Det Nye Nord - 01.10.1925, Side 5

Oktober 1925
DET NYE NORD
Side 71
krigs-oefreds;
3TØKONOMI
valutanød.
Naar Lansburgh taler om Valutanød, gaar han
ud fra tyske Forhold. Det er imidlertid kun en
Fordel; thi det letter Forstaaelsen meget at tegne med
stærke Farver, ikke mindst naar Talen er om Valuta-
spørgsmaalet. At dømme efter det her i Norden be-
findtlige Materiale om dette Spørgsmaal, synes Far-
verne overhovedet ikke at kunne blive stærke nok.
Man maa derefter holde sig det klart, at Penge er
en retsgyldig Fordring, som opstaar af selve Omsæt-
ningen indenfor Nationens Grænser, og som aldrig kan
formindskes eller forstørres efter Behag. Og Respek-
ten for og Forstaaelsen af denne Fordring er i Grun-
den af en saa overvældende Vigtighed, at f. Eks. hele
Tysklands Elendighed meget vel kan henføres til en
fuldkommen Tilsidesættelse af disse to Krav. Saa dybt
er et Lands Pengevæsen indgroet i dets aller ædleste
Dele, at selv et politisk Jordskælv af Versaillestrak-
tatens Omfang maa blegne ved Siden af dette Penge-
væsenets Ødelæggelse. Valutaspørgsmaalet er et af Na-
tionernes allervigtigste Livsspørgsmaal. Dette er i
hvert Fald en absolut Sandhed, hvoraf der øjensynlig
findes saa faa, naar Talen falder paa Valuta. Og den
er formentlig samtidig en Forklaring paa, at saa over-
ordentlig f a a blandt Valutalærernes og Valutaprofeter-
nes store Skare undgaar Sagens mange Skær, fordi det
nu engang er de færreste givet at kunne haandtere vir-
kelig »store« Spørgsmaal.--
Lansburgh benytter 1923’s Tyskland som Grund-
lag for sine Valutabetragtninger. Paa dette Tidspunkt
hersker det absolutte Kaos, selvom Regeringen paa
visse Omraader driver en maalbevidst Politik (Flugten
fra Forpligtelserne gennem Markens Ødelæggelse).
Hvad der paa dette Tidspunkt først møder Øjet er en
almindelig Forarmelse og dernæst en paa-
gaaende social Forskydning.
Forarmelsen er ikke blot tilsyneladende. Bedst over-
bevises man herom ved at se paa Indkomsterne, hvis
Tal selvsagt er svimlende, men hvis Realværdi — om-
regnet til Førkrigsstandard — er yderst ringe. Man
skal ikke lade sig forvirre af, at Teatrene, Modesaloner-
ne og Likørstuerne, der saa at sige daglig skyder op
som Paddehatte, er overfyldte og tjener store Penge.
Det er, saa besynderligt det end lyder, kun Tegn paa
Forarmelse. Thi de repræsenterer et Luksusbehov af
anden eller tredje Rang. De rigeste har nu ikke Raad
til at lade sig tilfredsstille med første Rangs Luksus.
Hvor man forhen foretog en Rejse til Rivieraen eller
Norge, drager man nu i Teatret o. s. v. Forarmelsen
gælder saaledes i højeste Grad Indkomsten, men
ogsaa Produktionen rammes. Tilsyneladende
kan den synes uberørt, men saa melder Spørgsmaalet
sig om, hvem der nu ejer Produktionsmidlerne, og
hvem det skabende Arbejde, der stadig udføres af Be-
folkningen, kommer tilgode. Aktieselskabssystemet
muliggør — og sandsynliggør — en stadig stigende
»Udførsel« af, hvad Marx kalder den »konstante«
Kapital. Foruden den saaledes erhvervede Fortjeneste
paa Inflationslandets produktive Arbejde tilflyder der
Udlandet en yderligere Fortjeneste ved den Omstæn-
dighed, at der ogsaa maa sælges Verdensvarer under
Verdenspris, hvilket dog maaske mere forarmer Eks-
portlandet end gavner Importlandet, idet disse Varer
her kan afføde en højst ubehagelig Konkurrence
med tilhørende Arbejdsløshed (»Dumping«). En saa-
dan Fremgangsmaade vækker selvsagt den stærkeste
Uvilje i Udlandet, hvor man som overalt jo maa føre
Producentpolitik i Stedet for »Volkspolitik«, samtidig
med at den faktisk forhindrer Eksportlandets egne Børn
i at kunne købe de mest gængse Livsfornødenheder.
Men hvorfor »dumper« da i dette Tilfælde Tysk-
land? Udelukkende fordi det har opgivet sin Guld-
møntfod og forskrevet sig til Seddelpressens Djævel.
Det er ikke den tyske Industripolitik og ejheller den
tyske Handel, der »dumper«, men de daarlige, tyske
Penge. Ved ethvert Salg til Udlandet, maa det betale
en høj Afgift, fordi det ikke ejer en »tilforladelig,
værdibestandig Pengeenhed«. »Valutarisikoen« kræver
her store Præmier, hvad enten den skal bæres af Køber
eller Sælger. Man kan roligt sige, at et Inflationsland
ikke »dumper« godvilligt, men fordi Systemet nødven-
digvis kræver det, og paa Trods af, at man herved fak-
tisk udmarver Landet, hvad yderligere foregaar ved
Importen, hvor Inflationslandet ogsaa maa bære
den førnævnte Præmie, der denne Gang skal dække
Valutarisikoen ved Indkøb af Raavarer. At disse
Kendsgerninger iøvrigt driver Befolkningen fra pro-
duktiv Virksomhed over til Handelen er efter det for-
udgaaende ret forstaaeligt, fordi Handelen dog bedre
end Produktionen — omend begge tyngede af Ha-
sardmomentet — kan tilpasse sig efter de daglig diffe-
rerende Konjunkturer.
Enhver Nation, der løsriver sig fra gode Penge, un-
derkaster sig en Forarmelsesproces, idet den overfor det
samlede Udland maa betale en Risikopræmie for al
Samhandel. Man maa ikke lade sig vildlede af, at visse
Befolkningsklasser baade tilsyneladende og reelt kan
fremvise overordentlige Forbedringer i Indkomst og
Formue. Dette kan aldrig tages som et Bevis for en
Forøgelse af Nationalrigdommen, men udelukkende
som Resultatet af en Forskydelse indenfor Fomuefor-
delingen, der løber Side om Side med Forarmelses-
processen.
En af et ødelagt Pengevæsens Resultater er Spare-
tankens Bankerot. Al Skyld udtrykkes ligefra
Tremaanedersvekslen til den hundredaarige Obligation,
fra Kontokurant-Krediten til Industriaktien, i den lov-