Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.10.1932, Side 4

88
Dansk-islandsk Kirkesag.
nuftig Mening i at blive i denne Kirke. Enhver har
jo Lov til at gaa sin Vej. Og ogsaa om Kirken gælder
det, at den maa se at finde sin Plads blandt Tidens
Børn og ikke blandt dens Trælle. Kan den ikke det,
saa kan man ikke fortænke Tidens Børn i, om de
gaar deres Vej.
Jeg skal her lade Angrebene paa Kirkens Lære
være som de i Virkeligheden mindre betydningsfulde.
Men over for de andre Angreb gælder det først at
holde bestemt fast paa, at Jesus her — som sagt —
afviser denne Forpligtelse til at være Samfundsrefor-
mator med al mulig Skarphed. »Menneske!« — siger
han — d. v. s. han føler sig staaende her, ikke over
for Guds Kald, men over for Menneskers Krav; ikke
over for sin»Fader, som er i Himlen«, men over for
»Kød og Blod«.
Ikke fordi han ikke gerne vilde hjælpe Mennesker
— han hjalp jo Mennesker paa alle mulige Maader —
han var Læge, om nogen, og Hyrde — »salige er de
bannhjærtige,« har han sagt, fordi han selv altid var
det. Han vilde vel ogsaa gerne hjælpe dem med disse
Sager. Men kun hvis det blev erindret, at det var ikke
det, der var hans egentlige Kald. Han var sat til noget
andet og større. Hans Kald kom til ham i disse Ord:
»Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har Vel-
behag, hører ham.« Og han tog imod dette Kald: »Det
er min Mad at gøre hans Vilje, som sendte mig.«
Det kan ogsaa siges saaledes: Det er Menneskets
inderste Livsfølelse, inderste Livsretning og Vilje, der
er hans Omraade. Ikke det ydre — hverken ydre Ord-
ning eller Meninger. Og vel at mærke, det er hans Op-
gave at faa denne Menneskets inderste Tragten vendt
mod Gud. Først da kan der for Jesus være Tale om
at begynde at tales ved om det andet, da kan »alt dette
komme til i Tilgift«. Naar der altsaa er vaagnet For-
staaelse hos et Menneske for, hvor Jesus er hjemme,
og Længsel efter at være hjemme sammen med ham
hos Faderen.
Hvor vederkvægende netop i vore Dage at møde
en Skikkelse, der er »helt anderledes«, der er hævet
over det almindelige Strid og Stræb. Op over vor Tids
Kaos lyser dette: »Menneske, hvo har sat mig til Dom-