Det Nye Nord - 01.10.1925, Blaðsíða 8

Side 74
DET NYE NORD
Oktober 1925
hvilket Antal Udlændinge der i Inflationstider flytter
til og lever i Landet. For Tysklands Vedkommende
regner La nsbur g h med, at dette Tal gennem-
snitlig har været mindst en halv Million, rimeligvis
ikke saa lidt større. Det er vanskeligt at beregne, hvor
meget disse Udlændinge har udgivet i Tyskland Tol-
deres Livsunderhold og hvilke Summer de har an-
vendt til Nyanskaffelser. Men antager vi, at der paa
hver Person falder 1000 Guldmark til Livsfornøden-
heder og lige saa meget til Indkøb pr. Maaned, saa
vilde dette udgøre 1 Milliard Guldmark pr. Maaned
eller 12 Milliarder Guldmark pr. Aar. Dette Beløb
maatte da tillægges Udførselstallet. Thi det er selv-
sagt ligegyldigt, om Hr. Vanderstraaten, Mr. White
eller Hr. Sørensen lader sig Varerne sende til Am-
sterdam, New York eller København for der at kon-
sumere dem, eller om dette foregaar i Tyskland.
Alene paa Grund af dette Forhold vilde da 1922 vise
en Udførsel paa 16 Milliarder i Stedet for Statistikens
4 Milliarder. Merindførselen vilde ændre sig til en
Merudførsel paa 10 Miliarder. Inflationslandet har
ydet sin Tribut til Udlandet. Hertil kommer saa di-
rekte eller maskeret Køb af Ejendom fra Udlandets
Side. Og til Slut Aktie- og Obligationsudførsel.
Et Inflationslands Udførselsstatistik vil, naar den er
ærlig ført, nok kunne faa Haarene til at rejse sig paa
en Tilskuers Hoved.
Endvidere maa man i høj Grad regne med de faste
Kapitalgenstandes Forfald paa Grund af svigtende
Evne til at reparere og erstatte.
Men nu Betalingsbalancen da? Det har
egentlig ikke megen Interesse at tale om den i denne
Forbindelse. Thi naar et Land paa Grund af Valuta-
risikoens Præmie maa betale al Indførsel for højt,
medens det samlidig maa nøjes med »Konkurspriser«
for sin Udførsel, maa det, man kalder »Betalingsba-
lance«, d. e. Forholdet mellem de i et givet Øjeblik
til Raadighed staaende Tilgodehavender og de umid-
delbart forfaldne Debetposter, naturligvis blive passiv.
Forholdet forværres yderligere derved, at Dele af
Salgsprovenuerne ofte opsamles i Form af udenland-
ske Deviser og saaledes unddrager sig deres Bestem-
melse, der dog først og fremmest skulde være at af-
laste Betalingsbalancen.
Ved Siden af Statens Indgreb — specielt paa Hus-
lejens Oinraade — er Børsen den bedste Hjælper
til at udvande et Inflationslands faste Kapitalværdier.
Den har ofte udført dette Arbejde ubevidst; men dette
tjener ikke til Undskyldning.
Havde Børserne i Tyskland i længere Tid holdt
Kursen paa alle tyske Aktier saa lavt, at den i Aktie-
form drevne tyske Industri kunde være opkøbt for
én eller to Milliarder Guldmark, vilde de have haft
deres gode Grunde hertil, og de vilde have været let-
sindige, om de havde drevet Kurserne højere op. Thi
et Foretagendes Værdi bestemmes ikke af den Kapital,
man har stukket deri, men af den Rente, den afkaster.
(Efter en foretagen Beregning havde tyske Kulgruber
kun forrentet sig med 1,1 promille efter deres Kurs-
værdi pr. 31-12-1922.) Man kan nok uden Over-
drivelse sige, at den tyske Inflation har kostet % af
den samlede Industrikapital. — Inflation i Ordets rig-
tige Betydning betyder Forarmelse. For at forstaa de
enkelte Foreteelser i Sammenhæng — hvad der
særlig indenfor nationaløkonomiske Undersøgelser er
saa vigtigt — maa man saa at sige lære at kende
Pengeforfaldets Dynamik. Og denne for-
staas bedst, naar vi tager Inflationen i kronologisk
Orden.
Staten behøver Penge — i Reglen mange Penge —
og tager dem ikke gennem Skatter og Laan, men ved
Hjælp af en Tilsætning af nye Pengetegn.
Hensigten er at tilvende sig en Købekraft uden at
unddrage det økonomiske Liv en tilsvarende Købe-
kraft. Anden Akt: Ved Hjælp af de nye »lovlige«
Pengetegn køber Staten store Mængder af saadanne
Goder, den netop maatte begære, eller den benytter
dem til at aflønne en stor Hær af Embedsmænd.
1 begge Tilfælde skabes nødvendigvis Prisstigning.
Tredie Akt viser os nu Prisstigningen i Udvikling,
og fjerde og sidste Akt viser os den almindelige Pris-
stigning.
Betragter vi Virkningen og Betydningen af de for-
skellige Akter, kan man bedst sige, at de er Udtryk
for en Formindskelse af Forraad, af Varer og Tjeneste-
ydelser paa Grund af en uberettiget Konsumtion (op-
rindelig fra Statens Side); vi staar overfor den Nød-
værge, som et beskaaret Forraad af Goder udøver
mod Indbrudet af en udefra kommende Købekraft.
Ose. Smith.