Færingetidende - 09.07.1852, Síða 3

53
54
lighed overgive vort lille Lands Styrelse i hans øvede
Haand netop nu, da Brændingen og de farlige Skjær
synes at ville knuse os?!
Loven er udkommen. Men Lovens Bogstav
frelser os ikke; Lovens Aand maa trænge gjennem
Marv og Ben. Det er ikke nok, at vi have et Mid-
del til at naa et herligt Maal; Middelet maa gribes
og benyttes med Iver og Forstand; Frugterne blive
ellers borte. Det er ikke nok, at Frihedens Sol
staar op; den Blinde maa blive seende for ret at
kunne nyde det velsignelsesrige Gode, at oplives af
Solens Straaler.
Den Dag idag, da I skulle vælge de Mænd,
Landets Ve og Vel for en Tid skal betros til, er
derfor saare betydningsfuld. Skuer grant og lader
Eder ikke vildlede! Vel have vore Landsmænd ikke
haft Lejlighed til at færdes paa den politiske Løbe-
bane, og vi have derfor ikke en Fortid, af hvilken
vi kunne slutte os til, hvorledes de Mænds Virken
vil være, som Eders Opmærksomhed er henvendt
paa. Men ved at færdes med Manden i det dag-
lige Liv kunne vi dog nogenlunde erfare, om han
har en ren Villie, en sund Forstand, en uegen-
nyttig og fordomsfri Stræben. Jeg beder Eder der-
for ve! at overveje, om I have sporet en slig Tæn-
kemaade hos den, paa hvem 1 ville stemme.
Jeg vender mig derefter til mig selv, og Intet
er vanskeligere end i en saa stor Forsamling at
tale om sig selv og navnlig at søge at henvende
Folks Opmærksomhed paa sig. Men jeg gjør det
ikke desto mindre aldeles uforbeholdent. Alt længe
har jeg søgt at bidrage min Skjærv til, at den her-
skende Stilstand eller Forvirring kunde afløses af
en Udvikling, der stemmede med Forholdenes Ejendom-
melighed. Jeg har derfor ikke kunnet holde mig
tilbage nu i dette vigtige Øjeblik, da det gjælder
om at lægge den første Grundvold. Hvorfor frem-
stiller Du Dig ikke i Din Fødestavn? vil man maa-
ske spørge. Ja, det er et kildent Spørgsmaal, helt
vanskeligt at besvare. Men siden jeg nu ikke plejer
at lægge Dolgsmaal paa hvad der ulmer i mit Bryst,
vi! jeg uforbeholdent sige, at efter hvad der hidtil
«r passeret, navnlig ved det sidste Foikethingsvalg,
kat! jeg ikke vænte at blive valgt paa et Sted, hvor
En bedsmændenes Indflydelse er stærkest. Embeds-
mændene have nu engang fundet paa, ikke at ynde
mig, og de, der komme saa ofte i Berørelse med Em-
bedsmændene, ville ikke ved at stemme paa mig
udsætte sig for at komme i disse deres Herrers
Unaade. Hos Flertallet af Befolkningen her paa Øs-
terø har jeg derimod ingenlunde sporet et sligt slavisk
Sindelag, og jeg træder derfor med frejdigt Mod op
iblandt Eder, idet jeg haaber, at min hidtilværende
Virken vil være Eder Borgen for, at jeg, saafremt
et saa vigtigt Hverv bliver mig betroet, da som altid
vil have mine Landsmænds Vel stadig for Øje. Nogle
bære maaske Frygt for mig, fordi de antage, at
der, hvor jeg er, vil der være Strid og Uenighed.
De, der ere saa ængstelige i denne Henseende, be-
der jeg om vel at betænke, at Forviklinger vanskelig
kunne opløses uden gjennem Kamp og Strid og at
Torden i Almindelighed renser Luften. Andre frygte
mig fordi man siger, jeg er den Fattiges Ven og
gjerne kunde have Lyst til at ødelægge Bønderne.
Men jeg beder dem, der mene dette, at træde frem og
nævne mig et eneste Exempel paa, at jeg i min
Færd har lagt en slig Hensigt for Dagen. Naar jeg
ønsker, at mange af de hidtil uopdyrkede Strækninger
skulle opdyrkes, da ønsker jeg vel at afskjære Bøn-
derne Ret til at nægte dette; thi jeg føler mig for-
visset om, at Misundelse og Fordomsfuldhed gjor,
at Bønderne i denne Henseende ofte kun ere lidet
klartseende og nægte hvor der ingen Grund er til
at nægte. Men jeg vil, at Bedømmelsen af, hvor-
vidt et Stykke maa opdyrkes, bør overlades til uvil-
lige Mænd, og at det ingenlunde bør tillades naar
det i nogen Maade er til Hinder for Faare- og
Kvægavlen?1 ——-
Her blev jeg afbrudt af Sysselmand Wey he. Alle-
rede et Øjeblik for jeg var kommen saa vidt hørte
man — rimeligvis enten Provsten eller en anden af
Valgforstanderne — raabe: „Nu begynder Valget.
Jeg blev alligevel ved at tale, men da kora som
sagt Sysselmanden hen imod mig og bad Folk om, at
de skulde gaa hen og begynde paa at vælge. „Vit
koma tåi okkara ty er“ svarede en af Vælgerne.
Nu blev Sysselmanden aldeles rasende og efterat
han havde sagt: „God Dag! Niels Winther.14 bad
han Folk ikke lytte til hvad Niels Winther sagde.
Ilan arbejdede kun paa at gjøre Oprør, at sætte
Splid imellem Øvrigheden og Folket, derom over-
bevistes man bedst ved det Blad, han udgav. Øv-
righeden vidste man var kommen fra Gud, men om
Niels Winther kunde man sige ligesom Jøderne
sagde om Christus: om Moses vide vi, at han kom
fra Gud, men hveden denne er, vide vi ikke. Fra
Gud var Niels Winther i al Fald ikke kommen; thi
han besjæledes af en ond Aand. Jeg spurgte Folk,
om de antoge, det var værdt at svare paa hvad
Sysselmanden havde sagt, og da Flere raabte: „NejI