Norðlýsi - 17.12.1915, Blaðsíða 3

til at aiHflge, at Norderoernes forhen-
værende Sognopræst, Chr. Faulenborg
■handlede i Overensstemraelse ined Lo-
ven, naar lmn đøbte Børn med 4 ellor
raaaske flere Navne.
Man maa for alle Tilfældes Skyid
vente, at Reglon om at benytto liøjst fire
Navne ikke vil blive praktiseret i Prem-
tiđen, og- Familiefædre behover ikke at
vægre sig' ved at gdve đeres Børn me-
re end tre Navne, i Fald do anser det
for passende, da Færøernes Provst, som
man skulde tro vidste Bosked disse
Forhold vedrørende, giver Tilladelse
hertil.
ISr. Bcdakter!
De bodos venligst give mig Plads
i deres ærođe Blad for følgende iúnier;
I et Tidsrum af 3 Uger har vi
ikke faaet Post til hlygledal, saa do,
der kundø vente at modtage Breve o. 1.
herfra, har maattet vente forgæves i
denne lange Tid.
Trods det daarlige Yejr kan jeg
ikke skonno anderledeo end at det, godt
har ladet sig gore at gaa fra Husuin
til Mygledal.
Det or som sagt moget, kedeligt,
at vi ikke har lmft Postforliinđelse i
saa lang Tid og det er endnu mere
keđeligt da vi ikk konder G.'uoen her-
til.
Kaleingur
Skarlagsfcber.
Der or i denue Uge indtruffet
nogle Tiifælde Skarlagsfeber her i
Klaksvig.
Det er at haabe at donno ukær-
komne Julegæst snart vil rejse bort.
Fiskeviet.
Den barske Nordenvind, som nn i
ugevis har blrest sin kolde Vintoraandø
ind ovor Færøerne og klædt vore Øer
i den livide Yinterdragt, liar bovirket,
at dot Fiskeri, der har været drovet
i denne Maaned er helt forsvindende.
Motorbaade der var paa Fiskeri siđste
Uge. opnaaede 140 Kr. og nedefter
Forhaabentlig vil vi efter det
stormfulđo og barske Vojr vi har haft
paa nogle Dage med rigtig godt Viu-
tervejr, saaledes at voro Motor- og Ro-
baade kundo faa Lejlighod til at sogo
ud pan voro Fiskegrunde eftor den nu
saare kostbare Fisk.
AT TIE OG TAL.E.
Under Aarsgildet for Klaksvig
í’orsamlingshus forleden var der sik-
*(ort mange der følte sig ilde berørt
''«d at iagttage, at en Del af Forsam-
^bgen ikke vilde indstille sin Parlemen-
teren Mand og Mand imellem, medens
der blev holdt, Gildestaler til Forsam-
lingon. At man ikke kan inđstille sin
private Snakken i de korte øjeblikke,
der holdos Taler, tjoner intet til Und-
skyldnirg for. Det tyder hverken paa
Dannelse eller Hensynsfuldhed overfor
andro Mennesker.
De Meauesker, der ikke ser sig i
Stand til at vise denno Hensynsfuldhed,
gjorde bedet i at holde sig borte fra
en saadnn Forsamling! thi saa kunde
den Dishannoni, som kom saa tyđeligt
frem ved nævnte Lejlighed, været unđ-
gaaet. Og forhaabontlig vil man ikke
se dette bliver gentaget.
KEIGEN 0« FEESITIBEN.
Den borømto Normr.nd, Professor
Fritjof Nansen holdt forleden i Studen-
t,i rforenifigon' i Kobnhavn et Forodrag
augaaende Krigen.
Friijof Nansen begyndte med at
sipe, nt han med Glæde liavdo grobet
L( jligheden til at faa dnnske Stuđen-
ti r í Tale, men at kan dog, nu .da lian
sti.d her, folte on vis Boklemthod, for-
di del, han kmtdo sigo, allereda var
sagt af ar.dre og sagt bedre íor.
I disse alvorlige Stunđer, fortsat-
te lian, stilles der imidlertid Krav til
N‘ rdens Folk, som ikke kan fremhæ-
vi s for ofto og for stærkt. Ogsaa hos
op, der staar udenfor, tviugor Tanker
sig frem, der faar Farver af Skæret
fra deu storo Vørdensbranð, forskelligt
efier de forskellige Sind. Noget af det,
der bevægor Sindeno mest, er dette
Sj ørgsmaal: Hvad er at forotrække,
at være neutral eller krigsførende?
