Det Nye Nord - 01.01.1920, Síða 24

Side 20
DET NYE NORD
Januar 1920
Du, de gråa stugornas folk, gå fram!
Blott på Dig nu Finland hoppas!
Och gå till Ditt vårv lika allvarsam,
som då Du ser våren knoppas!
Se, bakom Din plog våxer opp
skord av Din gårning, Ditt liopp!
Jeg har skrevet om disse digte, som jeg fandt i de
finske aviser under borgerkrigen, fordi de i grunden
set i en viss sammenhæng — fortæller os om de
dype nationale stemninger hos det nordiske folk, som
optog kampen for sin frihet.
Sproget og rytmen er ikke altid saa avslebet, saa
poetisk, som en litterær feinschmecker vil forlange;
men det er av underordnet betydning. Denne noget
naive, nationalsentimentale poesi, denne poetiske
famlen fortæller netop, hvor lyrisk det finske tem-
perament er, og hvor sterkt det nationale instinkt
gjorde sig gjældende ogsaa i bunden stil i en tid, da
landets nationale eksistens stod paa spil. Det er et
krigslitterært dokument av adskillig kulturhistorisk
interesse — en smule sentimentalt, men rørende
vakkert i sin fordringsløse enkelthet.
KUNSTos LITE RATUR
KUNST OG PENGE.
disse Dage er det kgl. Kapels Medlemmer indtraadt
i de fagorganiserede Musikeres Forbund. Organi-
sation kan jo være en ypperlig Indretning. Alligevel
spørger man med nogen Undren, om det var nød-
vendigt, at den gamle og ansete Kunst-Institution
organiserede sig udenfor sig selv, saaledes at nu en
Violinist fra det kgl. Kapel gør fælles Sag med f. Eks.
en Violinist fra Røde Kro. Ja, der er naturligvis det
Fællesskab, at de begge trakterer Violinen — men
det er i hvert Fald da ikke et Fællesskab, der kan
betinge nogen Organisation i kunstnerisk Forstand.
Den fælles Interesse, som sammenknytter de vel og-
saa socialt noget heterogene Elementer, maa da ligge
udelukkende i det økonomiske.
Og her er vi da ved et af de sørgeligste og mest
deprimerende Fænomener i disse Nedgangstider: det
kunstneriske Spørgsmaal er ved at blive noget under-
ordnet i Forhold til det økonomiske. Næsten paa alle
Punkter iagttager vi dette. For nu at blive ved Mu-
siken saa vil enhver, som har haft med Koncert-
Arrangeinent i de sidste Aar at gøre, kunne konsta-
tere, hvorledes det pekuniære Resultat er blevet del
altovervejende hos Musikerne, medens det kunstne-
riske bliver noget ret ligegyldigt, som i hvert Fald
kommer i anden Plan. Det er rigtigt, at Musikerne
for nogle Aar siden ikke var vellønnede. Det var
usømmeligt at betale de Herrer, der assisterede i Ka-
pellet, med 4 eller 5 Kroner pr. Aften; nu er Beta-
lingen 15, om ikke 20 Kroner — og ingen vil mis-
unde den Musiker, af hvem der kræves et kunstnerisk
Arbejde, disse Penge. Men der er faret en Smaalig-
hedens, en Vindesygens Aand i danske Musikere, der
forringer dem, som gør dem til Haandværkere i
Stedet for til Kunstnere. Kniven paa Struben af de
Herrer Koncertarrangører! Ved sidste Musikforenings
Generalprøve, der som sædvanlig afholdtes i to Timer
Søndag Formiddag, meddelte Musikerne med ganske
kort Varsel, at de ikke ønskede at spille for den ved-
tagne Betaling af 8 Kr., men i Betragtning af Søn-
dagens Hellighed forlangte 16. Que faire? Af Hensyn
til Koncert og Medlemmer maatte man give efter.
Men der er andre Folk — Skuespillere, Journalister
m. fl., — der sandelig ikke faar Ekstrabetaling for
Søndagsarbejde, saaledes som Typografer og nu alt-
saa Musikere, der dermed har klassificeret sig som
Haandværkere. Der er noget særdeles brutalt i dette:
Pengene paa Bordet — ellers ikke en Tone! Det er
en velkendt Sag, at ingen Orkesterkoncert — den
være besat til sidste Plads — kan gennemføres uden
et betydeligt økonomisk Underskud, lad saa det kunst-
neriske Overskud være aldrig saa stort.
Det Stykke, som Musikerne helst udfører, er Penge-
Polkaen!
Langt mere grelt stiller sig dog Sagen, naar %'i fra
det brogede og meget sammensatte Musikerfolk vender
Blikket højere op mod dem, der bærer det kunstne-
riske Ansvar. Det er ikke bare nede i Kapellet, al
man vil »demokratisere« Kunsten, men ogsaa oppe i
det kgl. Teaters Direktionskontorer.
For nogen Tid siden, da Forordn, om ulovlig Billet-
handel indskærpedes, vedtoges samtidig af Ministeriet
efter Teatrets Indstilling, at i fremtidige Sæsoner
skulde Galleriets Loger ikke sælges til Abonnement
ved den aarlige Loge-Auktion. Hensigten var tydelig
nok, al der ikke skulde aagres eller sjakres med disse
Teatrets billigste Pladser, men at de fra Billetlugen
til forholdsvis rimelige Priser skulde komme dem til
Gode, for hvem de var bestemt — fortrinsvis den
ubemidlede Intelligens, Studenter o. 1.
Dette er en udmærket Foranstaltning i bedste For-
stand i demokratisk Aand, og den, der har taget Ini-
tiativet hertil, fortjener Ros og Tak herfor.
Men Glæden herover nedstemmes rigtignok adskil-
lige Grader, naar man kort efter i »Dagens Nyheder«
for 21. Decbr. 1919 læser, at Direktør Johannes Niel-
sen har foreslaaet Teaterudvalget ganske at ophæve
Abonnementssystemet i det kgl. Teater. Unægtelig en
Handske af allerstørste Nummer tilkastet den Tradi-
tion, der i Abonnementet saa en baade økonomisk
og kunstnerisk Hovedhjørnesten for Teatrets Drift.