Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.12.1923, Blaðsíða 4
82
Dansk-islandsk Kirkesag.
Det var ikke underligt, at de saa betænkelige ud,
. . . myr var et frygteligt Sted. Forbjerget styrtede
næsten lodret ned til Havet, og Brændingen neden-
under stod aldrig stille. I denne Skraaning laa Vejen
eller rettere sagt Stien. Kom man ridende, maatte
man stige af, og støtte sig til Klipperne og den stærkt
faldende Skraaning med den ene Haand, og trække
Hesten ved Tøjlerne med den anden.
En af Karlene kom tilbage.
De andre var styrtede ned i Brændingen, hvor
Posten ogsaa var gaaet i Forvejen.
Næste Foraar fandtes alle Ligene uden Postens.
Hans Postsæk fandtes noget højere oppe.
II.
Jeg befandt mig paa Vejen nordover.
Det knirkede i Skierne, og Sneen føg kælende om-
kring mine Fødder. Vejret var slaaet om efter en
længere Tids fuldstændige Rasen.
Nordlysene dansede paa den stjerneklare Himmel,
og det var næsten ligesaa lyst som ved højlys Dag.
Dagene var ellers bievne meget korte. Solen tittede
op over Horisonten et Par Timer ved Middagstid,
og forsvandt saa igen.
Jeg tænkte paa min Rejses Formaal.
Jeg skulde søge at faa en Mand begravet. Liget
havde allerede ligget begravet i Sneen hjemme paa
Gaarden i mere end 3 Uger. Det var ikke lykkedes
at faa fat i mig før. I mine Formænds Tid var det
ofte saa slemt, at naar én døde i Nærheden af An-
nekset, kunde Præsten ikke naa over Fjeldene, og
saa blev den døde begravet ved Pæl, d. v. s. en Pæl
blev rammet ned i Jorden over Kisten, og ved For-
aarstid blev den saa trukket op i Nærværelse af Præ-
sten, som da kastede Jord ned i Hullet. Mangfoldige
Gange havde denne foreløbige Begravelse givet Anled-
ning til Spøgelseshistorier, fortalte i de lange Vinter-
aftener under Tilhørernes lette Gysen.
Jeg ventede at finde Enken sønderknust af Sorg
og Bekymring over Liget derude i Sneen, men jeg
fandt, at hun var saa glad og fortrøstningsfuld i Sim