Norræn jól : ársrit Norræna félagsins - 01.12.1953, Side 8

lede giver en anskuelig forestilling om hele middelalderbyens form: gaderne, der
fra torvet gar stejlt ned til bryggerne og skæres af Prastgatan og Langgatorna, der
bgger vandret pá bjergsiden folgendc den oprindelige ovrebys mure. Neden for
dem de smalle hoje kobmandshuse side om side mod strommen, en palisade af gavle.
Imellem dem stiger de smalle »grander« stejlt op mellcm okkergule mure.
Det er altsammen farver og former som man aldrig ville finde i Kobcnhavn.
Og mens den danske konge bor pá Amalienborg, hvis lave vidtudstrakte plads tager
venligt mod en, sá mildt bygget ind i den klassiske by, er den svenske Majestæts
slot sat op med den store gestus: et stejlt palazzos gigantiske kubus bygget op pá
store terrasser med stejle adgangsramper vogtet af vældige bronzelovcr. Matematisk
koldt sætter det en bom for nnddelalder-stadens krogede, snævre gader og bevægede
organiske form.
De skarpe kontraster, det stejle og sammentrængte, de farvede husprismer bygget
op pá bjergtoppe, fortsætter ud over egnen. Ligesom det historiske Kobenbavn er
lutter smilende Rokoko og mádeholden klassicisme er det gamle Stockholm skum-
mel Gotik og stolt Barok. Og ligesom Kobenhavns omegnsbebyggelse gemmer sig
mellem gronne træer og buske, stár Stockholms forstæder op fra skærgárdens kbppe-
holme med stejle tárnagtige huse.
Kommer man fra Stockholm til Oslo finder man der igen en bjergby — men af
en helt anden karakter. Er Stockholm komponeret omkring en historisk hojde, en
kulle, der rejser sig af socn med gavlhuse og spir, er Oslos midte en gryde mellem
fjelde: »Karljoban« er en processionsvej, der forer fra det lave op mod det klassici-
stiske slot. Det er et gammelt motiv fra de store monumentale byer som Paris med
den lange Champs Élysées, der forcr mod Place de l’Étoile, en pragtavenue skabt
for eneherskere. I Oslo er motivet fort igennem i et elskværdigt menneskeligt mál,
ikke som en hojtidelig triumfvej for en Napoleons soldater men en dejlig bred gade
til 17. maj-dagens bornetog med frisk-udsprungne træer i studenterlunden og de
tusinde smá flag pá vandring op mod slottet, der ikke virker knugende ved storrelse
eller kraft.
En by er et kæmpelegeme, der lægger sig henover den oprindelige natur. Det
gror fast med stærke rodder næsten urokkeligt med alle sine huse. Nár den store krop
vil flytte sig, fordi den foler, at den ikke bgger rigtigt, sá river den hele kvarterer
op og skaber en forfærdelig ravage. Oslo har med stort besvær flyttet sig pá sit hárde
leje og bærer stadig mærker dcraf. Een gang skete det, da byen i det nittende árhun-
drede ændrede sig fra at være Christian den Fjerdes Christiania til Karl Johans resi-
densby med Linstows slot dengang liggende næsten som et stort landsted langt borte
4