Dúgvan - 14.01.1897, Blaðsíða 2

Aarsmøder rettet en Henstilling, hvori bl. a.
følgende Punkter findes optagne:
»At der udstedes Forbud mod Ud-
skænkning af berusende Drikke Søn- og
Helligdage.«
»At der af Staten oprettes og under-
holdes et eller flere Drankerasyler,« og
»At bajersk 01 og andre berusende
Ølsorter blive erkendte for Spiritus og
saaledes ikke kunne forhandles af Høkere
uden Brændevinsbevilling.«
I Juli Maaned f. A. afholdt Danmarks
Afholdsforening Aarsmøde i Esbjærg. Ved
Gudstjenesten prækede ProvstTh.Sørensen;
hvilken Præken vi af Mangel paa Plads
ikke kunne gengive her, og vi skulle derfor
indskrænke os til at gengive Højskolefor-
stander Bjerres Tale, »af hvis fortrinlige,
velformede og gribende Foredrag« Aars-
beretningen giver nedenstaaende korte
Referat:
Der var en Gang en Konge, der vilde
gæste en jysk By. En Deputation blev sendt
ud for at møde ham, og dennes Ordfører
begyndte sin Velkomsttale med at beklage,
at Byen ikke kunde modtage Kongen med
Kanonsalut. Der var 6 Grunde, hvorfor
den ikke kunde. Den første Grund var,
at den ingen Kanoner havde. »Det er
tilstrækkeligt.« sagde Kongen, »Du behøver
ikke at nævne de andre.«
Vi Afholdsfolk have ogsaa 6 Grunde
til at afholde os fra Spiritus. Den første
er, at den er unaturlig. Spiritus er et
fremmed Stof for det menneskelige Legeme.
Ikke eet sagkyndigt Menneske vil benægte
det. Det er en Kendsgerning. Vil nogen
alligevel ikke tro det, da er det med ham
som med Manden, der paastod, at Vandet
ikke kunde løbe opad. Man førte ham da
hen og viste ham et Springvand. »Ja, jeg
ser det nok, men jeg tror det ikke,«
sagde Manden.
Naar vi tro at vinde Sundhed, Kræfter
og Lykke ved at drikke Spiritus, da er
det en Vildfarelse. Hvorfra kommer da
den oplivende, varmende Virkning? Jo,
det er Krigens Oplivelse. Naar det frem-
mede Stof kommer ind i Legemet og paa-
virker Organerne, bliver der Krig, og
derfra kommer Varmen. Det menneskelige
Legeme er en vidunderlig indrettet Fæst-
ning, men er der Spiritus inde, da er det
en Fæstning, hvori der er Forrædere. En
Englænder, Hudson Taylor, der vilde være
Missionær, gik paa et Sygehus for at faa
nogen Erfaring i Sygepleje. Han fik ved
at behandle et Lig Giftstoffer ind i Legemet.
Lægen sagde til ham, at han ikke kunde
leve; men Taylor mente, at Herren nok
endnu havde en Gerning til ham og derfor
ikke vilde lade ham dø. Lægen spurgte
da, hvorledes han havde det med Spiritus.
Han drak aldrig noget deraf. Ja, saa var
Helbredelsen mulig. Taylor kom sig. og
virkede 50 Aar i Kina. Jeg tænker at den
ene Grund er nok (Hør!), saa I sige: »Nu
ville vi alle være Af’noldsmænd.« — Naa
ikke — ja saa skulle I faa de andre 5 med
(Munterhed, Hør!) Den anden Grund er,
at det koster Penge. Vi ville alle
gerne have Penge, saa det er forunderligt,
at vi have saa lidt Forstand paa at om-
gaas dem. Naar der i gamle Dage var
Fest i en Kongeborg, havde enhver Lov
til at tage med sig et Stykke af det Klæde,
hvormed Hallen var betrukken. En Mand
var saa ivrig efter at faa et rigtig stort
Stykke, at han ikke bemærkede, at hans
ene Frakkeskøde blev revet af. Trium-
ferende viste han sit Stykke Klæde frem
til en anden, der tørt bemærkede: »Ja,
Du har tabt i den ene Ende. hvad Du
vandt i den anden.« Saadan gaar det os.
Der er to Maader at blive rige paa. Den
ene er at arbejde og fremskaffe Penge
og — Hatten af for Esbjerg, der gaar
foran i den Retning — den anden er at
stoppe de Huller, hvor Pengene løbe ud.
Det er Afholdsmændenes Pligt at gøre
det danske Folk opmærksom paa de Huller.
Den tredje Grund er endnu alvorligere:
De Suk, Spiritus fremkalder for de mange
Hjem, den lægger øde. Hjemmet er vort
bedste Eje. Er det i Stykker, da er Men-
nesket ilde stillet. Jeg glemmer aldrig et
Blik, jeg fik fra en bleg, forpint Kvinde.
Det var paa en Banegaard. Manden stod
og soldede med nogle andre. Hun lagde
sin Haand paa hans Arm og bemærkede
stille: »Vi skulde nok hjem.« Han slog
til Haanden og raabte: »For Satan, kan
man nu ikke blive fri for Kællingen!« Da
sendte hun et Blik til os, og Blikket var
et Raab om Hjælp. — Det er, som var
der Troldom i denne Drik, der gør Manden
fremmed for sin egen Kone og volder, at
Børn maa klynge sig fil fremmede Folk
af Frygt for deres egen Fader. Da jeg
rejste hjemme fra, var min lille Søn syg,
og maaske man under saadanne Forhold
dybere end ellers føler, hvor meget man
holder af de smaa; men det forekom mig,
at der var intet Offer saa. stort, at jeg ikke
kunde bringe det for at bevare ham. —-
Skulde vi da ikke for vore Børns Skyld
kunne banlyse Spiritus fra vore Hjem?
Den fjerde Grund er, at vi maa ud-
rydde Spiritus for Ungdommens — for
Landets Fremtids Skyld. Det ligger os
alle paa Sinde at opfostre en livskraftig
Slægt; men alt, hvad der gøres paa Skoler
og ved Møder for at styrke og oplive
Ungdommen, det ødelægges af Spiritus’en.
Saa den femte Grund: Alle de Ulyk-
ker, der følge med Drik. Naar der sker
Ulykker, f. Eks. paa Havet, da er et
Menneske ikke Skyld deri; men i de