammen med
hans mor.
Jeg gik ud i køkkenet, lag-
de armene på køkkenbordet,
lod hovedet falde ned på dem
og begyndte at græde. Erik
kom ud til mig. Han sagde
ikke noget straks, og jeg
ventede hvert hvert øjeblik,
at han ville skælde mig ud.
Måske ville han slå mig. Jeg
var helt ude af mig selv af
angst og gav mig til at græde
højt. Hvad skulle jeg dog gø-
re, hvis han bad mig gå?
Hvor skulle jeg gå hen?
Men han sagde bare, at
han havde besluttet at blive
hjemme. Vi så alle tre fjer-
syn hele aftenen. Ingen af os
sagde noget. Og jeg kunne
ikke samle mine tanker om
det, jeg så.
»Skal du ikke i seng?«
spurgte Erik mig, da han
selv var kommet i seng. Jeg
sad på en 'stol og svarede
ham ikke. Inden der var gået
ret lang tid, var han faldet i
søvn og begyndte at snorke.
Jeg tog en flaske sherry
frem, som jeg havde købt i
flyvemaskinen. Noget af den
havde vi drukket. Resten
drak jeg nu og faldt i søvn i
stolen.
***
De kommende dage var
lange og kedsommelige. Jeg
kom næsten ikke udenfor
lejligheden. Et par gange tog
Erik mig ud på en tur om
aftenen. Det var dejligt. For
dagene, hvor jeg kun var
sammen med moren, var
strenge at komme igennem.
Jeg havde svært ved at for-
stå, hvad hun sagde. Og hun
forstod vel heller ikke ret
meget af det, jeg sagde. Mit
dårlige dansk blev endnu
dårligere, når jeg var nervøs
og genert. Så jeg var meget
glad, de to gange Erik tog
mig med ud.
Første gang vi var ude,
var vi på værtshus. Men
Erik blev pludselig meget
vred på en mand, han kend-
te. Så vi måtte gå hurtigt ef-
ter, at vi havde fået øl. Jeg
forstod ikke, hvad de to talte
om, men Erik blev i hvert
fald mægtig gal, da den an-
den sagde noget og grinede.
Jeg hørte kun det sidste,
Erik sagde: »Hold din kæft
og pas dig selv!«
En anden dag spurgte jeg
Erik, om vi skulle gå derhen
igen, men det ville han ikke.
En eftermiddag hørte jeg
Eriks mor tale i telefonen,
mens jeg var ude i køkkenet.
Selv om jeg ikke lyttede,
mente jeg helt bestemt, at
hun sagde »grønlændertøs«
i telefonen. Jeg blev meget
ulykkelig og begyndte at
græde. Jeg græd endnu, da
Erik kpm hjem fra arbejde.
Han spurgte, hvorfor jeg
græd, men jeg ville ikke sige
det. Da vi havde spist til af-
ten, sagde jeg, at jeg ville
hen til Grønlænderhjem-
met, og bad ham om at gå
med mig. Det ville han ikke.
Desuden påstod han, at han
ikke vidste, hvor det var.
»Så tager jeg selv derhen!«
sagde jeg.
»Du har lige sagt, at du
ikke vidste, hvordan du
skulle komme derhen,« sag-
de han. »Jeg ta’r en taxa.«
»Når du kender adressen,
hvordan i helvede vil du sp
komme derhen?«
»Jeg kan godt spørge for
dig!« sagde jeg meget be-
stemt, for jeg var gal på
ham. Han rystede på hove-
det og vendte sig om mod
fjersynet. Jeg tog min taske
og gik ud i gangen for at tage
min frakke, da jeg hørte
Eriks mor spørge ham, om
der var et sted i byen, hvor
grønlændere kunne bo. Erik
svarede, at der var noget,
der hed grølænderhjemmet
et sted i byen. Jeg tog min
frakke på og styrtede ned ad
trapperne for at finde en
taxa.
Det varede lidt, inden der
kom en taxa forbi, ogjeg løb
efter den. Chaufføren rulle-
de vinduet ned og spurgte:
»Hvorhen?« »Til grønlæn-
derhjemmet,« sagde jeg.
