Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.12.1923, Blaðsíða 6

84
Dansk-islandsk Kirkesag.
Selv havde han ikke turdet rejse bort fra Hustruen,
som, i den senere Tid, var bleven »underlig og ander-
ledes end Folk er flest.«
Jeg kendte Forholdene der i . . . vik. Hun var 21
Aar gammel, han henimod de fyrre. De havde to
Børn foruden det, der nu var døende. De boede i
deres lille Dal, mellem høje Bjerge og det evigt bru-
sende Hav. Fire Timers Vej var der til deres nær-
meste Nabo. De havde en Ko, fire eller fem Faar,
og Manden tog ud lil Fiskeriet, naar det var Vejr til.
Men de elsker den velsignede Sol — den lyser
mangen en Sommernat i deres stakkels afsidesliggende
Hytte — det vil sige, naar ikke Taagen breder sig i
tykke Lag over Dalen.
Jeg tog af Sted.
Efter fire Timers Ridt kom jeg til den Gaard,
hvorfra jeg skulde sættes over Fjorden. Bonden del-
tog selv med mig, Karlene var ad Heden til og slog
Græs.
Vi roede i del stille Vejr over det spejlblanke
Hav, udenfor alle Vige og Næs. Midnatssolens Straa-
ler glitrede i Overfladen og Havet tav saa underlig
stille. De majestætiske Bjerge stod der, hadede i den
røde Belysning, røde selv ligesom unge forlegne Piger.
Vi kunde tælle henimod 200 Skibe, der laa og
tiskede paa disse Kanter.
Min Ledsager var gaaet igennem Sorgens dybe
Dale, og han vidste, jeg kendte dertil — men han
havde aldrig omtalt det til nogen. Tavs rugede han
over sin Sorg. Men jeg forstod, at netop igennem
denne Sorg havde Gud faaet et fastere Greb om hans
Hjerte.
Saadan er da ogsaa Menneskene her.
Vi kom til . . . vik ved 2 Tiden om Natten.
Der døbte jeg det smukkeste Barn, jeg endnu har
set, imedens Morgensolen smilte paa den lille Dal.
De andre 2 Søskende sad i deres smaa, fattige
Senge, og saa forundrede til; og de trætte og søvnløse
Forældre græd. — Frelsex-en tager sig ogsaa af de
smaa, der kommer døende til denne Verden, selv om
det er i Verdens mest afsides liggende Dale,