Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.12.1922, Qupperneq 13

Dansk-islandsk Kirkesag.
119
Snart fyldtes Borgen af festklædte Skikkelser, der
bænkede sig ved Bordet. Det var sikkert Havfolket,
der holdt Julegilde.
Under Maaltidet herskede der Liv og Munterhed.
Da kom Kristian uheldigvis til at nyse, og i samme
Nu for Folkene op og styrtede rædselsslagne ud af
Borgen. Drengen sprang hen til Vinduet og saa, at de
løb ud paa den samme Sandrevle, hvorfra de var
kommet, og forsvandt.
Ja, saa var det Havvætter.
Kristian vendte sig derpaa om og saa med Undren
paa alle de Kostbarheder, Bordet var dækket med.
»Disse Sager kan jeg leve af en lille Tid i Tro og
Fortrøstning til, at Gud har sendt mig det,« sagde han.
Som tænkt, saa gjort. Han spiste og drak, til han
var mæt. Saa tog han en guldindvirket Kappe, der
laa gemt paa en Bænk, svøbte den om sig og lagde
sig til at sove.
Paa Holar var der imidlertid stor Uro, for lille
Kristian kom ikke til Nadveren, og ingen vidste, hvor
han var blevet af. Efter en Del Spørgen frem og til-
bage og Søgen efter ham, kom man til det Resultat,
at han var taget med Karlene.
Juleaftensdag om Morgenen kom Karlene hjem fra
Drangø, og da det viste sig, at Drengen ikke var med
dem, og Karlene paastod, de ikke havde set ham, blev
Biskoppen for Alvor bekymret og gav Ordre til at
søge alle Steder.
Juletravllieden sluttedes tidlig paa Aftenen, for der
skulde holdes Julemesse. I Badstuen paa Holar blev
Bordet festligt dækket til alle Husets Folk, som Skik
var Julenatten. Naar Folkene var bænket, plejede Bi-
skoppen selv at gaa rundt til hver enkelt og skænke
Vin i Glassene.
Men nu kom han nedbøjet og alvorlig.
»Det vil gøre et Skaar i min Juleglæde og sikkert
for liere af eder, at vor lille Kristian savnes i Aften,«
sagde han, »og jeg liaaber, der ingen er til Stede her,
som ved noget om Drengen og ikke har aabenbaret
det.«