Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.10.1931, Blaðsíða 30

80
Dansk-islandsk Kirkesag.
syg af Sinds-Lidelser allerede som helt ung, — og
maatte flytte fra Mand og Børn. Han blev saaledes
alene om Opdragelsen af Døtrene og blev dem baade
Far og Mor. Hans Omhu for dem og deres Hengiven-
hed for ham var baade rørende og skøn.
Tomassons Død er et uerstatteligt Tab for Dansk-
islandsk Kirkesag. For os, som gennem mange Aar
har været knyttet til ham gennem personligt Venskab
og Samarbejde — kendes Savnet tungt. Han var en
enestaaende, hensynsfuld Medarbejder, en helhjertet
Ven, en ædel Mand, som ikke kendte Krogveje, og som
altid forudsatte, at andre havde de hedste Bevæg-
grunde, — derfor var smaalig Misundelse og Ære-
syge ham fremmed.
Thordur Tomassons Forfatterskab skaffede ham
Venner i vide Kredse, ikke mindst hans Digte. Han
skrev ikke for at opnaa Berømmelse, — men for at
vidne om sin Herre og for at tjene de to Lande, han
elskede. Sin første Digtsamling ■»Mellem Bedeslag«
tilegnede han sin Moder og den næste »Kors og
Krone« sin Søster. I den sidstnævnte findes der et
meget smukt Digt til hans Moder, hvoraf 3 Vers skal
citeres:
„Jeg skikker dig min Hilsen, min elskede Mor,
mens Klokkerne kimer i Dag.
Der, hvor Du stedes, det lider mod Nat,
og Du kender Dig gammel og svag.
Det fylder med bævende Vemod mit Sind,
thi dybt i mit Væsen Du bor;
Du er jo i hele den vide Verden
min egen, min eneste Mo’r!
Der nævnes en Sti, som ej ender i Grav,
men fører til Paradis frem.
Der skinner Dag, som gaar aldrig paa Hæld,
i de saliges evige Hjem.
De siger, den banes for trætteste Fod
i Troens enfoldige Ord.
O, kom, lad os vandre den ydmyg sammen
i Bon, Du og jeg, lille Mo’r!
De Klokker, de kimer i Paaskedagsgry —
med dem jeg Dig skikker mit Bud.
Hvor vi end stedes, lad Sol kun gaa ned,
blot vi ved, vi skal samles hos Gud.