Det Nye Nord - 01.01.1920, Page 25

Januar 1920
DET NYE NORD
Side 21
Det er ikke uden Interesse at se paa Motiverne
for dette Forslag.
Der anføres, at Abonnementet er el meget dyrt
System for Teatret, da det maa have Premiére altfor
ofte, da samme Abonnent ikke kan faa samme Stykke
tildelt mere end 2 å 3 Gange, hvorfor det kgl. Teater
aldrig faar spillet sine Stykker helt ud. Abonnenter-
nes Penge giver naturligvis en vis Sikkerhed i Kas-
sen; men Forslaget mener, de er for dyre.
Det bliver altsaa et Spørgsmaal om skiftende Re-
pertoire eller ej. Og Forslaget hævder, at et Teater
ikke kan staa sig ved at spille stærkt skiftende Re-
pertoire. Da Kunstnerne — hvis Opera og Skuespil
bliver sammen — kan faa et Par Hviledage om Ugen,
— vil man kunne spille samme Stykke 20—30 Gange
i Træk, »hvilket for Teatret vilde hetyde en stor
pekuniær Vinding«.
Dér har vi atter Ordene, der viser, i hvilken Grad
der er ved at gaa Forretning i Kunsten. En Ting er,
at enhver Forretningsmand stræber efter at skaffe
Balance eller Overskud i sin Forretning. Men Natio-
nalscenen er dog ikke i første Række en Forretning,
og dets Direktør ikke først og fremmest en Forret-
ningsmand. Forøvrigt dømmer Forslaget ud fra et
Forretningssynspunkt ogsaa sig selv. Men lad os først
et Øjeblik dvæle ved Motiverne, der saa ganske vil
sprænge den Grundsten, der ikke alene har været,
men er og vil vedblive at være Fundamentet fol-
den nationale Scene.
Besynderlig er Motiveringen, at Teatret maa have
Premiere altfor ofte. Dette »altfor ofte« klinger lidt
underligt, naar man betænker, at af virkelige Premi-
érer har Teatret, nu da den ene Halvdel af Sæsonen
er forløbet, haft 3 å 4 Helaftensstykker, en Piéce de
rideau og en Enakts-Opera. Mindre kan det jo ikke
godt være! Det lyder ret, som om man besværer sig
over at have for meget at bestille, og mest har Lyst
til at indstille Prøverne. Det lyder i hvert Fald ikke
godt.
Hvad det angaar, at Abonnementet forbyder at
spille Stykkerne igennem og udnytte deres Tiltræk-
ning, da er dette med Respekt at melde noget Non-
sens. Er »Elverhøj« maaske ikke gaaet 500 Gange
over Scenen? Er ikke baade »Carmen«, »Napoli« og
»Der var engang« spillet over de 200 Gange? — en
Liste, der kunde suppleres med mange andre Eks-
empler.
Dernæst er der jo — og dette er Hovedsagen —
en ganske betydelig Forskel i det kgl. Teaters Stilling
og Ansvar i Forhold til de andre Teatres, der ikke
i samme Grad skylder Nationen Regnskab. Men iøv-
rigt viser bedst Dagmarteatrets Holdning i inde-
værende Sæson, hvorledes det af en kunstnerisk Le-
delse ogsaa anses for en kunstnerisk Nødvendighed,
ja, for en absolut Betingelse for kunstnerisk Livskraft,
at Repertoiret skifter. Intet er mere dræbende for
Skuespillerens Initiativ end Aften ud og Aften ind at
skulle gentage sig selv. Den Figur, han engang har
skabt i kunstnerisk Sved og Møje, slider han tynd og
han ender med at føle Lede for sit eget Værk. Vi er
atter her paa den farlige Grænse, hvor Kunsten er
ved at blive Haandværk. Det var jo netop en af
Grundene, hvorfor ideelt stræbende Skuespillere søgte
ind til Nationalscenen — de hyppigst vekslende Op-
gaver, og Suspensionen af den artistiske Maskindrift.
Det er jo muligt, at et Tilløbsstykke vil kunne skaffe
mere Guld i Kassen ved at spilles uden Abonnement
end for Abonnenter, og at det vil kunne forceres en
25 a 30 Gange for fuldt eller dog godt Hus. Men
hvad der i dette Tilfælde er en Vinding for Teater-
kassen er en Tilsætning, ja, en Fordærvelse for Skue-
spilkunsten. Og det bør ikke glemmes, at Abonnen-
terne er trofaste og taalmodige Mennesker, der slider
Teatrets gode som onde Dage. Hvordan mon eksem-
pelvis Teatret vilde tage sig ud, naar »Hemmelig-
heden« opføres (med 700 Kr. i Kassen), hvis ikke
Abonnenterne lagde en Kærlighedens Kaabe over det
i Virkeligheden ganske tomme Hus? Abonnenter er
en Slags Stamgæster — de skal behandles med Hen-
syn og Venlighed — thi ikke alene bringer de »en
vis« Indtægt, men en ganske sikker. At afskaffe Abon-
nementet vil sige det samme som at sætte Seglet
under det kgl. Teaters Dødsdom, baade kunstnerisk
og økonomisk. -
Thi hvad vil Følgen blive, hvis dette sker: et hæs-
blæsende Jag for at skaffe Penge. Bare Penge i Kas-
sen — saa blæse være med Kunsten. Det vil blive
til en vild Jagt efter Stykker, der kan skabe Sensa-
tion og en Ødelæggelse af det nationale Repertoire.
Forhaabentlig betænker Teaterudvalget sig mange
Gange, før det giver sin Sanktion til dette Forslag,
der i en altfor ubehagelig Grad lugter af den Tid, i
hvilken det er blevet til.
Gaar det igennem, vil del før eller senere blive
privat Drift, og saa kan »den danske Komedie« maaske
fejre Tohundredaarsdagen for sin Fødsel i 1922 med
sin Ligbegængelse. Saa kan man passende opforgylde
Prosceniets Inskription: »Ej blot til Lyst«.
Julius Clausen.
»DEN KONGELIGE GÆST«.
or Operas første Nyhed i denne Sæson var en
ny dansk Opera, Børresens Enakter »Den konge-
lige Gæst«. Dette i og for sig glædelige Faktum virker
mindre imponerende, naar det sammenholdes med
den Kendsgerning, al man saa sent som nu sidst i
Januar udover denne ene Indstudering ikke har over-
kommet andet end at genoptage »Mestersangerne« og
et Par Bournonville’ske Balletter. Men Forholdene
ved vor Opera er jo i det hele taget i en fortvivlet,
ja nærmest kaotisk Tilstand — tænk paa, at vi om