Foringinn - 01.11.1964, Blaðsíða 8

Hann sat — gamli foringinn — við glæður eldsins nálægt Váttern, )
sænska risavatninu. Rennislétt vatnið gáraðist af og til af örlitlum
vindstrokum, sem þutu léttilega yfir silfurtæran flötinn.
Hann var milli svefns og vöku, blundaði af og til, en vaknaði á milli.
í þessu undarlega ástandi, mitt á milli drauma og veruleikans, þar j
sem tími og rúm finnast ekki og gamlar minningar leita á, heyrði hann
allt í einu rödd — eins og bergmál — sem virtist koma frá vatninu. j
Lag: Nár vinteren rinder ... j
Du troede at drþmme — vor prþvede ven —
da bálet blev aske og emmer,
og drengenes hvisken i teltet dþde hen,
og du sad alene og lytted’ igen
til din fþrertids halvglemte stemmer.
Da listed’, vi frem til dit lysende bud
af mþrke og mosklædte stammer,
du skimted’ en udvisket flakkende kontur /
af skygger i kreds som en levende mur
om dit lejrbáls dþende flammer.
Du syntes at kende din gamle flok:
Wam peka med ugler og ravne, (
huroner og cowboys, Baloo og Chingacoq
en række — pá en gang sublim og barok —
af de eldgamle æventyrs navne.
í
8 FORINGINN