Det Nye Nord - 01.10.1925, Blaðsíða 19

Oktober 1925
DET NYE NORD
Side 85
Mindst én Gang om Ugen, hver Torsdag, mødte For-
bundsgesandterne fra alle Tysklands slore og smaa
Stater i det Turn- og Taxiske Palais i Eschenheimer-
gasse i Frankfurt og drøftede uden Hjælp af Tolk
Forbundets fælles Anliggender paa deres fælles tyske
Maal. Og forsonedes derved i disse halvtresindstyve
Aars tilsyneladende venskabelige Samkvem Spændin-
gen mellem de splidagtige paa deres Suverænitet skin-
syge Stater og særlig mellem de to evigt med hinanden
rivaliserende Stormagter, Preussen og Østrig, der begge
vilde være den første i Forbundet? Som bekendt lyk-
kedes det ikke. Efter stadig tiltagende Spænding, der
flere Gange truede med at slaa ud i Krig mellem de
to Stormagter, brød Krigen til sidst virkelig ud i 1866,
og dermed styrtede hele det tilsyneladende stolte, men
i Virkeligheden skrøbelige og fuldkommen magtesløse
Forbund sammen i en vældig Krig mellem alle For
bundsmedlemmerne indbyrdes.
Og Grunden til dette Skibbrud er nu let at se. Det
skyldtes den Omstændighed, at det tyske Forbund var
et blot folkeretligt Forbund mellem suveræne, over de-
res nationale Uafhængighed vogtende Stater, der stod
skinsygt overfor hinanden hver med sit selvstændige
Forsvarsvæsen og sin selvstændige Udenrigspolitik. Og
først da de tyske Stater efter Broderkrigen forenedes i
en virkelig Forbundsstat med fælles Forsvarsvæsen, og
fælles Udenrigspolitik efter Svejts’ og de Forenede Sta-
ters Eksempel, først da viste Forbundet sig at kunne
holde — selv trods Nederlaget i Verdenskrigen. Og de
samme Erfaringer som i Tyskland er gjort andetsteds.
Saavel det svejtsiske Edsforbund af 1814 som tidligere
den nordamerikanske Konføderation af 1778 viste sig
hurtigt ikke at give Sikkerhed for Fred mellem de for-
bundne Stater og afløstes derfor af en virkelig For-
bundsstat, der siden har holdt.
Der er derfor efter de om lignende Statssammenslut-
ninger i Forvejen indhøstede Erfaringer ingen Grund
til at tro, at det ifølge selve sin organiske Opbygning
magtesløse Folkeforbund i Tidens Løb vil vokse sig
stærkere og mægtigere. Tvertimod er der snarere al
Grund til at tro, at de organiske Fejl i dets Bygning,
alt som Aarene gaar, vil træde stadig ubarmhjertigere
frem for Lyset. At det f. Eks. skulde hjælpe paa Enig-
heden indenfor Forbundet, fordi Tyskland faar en fast
Stormagtsplads i Raadet, er der ikke megen Udsigt til.
Man behøver blot at tænke paa, at der til Gyldigheden
af Raadets Beslutninger kræves Enstemmighed, og at
til de Raadet underlagte Anligender hører bl. a. Be-
styrelsen af Saardistriktet og Danzig, for at skønne, at
saa vil Vanskelighederne først for Alvor begynde. Og
skal disse Dele af Versaillestraktaten revideres, hvilke
Punkter kan der saa blive Enighed om at lade urørt?
Vil f. Eks. et i Folkeforbundet som med de andre
Stormagter ligeberettiget Stormagt optaget Tyskland
længe finde sig i en ydmygende Afvæbning imod
sin Vilje?
Derfor lader den Tanke sig ikke holde nede, at
Folkeforbundspagten ikke slaar til. Den vil have gjort
Nytte som et Overgangstrin, og de fleste Steder har man
jo ogsaa maattet gøre Overgangen gennem et blot folke-
retligt Statsforbund, før man naaede til en virkelig
levedygtig Forbundsstat. Men det bør erkendes klart,
at mere end et blot Overgangstrin kan det ikke være,
og flere og flere af Europas ledende Mænd, der for-
gæves har herset med Folkeforbundet for at faa en
levedygtig Skabning ud af det Wilsonske Tankefoster,
har allerede peget paa Maalet, det eneste, der vil kunne
redde Europa fra en ny frygtelig Verdenskrig: Europas
Forenede Stater.
Dette Maal er vel stort og vanskeligt, men dog ikke
saa vidt favnende som Wilsons, der vilde favne hele
Verden, men den, der favner for vidt, favner kun
Skyer. Kan Europa frelses fra ny indbyrdes Krig, har
det Lov til at lade Liberia og Haiti indtil videre sejle
deres egen Sø. Og Folkenes Forbund kan da blive ved
at leve som en videre, [løsere Statssammenslutning,
indenfor hvilken Europas Forenede Stater kan pleje
fortsat venskabeligt Samkvem med samtlige andre
Stater i Verden, uden at bygge mere paa dette For-
bund end det kan holde til.
Knud Berlin.
SKANDINAVIEN
OG NATIONERNES FORBUND.
En Enquéte.
Vi fortsætter ovennævnte Enquéte med
Udtalelser af Formanden for den finske
Forening for Nationernes Forbund Prof.
Tallqvist og af Prof. v. Torne.
Finland har sårskilt stor anledning att kånna sig
tillfreds over grundandet av Nationernas Forbund
och det arbete som vidtagit for foverkligandet av de
idéer som besjåla detsamma.
Ett lyckligt ode fogade att den princip om nationer-
nas suveråna råttgheter, begrånsad av deras skyldighet
att respektera andras liknande råttigheter, som ligger
till grund for forbundets verksamhet brot sig fram litet
overallt just vid den tidpunkt då Finland, efter en halv-
sekellång kamp for sina konstitutionella råttigheter,
stod redo att begynna sin segerrika befrielsekamp. Av
denna tidsstromning uppbars den goda vilja med vil-
ken alla stater, så krigforande som neutrala, skyndade
sig att godkånna vår sjålvståndighet, och samtidigt opp-
nade sig for vårt land ett lockande perspektiv av fram-
tida trygghet, baserad på skapandet av en alltomfat-
tande internationell råttsauktoritet.
Nationernas Forbund år ånnu i sin begynnelse. Det
år — det kan ej fornekas — ånnu ganska svagt. Fin-
land intar en farofylld post i grannskapet av en vårid