Det Nye Nord - 01.10.1925, Side 11

Oktober 1925
DET NYE NORD
Side 77
sen om de grønne Træer«. Til Trods for, at den er
stærkt præget af først at være skrevet som en Række
Bladkroniker og næppe helt gennemlevet, før den
saaledes blev til, har den vundet stor Udbredelse.
Hertil har formentlig bidraget ikke blot dens Paa-
visning af Videnskabens Utilstrækkelighed paa aande-
lige Omraader, men Fremstillingens digteriske Form
og den kunstnerisk-mystiske Maade, hvorpaa den be-
handler baade Kristusskikkelsen og Evangeliernes
Indhold — særlig det mirakuløse i dette. Forf.’s
virkelige Standpunkt bliver herved uklart, det er ikke
altid let at forstaa, hvornaar han betragter noget som
Mythe og hvornaar som Virkelighed, og Kristus selv
flyder ud. Og naar Rode slutter med at anbefale den
samlede kristne Kirke at blive en Enhed derved, at
baade den protestantiske og den katolske Kirke re-
formerer sig, sker dette uden nogen Antydning af,
hvorledes dette skal gaa til udover, at der skal »vises
Fordragelighed og Forstaaelse fra begge Sider«. Maa-
ske er det netop — foruden den almindelige Stemning,
hvori Forf.’s Sprogkunst hensætter Læseren — denne
Uklarhed, der ikke synes at stille noget egentligt, af-
gørende Krav til den Enkelte, og som falder sammen
med det rent følelsesbetonede i megen af den religiøse
Uro, som har bidraget til Bogens Succes.
Helge Rode synes personlig stærkt religiøst stemt,
men for de mere kritiske Læsere, der ikke helt lader
sig henrive af Digterens Kunst, er der ofte Lejlighed
til at forundres over den Uklarhed, der endog paa
afgørende Punkter giver sig Udslag hos ham. Han
skriver saaledes i Bogen, at »for mig ser det ud, som
om Johannesevangeliet ikke udgiver sig for at være
skrevet af Apostlen, men som om det citerer ham«,
og et andet Sted, at »alle forkaster Johannes’ Evan-
gelium som et sent og uhistorisk, digterisk Værk af
Grunde, som maa billiges«. Men da straks efter
Bogens Fremkomst den Kirkens Stridsmand, Provst
Nordentoft, offentligt bad Rode forklare, hvad han
mente med sin Reformation, svarede denne med at
henvise til Johannesevangeliet som et godt fælles Fun-
dament for den samlede evangeliske Kirke, idet han
hævdede, at »Johannesevangeliet giver os Apostlen
Johannes’ eget Vidnesbyrd om, hvad der er sket, og
hvad han har set«.
Uklarheden ikke blot i Rodes som han undertiden
selv siger »kunstneriske« eller »udenforstaaende« For-
hold til baade Kristus og Kristendommen, men ogsaa
i hans Krav om Kirkereformation, bliver iøvrigt ikke
mindre, naar han i samme Svar til Nordentoft be-
mærker, at »naar jeg overhovedet har tilladt mig at
skrive om Kirken, saa er det fordi jeg i den ser en
mægtig Samfundsfaktor med uudnyttede Muligheder«.
Dette er jo en Bevægelse bort fra det religiøse som den
Enkeltes Livs- og Dødsspørgsmaal og henimod prak
tisk Politik. —
Det er mulig et Ønske om at kombinere Kristendom
og Samfundspolitik, der præger en bl. a. af Rode paa-
virket yngre Skribent, Magister Henning K e h 1 e r,
tidligere politisk og litterær radikal og i nogle Aar
Litteraturleder ved »Politiken«, med hvilket Blad han
efter nogen Tids Usikkerhed lod det komme til et
Brud i Foraaret. Han viser sig nu pludselig som
Litteraturredaktør ved det nærmest indremissionske
»Kristeligt Dagblad«. Kehlers Uro og Hurtigheden i
hans Bevægelse har vel forhindret, at han gennem
sin iøvrigt utvivlsomme Begavelse har kunnet skabe
sig en saadan personlig Autoritet, at han ejer noget
Følge. Men der synes da i hvert Fald her at foreligge
et Eksempel paa en Bevægelse ikke mod eller udenom
Kirken, men en faktisk Omvendelse t i 1 denne. I en
lang Anmeldelse af Anker Larsens nye Bog »Martha
og Maria« anlægger Hr. Kehler endog en teologisk
Maalpstok paa dens Indhold og slutter med en per-
sonlig Bekendelse, i hvilken han meget kraftigt pro-
klamerer sit nye Stade ved at hævde, at de, der søger
at redde sig i »deres egen private Religiøsitets Nødde-
skal«, vil blive slyngede i Dybet, og at »den, som
forkætrer Kirken, skal ende med at sanktionere Ne-
gervarietéen«. Man føler sig næsten hensat til den
hellige Augustins Banlysning af alt Kætteri.
Denne »Forkætring« af Kirken — hvorved der øjen-
synlig efter det foregaaende skal forstaas Fornægtelse
af Dogmer etc. — præger unægtelig en af de i det
sidste Aar fremkomne Bøger, nemlig C h r. Revent-
1 o w’s »Breve fra Skærsilden«, der synes at have vakt
betydelig Opmærksomhed og vedvarende Interesse.
Den fremtræder dog som et personligt Bekendelses-
skrift, skrevet af, hvad Kirkegaard vilde kalde »en
Enkelt«, og til de Enkelte, og ikke som et kirkere-
formatorisk Indlæg, og er øjensynlig ikke et direkte
Udslag af Tidens Uro, men Resultatet af en lang
personlig Kamp. Under denne har Forf., der iøvrigt
vedkender sig at være buddhistisk paavirket, gjort op
med alt »verdsligt«, hvorpaa der bygges »Livsanskuel-
ser«, og begrunder udførligt denne sin Forkastelse,
hvorefter han søger mod Kristus. Han finder denne
gennem personlig Oplevelse efter en kritisk Under-
søgelse af de kirkelige Dogmer og Sakramenter, som
han ikke finder Hjemmel for hos Kristus selv. Men
i Modsætning baade til den rent rationalistiske Op-
fattelse af Jesus som »et Menneske som vi andre« og
Kirkens Hævdelse af ham som Gud og som Forso-
ningsofret ser han i Kristus »Gudmennesket«, som han
naar til at bekende som værende en levende Virkelighed,
paa en Gang »Guds Søn og min Broder«. —
Ikke blot antikirkelige, men antikristelige Indlæg
saaledes af J o h s. V. Jensen, Dr. Frederik
Poulsen og ikke mindst den ansete Biolog, Pro-
fessor Oluf Thomsen maa ogsaa regnes med til
Vidnesbyrdene om den herskende »Uro«. Ingen af
de to nævnte Videnskabsmænd er forøvrigt uden reli-
giøs Forstaaelse. Dr. Poulsen erkender, at der kan
være et Punkt, fra hvilket Religionen har Lov at tage
fat, idet han siger, at »Naturvidenskaben fører lige