Det Nye Nord - 01.10.1925, Blaðsíða 9

Oktober 1925
DET NYE NORD
Side 75
NORDENS KIRKE
»RELIGIØS URO« I DANMARK.
Paa det nordiske Studentermøde i Oslo i Sommer
holdt Werner von Heidenstam Hoved-
talen ved Aabningsfesten. Den formede sig som en
Karakteristik af den vældige Brydningstid, der ved
Krigen og »Freden« er kommen over Evropa, og et
Sted i Talen siger han:
»Ett af forandringens tecken år det metafysiska be-
hofvets våxande styrka. . . I Danmark — det nyss så
skeptiska Danmark — forsiggår det nåstan dagligen i
pressen och vid moten religionsvetenskapliga diskus-
sioner, som i sin uppriktighet, frihet och saklighet, sin
onskan att på allvar gå till sakens kårna nåra nog se
ut att bereda rum for ingenting mindre an en lokal
ny reformation. Beslåktade andliga stromningar spå-
ras ofverallt, men ej med samma frihet. De kunna på-
rninna om nyromatikens, men ha en annan grundton.
Kånslan stoder sig nu vida mer på kunskap i reli-
gionshistorisk forskning . . . .«
Disse Ord fik paa Mødets første Forhandlingsdag
for saa vidt en Bekræftelse, som dens Emne var »Kam-
pen om Livsanskuelse«, og ligesom det var en Dansker,
Ghr. Reventlow, der var opfordret til at holde det ind-
ledende Foredrag og gjorde dette ud fra et for al
kirkelig og videnskabelig Dogmatisme frigjort og ud-
præget personligt Standpunkt, var det Danskerne, der
straks i Diskussionen mødte med Repræsentanter baade
for den fysiologiske Filosofi og Højkirken.
Det er vel nu næppe særlig i Danmark, at en »reli-
giøs Uro« gør sig gældende, selv om den her paa Grund
af Folkets Karakter og særlige Maade at debattere paa
maaske gør Indtryk af at være mere almindelig end
andre Steder. Blade og Tidsskrifter bringer stadig
Indlæg i Spørgsmaalet, Møderne har det paa Dags-
ordenen, Bøger og Pjecer i stort Antal er prægede
af det.
I Virkeligheden skulde Aarsagerne til en saadan Uro
og Interesse ikke være større end andet Steds — f. Eks.
hvor Krigens og Fredens Ulykker i særlig Grad har
hærget og paavirket Sindene. Den findes da maaske
ogsaa i andre Lande i dybere og inderligere Forstand,
selv om den ikke i samme Udstrækning viser sig saa
stærkt i den almindelige Samtale og Debat — d. v. s.
paa Overfladen.
Hovedaarsagen til en religiøs Uro er vel forøvrigt
den samme overalt, hvor den viser sig som en udbredt
Strømning. Nogle mener, at den nu væsentlig skyldes
den frygtelige Krig, der omstyrtede Troen paa meget
af, hvad der hidtil »levedes« paa og viste Menneskene
hvilken gyngende Grund, de vandrer paa. Men for saa
vidt kunde den vel ogsaa søges i den lige saa frygtelige
»Fred«, som trods alle Forsikringer om, at der kæm-
pedes for Idealer, at Kampen gjaldt Civilisation mod
Barbari, Kristendom mod Hedenskab, Fred mod Mili-
tarisme o. s. v., blev værre end nogen anden Fred, Kri-
stenheden har kendt — ikke blot for Evropas Folk ind-
byrdes og for Evropas hidtidige Verdensstilling, men
fordi den har fyldt det evropæiske Menneskes Til-
værelse med en uhyggevækkende Usikkerhed og Angst
for Fremtiden. Hvis det kunde siges, at de kristne
Kirker under Krigen afslørede sig som verdslig-natio-
nalistiske Institutioner, vil det med samme Ret kunne
hævdes, at den etiske Humanisme viste sin fuldkomne
Fallit ved Freden.
Den væsentlige Stimulans til den Uro, der giver sig
Udtryk i en stærkere Søgen mod en »Livsanskuelse«,
mod en Idé, mod en Tro paa bestaaende Værdier, der
kan bære den Enkeltes Liv i den verdslige Usikkerhed
og Opløsning, er dog næppe alene og vel ikke engang
særligt at søge i, at den evropæiske »Kultur« saaledes
har afsløret sin egen Hulhed og Afmagt, men at dette
er ledsaget af det Faktum, at selve Videnskabens
mægtige Fremskridt har undergravet Tilliden til,
at den nok vilde »klare Ærterne«, vilde kunne løse
Verdensgaaderne eller dog give et tilfredsstillende Svar
paa Kravet om en Livsanskuelse. Troen paa, at Vel-
signelsen skulde komme fra Humanisme, Positivisme,
Naturalisme eller nogen anden isme eller fra teknisk-
kemiske eller fysiologiske Laboratorier er forsvunden
— og de Enkelte med deres uløste Livsgaade, deres
Undren eller Angst, og deres Krav om Forklaring er
ligesom slyngede tilbage i dem selv.
Thi et af Særtrækkene ved den religiøse Uro, i hvert
Fald i Danmark, hævdes — ikke mindst fra kirkelig
Side — at være dette, at de, der er grebne af den, søger
udenom Kirken.
Denne Konstatering er undertiden tilsat nogen For-
bavselse, som om der i kirkelig Bevidsthed findes en
Opfattelse, der gaar ud paa, at naar der i Aarhundre-
der har staaet en Kamp mellem Kirken og Videnskaben,
saa maa, naar det viser sig, at den sidste ikke paa det
religiøse Omrade kan overflødiggøre Kirken eller træde
i dens Sted, Kirken have haft Ret og altsaa nu være
det Sted. mod hvilke de søgende drages hen.
At dette dog ikke er blevet Tilfældet — ja, at Kirken
selv er draget med ind i den religiøse Uro — synes
imidlertid at skyldes flere Omstændigheder, som dens
Forhold til Staten, dens Dogmer, der ikke blot hviler
paa en forældet Verdensanskuelse, men hvis kriste-
lige Gyldighed kan gøres til Genstand for Kritik og
Benægtelse. For de mere konkretes Vedkommende,
som Treenighed, Jomfrufødsel og legemlig Opstan-
delse, tilegnes de vanskeligt af Nutidsmennesker, og
de mere abstrakte, særlig Offer- og Forsoningsdogmet,
synes at stride mod en udviklet etisk Følelse. Mange
af dem, der paa deres søgende Vandring føler sig uden-
for Kirken, vender sig nu mod denne med en Hæv-
delse af, at disse dens Dogmer ingen Hjemmel bar hos