Det Nye Nord - 01.01.1920, Side 34

Side 80
DET NYE NORD
Januar 1920
kulturutviklings stadier: Urværktøi, avbildninger, mo-
numenter, hieroglyfer, derefter skrifttegn, og meget
senere trykkerikunstens opfindelse. Og saa hele den
række av moderne opfindelser, hvorav han først og
fremst nævner kemiens. Derpaa de matematiske op-
findelser og de fysikalske; mikroskop, teleskop o. s. v.
Ikke mindst kullurfremmende er den økede og raske
samfærdsel ved damp, telegraf, telefon og luftfart.
»Alle vore forestillinger om jorden og dens beskaffen-
het er hlit forandret ved samfærdslens hjælp. Mid-
lerne til at øke sine kundskaper ved høker, kataloger,
biblioteker, samleverk biir stadig lettere. Det er let
at paavise, hvordan kulturen som tidligere hos. for-
skjellige menneskeracer utvikled sig saa langsomt, nu
med voksende tempo utvikled sig til en verdenskultur.
Den tidligere aritmetiske progression er blit geome-
trisk, med den følge, at menneskene fuld-
stændigblændes av sine individuelleaands-
evner. Ingen opfindelser gaar nu til dags tapt, ikke
engang en ubetydelighet som f. eks. et nyt kokeappa-
rat. Alt — baade dumt og fornuftig — biir registreret
og mangfoldiggjort i alle verdens dele. Man maa
formelig kjæmpe mol en flom av aandelig
trivialisering og søke efter gode metoder
til at sikte det bedste fra det værdiløse. Des-
værre bidrar pressen i høi grad til at trivialisere og
forflate tænkningen.
Men alt dette beviser ingen forbedring av vor hjernes
medfødte kvalitet i motsætning til vore forfædres hjerne
for 6000 aar siden. Visselig vil en europæer, som f.
eks. opvokser blandt en negerrace, virke som en høiere-
staaende skabning paa grund af, at hans hjerne er
blit større ved dens evolutionære perfektibilitet. Men
dersom han var født blandt de gamle ægyptere, ki-
nesere eller grækere, saa vilde han slet ikke ha ut-
mærket sig. Ved alle kulturprodukter, og takket være
et stadig kraftigere skolepres, biir vor hjerne ut-
nyltet i langt høiere grad end tidligere. Til dette
kommer den moderne specialisering i tusinder av fag.
Man kan kanske uttrykke det saaledes, at nutidsmen-
nesket med »maatelig« hjerne, takket være vor kultur,
kan yde like saa meget som et geni i oldtiden. Men
disse ydelser, som han (i sin medfødte menneskelige
forfængelighet) tilskriver sig selv, er i virkeligheten
intet andel end hans fædres ydelser fra kulturens be-
gyndelse til nu, som er pugget ind i hans hjerne. Jo
bedre indpugningen er, jo bedre arbeide yder ogsaa
nutidens tosse (Sclwvachkopf).
De nulevende mennesker repræsenterer allsaa et
aandelig gjennemsnit av menneskelig hjerneutvikling
gjennem aarhundreder, liksom hver ny generation
danner den arvelige gjentagelse av tidligere genera-
tioner. Hjernen fremstiller en energiakumulalor,
som bærer paa forfædres evolutive og kulturelle per-
fektibilitet sammen med egne gode og daarlige til-
setninger. Mennesket tærer altsaa paa forfædres ar-
beide gjennem hundreder og tusinder av generationer.
Men som sagt, mennesket faar sin glans av sine mo-
derne og modernesle ydelser ved de voksende midler
og metoder, som staar ham til raadighet, saaledes at
ikke en eneste opdagelse gaar tapt, mens tidligere
talrike genier med sine ydelser blev glemt.
Vi maa huske, at kun det nye, vi selv bygger
og kombinerer av de overleverte produkter,
representerer vor virkelige individuelle
ydelse. Men sikkert er det: Ubevidste plagiater av
levende og døde utfyller vor kultur paa mange punkter.
Særlig farlig er vor selvforblindelse i lys av føl-
gende kjendsgjerninger: I den urmenneskelige evolu-
tion seiret gjennem hundredtusinder av aar altid
den intelligente, slue, virksomme og sterke over den
svake, uvirksomme og dumme. Tidsepokerne var saa
uhyre, at de erhvervede egenskaper, om end lang-
somt, dog kunde overføres til efterkommerne. Weddas,
Australiere og lignende folk er nulevende levninger
av urmenneskene fra den graa fortid. Takket være
den forhistoriske isolering har disse, nu mindrevær-
dige urmennesker holdt sig. I den barbariske oldtid
arbeidet endnu det naturlige utvalg med al utrydde
de mindreværdige. I Spartas Lykurgske love ser vi
et glimt av tanken om kunstig utvalg — oinend op-
fattet paa en gal maale. Men i den moderne krig
biir de aandelig og legemlig svake og mindreværdige
beskyttet, medens de dygtigste særlig er utsat for fare.
Og ved de hygieniske fremskridt er det uhyre mange
krøblinge og sykelige, som lever og formerer sig, som
tidligere vilde ha gaat tilgrunde. For det tredje sørger
handelen med alkohol og andre narkotiske midler
for, at den kim, som bærer racens fremtid, biir for-
giftet og ødelagt. Og desuten biir menneskenes helse
skadet ved et kunstig og ofte usundt levesett. Ved et
omvendt d. v. s. et nedad — istedenfor opadgaaende
utvalg og blastoftori—kimfordærvelse—bidrar disse
tre faktorer i høi grad og med hurtig tempo til at
skrue vor arvelige nemme nedover istedenfor opover.
Hvad hjælper al tom snak om kultur imot
dette? Grunden til, al kulturen endda tilsyne-
ladende gaar frem, har jeg med nogen ord
søkt al klargjøre. Men den dype skade, som
hele den evolutive fremgang lider, ligger
skjult for dem, som pjatter om kulturen.
Det er paa høi tid at vi tænker dypere over
disse spørsmaal, og handler derefter.