Mange føler det som noget nedstem-
menđe at siddo stille, modeus andre
dirude hanđler, og der er adskillige,
som betages af Beundring for Krigen.
Dtr har i Verdonsliiatorien været Kri-
go, som kan vække beundrende Følel-
ser, men denne Ivrig er ikke Beun-
dring Værd. hlan kan ikke finde nogen
baien’e Tankø. Der or ingen stor
Sag at slaas for, mer væsentlig kun
den Bevæggrund: at komme Modstan-
deren til Livs og øđelægge ham saa
meget som muligt. Det erkendes 8af
alle de kæmpondo, at denne Krig er
en Forbrydelse. Do kappes om at fra-
lægge sig Ansvaret. At saakaldte kul-
turbærende Folk liandler, som vi nn
ser det, skal ikko øgo vor Beundring
for den europæiske Kultur. Men lad os
ikke tabe Hovedet. Vi maa tro, at
Fremtiđen rummer noget mere. Vi maa
arbejde for, at der kan komme en Tið,
da Krig sil være en Umnligked niellem
kulturbærende Folk,
Se, livorledes denne Krig virker
paa Folkenes Ouiđømnie! Ved >Titanic»
-Ulykken sørgeue alle civiliserede Men-
nesker, men ved »Lusitania«s Under-
gang horte vi en hel Nation juble.
.Det giftige Had faar Menne.sker, som
ellers er stærkt objektive, til at fælde
de bitre6te Dommo over Modstandere.
Krigen virker neđbryđenđe paa Men-
neskeheden. For hver Dag ny Tilbage-
gang, ny Tapning af Natiouernes hed-
ste Blod. Der peges paa Selvopofrel-
sen, paa den uhyre Kraftuđfoklelse som
noget stort. Meu tjener alt dette no-
get Fonnaal for Monneskelieden? Og
tænk saa paa Slappelsen, so>m konnner
bagefter! Vi maa rejse os mod dem,
som i Krigen ser en absolut Nodven-
dighed.
Saa langt i Retning af Fredsbe-
vægclsen kan mango blive enige. Men
spørges der, livorledes Fredsarbejdot
skal drives, cr jeg bange for, at Vej-
ene skiiles. Vi kendor de Rorter: Bort
pred Natioiialismen, don er Krigens
Aarsag! Men at kebe Freclen med
Nationei'nes Udslettelse vildo vrero Jfor
dyr en Pris. Afskaffer vi Nationalite-
ten og Fædrelandsfolelsen, saa afskaffer
vi ogsaa Betmgelsen for Mennosliehe-
dens Fremgang. Yed Sammenslntning
og Organisation opnaas der me«et
godt. Men do store, nyo Ta\iker kom-.
mer iklce fra dom, đer bcrer Fæíles-
stemp’et. Personligliederno kommer of-
tero fra Ørkenen cr.d fra de storo
myldrende Byer. Paa sammo Vis er
det med Nationerne. De enkelte KnJ-
turfolks Udvikling af særogne Egen-
skaber er en uundgaaelig Betingelse
for Menneskeheđcns Fremgang. Impo-
riaíismen, som rummer Magtbegæret, er
det forældodo Begrcb, den skadelige
Overlevering. Imperialismen, ikke Na-
tioualisinen, er i sit Væsen kultur-
fjendsk.
De smaa' Nationer har gjort deres
betydningsfulde Inđsats. Tænk blot paa
en lille Stat som Athen! Verden yilde
være nbodelig fattigere, om den var
børøvet de smaa Folk. At ødelægge en
lille Kulturnation er et verdenliistorisk
Morđ.
Nationerno maa hevares, og ikke
mindst de smaa. Fæđielandsfolelsen er
i Pagt med Fremtiđen. Nationeu maa
være imod etlivert Forsøg paa Udvisk-
ning, paa Uđslettelse; den maa være
rede til at værge sin Neutralitet. Den
Tid, vi lever i, maa da kunne overbe-
vise os om Forsvarets Nodvendighed.
Havde vi ikke haft vor Neutralitetsvagt
i Orden, vilde audre have set sig nød-
saget til at overtage Vagten.
Hvorledes skal nu de norđiske
Folk røgte Opgaven? Vi vil ingen
Sammensmelthing, — de Idáer er for-
længst døde — men hvor det gælder
Vagthold mod Tryk udo fra, er vi
stærkere, naar vi staar sammen, end