Det Nye Nord - 01.01.1920, Blaðsíða 12

Side 10
DET NYE NORD
Januar 1920
andet erhvervede Biskop Jon sig her Ret til de før
omtalte Bjarnanesgodser.
Man faar ikke megen Respekt for islandsk Rets-
pleje i disse Tider ved at læse om denne Sag og dens
Behandling ved Domstolene, Det synes, som hver
Magthaver omtrent altid har kunnet skaffe sig Dom-
mere, der dømte alting i hans Favør, og saa maaske
kort Tid efter bliver de tidligere Domme erklæret for
ugyldige og omstødte af en af Modparten udnævnt
Domstol, der mener sig kompetent dertil. Undertiden
er det de samme Dommere, der af Modparten tvin-
ges til at omstøde deres egne for kort Tid siden af-
sagte Kendelser, uden at der ses, at noget nyt er
fremkommet i Sagen. Naar Sagerne saa indbringes
for de højere Autoriteter, synes personlig Indflydelse
og Bestikkelser meget ofte at have gjort Udslaget.
Hélabispernes Forfølgelser mod Teit Thorleifsson og
hans Slægt er et uhyggeligt, men ingenlunde ene-
staaende Eksempel paa Datidens katholske Kirke-
fyrsters Misbrug af sin Stilling. Der er ingen Tvivl
om, at Biskopperne selv har været overbeviste om,
at de i højeste Grad tjente Kirken ved paa denne
Maade at berige den, men uheldigvis for Biskop Jons
Minde kan man ikke lukke Øjnene for den Omstæn-
dighed, at han ved denne Lejlighed ogsaa berigede
sig selv og sin Familie i Lighed med adskillige af
de værste blandt hans Forgængere.
Biskop Jons Svigersøn kom dog ikke længe til at
nyde godt af sin Forgængers Rigdomme. Han holdt
sit Indtog paa sin faldne Fjendes Hovedgaard og bo-
satte sig der. Kort efter holdt han et Gilde. Der blev
drukket tæt. Lagmanden blev beruset og udfordrede
en af sine egne Mænd til Tvekamp. Denne vægrede
sig længe derved, indtil han ikke længer kunde taale
Lagmandens Fornærmelser. De gik saa ud og kæm-
pede udenfor Gaardens Hoveddør, netop paa selv-
samme Sted, hvor Lagmand Rafn kort Tid i For-
vejen havde forkyndt Gaardens tidligere Herre Teit
Stævningen for den partiske Domstol, der havde fra-
dømt ham Gaarden. Der fik Lagmanden sit Bane-
saar af sin egen Tjeners Haand. Lagmanden kom til
sig selv ved Saaret, angrede sin Opførsel, erklærede
Drabsmanden for uskyldig i Vidners Overværelse og
døde tre Dage efter (1528).
Striden med Biskop Ogmund blev ogsaa ført til
Ende. Paa Altinget 1527 mødte Biskop Jon Arason
med 1080 Mand, Biskop Ogmund med en noget tal-
rigere Hær (Angivelserne varierer fra 1440—1660
Mand); begge Parter var beredte paa at sætte deres
Sag igennem med Vaabenmagt; men en Del indfly-
delsesrige Gejstlige fik dog tilvejebragt en Mægling,
og Biskopperne blev enige om ikke at levere et for-
meligt Slag paa Altinget, men lade to udvalgte Mænd
en for hver af dem, udkæmpe en Tvekamp. Denne
blev ganske vist uafgjort — vel snarest til Fordel
for Biskop Ogmund —, men det lykkedes alligevel
at faa istand et Forlig. Det er sikkert, at Efterret-
ningen om Protestantismens Fremgang har virket
dæmpende paa de stridbare Biskopper, som var klar-
synede nok til at øjne den store, nye Fare, som
truede Kirken og manede til Sammenhold. Snart efter
begynder de en venskabelig Brevveksling og Udveks-
ling af Gaver. Jon Arason viste her en Eftergivenhed
og en tydelig Forligsvilje, der i høj Grad taler til
hans Ære, da han absolut var den krænkede Part.
Biskop Ogmund ses til Gengjæld at have gjort en
Del Indrømmelser, og selvfølgelig kunde han intet
rokke ved sin Modstanders Stilling som Biskop.
Forholdet mellem de to Biskopper blev snart gan-
ske godt. Biskop Ogmund viste sin Kollega den Op-
mærksomhed at præstevie to af hans Sønner, Bjorn
og Magnus, som Faderen saa skaffede gode Præste-
kald paa Nordlandet. En tredje Søn, Ari, fik han
valgt til Lagmand efter sin Svigersøns Død. En fjerde
Søn, Sigurd, fik ogsaa et godt Præstekald i Faderens
Stift. Alle disse Sønner var energiske og dygtige Folk
og Faderen meget hengivne. Alle blev de rigt gifte
og levede som Stormænd. Magnus døde i en ung
Alder. Præsten Bjorn og Lagmanden Ari fulgte tro-
fast med Faderen og delte ondt og godt med ham i
de sidste bevægede Aar af hans Liv. De faar et for-
skelligt Omdømme; medens Bjorn siges at have været
voldsom og havesyg, prises Ari for sin Klogskab og
Vennesælhed; Faderens Sans for Musik og Poesi
synes al være gaaet i Arv til ham. — Sigurd synes
at have været en klog og forsigtig Mand; han roses
for sin Lærdom og sin Gæstfrihed. Han ses at have
staaet mere selvstændigt overfor Faderen end de to
andre Brødre, og i deres sidste Kamp mod Kongen
og Reformationen vilde han ikke deltage, men mis-
billigede Faderens og Brødrenes voldsomme Færd,
og raadede dem indstændig fra at styrte sig ud i
Kampen mod en utvivlsom Overmagt. Forholdet mel-
lem ham og Faderen var derfor noget køligere i de
sidste Aar, men man ser, at Jon Arason iøvrigt har
forstaaet at skatte netop denne Søns ypperlige Egen-
skaber som klog og forsigtig Diplomat, og han an-
vender ham ofte i vigtige Sendelser, saaledes til Kon-
gen. Rimeligvis har Dr. Olason Ret i, at han har
været den betydeligste af Jon Arasons Sønner. Dat-
teren Thdrunn blev efter sin første Mands Død gift
to Gange; hun skal have været en højt begavet og
energisk Kvinde, der slægtede Faderen meget paa.
IV.
Det maa regnes Jon Arason til Ære, at naar und-
tages denne store Sag mod Teit Thorleifsson, som
han tildels havde arvet fra sin Forgænger, kan man
forøvrigt ikke beskylde ham for at have været be-
gærlig efter at angribe andre eller for at have vist
nogen overdreven Strenghed med Hensyn til kirke-
lige Forseelser, for at berige Kirken paa Lægmændenes
Bekostning. I det hele og store synes han at have