Det Nye Nord - 01.10.1925, Síða 14

Side 80
DET NYE NORD
Oktober 1925
SKANDINAVIEN OG
NATIONERNES FORBUND
FOLKEFORBUNDET
OG DETS FREMTIDSUDSIGTER.
Da Folkeforbundet for fem Aar siden traadte ud i
Livet, var der jo baade begejstrede Optimister,
der haabede paa, at det vilde sikre evig Fred paa Jor-
den, og skuffede Pessimister, der fraskrev det enhver
fredsstiftende Betydning, ja endog ansaa det for en
Fare, navnlig for de smaa Stater, der ikke længer vilde
kunne holde sig neutrale, naar den næste Verdenskrig
udbrød. I et enkelt neutralt Land, Svejts, stod der
da ogsaa en hæftig Strid i Folket, om det skulde løbe
Risikoen ved at gaa ind i Forbundet eller ej.
Nu da de første fem Aar er gaaede, maa det vel
siges, at saavel de altfor sangvinske Optimister som de
altfor vantro Skeptikere indtil videre har faaet Uret.
Folkeforbundet har endnu ikke paa langt nær for-
maaet at indløse de stolte Løfter, som Folkeforbunds-
pagtens Indledning opstiller, men det har paa den
anden Side under meget vanskelige Forhold gjort en
folkeretlig Indsats, der ikke tør undervurderes, og som
gør, at næppe nogen nu vilde ønske dets Oprettelse
usket.
Folkeforbundspagten begynder som bekendt saa-
ledes:
»De høje, kontraherende Parter, som ønsker at ud-
vikle Samarbejdet mellem Folkene og betrygge deres
Sikkerhed« o. s. v.
Pagten peger altsaa paa to Hovedopgaver: Udvik-
ling af Samarbejdet mellem Folkene og Betryggelse af
deres Sikkerhed. I første Henseende har Folkeforbun-
det vist sig som et nyttigt Instrument og har utvivl-
somt allerede udrettet betydelige Ting. I sidste Hen-
seende har det derimod kun i meget ringe Grad naaet
ud over de blotte uopfyldte Løfters Stadium.
Ser vi først paa den første i Pagten nævnte Hoved-
opgave: Udviklingen af Samarbejdet mellem Folkene,
da kan ingen bestride, at det i den Henseende betyder
et overordentligt Fremskridt, at der i Stedet for det
uorganiserede Folkeretssamfund før Verdenskrigen
med tilfældige Statskonferencer nu og da og med det
blotte Tilløb til en noget fastere Forbindelse, som
Haagerfredskonferencerne af 1899 og 1907 frembød, er
traadt et organiseret Folkeforbund, der vel ikke tæller
alle, men dog de allerfleste Stater i Verden. Der er her-
ved ikke blot skabt en Adgang til stadigt Samkvem og
Samarbejde mellem Staterne, som man før ikke drømte
om. Men dette Samarbejde er blevet sikret gennem en
Statsforbindelse, der trods al Ufuldkommenhed er næ-
sten lige saa intim som flere tidligere kendte Stats-
forbund, der i Tidens Løb førte til Staternes fuldstæn-
dige Sammensmeltning i en formelig Forbundsstat.
Det er nemlig paafaldende, i hvor høj Grad Folke-
forbundet ligner de tidligere Statsforbund af rent fol-
keretlig Natur, som den nyere Tid kender, nemlig den
nordamerikanske Konføderation af 1778, det svejtsiske
Edsforbund af 1814—15 og det mest kendte af dem,
det tyske Forbund af 1815. Og der. er heller ingen
Tvivl om, at disse ældre, ganske vist langt mindre om-
fattende Forbund mellem iøvrigt helt suveræne Stater
til en vis Grad har tjent som Forbillede ved Folkefor-
bundets Dannelse. Særlig slaaende er navnlig Ligheden
mellem det tyske Forbund, der som bekendt holdt lige
50 Aar — til 1866, og Folkeforbundet. Og det er ikke
uden en vis Interesse korteligt at sammenstille disse to
berømte Statsforbunds Organisation, da det aller kla-
rest deraf vil fremgaa, hvor betydningsfuld en Udvik-
ling i Retning af intim Forbindelse og Samkvem mel-
lem Staterne, Folkeforbundet trods al dets Løshed og
iøjnespringende Mangler, i Virkeligheden betyder.
Det tyske Forbund af 1815 bestod af 38 større og
mindre suveræne tyske Stater, deraf to Stormagter,
Kejserriget Østrig og Kongeriget Preussen, en Række
Mellemstater som Kongerigerne Bayern, Sachsen, Han-
nover, Wiirtemberg m. v. og et stort Antal ganske smaa
Stater, der politisk snart fulgte i Østrigs, snart i Preus-
sens Ledebaand. Da samtlige Medlemsstater var helt
suveræne Stater, var Forbundet imellem dem kun af
rent folkeretlig Natur og skabte altsaa ikke nogen For-
bunds-Statsmagt over de enkelte suveræne Stater For-
bundets Opgave var at opretholde Forbundsmedlem-
mernes, d. v. s. Tysklands ydre og indre Sikkerhed,
men det maatte som Regel kun, hvor der opstod Fare
for hele Forbundets indre Sikkerhed, blande sig i Sta-
ternes indre Anliggender.
Forbundet var imidlertid ikke noget blot løst For-
bund som et almindelig opsigeligt Forsvarsforbund,
men det var et fast uopsigeligt Statsforbund med egne
permanente Forbundsorganer. Der var saaledes for
det første en Forbundsforsamling, der havde Sæde i
Frankfurt am Main, og som snart handlede i Form af
et Plenum, hvor alle Stater havde mindst 1 Stemme,
og snart i Form af et »Snævrere Raad«, hvor kun de
større Stater hver havde én Stemme, medens de mindre
Stater maatte slaa sig mange sammen om en Repræ-
sentant. Staternes Repræsentanter i Forbundsforsam-
lingen var Forbundsgesandter, der nød Gesandters Pri-
vilegier og stemte efter Instruks fra deres Regerings
Side, og i de allerfleste Tilfælde krævedes Enstemmig-
hed til en gyldig Forbundsbeslutning. Forbundsfor-
samlingen kunde nedsætte Kommissioner og Udvalg
saavelsom Forbundskommissioner, bestaaende af tek-
niske Kræfter udenfor Forbundsgesandternes Kreds.
Endvidere var der en — østrigsk — Forbundspræsi-
dialgesandt, der ledede Forhandlingerne og havde fast