Det Nye Nord - 01.01.1920, Side 15

Januar 1920
DET NYE NORD
Side 13
ordinantsen, og ogsaa af en Rundskrivelse fra For-
aaret 1539, hvori han paa det skarpeste fordømmer
Lutheranismen og forbyder alle sit Stifts Indbyggere
at støtte dette Kætteri og ændre noget i Kirkens be-
staaende Lære og Skikke, »indtil der kommer herom
hertil Landet et aabent Brev fra den pavelige Stol
og hans kejserlige Majestæt«. Dette kan tyde paa, at
han har søgt Støtte hos Kejser Karl V, hvilket maa-
ske kan skyldes hans Troskab mod Kejserens afsatte
Svoger, Kong Kristian II. Alligevel anbefaler han dog
Altinget i et andet Brev at hylde Kong Kristian III,
men saaledes, at han samtidig erindrer om, at man
først og fremmest maa adlyde »Guds og Landets
Love«.
I 1540 kom Biskop Gizur Einarsson tilbage og
overtog sit Embede. Han blev paa Altinget anerkendt
som viet Biskop, men maatte love Gejstligheden at
ville styre »efter Kirkens gode og gamle Lov«. Kongen
havde til Altinget sendt et Brev, hvori Skylden for
Drabene i Skålholt tillagdes Biskop Ogmund. Tillige
befalede Kongen Islænderne at vedtage hans Kirke-
ordinants. Dette Brev blev besvaret af Biskop Jon
Arason og hans Søn Lagmand Ari Jonsson sammen
med Lovrettemændene og Sysselmændene fra Nord-
og Vestlandet; blandt disse lægger man Mærke til
Jon Arason’s senere Dødsfjende Da3i Guømundsson
fra Snoksdal, som endnu paa denne Tid staar paa Bi-
skoppens Parti som trosivrig Katolik og Værneraf Kirkens
og Landets Frihed overfor Kongemagten. Brevet til
Kongen er holdt i ærbødige og maadeholdne Udtryk.
Underskriverne erklærer sig villige til i Ord og Gæl-
ning at udføre alt, hvad Kongen ønsker skal ske for
at styrke Kristendommen, men de erklærer tillige, at
de aldrig har hørt, at nogen Kongemagt har kunnet
foretage Ændringer i kirkelige Forhold uden Bemyn-
digelse fra Rom. Imidlertid vil de gærne afskaffe al
Uskik og rette sig efter Kongens Bud, for saa vidt
de kan gøre det uden at tage Skade paa Sjælen. »Men
vi vil beholde den Kirkens Skik og den Tro, som
vore viseste lærde Mænd enes om, og ikke strider
mod Norges Love«. Brevet undskylder Biskop Ogmund
retter skarpe Anklager mod Claus van der Maruitzen
og erklærer Drabene for fuldstændig berettigede og
lovlige. Biskop Ogmund sendte Kongen et Brev af
lignende Indhold,
Biskop Gizur viste hurtig sit virkelige Sindelag og
begyndte ufortrødent at arbejde paa Protestantismens
Indførelse. For sent fik Biskop Ogmund Øjet op for,
hvilken Mand han havde faaet valgt til sin Efterfølger.
Han søgte efter bedste Evne at modarbejde ham, og
sluttede sig derfor nærmere til sin gamle Modstander,
J6n Arason. Biskop Gizur fik imidlertid nys om hans
Planer og tog sine Modforholdsregler. Næste Foraar
kom paa Kongens Bud op til Island to Orlogsskibe
under Anførsel af Kristoffer Hvidtfeldt. Han skulde
dels skaffe Kongen en Ekstraskat, dels skulde han
arbejde for Reformationens Indførelse. Han lod straks
arrestere Biskop Ogmund, og føre ham ombord, blind
og sengeliggende som han var. Dels ved Trusler, dels
ved Løfter om Løsladelse fik han ham til at udlevere
sig alt sit Gods, rede Penge og Kostbarheder. Det
tjener Biskop Gizur til liden Ære, at han i denne
Affære er optraadt som Hvidtfeldts Haandlanger; man
har endnu bevaret et Brev fra ham til Hvidtfeldt
(paa Plattysk), hvori han omtaler Biskop Ogmund
som »Ræven« og siger, at han sammen med Claus
van der Maruitz har været i Haukadal, hvor Biskop Og-
munds Kostbarheder var forvarede, men intet fandt
med Undtagelse af et lille Sølvbæger, idet alt det
andet allerede var bortført. Han anmoder Hvidtfeldt
om ikke at løslade Biskop Ogmund, og ikke lade
ham komme til Altinget, da han der har mange
Venner. Det fremgaar heraf med Tydelighed, at den
Medfart, som Biskop Ogmund fik, skyldtes tildels
Biskop Gizurs Indflydelse. Hvidtfeldt lod ham nemlig
paa Trods af alle Løfter føre ned til Danmark; han
blev der anbragt i Sorø Kloster, hvor .han kort efter
døde.
Paa Altinget 1541 kunde nu Biskop Gizur sætte
sin Vilje igennem. Kirkeordinantsen og dermed Re-
formationen blev vedtagen for Skalholts Stifts Ved-
kommende. Men fra Nordlandet mødte hverken
Biskop Jon eller hans Søn Lagmand Ari. Paa Rejsen
til Altinget havde de nemlig hørt om Hvidtfeldts
Voldshandling mod Biskop Ogmund. De fandt det da
raadeligst ikke at rende ind i Løvens Gab, og vendte
derfor tilbage. Sammen med Lovrettemændene fra
Nordlandet sendte de saa en Skrivelse til Altinget,
hvori de med Henvisning til den gamle Unionsakt
mellem Island og Norge lover at ville hylde Kristian III.
og betale Skat. De mener imidlertid, at med den vold-
somme Færd mod Biskop Ogmund har Kongens
Fuldmægtig krænket Landets Lov og Ret. Biskoppen
forbyder alle og enhver at afsige Domme angaaende
hans Stift eller vedtage noget angaaende det. Det
sidste sigter naturligvis til Kirkeordinantsen, og Brevet
har da ogsaa haft til Følge, at der paa Altinget ikke
blev vedtaget noget for Hélar Stifts Vedkommende.
Tillige skrev Biskop Jon til Hvidtfeldt, og lover at
ville sørge for, at Kongen faar, hvad der tilkommer
ham af Penge fra Nordlandet, men nægter at udlevere
Kirkernes Kostbarheder uden særlig skriftlig Ordre
under Kongens Segl. Med Hensyn til Kirkeordinantsen
erklærer Biskoppen, at han anser sig for bunden af
den almindelige Kristenheds Lære og af Domkapitlet
i Trondhjem. Dette var med andre Ord en høflig,
men bestemt Afvisning af Kongens Indblanding i
Kirkens Sager, samtidig med at Biskoppen i de rent
borgerlige Forhold tilsiger sin loyale Medvirkning.
Lagmand Ari Jonsson sendte Breve af lignende Ind-
hold til Altinget og til Hvidtfeldt. Han nedlagde sit
Embede som Lagmand og bad Lovretten om at ud-
nævne en Efterfølger. Han nedlagde ogsaa sit Em-
bede som Sysselmand,