Det Nye Nord - 01.10.1925, Síða 18

Side 84
D,ET NYE NORD
Oktober 1925
rede Regeringer, med hvilke land-, sø- og luftmilitære
Styrker Forbundsmedlemmerne hver for sig skal bi-
drage til Tilvejebringelsen af de Militærstyrker, der
skal anvendes for at haandhæve Forbundsforpligtel-
serne. Endvidere foreskrives, at hvad enten et Med-
lem aktivt deltager i de militære Tvangsforanstaltnin-
ger eller ikke, saa skal de i hvert Fald alle tage de
nødvendige Skridt for at lette ethvert Forbundsmed-
lem, der tager Del i den fælles Aktion, Transporten af
væbnede Styrker gennem deres Omraader.
Det maatte meget snart blive klart, at denne Bestem-
melse, hvis den skulde overholdes, udsatte de enkelte
Stater for de største Farer uden alligevel at frembyde
nogen Sikkerhed for, at den fælles enige Aktion mod
Fredsbryderen vilde blive til Virkelighed. I Tilfælde
af et ulovligt Angreb mod et hvilket som helst For-
bundsmedlem — f. Eks. i Tilfælde af en Strid mellem
De Forenede Stater og Liberia — skulle alle Forbunds-
medlemmer inddrages i Striden. Nevtralitet var ikke
længer tilladt, idet i hvert Fald Pligten til økonomisk
at boykotte Angriberen — i det nævnte Tilfælde altsaa
De Forenede Stater — skulde paahvile selv de fra
Krigszonen fjærnest liggende Stater. Og alle For-
bundsstater, selv de mindst militærbeskyttede, skulde
udsætte sig for at blive dragne ind i Krigen ved at
tillade Transport af Forbundskontingenterne gennem
Landet. Men om de Forbundsstater, der først maatte
gaa i Breschen, senere vilde faa virksom Hjælp af de
øvrige Forbundsmedlemmer eller vilde blive overladt
til deres egen Skæbne, var efter Art. 16 ganske usik-
kert, da den kun paalægger Folkeforbundets Raad —
hvis det kan blive enigt derom, og dertil kræves jo
Enstemmighed — Pligt til at foreslaa de forskel-
lige Regeringer, hvilken militær Hjælp de skal sætte
ind. Men om de paagældende Regeringer, altsaa navn-
lig Stormagterne, vil efterkomme disse Forslag eller
holde sig udenfor, er de jo selv alene Herrer over.
Dertil kom en anden stor Vanskelighed, nemlig at alle
Forbundsmedlemmer i Tilfælde af, at Krig begyndtes
i Strid med Art. 12, 13 eller 15, øjeblikkelig skulde
skride til økonomisk Blokade mod Angriberen. Men
hvem skulde afgøre, om Art. 12, 13 eller 15 var til-
sidesat, saa at Krigen var ulovlig? Var denne Afgørelse
overladt til hvert enkelt Medlem selv, var Faren alt for
stor for, at Blokaden ikke blev fuldstændig. Og skulde
den overlades til Raadet, hvilken Sikkerhed var der
da for, at dette straks blev enigt?
Art. 16’s Uklarhed var saa aabenbar, at allerede den
2den Forbundsforsamling i 1921 vedtog en delvis æn-
dret Affattelse af denne Art., hvorefter det skulde til-
komme Raadet at udtale sig om, hvorvidt et Pagtbrud
har fundet Sted, og hvorefter Raadet skulde under-
rette samtlige Medlemmer af Forbundet om det Tids-
punkt, paa hvilket det anbefaler Anvendelsen af
de i Artiklen omtalte økonomiske Tvangsmidler. Sam-
tidigt skulde dog Raadet for visse Medlemmers Ved-
kommende for en vil Tid kunne udsætte Udførelsen
af disse Forholdsregler, saafremt det ansaa Udsættel-
sen nødvendig for at formindske til det mindst mulige
de Tab og Ulæmper, som disse Forholdsregler vilde
paaføre de paagældende Medlemmer.
Denne saaledes vedtagne Ændring af Art. 16 er
imidlertid fire Aar efter endnu ikke vedtaget af det
til Pagtændringer nødvendige Antal Medlemmer, og
imedens har man indset, at heller ikke denne Ændring
vilde hjælpe noget. England, stærkt drevet frem af
sine selvstyrende Besiddelser Kanada og Australien,
har forlængst ladet forstaa, at det ikke vil sætte sin
Flaade ind i Anledning af enhver England ikke di-
rekte vedkommende Strid indenfor Forbundet, og
uden Englands Flaade er Forbundets Aktion lammet.
At i Virkeligheden ingen Stater, der vil forsvare deres
egen Eksistens, for Alvor bygger noget paa de for-
mentlige Garantier i Pagtens Art. 10 og 16, fremgaar
ikke blot af de stadigt øgede Rustninger rundt om i
Landene og af de specielle Forsvarsaftaler mellem
Frankrig og den lille Entente og mellem den sidstes
Medlemmer indbyrdes, hvorved de paagældende Stater
yderligere har søgt at sikre sig, men ogsaa af de
anstrengte, men hidtil strandede Forsøg paa gen-
nem almindelige nye Sikkerhedsaftaler, som Lord Ro-
bert Gecils og Genéveprotokollen, at tilvejebringe Sik-
kerhed for, at Pagtens Garantier i Tilfælde af alvorlig
Krig virkelig kan blive effektiv. Og hvilken Virkning
de endnu ikke vedtagne Locarno-Aftaler end vil faa,
saa er jo ogsaa selv disse specielle Garantiaftaler
mellem de vigtigste Magter i Europa udsprungne af
klar Erkendelse af, at paa den almindelige Garanti,
som Forbundspagtens Art. 16 giver, kan Verdensfreden
ikke betrygges.
Herefter maa altsaa Folkeforbundets Regnskab for
Tiden opgives saaledes, at til at vedligeholde og videre
udvikle det venskabelige Samkvem mellem Folkene
har det vist sig som et nyttigt Instrument, der vilde
savnes, hvis det ikke fandtes. Men nogen virkelig Sik-
kerhed mod ny indbyrdes Krig selv blot mellem For-
bundets Medlemmer, har det ikke været i Stand til
at skabe.
Men er dette sidste mere end Begyndervanskelighe-
der? Forbundet er jo kun fem Aar gammelt, og efter-
haanden som Tiden skrider og de endnu indenfor staa-
ende Stater — fremfor alt Tyskland — træder ind i
Forbundet, vil saa ikke det stadigt fortsatte og øgede
Samkvem mellem Staterne af sig selv føre til den gode
Forstaaelse og Interessefællesskab mellem disse, der
praktisk taget er mere værd end formelle Sikkerheds-
aftaler?
Naturligvis er det vanskeligt at spaa, men atter her
frembyder Parallellen mellem Folkeforbundet og det
hedengangne tyske Forbund stor Interesse. Det tyske
Forbund holdt 50 Aar. I den lange Tid kom For-
bundsforsamlingen sammen, ikke blot som Folkefor-
bundets en Maaned om Aaret, men hele Aaret rundt
blot med en fire Maaneders Ferie om Sommeren.