Det Nye Nord - 01.01.1920, Side 30

Side 26
DET NYE NORD
Januar 1920
hvis aandelige egenskaper skal by sikkerhet for bar-
nets utvikling til et godt og ædelt menneske,« saa
har vi ikke meget igjen for at faa et vrængebillede
av de virkelige forhold.
I et verk av 1912 om Otto v. Bismarck heter det:
Betydelige mennesker var begge hans forældre ikke,
men det spør ikke skjæbnen efter naar den vil frem-
bringe et geni. En bemærkning som i al sin påtage-
lige enfoldighet, forresten i lys af det faktum at man
ikke arver sine forældres, men artens, familiens, sleg-
tens, racens egenskaper indeholder en ufrivillig
sandhet.
Naar kunstneres avstamning omtales finder vi
næsten udelukkende bemærkninger om faren, und-
tagelsesvis bedstefaren. Derimot er der saagodt som
aldrig tale om moren eller mors slegt, medmindre
moren har været utøvende kunstnerinde, da nævnes
hun. Om nogen sammenhæng mellem nulevende og
tidligere slegtled nævnes forøvrig intet. Der hvor der
engang blandt hundrede eller tusen biografier findes
nævnt noget om arv er det uten nogen dypere for-
staaelse av dens betydning. Hvor der gjennem flere
slegtled har været paatagelige mange utøvende kunst-
nere, som i Bach-, Weber- og Straussslegten, hvor
biografien saa at si snubler over begavelser som i
Albertislegten fra San Sepolcro, saa nævnes dette
flygtig. Men for detmeste lægges vegt alene paa ind-
flydelsen utenfra — den saakaldte kunstneriske op-
dragelse og skole. Vi læser om musikere, hvis musi-
kalske evner »blev vakt« av den eller den lærer, en
guvernante, en lirekassemand, en felespiler. Men
intetsteds i alle disse ofte omhyggelige og omstænde-
lige nedtegnelser møter vi det biologiske syn. I
samme aandedræt som der fortælles os at genierne
skylder det de blev, utelukkende sin opdragelse, sine
lærere, sine kammerater, berettes der uten mindste
forsøk paa logisk sammenhæng, at de næsten ude-
lukkende kjæmper sig frem mot hele miljøet mot
sine forældres og foresattes vilje. De blev ofte av
faren tvunget til et andet kald (Handels far ansaa
musikken som et mindreværdig kald, en degradation),
til embedsmænd, præster, forretningsmænd, men ender
som run-avay-er og bryter sin vei.
Det fortælles rent biografisk, i anekdote form, som
morsomme smaatræk, aldrig med biologisk begrun-
delse, endsi da som et mulig bevis for at geniernes
fremstaaelse kunde være grundet paa lignende natur-
love som de der behersker hele den øvrige organiske
verden. Om renaisancens geniale mestere Tizian,
Rafael, Michelangelo, Leonardo da Vinci, faar vi altid
nøiagtig at vite hvilken »skola« de tilhører. Der
skrives side op og side ned om deres læreres, deres
venners indflydelse. Skolen er alt, blodet intet. Efter
kilden til gjennembruddet, efter roten dypt nede i
fars og mors, i slegtens stamtræ efter den særegne
kombination av særegne begavelser fra to, fire, ofte
flere slegter samlet i et brændpunkt, koncentrert i
e n eneste hjernes fuldendte bygning, efter alt dette
spørres der ikke.
Vor gjængse opfatning likesom historieskrivernes
fremstilling av geniets tilsynekomst, er som det naive
menneskes forestilling om nattens stjerneskud. Dets
øie opfanger kun den lille korte del af stjerneskud-
dets bane efter at det lille himmellegeme, en avreven
partikel fra fjerne kloder, ved friktion mot jordat-
mosfæren biir glødende...........Barnet og det naive
menneske tror at jordbanen er det hele. Der kræves
aartusinders aandsarbeide for at finde ut at fæno-
menets korte lysende jordtilværelse kun er en liten
mikroskopisk del av himmel-legemets hele vældige
bane al den har en fortsættelse i det uendelige ut-
over dens begyndelses- og endepunkt.
Saadan et stjerneskud er geniet. Vi ser dets jor-
diske bane, vi følger den. Vi blændes av den. Men
ingen tid før denne har beskjæftiget sig med dens
biologiske for- og eftertilværelse. Opdragelsen var alt,
blodet intet. Om kimstoffets lange vældige bane før
geniet tændtes la os si ved friktion mot miljøet paa
trods av miljøet paa trods av opdragelsen, om
kimstoffet som det sterkeste, det største, det tnesl
konstante, om kimstoffet som det evig uforanderlige
som staar urokkelig gjennem tiderne, mens bjerg-
kjeder sank i grus, om dette kimstof har vi hittil
hørt saare litet.
Jon Alfred Mjøen.
DEN DANSKE SOLDAT SOM TYPE.
Af cand. mag. Poul Schjæi ff.
I Sikringsstyrkens Tid, da saa mange unge Danske
levede gode og onde Dage sammen paa Vagt for
vort Land, lærte jeg den danske Soldat at kende. Og
mere endnu, jeg lærte at holde af ham. Som Civilist
havde jeg forhen betragtet ham med doktrinære og
tankeløse Øjne; Foragt, blandet med Frygt, var de
Følelser, der vaktes hos mig; jeg saa kun det raa
og plumpe i Væsen og Optræden; det enkelte, over-
fladiske Indtryk bestemte min Opfattelse af denne
»Kaste« som Helhed; jeg skabte min Overbevisning
ud fra det saa ofte iagttagne Billede af en ubarberet,
kortklippet, tuglhusfangelignende Bande af Ungdom,
som i Togene ved svovlende Eder og kvælende Røg
af elendig Tobak bortskræmte os Mennesker, og som
i deres hele Færd, dækket af den skjulende Uniform,
overtraadte alle de Love, som vi andre fuldkomne
naturligt og villigt adlød.
Denne min Anskuelse revideredes af Virkeligheden,
dengang jeg selv i 16 Maaneder daglig levede sam-
men med danske Soldater. Billedet forandredes; Far-
verne blev flere og rigere nuancerede, ingenlunde
altid pæne og slikkede, men, hvad der var det værdi-
fulde, sande og virkelige, og som Virkeligheden ikke
sort eller hvid alene, men rig paa Overgange fra