»Hvor ligger det?« spurg-
te han igen. »Det ved jeg ik-
ke.«
»Det ved jeg sgu heller ik-
ke,« svarede han, rullede
vinduet op og kørte bort. Jeg
tabte helt modet og opgav at
standse flere taxaer. Og så
begyndte jeg langsomt at gå
hen ad gaden. Hvad skulle
jeg gøre. Jeg ville i hvert fald
ikke hjem med det samme.
Da jeg havde gået lidt, så jeg
en dør, hvor der stod »øl-
stue«. Hvad om jeg gik der-
ind og fik en øl? Jeg blev
stående uden for døren og
kunne høre højrøstet snak
derinde fra. Og jeg blev me-
get forskrækket, da døren
pludselig gik op, og to unge
mænd kom støjende ud fra
værtshuset.
«Hej, skat, vil du med os
hjem?« sagde den ene til mig
og greb min arm: »Du kan
bande på, vi har det flot!
Hvad siger du til at være
med til alle tiders fest? Vi
skal nemlig hjem og holde
fest, skal jeg sige dig, dejlige
eskimøøøh...«
Så hurtigt jeg kunne, hev
jeg min arm fri fra hans
greb, og rystende sagde jeg:
»Jeg vil ikke med.« »Det var
satans! Du vil måske hellere
med herind og have en lille
én... at starte med? Hvad!«
sagde han og pegede imod
døren.
For et øjeblik siden havde
jeg lyst til at gå derind og få
en øl, men nu havde jeg helt
mistet lysten. Så roligt som
muligt sagde jeg: »Jeg vil
slet ikke nogen steder hen
sammen med jer.«
Den ene af de to unge
mænd stod og tissede, den
anden slog en høj latter op
og råbte til sin kammerat:
»Har du hørt det, makker?
En grønlændertøs, som si-
ger nej til et godt tilbud! Det
var sgu noget nyt.« Og til
mig sagde han: »Det kom-
mer du fandeme til at fortry-
de...«
Men jeg var allered på vej
væk fra dem, ogjeg råbte til-
bage: »I skal ikke tro, at alle
grønlændere er ens!« Jeg
hørte dem le fuldemands-
latter, og stemmen var usik-
ker, da den ene af dem råbte
tilbage: »Nå, det vil du have,
vi skal tro på, hvad? Vi ken-
der sgu mange grønlandske
piger...«
Jeg skyndte mig hjemad,
selv om jeg slet ikke havde
lyst til det. Men der var ikke
andet at gøre. Jeg var blevet
virkelig bange for at være
ude alene. Da jeg var kom-
met ind i vores opgang, satte
jeg mig på det nederste trap-
petrin for at prøve på at fal-
de til ro. Jeg tænkte på,
hvordan jeg nogen sinde
skulle slippe væk herfra og
træffe nogle grønlændere.
Jeg ville væk fra Eriks mor.
Helst ville jeg bo alene sam-
men med Erik. Jeg tænkte
også på, at det var mærke-
ligt så forandret, Erik var.
Han var så sød og glad i
Grønland. Vi havde det så
godt sammen. Men nu var
han anderledes. Jeg syntes
også, at han så bedre ud i
Grønland. Men jeg fortrød
straks, at jeg tænkte sådan.
For jeg holdt af ham og ville
så gerne flytte sammen med
ham.
Da jeg havde siddet der
temmelig længe og ikke læn-
gere rystede så meget, rejste
jeg mig og begyndte at gå op
ad trappen. Men mine knæ
fæltes helt bløde. Erik og
hans mor sad og så fjersyn,
da jeg kom ind. Altid fjersyn!
tænkte jeg. De spurgte ikke,
hvor jeg havde været.
***
Næste formiddag gik jeg ud
for at gå en tur rundt i kvar-
teret. Jeg kendte efterhån-
den de nærmeste gader, så
jeg skulle nok kunne finde
hjem igen. Da jeg havde gået
et stykke tid, bestemte jeg
mig for at gå, lige til jeg traf
en grølænder! Ogjeg gik. Da
jeg blev sulten, købte jeg
nogle æbler og spiste dem.
