Norðlýsi - 30.06.1916, Blaðsíða 3

lanvina. 0..?aa fra Bulgarirn er der
tapret Troigier for at dæmiue op for de
rususke Stormleb.
Der teiegraferts fra Petrograd, at
OsUigerne liar bragt alle Slags tekni-
sko Opfindelser til Anvondelse for at
sikre de ostrigske Stilliugers lliudtage-
iigiieđ. Trods al den Energi, der blev
oj.bndt af dot ostrigske Artilleri, var
det umuligt' at bringe den rasende Ild
fra đe russiske Kanoner til Stilhed.
Men i det lange Lob er det Men-
r.eskekraften, som over Virkning;, og
det ntss'iske Infanteris glimrende An-
gri b j aa den østrigske Forsvarslabyrint
er det tydeligste Varsel, der endnu er
givct Centralmagterne om, at do mod
deres stærkt medtagne Menneskemateti-
ale ikko lrenger kan haabe paa nogen
Sejr. De 4 Maaneders Iíampe ved Ver-
đun opgives fra fransk Side at have
ko8iet Tyskerne en halv Million Mand,
et uiiyre Offer uđen Besultat.
KtaíifleKS €!røiiland.
Canđ. AV. Tholbitaer, der har rejst
i Grønlanđ og studeret Forlioldene
deroppe, holdt i Foraaret 1915 et Fo-
redrag i Foreningeu »Do danske At-
ianterhavsøer« angaaende grønlandske
Forhold. Til Foredraget,. som er gen-
givet i »Atlanten«, har han lagt føl-
gende interessante Tilføjelse:
I den grønlandske kunstđigtning
er Hrnrils Lund vel kun en enkelt
foraarsbebuder. Men der er tegn der
tyd: r pna, at flero bøgynder at. indso,
at nogot af det tabte bør vindes tilbage.
Paa min siđste rejse modte jeg ogsaa
en og anden gronlrender, der beklagede,
at mi: sionen i landet har undertrykt
den gamie nationale sangkunst, især
selve trommesyngningen. Hertil kan fejes,
at der i selve Grønlanđ har rejst sig
stcmmer, dcr- kræver, at de gamle
kulturminder skal bevares, f. oks. ved
oprettelsen af et grøulandsk musæum.
Landsraadene har vedtaget fiedningsbe-
stemmtlser af de hedenskegrave og grav-
fund og kræver mcd voksende styrke,
at forfæđrenes levevis respekteres.
Brydningstidens sidste periode, den
nationale genfødelses tiđ, synes at være
i frembrud. Det, gamle sydgrønlandske
folkenavn KaJálhlH fremdrages med for-
nyct stolthed, cg man rejser granitmo-
numeiiter for Hanstrak og Jørsjcn Brøn-
lund. Men navnlig kan der peges paa,
at de to landsraađs virksomhed er et
udtryk for nationens vaagnende og be-
rettigede solvfølelse. Det maa liaabes,
at der igennem d m vil kommme fart i
Lestræbelserne for at vrekke de indfød-
tes ansvarsfølelse ikke blot for deres
fortiđ og historie, men overfor alle de
eventualiteter, freiutiden kan bringe.
Blandt do sidste maa der regnes med den,
at monopolet opliæves, og at landets
børn som modno mænd engang skal
liandle (og drive liaudel) paa eget an-
svar.
Disse afstængte menuesker træn-
ger virkelig til forbindelse med omver-
denen og en stærkore forstaaelse af,
hvad audro nationer kæmper for. De
burđe lære dansk og andre fremmede
sprog for dervød at faa adgang til
fremmede literaturer. De burde ogsaa
lære, hvordan vi andro ærer vore for-
tidsminder, — I Grønland han jo kri-
stendommens indferelse medført, at fol-
ket foragter alt, livad der liorte lieien-
skabets t.id til. Det er et umodenhedsstand-
punkt, der altfor længe liar være hodlt
kuustigt vedlige, takket være missio-
nens monopol paa den aandelige nnder-
visning. Men folkesjælens gamle værdi-
er burdo, hvis det er muligt, fi'igøres
og omsættes i moderns former, særegne
for deeskimoiske liimmelstrøg.
Til døtte maal kunde den danske
regering yde en mægtig statto, om den
vilđe. Ved Ammassalik i Østgrønland
stod den gamle eskimoku.ltur i fuld
blomstrig for kns.pt eu gonoration siden.
