Dúgvan - 14.01.1897, Blaðsíða 3

Ulykker. Spiritus fremkalder, har ingen
højere Magt Del, det er de Menneskers
Skyld , der opretholde Drikkeskikken.
Spiritushavet sættes kun i Bevægelse af
Mennesker — ofte i Ubetænksomhed —,
men denne Leg fører store og mange
Ulykker med sig.
Naar jeg nu nævner den sjette Grund,
ville alle her i Esbjærg forstaa den, nemlig,
at Afholdssagen er en Havn; det véd
Esbjærgenserne hvad er. Esbjærg Havn
har ikke alene den negative Virksomhed,
at Skibene kunne ty derind i 1 æ for Stor-
men; — men se det liv og den Virksom-
hed, der rører sig bag ved, det sætter os
alle i Forbavselse. Bag Afholdssagens
Havn blomstrer ogsaa Livet, hidtil ubrugte
Kræfter tages i Brug. I, her i Esbjærg,
gaa jo foran i saa mange Retninger, vi
vente, at I ogsaa i Afholdssagen ville gaa
foran og sige paa Eders amerikanske:
»Well! All rigth! Go on!« Afholdssagen
leve! (Hurra!)
Hvordan en fiffig Fyr blev narret.
(Efter „lotalafholdsbi.“.)
Den gamle Mikkel Krybskytte var
Egnens sikreste Skytte og tillige dens mest
afskyede Person.
Den sidste Egenskab havde en dobbelt
Grund.
For det første var han rædsom for-
drukken. Dernæst var han mod sin Vilje
kommen til at begaa et Drab. Trods
denne Begivenhed rystede hans Haand dog
ikke, naar han havde fat paa Bøssen. At
skyde en Svale i Luften var ham en smal
Sag.
Men til Historien!
Det var en Aften for adskillige Aar
siden, at Mikkel og en af hans Svirebrodre
dinglede hjem fra en Smugkro i Birkerød.
»Ser Du den Ugle, som sidder paa
Taarnspidsen. Jeg tror, saa bandte han,
at jeg skal give hende en Salut, saa hun
skal dumpe ned paa Kirkegaarden,« grinede
Mikkel, som naturligvis havde sin ladte
Bøsse hængende over Skuldren.
»Jeg tror Du vil,« sagde den anden
haanligt. »Du kan jo knap staa paa Dine
Ben og desuden kan ingen Kugle naa
der op.«
»Pyt! sa’e Per til Kongen. Jeg skulde
skyde Din røde Hue af Dig. om Du saa
stod henne paa Kirkegaardsdiget.«
»Det kan Du bilde Gæs ind og saa
lægge Beg paa; for saa trækker det.«
»Det er lige meget, tør Du vove en
Pot Brændevin paa det, saa er her min
Lab,« sagde Mikkel og strakte sin store
sorte Næve frem.
Den anden slog til, og kort efter stod
Han paa den anviste Plads.
Men idet han erindrede sig Mikkels
bekendte Skydefærdighed, gik det op for
ham, at han nok alligevel tabte Brænde-
vinen. Men pludselig fik han en lys Tanke.
»Jeg skal narre Mikkel, han skal
hverken faa Huen af mig eller vinde
Brændevinen,« sagde han og trak Huen
ned over Ørene.
Hans Hovedbedækning var nemliy en
af de bekendte røde strikkede Huer som
for 40 Aar siden var almindelig blandt
Bønderne og som endnu bruges nogle
Steder i Jylland.
»Brænd saa løs, Mikkel!«
Puf!
Et Glimt og et vældigt Knald.
Huen faldt ned paa Kirkegaarden; men
tog rigtignok sin Ejer med sig, desformedelst
at Kuglen var gaaet nøjagtig igennem
Midten af Huen, hvor uheldigvis den øverste
Etage var kommen til at befinde sig ved
den ovenfor omtalte fiffige Manøvre af
Mikkels Kammerat.
Karlen var naturligvis saa død som
en Sild.
Mikkel kom i Tugthuset. Der var
han dog kun i to Aar, ti da den anden
Snyder kunde takke sig selv for, at det
gik som det gik, slap Mikkel hermed.
Historien er iøvrigt en prægtig Illustra-
tion til det gamle Ord: »Naar Brændevin
gaar ind, gaar Forstanden ud.«
»China-Bitter«.
Ifølge »Dimmalætting« for iqde f. M.
kom der med sidste Post med »Laura«
»Finansministeriets Afgørelse om, at China-
Livs-Elixir er afgiftspligtig som anden
Spiritus, hvad der har givet Anledning til,
at der af Politiet er bleven tilkendegivet
vedkommende Købmænd, at denne Artikel
ikke for Fremtiden kan sælges af andre
handlende end saadanne, som ere beret-
tigede til Udsalg af Brændevin«.
Det maa have været en bitter Stund
for de bitterdrikkende Personer paa de
forskellige Steder, da de modtoge denne
for dem bitre Efterretning, at denne Bitter,
som, især sammen med et Par Bajere,
skal have været saa udmærket berusende,
ikke mere maa forhandles af saadanne
handlende, som ikke ere berettigede til
Udsalg af Brændevin; men man maa haabe,
at disse bitterelskende Sjæle, naar Bitter-
heden og Bitterlysten hos dem har lagt
sig, at de da ville komme til den Erken-
delse, at denne Bitter i Virkeligheden
ikke forsøder dem Tilværelsen, men snarere
forbitrer den.