Om eftermiddagen købte jeg
kager. Jeg gik på en gade, jeg
ikke kendte. Pludselig mød-
te jeg en ung kvinde, som så
ud til at være grønlænder.
Jeg standsede og så på hen-
de. Hun så også på mig. Så
smilede jeg, og hun smilede
til mig. Og så var jeg glad.
»Jeg hedder Amalie,« sag-
de den unge kvinde. »Der
ligger et værtshus herovre.
Lad os gå over og få en lille
én.«
Vi havde det så rart, ogjeg
var så glad, at jeg slet ikke
havde lyst til at gå hjem.
»Jeg bor ikke ret langt her-
fra,« sagde Amalie. »Kom og
lad os tage hjem til mig. Min
mand er sikkert ikke kom-
met hjem endnu.«
Amalie og hendes ven boe-
de på Nørrebro i en af de
meget gamle ejendomme.
De havde et værelse og et
meget lille kammer, og mel-
lem de to rum var der et lille
aflukke, hvor Amalie havde
indrette et thekøkken. Her
lavede hun også mad. Den
lille lejlighed var meget uor-
dentlig, og luften var dårlig.
Rundt omkring stod aske-
bægere fyldt med cigaret-
skod. Her og der var der
tomme flasker. Trods rodet
var der hyggeligt, ogjeg sag-
de til Amalie, at hun måtte
være lykkelig over at have
sit eget hjem. Hendes ven
havde arbejde engang imel-
lem, fortalte hun. Hun selv
var køkkenmedhjælper på
en lille restaurant, hvor
hendes arbejde mest bestod i
at vaske op.
»Du kan sagtens, su har
arbejde!« sagde jeg. »Jeg
skal nok skaffe dig arbejde,
hvis du vil. Små snuskede
restuarationer mangler al-
tid hjælp,« lo hun og fortsat-
te: »Der er altid opvask eller
rengøring, som de fleste an-
dre ikke gider tage. Jeg har
skiftet arbejde mange gan-
ge. Der kan altid findes no-
get at lave for dem, som ikke
er bange for snavset arbej-
de.«
Da jeg kom hjem, var Erik
kommet. De havde også
spist. Han var sur over, at
jeg havde været så længe
borte uden at have sagt no-
get. De var blevet bange for,
at jeg måske ikke havde
kunnet finde hjem.
'Utroligt, at I har været
ængstelige for mig!’ tænkte
jeg ondt, men sagde: »Jeg
traf en grønlandsk kvinde.
Jeg var med hende hjem-
me.« Erik svarede ikke, men
vendte sig om mod fjersynet
igen.
Den næste aften kom Erik
ikke hjem. Jeg ventede på
ham hele aftenen og sov ikke
om natten, fordi jeg ventede
ham hvert øjeblik. Jeg un-
drede mig over, at hans mor
ingenting sagde. Jeg ville
gerne spørge hende, men
turde ikke. Næste eftermid-
dag ventede jeg, at han skul-
le komme hjem ved fireti-
den, som han plejede. Men
klokken blev seks, og han
var stadig ikke kommet. Så
spurgte jeg hans mor, om
hun vidste, hvor han var.
»Hos sin kone og søn,« sva-
rede hun.
»Er han flyttet tilbage til
dem?« spurgte jeg, nærmest
hviskende. »Jeg ved det ik-
ke. Måske,« sagde hun.
Jeg blev ulykkelig, men
turde ikke vise det. Jeg tog
min håndtaske, puttede mi-
ne penge i tasken og gik. Jeg
ville tage over til Amalie.
Det var fredag. Derfor væ-
der mange mennesker på ga-
den, selv om klokken var
over seks. Jeg gik som i søv-
ne. Og jeg kom flere gange
til at støde ind i folk på ga-
den blev skældt ud. Da jeg
kom op til Amalies dør, så
jeg, at der ikke var nogen
klokke. Jeg bankede på.
Men der kom ingen ud. Så
prøvede jeg at rykke i døren.
Den var åben. Jeg gik ind.
