Det Nye Nord - 01.10.1925, Síða 10

Side 76
DET NYE NORD
Oktober 1925
Kristus, og at Kirken netop har tilsløret dennes virke-
lige Billede og Væsen.
Alt dette kan nu øjensynlig ikke modvirkes af den
danske Folkekirke, idet denne ikke i sig selv synes
at besidde nogen virkelig Avtoritet. Og Følgen er, at
den religiøse Uro i Danmark ikke blot viser sig i, at
»de urolige« bevæger sig udenfor Kirken, men at
Uroen i betydelig Grad har til Huse indenfor denne
selv. Herom vidner i hvert Fald talrige Udtalelser
paa de forskellige kirkelige Retningers Møder og de
talrige og ofte højst forskelligartede Standpunkter, der
kommer til Orde i Artikler, Bøger og Pjecer, forfattede
af Præster.
Det er overhovedet ikke mindst den religiøse Uros
eller Interesses Udslag i Litteraturen, som har vakt
Opmærksomhed, og det vil kunne lønne sig at standse
lidt ved blot nogle af det sidste Aars Frembringelser
paa dette Omraade. De er for saa vidt karakteristiske
for den hele Bevægelse, som de spænder fra For-
klaringer, der ikke blot fornægter Kirken, men be-
nægter selve Jesu Eksistens, og til Forsøg paa ved
kunstnerisk-mystiske Opfattelser at stive Kirken af.
Det var selve Naturalismens gamle Høvding, Georg
Brandes, der med iltert Kampmod kastede sig ind
i Uroen med en Bog om »Sagnet om Jesus«. Jesus
har overhovedet ikke eksisteret! Hvilken Værdi Bille-
det af ham end kan have som et Udtryk for høje
Idealer, som Menneskene har personliggjort i ham —
han selv har ikke været til! Trods en ofte ypperlig
Stil, skarp Analyse og træffende Bemærkninger blev
dette Indlæg uden større Virkning, og det maa nær-
mest betragtes som udgaaet af Diskussionen. Det rum-
mede vel adskillige Fremhævelser af, hvad der kunde
synes at tale mod Jesu Eksistens, men gik ganske
udenom de historiske Vidnesbyrd om denne. Paa
mange Punkter fremdrog Forf. desuden Ting fra en
ældre Bibelkritik, som ikke mere kan fastholdes,
f. Eks. naar han ofrer flere Sider paa at bevise, at
Byen Nazareth ikke eksisterede paa Jesu Tid — en
Paastand, der forøvrigt er grundigt aflivet i Edv.
Meyers store Værk om Kristendommens Oprindelse,
i hvilken Forbindelse Meyer endog kalder Bibelkri-
tikens Udartelse til Benægtelse af Jesu Eksistens for
»die wild gewordene Skepsis«.
Det er iøvrigt psykologisk ejendommeligt — hvis
det da ikke skyldes Følelsen af sin egen aftagende
Betydning — at Brandes pludselig er mødt frem med
denne for hans egen Skyld vist helst uskrevne Bog.
Han har ellers hidtil indtaget et ret tilbagetrukkent
Standpunkt i Spørgsmaalet om Kristus — der jo er
noget andet end hans Forhold til Kristendommen —
ja, i en Afhandling om det gamle og det nye Testa-
mente, som han skrev som 50-aarig, siger han:
»At give et anskueligt og tilfredsstillende Billede af
Jesu Personlighed, som den genneih Evangelierne skim-
tes, vilde være en Opgave for en stor Digters Indbild-
ningskraft; kun maatte han være en stor Kritiker
tillige. Slægt paa Slægt vil rimeligvis forsøge sig paa
denne Opgave......... Jesu Personlighed aabenbarer
sig vel tydeligst i enkelte af de Ytringer, der er lagte
ham i Munden, Ytringer, man ikke kan tænke sig
opfundne, og som undertiden er saa overvældende
geniale, at de langt anderledes end noget Mirakel af-
giver Beviset for hans Væsens Uforlignelighed.« —
Det er ikke nogen Benægtelse af Jesu Tilværelse,
der præger Dr. Ditlef Nielsens Bog om »Den
historiske Jesus«. Men det er just heller ikke nogen
aandsbaaren Skildring som den, Brandes lyser efter.
Tværtimod; det er en saare jordbunden, kødelig og
blodrig Jesus, der her møder Læseren. Dr. N. hævder
at være videnskabelig Religionshistoriker. Desuagtet
fremstiller han Jesus som et ganske vist religiøst
optaget Menneske, men som en rettroende Jøde, der
intet religiøst udestaaende havde med Jødedommen,
og hvis Hovedopgave var af social-reformatorisk Art,
og som derfor forfulgtes og dræbtes — som politisk
Oprører af Romerne.
Da Forf. ikke i nogen af de af ham selv benyttede
Kilder har kunnet paavise blot et eneste Sted, der
tyder paa blot et Spændingsforhold mellem Jesus og
Romerne, er det jo kun naturligt, at hele Fremstil-
lingen er saa fuld af Selvmodsigelser og saa blottet
for Logik, at det lyder mærkeligt, at den skal stamme
fra en virkelig Religionshistoriker og Doktor i Filo-
sofien. Den »historiske« Jesus, som her produceres,
er vel nok den mest uhistoriske, der nogensinde er
skabt.
Ikke desto mindre er Bogen bleven stærkt oprekla-
meret og har fundet Tilhængere, og dens Udbredelse
er øjensynlig bleven støttet, foruden af den herskende
Mangel paa Evne til kritisk Læsning, af irreligiøse
radikalpolitiske Kredse og fra jødisk Side. Dette sidste
kan jo ogsaa for saa vidt være forstaaeligt, som der
ofte fra kirkelig Side hævdes, at Kristus var uretfær-
digt dømt af Jøderne — skønt hans Brud med disse
gennem hans Lære og helt nye Gudsopfattelse og
Hævdelsen af hans eget ejendommelige Gudsforhold
konsekvent maatte føre til Jødedommens Brud med
ham. Men ved denne Fremstilling af Jesus som en i
dette Forhold »uskyldig«, er der ofte bygget en Anti-
pati mod »Jøderne«, og ikke mindst er det sket gen-
nem Religionsundervisningen i Skolen.
Men det er da et af de ejendommelige Træk i
»Uroen«, at Jesus saaledes, paa Grundlag af en saa
uholdbar Fremstilling som Ditlev Nielsens, kan rives
helt ud af sin religiøse Udvikling og bort fra sin
religiøse Betydning og gøres til en Personifikation af
en — moderne, radikal-demokratisk Samfundsrefor-
mator. —
Modsætningen hertil er vel Helge Rodes Be-
handling af Problemet i hans Bog med Titlen »Plad-