Det Nye Nord - 01.10.1925, Page 12
Side 78
DET NYE NORD
Oktober 1925
ind i Mysteriet og det Uendelige, men den taaler ikke
Mystikens Indblanding, førend Forskningen har baa-
ret den saa langt, den formaar«.
Og Professor Thomsen fastholder vel »den biologi-
ske Opfattelse« som sin egen Livsanskuelse, idet
han vil »holde sig til en videnskabelig Betragtning og
resignere ved vor Erkendelses Grænser«, men han er-
kender, at Følelsen — Altruismen, Modstanden mod
at volde Lidelse, Glæden ved det modsatte, og altsaa
ogsaa Medliden, Selvopofrelse o. s. v. ■— » i sin in-
derste Grund er uforklarlig.
Dette maa vel betyde en Erkendelse af, at der findes
et Grundlag for religiøs Indstilling, og at derfor de,
der ikke kan nøjes med »at holde sig til« Videnskaben,
vil kunne have en ganske solid Motivering for, ja
en Nødvendighed af at gaa videre og skaffe sig et
højere eller dybere Fundament for deres Liv, end
Videnskaben kan yde dem.
* *
*
Der kunde endnu nævnes Indlæg ogsaa fra den
egentlige Litteratur, som er stærkt præget af det reli-
giøse Problem. Dette gælder saaledes for Anker Lar-
sen, Ludvig Holstein og mange andre. Og Oversæt-
telseslitteraturen vidner om den samme Optagethed.
Alene af ovenstaaende vil man dog have faaet Indtryk
af, hvor rigt facetteret »Uroen« er. Men hvilken Stil-
ling tager Kirken til den? For saa vidt ingen, som
Uroen synes at være ikke mindre indenfor Kirken end
udenfor. Herom vidner bl. a. Forhandlingerne paa de
kirkelige Retningers Møder og talrige Bøger og Pjecer
fra Præster, der snart synes at ville hævde Kirkens
Autoritet, snart at ville hævde sig en selvstændig Stil-
ling indenfor denne og snart synes at skrive for at
forsone den religiøst stemte udenfor Kirken med denne.
Den danske Folkekirkes Stilling er i sig selv van-
skelig. Dens Organisation er forandret ved Indførelse
af Menighedsraad og Bispevalg, uden at den dog endnu
har faaet en virkelig Kirkeforfatning. Dens Forhold
til Staten er uklart, men en meget betydelig Afhængig-
hed af denne er dog et Faktum. De skiftende, parla-
mentariske Kirkeministre er Kirkens Overhoveder. Det
er dem, der resolverer i mange Sager eller fremsætter
Lovforslag og er afgørende Instans endog i Spørgs-
maal som Brugen af det Rørdamske Daabsritual. Der
er Valgmenigheder og Frimenigheder, indenfor Høj-
kirken er der forskellige Retninger og indenfor Præ-
sterne en højst forskelligartet »Forkyndelse«.
Endnu for nogle Aar siden maatte en Præst, der
benægtede Jomfrufødslen, dog til sidst tage sin Afsked.
Dette vilde vist ikke være nødvendigt nu. Naar Rør-
dam har fratraadt sin Stilling som Valgmenighede-
præst, fordi han krævede Ret til at anvende Daabs-
formularen med den Indledning: »Lad os bekende,
hver som vi kan for Guds Ansigt«, skyldes det ikke
mindst en stejl Formalisme fra hans egen Side, idet
han ikke blot vilde have denne Ret for sig selv, men
ved en mod gældende Bestemmelser af Ministeren ud-
stedt Resolution have den udstrakt til at gælde overalt.
Hvis han havde opnaaet Retten for sig selv, vilde
Resten nok have fulgt efter.
Men snart én, snart en anden Præst udsender Bøger,
i hvilke saa det ene, saa det andet Led af Trosbe-
kendelsen benægtes, og Sakramenter m. m. fortolkes
paa en Maade, der just ikke stemmer med Skolernes
»Børnelærdom«. En Provst skriver mod Legemets Op-
standelse, en Præst mod Dogmet om den almægtige
Gud, en kræver Treenighedslæren afskaffet, en anden
endog Forsoningslæren. Og de enkelte Præsters For-
kyndelse, der ofte er socialt afpasset, kan være af en
saa forskellig religiøs Art, at man kan spørge, om man
ikke staar overfor ikke blot forskellige Retninger, men
forskellige Religioner.
At denne Kirkens Splittethed og Usikkerhed hos ad-
skillige kan afføde en Dragning mod Katolicis-
men er utvivlsomt. Talmæssigt betyder denne ganske
vist ikke meget i Danmark, men talmæssigt er det hel-
ler ikke religiøst meget oplysende, at 99 pCt. af Be-
folkningen »bekender« sig til Folkekirken. Katolikerne
arbejder stilfærdigt og under betydelig Tilbageholden-
hed, men maalbevidst og paa flere Omraader, saaledes
vedrørende Hospitaler og Skoler, ret kraftigt. Selv om
der næppe er nogen udbredt Jordbund for dem i den
ret materialistiske og »frihedselskende« danske Befolk-
ning, virker dog utvivlsomt den katolske Kirke med
dens Autoritet og rige Kirkeliv dragende paa mange
Sjæle, der ikke kan løbe fra Herodes til Pilatus, men
søger Fred. Der er derfor ogsaa protestantiske Præ-
ster, som direkte søger at advare mod den — samtidig
med, at den folkekirkelige Forvirring kan illustreres
ved, at Bisper og Provster reklamerer for en saa ultra-
katolsk og religiøsfanatisk Bog som Papinis Jesu Liv.
Det er ogsaa et ejendommeligt Træk, at Søren
Kierkegaard, der i over et halvt Aarhundrede
har været nærmest forvist fra Kirken, nu i høj Grad
synes at interessere denne. Det er ikke mange Aar
siden, at teologiske Kandidater ikke behøvede at vide
noget videre om ham — lige saa lidt som de behøver
at kende stort til romersk og græsk katolsk Kristen-
dom, til Muhamedanisme eller Buddhisme. Nu er Kier-
kegaard Genstand for Doktordisputatser og Foredrag.
Paa Møder sker det, at kendte Kirkemænd erklærer,
at Kirken ikke ønsker at øve Autoritet, men vil lade
de Enkelte selv vælge og tage Ansvar — saaledes som
Kierkegaard krævede det. Og saadanne Toner er
stemte paa Uroens Strænge. —
Ja, disse Antydninger tør være tilstrækkelige til at
vise, at der ikke blot findes en religiøs Uro udenfor men
ogsaa indenfor Kirken. Den er vel ofte af en alminde-
lig Karakter, men den kan tilspidse sig i Spørgsmaalet
om Kirkens Dogmer og ikke mindst og i stigende Grad