Det Nye Nord - 01.10.1925, Qupperneq 17

Oktober 1925
DET NYE NORD
Side 83
skyndet dettes Tempo og derfor i det hele har været
af den største Betydning for det mellemfolkelige Sam-
arbejde.
Spørger man derimod, hvad Folkeforbundet har
naaet med Hensyn til sit andet Hovedprogrampunkt:
Betryggelsen af Folkenes Sikkerhed — det, som jo
var det egentlige Formaal med hele Folkeforbundets
Oprettelse — da er Resultatet mere negativt. Her er
endnu saa godt som intet naaet. Alle Forsøgene paa
at opfylde Pagtens Art. 8, hvorefter der til Fredens
Opretholdelse skal ske en Indskrænkning af de natio-
nale Rustninger til den laveste Grænse, som er forenelig
med den nationale Sikkerhed og med Gennemførelsen
ved fælles Virksomhed af de mellemfolkelige Forplig-
telser, er strandede og har maattet strande, fordi For-
bundet i sin nuværende Skikkelse ikke frembyder til-
strækkelige Garantier for den nationale Sikkerhed. Og
alle de smukke Tilsagn, som Pagten indeholder om
kraftig Bistand fra hele Forbundets Side, naar et For-
bundsmedlem angribes, har allerede i høj Grad vist sig
kun at være Ord — oftest endog ganske uklare og
tvetydige Ord — som der ikke staar nogen Forbunds-
magt bagved, paa hvilken man kan stole, at den vir-
kelig vil gribe ind, naar det gælder.
Da Forbundet nemlig selv hverken har Hær eller
Flaademagt, er det ganske afmægtigt, naar ikke de
enkelte Stater frivilligt beslutter sig til at gribe ind,
og at de skulde gøre det, hvor ikke deres egen egoisti-
ske Interesse opfordrer dem dertil, er jo ikke til at
vente. Derfor har Folkeforbundet hidtil vel vist sig i
Stand til at afværge en Konflikt, hvor som i Aalands-
sagen enten begge Parter eller i hvert Fald den ene af
dem paa Forhaand havde erklæret at ville bøje sig for
Forbundets Afgørelse, men hvor begge Parter som i
Wilnaspørgsmaalet blankt afslog at ville føje sig, eller
hvor, som i det sørgelige armenske Spørgsmaal, alene
Magt kunde hjælpe, har det mægtige Forbund maattet
se til som magtesløs Tilskuer.
Derfor er det ogsaa nu forlængst blevet klart for alle
ikke forudindtagne, at selve Hovedgarantibestemmel-
serne i Pagten, Art. 10 og 16, i Virkeligheden ingen
Garanti giver.
Med Hensyn til Art. 10, hvorved Forbundsmedlem-
merne forpligter sig til at respektere og mod Angreb
udefra at beskytte alle Forbundsmedlemmernes terri-
toriale Integritet og bestaaende politiske Uafhængig-
hed, da er det allerede nævnt, at Artiklen videre kun
foreskriver, at i Tilfælde af, at et saadant Angreb fin-
der Sted, skal Raadet overveje, ved hvilke Midler denne
Forpligtelse kan opfyldes. Da Raadets Beslutning i
dette som i andre Tilfælde skal være enstemmig for
overhovedet at have Betydning, vil det allerede kunne
blive vanskeligt nok for Raadet at naa til nogen Be-
slutning. Men yderligere er det klart, at Raadets Be-
slutning ikke er nogen Befaling, der binder de enkelte
suveræne Stater, men kun en blot Henstilling af efter
Omstændighederne mere eller mindre moralsk og po-
litisk Vægt. Men selv en saadan blot Henstilling fra
Raadets Side om at komme det angrebne Forbunds-
medlem til Hjælp, synes de fleste Medlemmer af For-
keforbundet uforenelig med deres Suverænitet.
1 1923 forsøgte derfor Forbundsforsamlingen paa
Forslag af Kanada at faa vedtaget en »fortolkende Be-
slutning«, der kunde begrænse disse Forpligtelser.
Denne Beslutning er saa karakteristisk for Graden af
den Solidaritetsfølelse, der besjæler det højst uensar-
tede Folkeforbunds Medlemmer, at den i sin Helhed
fortjener at anføres. Den begyndte saaledes:
»Det er i Overensstemmelse med Artikel 10’s Aand,
naar Raadet i Tilfælde af, at det mener at burde an-
befale Anvendelsen af militære Forholdsregler paa
Grund af Angreb eller Fare for eller Trusel om An-
greb, er forpligtet til at tage Hensyn til hvert Lands
særlige Forhold, i Særdeleshed dets geografiske Be-
liggenhed.
Det tilkommer hvert Lands konstitutionelle Myndig-
hed under Henvisning til Forpligtelsen til at respek-
tere Medlemmernes Uafhængighed og Integritet at be-
stemme, i hvilken Grad det er forpligtet til at opfylde
vedkommendes Forpligtelse ved at anvende sine mili-
tære Styrker.«
Efter at den »fortolkende Beslutning« saaledes har
taget Livet af enhver virkelig bindende Forpligtelse,
ender den med de ved slige Lejligheder sædvanlige
smukt klingende, men intet betydende Fraser:
»Raadets Anbefaling skal betragtes som værende af
den allerstørste Vægt og skal tages under Overvejelse
af alle Forbundets Medlemmer ud fra Ønsket om med
god Vilje at opfylde deres Forpligtelser.«
Denne »fortolkende« Beslutning fik den Skæbne, at
alle Stater stemte for den paa nær 13, der afholdt sig
fra at stemme, og en eneste tapper Stat, der stemte
imod. Denne ene tapre Stat — det var Persien —
forhindrede, at nogen gyldig »Fortolkningsbeslutning«
blev vedtaget, thi til Folkeforsamlingens Beslutninger
kræves der jo som Regel Enstemmighed. Men For-
samlingens Præsident erklærede ikke desto mindre, al
han i Overensstemmelse med tidligere Tilfælde ikke
vilde erklære Forslaget for forkastet, thi det kunde
ikke siges, at Forsamlingen, naar den havde stemt,
som den havde gjort, havde udtalt sig til Fordel for
den modsatte Fortolkning. Derefter kan den berømte
Artikel 10 sikkert siges at være gaaet endelig ud af
Sagaen.
Og det samme maa vist desværre ogsaa siges om den
lige saa berømte Arl. 16. Denne bestemmer jo som be-
kendt, at saafremt et Medlem af Forbundet griber til
Krig med Tilsidesættelse af sine Forbundsforpligtelser
i Følge Art. 12, 13 eller 15, skal det uden videre anses
for at have begaaet en Krigshandling mod alle de
andre Forbundsmedlemmer. Disse skal derfor øjeblik-
kelig afbryde enhver kommerciel og financiel For-
bindelse med den pagtbrydende Stat og dens Borgere,
hvorhos Raadet skal foreslaa de forskellige interesse-