For ti'edve aar siden opdagede »Kone-
baadsekspeditionen* (Hohn og Gards)
dctte østgrønlandske Paradis. Endnu for
ti aar siden overværodo jeg ti’ommo-
syngning (ivngertuf), mimiske skuespil
(uájdrtut) og gamlo boldlege dorovre,
og endnu maa vel en del af den gamle
episk - lyriske đigtning vfere bevaret i
erindringen — alt dette, der fyldt.e li-
vet med alvor og humør engang. At
missionen derovre nu som alloredo don-
gang, jeg ovcrvintrede dar, ubai'mhjær-
tigt nndertrykker eílivert nationalt
livBtegn, othvert fornyet udsiag af dou
oprindclige hedensko kuitur, er gansKo
i modstrid med, hvad vi selv — og alle
moderne nationer — foretager os over-
for forfædrenes .tr iditioner. Her under-
trykker vi ikko oldtidsminderne, folke-
viserne, gamle lege, Ilolbergs komedier
osv. Sligt sker kun i Grønland. Staten
har, maaske udeu selv at vtere klar
over det, medvirket til đenne udryddel-
se. Det er overordontlig beklageligt.
Det vilde styrke grølænderncs
nationale fremtid og fren.me et godt
forhold m dlem den gro.ilanđske nation
og Danmark, hvis vi cnđelig, i don
llíe time søgte at standse denne ud-
ryddelseskrig og at r'eddo, hvttd reddes
kan. Det vilde fra vor side være en
praktitk-psykologisk opgave, sigtende
til at redde en nations stil og fysiogno
mi samt dens volvi jo overfor os selv.
1 Østgrønland og i det sydlige Yest
grønland findes de sidste rester af den
gamlo kultur endnu levende.
Disse lestcr burđe bevares for
engang at ingaa som det livs- og hu-
morfornyende element i den nya knltur,
der volcser frern. Det [kunde sko igen-
nem đertil egnede lærere, ved oprettel-
sen af kursus i grønlandske folkemjndor
ved seminariet i Godthaab og eil instruks.
til præster og kateketer oiu. ikke at
modarbejde folkets natioiiale 'skikke.
En dánsk politiker har udtált: Den
rette forstaaelse imellem nationer
tilvejebringes bedst, naár man ikke
gaar af vejen for forskellighederne i
folkenatnren, men lærer dem at kende
og regner med dsm. — Dotto blev ud
talt i anledning af forho'.dat mellem
de skandinaviske riger (ministermødet
i marts 191 (>), men det samme syus-
punkt vildo væye dot ideelle princip for
ethvert moderhinás behandling at' sino
fjærne kolonier. Ogsaa hor gælder det
om at forstaa, at kende til bunds—- og
at regne med forskellighederne.
JW1.IUM BISFLOPtóTS <>í; •
ISKT AÍÍ5IET M.5ÍAUÍ>:
(Fortsat,)
Hvishan ikkelmr nogøn Kopi af og
Kendskab til Kontrakton, saa er det
hans egen Skyld. Han ved møget ' godt,
naar Koutingeutet skal betalos, og jeg
lmr ondnu ikke modt.agot Kontingeutet
fra ham for Aaret 1916, uag(;et det'
sk il betales Halvdelen i Januar og
Halvđelen i Mai, mon som dej; tydeligt
frcmgaar af hans første Artikel, vil
han kun være nyilonde Modlem áf
Fjrjningen.
Kegning til »Eoyndin Friða« har
jeg kun sendt engaág aarlig. For Aa-
1914 blev Regningon sendt den 19.
Decembsr 1914 øg đen blev betalt deu
22. Januar 1915. Kogningen for Aa-
ret fra 16. Dee. 1914 til Nov. 1915
blev sondt 6. Nov. 1915 og betalt 231
Døc. 1915, Det synas jeg er ikke no-
get at sige ti), om der gaar en Maauød
fra Regningerne bliver sendt, indtil 'de
bliver betalte, men de har ikke været
betalte straks, de har yæret sendte, soiíi
Julius skriver.
Han .er misfornojet over at have
været hos mig som en augrende Synder,
.det kan jeg forstia, han er nok ikke
vant til at angre siua fiynder.
»Sandlteden er den«, skriver han
»at i Marts 1914 fik vi enMaskinskáT
de, hvorved vi maatte „faa et nyt Tan i-
hjnl, og mine Medejere tæikte, at Hr.
Motorlapper Rasmussen k.i.ile udeu
Tvivl reparero d.:t i 2 Dage*. Sandhe-
den er nemlig at do fik et nyt Tani-
hjnl og to gamle Tandhjul reparercde,
snmt Friktionskoblingen istandsát, og
desndea arbejdode jsg nogle Timer