Det Nye Nord - 01.01.1920, Síða 17

Januar 1920
DET NYE NORD
Side 15
VI.
Biskop Gizur Einarsson døde i April Aar 1548 i
sin kraftigste Alder. Katolikkerne betragtede hans
tidlige Død som en Straf fra Himlen; de pegede hen
til at han var bleven syg lige efter at han havde
foretaget et Togt for at lade nedrive og bortøerne det
hellige Kors i KallaSarnes, et stærkt besøgt Valfarts-
sted i Syd-Island. De havde da ogsaa god Grund til
at hade ham. Reformationens hurtige Sejr i Skålholts
Stift var først og fremmest hans Værk. Utrættelig
havde han i sin korte Embedstid bekæmpet den
gamle Kirke og udryddet dens Lære og Skikke. Han
havde af og til brugt Magt, men endnu mere Læmpe.
Hans store Begavelse, Lærdom og Menneskekundskab
og hans praktiske Sans havde skabt ham til Fører
og Hersker. Han havde ikke søgt at berige sig selv
personlig, eller Domkirken, og mange følte dybt
hvorledes Glansen var gaaet af Kirken og Bispevær-
digheden i Forhold til hvad man var vant til under
Skålholts katholske Biskopper.
Biskop Gizurs uventede Død medførte en stor Æn-
dring i de kirkelige Forhold. Jon Arason fandt sig
nemlig nu foranlediget til at benytte Lejligheden og
slaa et afgørende Slag.
Dr. Olason fremsætter her den Anskuelse, at efter-
som Erkesædet i Nidaros nu var ophævet og Norge
var blevet tvunget til officielt at antage den ny Lære,
har Jon Arason betragtet sig selv ikke alene som
Indehaver af den højeste gejstlige Myndighed i sit
eget Stift, men tillige som Indehaver af en Legat-
myndighed, overdraget ham af Erkebiskoppen, og som
saadan staaende direkte under Paven selv, uden noget
Mellemled. Som pavelig Legat har han da den øver-
ste kirkelige Myndighed ikke alene i sit Stift men
over hele Island. Saalænge Biskop Gizur levede, som
jo paa lovlig Vis var bleven valgt til Biskop og aner-
kendt af sin katholske Forgænger i Embedet, har
han dog ment at han ikke ligefrem var pligtig til at
gribe ind i Nabostiftets Sager, selv om der foregik
adskilligt der, der stred mod Kirkens rette Lov. Men
ved Biskop Gizurs Død bliver Situationen helt ændret.
Saa har han som Erkebiskoppens Stedfortræder og
pavelig Legat en Pligt til at sørge for Stiftet, først
og fremmest at paase, at det nye Bispevalg foretages
paa lovmæssig Maade og naturligvis saaledes, at kæt-
tersk Paavirkning udelukkes.
Det er muligt at saadanne Tanker har været med-
bestemmende ved Jon Arasons Optræden netop nu,
men Hovedgrundene til at han nu saa pludselig æn-
drer Holdning ved Biskop Gizurs Død maa dog søges
i andre Omstændigheder. For det første blev Jon
Arason nu befriet for en ualmindelig dygtig og snild
Modstander, klog og populær, og som han desuden
nødig har villet bekæmpe til det yderste paa Grund
af del personlige Venskabsforhold mellem ham og
Medlemmer af hans egen Familie. Men dertil kommer
saa en anden Omstændighed, som Dr. 6lason ogsaa
fremhæver, nemlig de tyske Katolikkers og Kejser
Karl V’s Fremgang just i disse Aar. Efterretningen
om Slaget ved Mixhlberg (1547) og Protestantismens
ynkelige Stilling som Følge af Nederlaget, og det
schmalkaldiske Forbunds Sammenbrud, har sikkert
gjort et mægtigt Indtryk paa Jon Arason. Hverken
han eller nogen anden kunde dengang forudse, at
den sejrende Kejser nogle faa Aar senere skulde blive
forraadt og Protestantismen sikret just af den Mand,
Moritz af Sachsen, som paa denne Tid var Kejserens
bedste Medhjælper og hadet af Protestanterne mer
end nogen anden. Men man har Ret til at hævde, at
saaledes som Forholdene stillede sig for Biskop Jon
Arason i 1548, kunde han ikke antage andet, end at
efter al menneskelig Fornuft at dømme var det ude
med Protestantismen i Tyskland, og at den over-
mægtige, strængt katholske Kejser vilde finde sig i at
det arge lutheranske Kætteri skulde uantastet florere
videre i Nabolandene, hvor det lige var blevet paa-
tvunget Almuen af nyopdukkede Regenter, der havde
maattet tilkæmpe sig deres Kroner, det var alt andet
end rimeligt. Jon Arason kunde derfor meget godt
regne med at Kejseren direkte eller indirekte vilde
understøtte ham, naar han rejste sig i aaben Kamp
for Kirkens gamle Lære mod den kætterske Konge
af Danmark og Norge.
Dr. 6lason anser det ikke for bevist, at Jon Arason
direkte har sat sig i Forbindelse med Kejseren, og
han henviser til, at naar efter Jon Arasons Henret-
telse denne Anklage rettes mod ham af hans Fjender,
saa maa man huske paa, at man i hvert Fald nu
ikke har noget skriftligt Bevis for Anklagens Rigtig-
hed i Form af Breve fra Biskop Jon til Kejseren
eller omvendt. Han fremhæver ogsaa, at maaske lig-
ger der i denne Anklage en Erindring om de af Bi-
skop Ogmund brugte Udtryk om Kejserens Ret til at
blande sig i den islandske Kirkes Forhold, ifølge
hans før citerede Brev.
Imidlertid, selv om man maa give Dr. Olason Ret
i, at et positivt Bevis for en Forstaaelse mellem Bi-
skop Jon og Kejseren ikke er blevet ført, saa taler
dog meget for, at der virkelig har været noget saa-
dant under Forberedelse, og maaske er der virkelig
kommen en Samvirken istand. Vi véd at Jon Arason
i disse Aar staar i livlig Forstaaelse med Tyskland,
og da naturligvis ogsaa med de tyske Katholikker.
Vi véd at han Aaret efter Biskop Gizurs Død faar
Kanoner fra Tyskland og lader sit Bispesæde befæste.
Vi véd at i hans sidste Kamp deltager ogsaa en Ty-
sker. Men hvor har han faaet de Kanoner fra?
Næppe fra det protestantiske Hamborg eller Bremen
— næppe fra Holland eller England, skønt Mulig-
heden er ikke helt udelukket. Det rimeligste er at
antage, at han har staaet i Forbindelse med en tysk
katholsk Hærfører eller Fyrste, der har kunnet sende
ham Kanoner og Folk, der kunde haandtere dem og
undervise i Brugen. Det er meget muligt at han ikke