Der var ingen hjemme. Jeg
satte mig på en stol og be-
gyndte at ryge cigaretter.
Jeg røg den ene cigaret efter
den anden og ventede på
Amalie. Jeg ville i hvert fald
ikke hjem i aften. Jeg ville
spørge Amalie, om jeg måtte
sove hos dem i nat. Jeg lytte-
de til hver eneste lyd fra
trappen. Hvordan mon
Amalies ven var?
Så lød det endelig, som om
der var nogen ved døren, og
ind kom Amalie og en ung
mand, der så ret sjusket ud.
Amalie smilede, da hun så
mig, og sagde, at det var
godt, at jeg var der. Den un-
ge mand så forbavset på mig
og sagde: »Hvem satan er
det?« Og han stillede to pla-
sticposer på gulvet, tog en
øl, åbnede den og rakte mig
den. Så åbnede han en an-
den og satte den for mun-
den. De havde været på
weekendindkøb. Nu flød der
med mad- og drikkevarer i
deres lille køkken. Amalie
satte straks en gryde over
med noget kød.
Det var rart at få kød til
en afveksling fra det stegte,
jeg havde spist hos Eriks
mor, siden jeg kom. Mens vi
spiste, kom Amalies grøn-
landske veninde med sin
danske ven. De larmede. De
ville ikke have noget at spi-
se, men havde ikke noget
imod at drikke. Det var jo
fredag aften. Amalies ven fo-
reslog, at vi skulle ud og få
det lidt skægt. Og inden der
var gået ti minutter, var vi
på vej til et værtshus.
Jeg genkendte ikke stedet
med det samme. I aften var
det lille lokale stopfyldt med
gæster, og luften var tyk af
tobaksrøg. Amalie og hen-
des venner kendte flere af
gæsterne. Vi måtte lede ef-
ter bord temmelig længe,
mens der blev råbt »hej«,
»halløjsa« og »davs« til os.
Nogle rykkede sammen, så
vi fem også kunne få sidde-
plads. Pludselig så jeg en
fremmede mand ved min si-
de. Han masede sig ind ved
siden af mig på pladsen, som
Amalies ven lige havde for-
ladt et øjeblik: »Er du allere-
de blevet træt af ham? Det
tænkte jeg sgu nok!«
Jeg blev lidt forvirret, for
jeg syntes, jeg havde set ham
før, men kunne ikke komme
i tanke om, hvor det kunne
være. Og så med et genkend-
te jeg ham som manden,
Erik blev så gal på. Jeg vid-
ste ikke, hvad jeg skulle sige,
men så bare på de andre. De
begyndte pludselig at le alle-
sammen, og råbte »skål«,
mens de grinende så på mig.
Efterhånden havde vi fået
meget at drikke, og jeg var
ved at blive ligeglad med det
hele. Jeg glemte min fortviv-
lelse fra om eftermiddagen.
Manden ved siden af mig
blev siddende. Han hed Har-
dy. Til at begynde med afvi-
ste jeg hans tilnærmelser,
flyttede hans hånd fra min
hals og prøvede at få ham til
at lade være med at famle på
hele min krop. Men til sidst
lod jeg ham bare gøre det.
Jeg var træt til at gøre mod-
stand mere. Det var da også
meget rart. Og hvorfor ikke?
Erik var jo hos sin kone. Et
øjeblik væmmedes jeg ved
Hardy, da jeg kom til at tæn-
ke på Erik, men snart glem-
te jeg det igen. Spiritussens
virkning var stærkere end
min vilje. Hardy kyssede og
bed mig i halsen og ved mine
ører, da Jens, Amalies ven,
pludselig meget hurtigt sag-
de: »Hardy, for fanden, slip
Katrine. Erik er her!« Jeg
blev forskrækket og prøvede
på at støde Hardy fra mig.
Han løftede træt sin hovede
og sagde sløvt: »Hvorfor
det?«
»Erik er her!« gentog
Jens.
»Jeg er sgu da ligeglad.
Lad ham komme, så skal jeg
fandeme give ham, hvad han
fortjener.«
Fortsættes næste side.