Det Nye Nord - 01.01.1920, Blaðsíða 12

Det Nye Nord - 01.01.1920, Blaðsíða 12
Side 10 DET NYE NORD Januar 1920 andet erhvervede Biskop Jon sig her Ret til de før omtalte Bjarnanesgodser. Man faar ikke megen Respekt for islandsk Rets- pleje i disse Tider ved at læse om denne Sag og dens Behandling ved Domstolene, Det synes, som hver Magthaver omtrent altid har kunnet skaffe sig Dom- mere, der dømte alting i hans Favør, og saa maaske kort Tid efter bliver de tidligere Domme erklæret for ugyldige og omstødte af en af Modparten udnævnt Domstol, der mener sig kompetent dertil. Undertiden er det de samme Dommere, der af Modparten tvin- ges til at omstøde deres egne for kort Tid siden af- sagte Kendelser, uden at der ses, at noget nyt er fremkommet i Sagen. Naar Sagerne saa indbringes for de højere Autoriteter, synes personlig Indflydelse og Bestikkelser meget ofte at have gjort Udslaget. Hélabispernes Forfølgelser mod Teit Thorleifsson og hans Slægt er et uhyggeligt, men ingenlunde ene- staaende Eksempel paa Datidens katholske Kirke- fyrsters Misbrug af sin Stilling. Der er ingen Tvivl om, at Biskopperne selv har været overbeviste om, at de i højeste Grad tjente Kirken ved paa denne Maade at berige den, men uheldigvis for Biskop Jons Minde kan man ikke lukke Øjnene for den Omstæn- dighed, at han ved denne Lejlighed ogsaa berigede sig selv og sin Familie i Lighed med adskillige af de værste blandt hans Forgængere. Biskop Jons Svigersøn kom dog ikke længe til at nyde godt af sin Forgængers Rigdomme. Han holdt sit Indtog paa sin faldne Fjendes Hovedgaard og bo- satte sig der. Kort efter holdt han et Gilde. Der blev drukket tæt. Lagmanden blev beruset og udfordrede en af sine egne Mænd til Tvekamp. Denne vægrede sig længe derved, indtil han ikke længer kunde taale Lagmandens Fornærmelser. De gik saa ud og kæm- pede udenfor Gaardens Hoveddør, netop paa selv- samme Sted, hvor Lagmand Rafn kort Tid i For- vejen havde forkyndt Gaardens tidligere Herre Teit Stævningen for den partiske Domstol, der havde fra- dømt ham Gaarden. Der fik Lagmanden sit Bane- saar af sin egen Tjeners Haand. Lagmanden kom til sig selv ved Saaret, angrede sin Opførsel, erklærede Drabsmanden for uskyldig i Vidners Overværelse og døde tre Dage efter (1528). Striden med Biskop Ogmund blev ogsaa ført til Ende. Paa Altinget 1527 mødte Biskop Jon Arason med 1080 Mand, Biskop Ogmund med en noget tal- rigere Hær (Angivelserne varierer fra 1440—1660 Mand); begge Parter var beredte paa at sætte deres Sag igennem med Vaabenmagt; men en Del indfly- delsesrige Gejstlige fik dog tilvejebragt en Mægling, og Biskopperne blev enige om ikke at levere et for- meligt Slag paa Altinget, men lade to udvalgte Mænd en for hver af dem, udkæmpe en Tvekamp. Denne blev ganske vist uafgjort — vel snarest til Fordel for Biskop Ogmund —, men det lykkedes alligevel at faa istand et Forlig. Det er sikkert, at Efterret- ningen om Protestantismens Fremgang har virket dæmpende paa de stridbare Biskopper, som var klar- synede nok til at øjne den store, nye Fare, som truede Kirken og manede til Sammenhold. Snart efter begynder de en venskabelig Brevveksling og Udveks- ling af Gaver. Jon Arason viste her en Eftergivenhed og en tydelig Forligsvilje, der i høj Grad taler til hans Ære, da han absolut var den krænkede Part. Biskop Ogmund ses til Gengjæld at have gjort en Del Indrømmelser, og selvfølgelig kunde han intet rokke ved sin Modstanders Stilling som Biskop. Forholdet mellem de to Biskopper blev snart gan- ske godt. Biskop Ogmund viste sin Kollega den Op- mærksomhed at præstevie to af hans Sønner, Bjorn og Magnus, som Faderen saa skaffede gode Præste- kald paa Nordlandet. En tredje Søn, Ari, fik han valgt til Lagmand efter sin Svigersøns Død. En fjerde Søn, Sigurd, fik ogsaa et godt Præstekald i Faderens Stift. Alle disse Sønner var energiske og dygtige Folk og Faderen meget hengivne. Alle blev de rigt gifte og levede som Stormænd. Magnus døde i en ung Alder. Præsten Bjorn og Lagmanden Ari fulgte tro- fast med Faderen og delte ondt og godt med ham i de sidste bevægede Aar af hans Liv. De faar et for- skelligt Omdømme; medens Bjorn siges at have været voldsom og havesyg, prises Ari for sin Klogskab og Vennesælhed; Faderens Sans for Musik og Poesi synes al være gaaet i Arv til ham. — Sigurd synes at have været en klog og forsigtig Mand; han roses for sin Lærdom og sin Gæstfrihed. Han ses at have staaet mere selvstændigt overfor Faderen end de to andre Brødre, og i deres sidste Kamp mod Kongen og Reformationen vilde han ikke deltage, men mis- billigede Faderens og Brødrenes voldsomme Færd, og raadede dem indstændig fra at styrte sig ud i Kampen mod en utvivlsom Overmagt. Forholdet mel- lem ham og Faderen var derfor noget køligere i de sidste Aar, men man ser, at Jon Arason iøvrigt har forstaaet at skatte netop denne Søns ypperlige Egen- skaber som klog og forsigtig Diplomat, og han an- vender ham ofte i vigtige Sendelser, saaledes til Kon- gen. Rimeligvis har Dr. Olason Ret i, at han har været den betydeligste af Jon Arasons Sønner. Dat- teren Thdrunn blev efter sin første Mands Død gift to Gange; hun skal have været en højt begavet og energisk Kvinde, der slægtede Faderen meget paa. IV. Det maa regnes Jon Arason til Ære, at naar und- tages denne store Sag mod Teit Thorleifsson, som han tildels havde arvet fra sin Forgænger, kan man forøvrigt ikke beskylde ham for at have været be- gærlig efter at angribe andre eller for at have vist nogen overdreven Strenghed med Hensyn til kirke- lige Forseelser, for at berige Kirken paa Lægmændenes Bekostning. I det hele og store synes han at have

x

Det Nye Nord

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Det Nye Nord
https://timarit.is/publication/1307

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.